Alle billeder tagget med Lokalbanen
Der er 23 billeder med dette tag:
Nærumbanen Sm 13 og Lm 23 på Nærum st.
1. september 1952 indsatte Nærumbanen (LNJ) de sølvfarvede skinnebusser i driften. I anledning af 60-årsdagen udførte Nordsjællands Veterantog i weekenderne 25.-26. august og 1.-2. september 2012 et antal dobbeltture på Nærumbanen med én af skinnebusserne fra dengang, som klubben har bevaret: Sm 13. Søndag 26. august måtte nogle af de planlagte ture dog udgå pga. et nedbrud. Her ses Sm 13, leveret 1952, i selskab med vore dages Nærumbane-tog, nemlig RegioSprinteren Lm 23, leveret 1999, på Nærum station.
Foto: Thomas de Laine, 26. august 2012.
City-Trafik 2513 og et Gribskovbane-tog ved Vejby st.
City-Trafik 2513, Volvo B10BLE-60/Vest årg. 2002, som linje 362 ved Vejby st. på Gribskovbanens Tisvildeleje-strækning. Toget er et af Lokalbanens Alstom Lint 41-tog fra 2006 eller 2007.
Foto: Sikandar Sahil, 10. juli 2010.
Lokalbanen Lm 25 på Jægersborg st.
Nærumbanen udgår fra en lille station ved siden af S-togsstationen i Jægersborg. Banen kørte oprindeligt til og fra Lyngby station ad en skarp kurve, men omlagdes til Jægersborg, da S-banen forlængedes fra Hellerup via Lyngby til Holte i maj 1936. Hvis Lundtoftebanen var blevet til noget, skulle Nærumbanen måske nedlægges, men hvis ikke, havde man været nødt til at finde en løsning i Jægersborg, hvor Lundtoftebanen skulle grene fra Nordbanen og forløbe langs med Helsingørmotorvejen. Lokalbanen Lm 25 på Jægersborg st.
Foto: Thomas de Laine, 14. august 2007.
Lokalbanen Lm 23 ved Brede st.
Lokalbanens RegioSprinter Lm 23 på vej ind til Brede st. i retning mod Nærum. Banen betjenes udelukkende af fire RegioSprintere, der alle er leveret i 1999, hvor hele vognparken udskiftedes.
Foto: Thomas de Laine, 14. august 2007.
Lokalbanen Lm 25 på Brede st.
Lokalbanen Lm 25 på Brede st. RegioSprinterne er en slags små dieselsporvogne, og der har været fremlagt planer for en sammenkobling med den ønskede letbane mellem Lyngby og Glostrup på Ring 3.
Foto: Thomas de Laine, 14. august 2007.
Lokalbanen Lm 22 på Nærum st.
Nærumbanens nordlige endestation er på sydsiden af Skodsborgvej lige ved Helsingørmotorvejen. Banen gik oprindeligt helt til Vedbæk, men blev afkortet til Nærum i 1923 og yderligere et stykke til den nuværende Nærum station i forbindelse med anlægget af Helsingørmotorvejen i oktober 1954. Mellem stationen og motorvejen var der gjort plads til stationen for Lundtoftebanen, som imidlertid aldrig blev til noget. Lokalbanens RegioSprinter Lm 22 på Nærum st.
Foto: Thomas de Laine, 14. august 2007.
Lokalbanens Ym 1-Ys 11 forlader Køge station
Der er for nylig bestilt nye tog til Østbanen, så dette syn er historie omkring slutningen af 2008. Lokalbanen Ym 1 (forrest) med Ys 11 på slæb afgår fra Køge station mod Hårlev. Ym 1 var i øvrigt oprindeligt en solokørende motorvogn med førerrum i begge ender.
Foto: Thomas de Laine, 20. juli 2007.
Lokalbanen LB 108-LB 208 på Hillerød st.
1. januar 2007 overtog Lokalbanen driften af Lille Nord, strækningen Hillerød-Helsingør. Alle ture udføres herefter med de helt nye Coradia Lint 41-togsæt fra Alstom. Dermed får Lille Nord for anden gang udskiftet hele driftsmateriellet "over natten". Sidste gang var i 1984, hvor de MO-trukne persontog blev afløst af DSB-lynetterne. Her er Lokalbanen LB 108-LB 208 netop ankommet til Hillerød station.
Foto: Thomas de Laine, 1. januar 2007.
Lokalbanen LB 208-LB 108 på Helsingør st.
Efter Lokalbanens overtagelse af Lille Nord, skal man nu trykke stop, hvis man vil af toget på Mørdrup, Langerød eller Grønholt. Lokalbanen LB 208-LB 108 på Helsingør st.
Foto: Thomas de Laine, 1. januar 2007.
Lokalbanens første to Lint-togsæt på Grønnehave station
Lokalbanens første to Lint 41-togsæt blev leveret 29. august 2006. Søndag 3. september havde man aflyst et par formiddagstog på Hornbækbanen mellem Helsingør og Grønnehave station og foretog prøvekørsler med de nye tog på strækningen. De to togsæt ses her på Grønnehave station.
Foto: Thomas de Laine, 3. september 2006.
Lokalbanens første to Lint-togsæt og Desiro'en på Grønnehave station
Lokalbanens Desiro (th.) er netop ankommet til Grønnehave station fra Gilleleje. Passagererne stiger om til bus, mens det sidste korte stykke ind til Helsingør station er optaget af prøvekørsel med de nye Lint-togsæt (tv.). Når de nye tog er leveret, skal Desiro'en til Nordjyske Jernbaner (tidl. Hjørring Privatbaner og Skagensbanen). NJ har i forvejen togsæt af denne type.
Foto: Thomas de Laine, 3. september 2006.
Lokalbanens første to Lint-togsæt i Helsingør
Lokalbanens overvejende grå designbemaling passede godt til vejret! Prøvekørsel af de første to Lint-togsæt i Helsingør.
Foto: Thomas de Laine, 3. september 2006.
Prøvekørsel af Lokalbanens første Lint-togsæt på havnen i Helsingør
Lokalbanens Lint-togsæt gør ophold ved Helsingør Havn under prøvekørslen.
Foto: Thomas de Laine, 3. september 2006.
Prøvekørsel af Lokalbanens første Lint-togsæt i Helsingør
Lokalbanens to første Lint-togsæt på havnen i Helsingør i forbindelse med prøvekørslerne 3. september 2006. Denne type tog, der mere præcist hedder Coradia Lint 41 og bygges af Alstom i Salzgitter, kører allerede hos Arriva i Jylland. Lokalbanen får 27 togsæt af typen i 2006-07, og også Vestsjællands Lokalbaner (tidl. OHJ/HTJ) får sådanne tog.
Foto: Thomas de Laine, 3. september 2006.
Lokalbanens Lint-togsæt på Helsingør station
Prøvekørslen af Lokalbanens nye Lint-togsæt indebar også "sporvognsturen" ind til Helsingør station.
Foto: Thomas de Laine, 3. september 2006.
Lokalbanens Lint-togsæt dekoreret med streamere under prøvekørslen
Under prøvekørslen af de nye Lint-togsæt havde Lokalbanen forsynet dem med streamere. Teksten "...kommer snart på en station nær dig" er dog en lille smule misvisende, for togene kommer ikke først på Hornbækbanen.
Foto: Thomas de Laine, 3. september 2006.
Lint-togsæt fra Lokalbanen på Helsingør station
På Helsingør station kunne passagererne kigge langt efter Hornbækbanens tog søndag formiddag. Til gengæld kunne de se, at "Lokalbanen tester nyt tog". Ind i toget kunne de dog ikke se, for alle vinduer og døre var dækket til med papir!
Foto: Thomas de Laine, 3. september 2006.
Lokalbanens Ym 53-Ys 95 i Helsingør
Der er nye tog på vej til Lokalbanens nordlige strækninger, herunder Helsingør-Hornbæk-Gilleleje-strækningen. Derved fortrænges Y-togene, der her ses repræsenteret på havnen i Helsingør af den dobbeltrettede Ym 53 med den almindeligt enkeltrettede Ys 95 på slæb.
Foto: Thomas de Laine, 4. juli 2006.
DSB MR-sæt 79 og en Lynette fra Østbanen på Køge st.
DSB og Østbanen holder normalt ikke side om side på Køge station. Her ses DSBs MR-sæt 79 mod Roskilde i spor 4 og en tovognslynette fra Lokalbanen (Østbanen) i spor 3. Almindeligvis skal toget fra Roskilde mod Næstved være i spor 3 på dette tidspunkt, men det måtte denne gang holde i spor 2.
Foto: Thomas de Laine, 3. maj 2006.
Lokalbanen (Østbanen) Ys 11-Ym 1 forlader Køge st.
Lokalbanens Østbane-togsæt Ys 11 (nærmest)-Ym 1 forlader Køge station i retning mod Fakse Ladeplads. Ym 1 var oprindeligt en dobbeltrettet motorvogn, men den blev senere ombygget og tilkoblet en ny styrevogn, Ys 11.
Foto: Thomas de Laine, 3. maj 2006.
Østbanen med firevognstog på Køge st.
Østbanen har endestation ved sin egen perron i sydenden af Køge st. Her er det et myldretidstog bestående af to togsæt, Ym 8-Ys 18 forrest, der kører til Fakse Ladeplads, og Ym 3-Ys 13 bagest, der kører til Rødvig. Østbanen er gaffeldelt, og i myldretiderne følges tog til hver af grenene ad mellem Køge og Hårlev, hvor forreste halvdel fortsætter mod Fakse Ladeplads, og bageste halvdel skifter retning og kører til Rødvig.
Foto: Thomas de Laine, 23. marts 2004.
Tog fra Gilleleje netop ankommet til Hillerød st.
Et tidligere GDS-HFHJ-Y-tog fra Lokalbanen er netop ankommet til Hillerød st. fra Gilleleje. Bemærk cyklen, der lige er blevet læsset af. Toget er et trevognstog bestående af motorvogn (Ym)-mellemvogn (Yp)-styrevogn (Ys). Der er nye tog på vej til lokalbanerne i Hovedstadsområdet, så om få år vil de lynetter, der i dag præger billedet, være forsvundet. Til venstre en DSB-lynette på Lille Nord, strækningen Hillerød-Helsingør.
Foto: Thomas de Laine, 22. marts 2004.
Firevognstog fra Lokalbanen ved Hillerød st.
Et firevogns-Y-tog, Ym-Yp-Yp-Ym, fra Lokalbanen, bestående af tidligere GDS-HFHJ-vogne. Toget ses her på opstillingssporene nord for Hillerød st. Lokalbanen A/S er et selskab, der fører driften videre fra Østbanen, Nærumbanen, Frederiksværkbanen, Gribskovbanen og Hornbækbanen som entreprenør for Hovedstadens Lokalbaner (HL), der administreres af HUR. HL foretager også udbud af strækningerne og indkøb af nyt materiel.
Foto: Thomas de Laine, 22. marts 2004.