Myldretid

Menu

BillederTags

Alle billeder tagget med Intertrans PKS Glogow

Der er 10 billeder med dette tag:

Ex. Fjord-bus 33 i Glogow, Polen

Ex. Fjord-bus 33 i Glogow, Polen

PKS Glogow vogn 70510 var en DAB 12-1200B, der oprindeligt blev leveret til Fjord-bus i Slangerup i marts 1992. Den indgik i en serie, som blev anskaffet til det nyoprettede selskabs overtagelse af kørsel fra HT i Frederikssund i en af HTs første privatiseringsrunder. Men det var ikke længe, bussen - Fjord-bus nr. 33 - kørte her. Allerede halvandet år gammel overflyttedes bussen til Birkerød Bus Compagni, hvor den kørte de sidste måneder i Birkerød, inden kørslen måtte afgives. Derpå blev bussen overført til City-Trafik og Fredericia bybusser, hvor den til gengæld kørte i otte år - fra 1996 hos Bus Danmark og siden 1999 under Arriva-navnet. Bussen blev i 2004 solgt til PKS Glogow i Polen og ombyggedes da til rutebil: midterdørene fjernedes, og bybussæderne blev erstattet af mere komfortable stole. PKS Glogow beholdt bussen i trafik helt til 2021. Dette billede fra rutebilstationen i Glogow er fra efteråret 2019. 23 år efter, at bussen forlod City-Trafiks vognpark, sidder CT-bomærket stadig i skiltekassen over fordørene!

Foto: Thomas de Laine, 12. september 2019.

Intertrans PKS Glogow 90512 i Glogow, Polen

Intertrans PKS Glogow 90512 i Glogow, Polen

Rutebilselskabet Intertrans PKS Glogow er blandt de ganske få polske operatører, der ved indgangen til 2023 stadig har DAB-busser i vognparken, selvom de nu kan tælles på én hånd. Denne her kørte hos selskabet fra 2009 til 2017 som bus 90512. Bussen er en DAB 12-1200B leveret i slutningen af 1989 til Aalborg Omnibus Selskab, vogn 270, og var den ene af tre busser, der blev bygget til Aalborg som de første serie 12'ere nogensinde. Bussen kørte 2000-2003 hos Combus og senere Connex i København som bus 5269. Inden bussen kom i drift i Polen, blev midterdøre og midterperron fjernet, og bybussæderne blev erstattet af mere komfortable stole. Rutebilstationen i Glogow.

Foto: Thomas de Laine, 12. september 2013.

Intertrans PKS Glogow 10003 i Glogow, Polen

Intertrans PKS Glogow 10003 i Glogow, Polen

En del DAB-busser nåede at køre længere tid i Polen end i deres hjemland. Til denne gruppe hører PKS Glogow vogn 10003, en Leyland-DAB 7-1200L, som er bygget i 1984 til Bundesens Rutebiler på Rømø, men allerede i 1991 kom til PKS Glogow, fra 1999 Intertrans PKS Glogow. Bussen kørte i Polen til 2014. Her holder den i Glogow.

Foto: Thomas de Laine, 12. september 2013.

Intertrans PKS Glogow 40508 i Glogow, Polen.

Intertrans PKS Glogow 40508 i Glogow, Polen.

Intertrans PKS Glogow nr. 40508, DAB 12-1200B årg. 1992, på rutebilstationen i Glogow, Polen. Bussen kørte 2004-2022 hos det polske rutebilselskab og var dermed blandt de DAB'er, der holdt ud længst. Bussen blev i sin tid født til Papuga Bus, men kørte 2000-2004 hos Combus og senere Connex i København som bus 5274. Den havde oprindeligt døre 2-2-1, men blev konverteret til rutebil i forbindelse med salget til Polen.

Foto: Thomas de Laine, 12. september 2013.

Intertrans PKS Glogow 10501 i Glogow, Polen

Intertrans PKS Glogow 10501 i Glogow, Polen

Denne Volvo B10MA-55/Säffle-ledbus fra 1998 blev bygget til Linjebus, da selskabet i 1998 skulle overtage en mængde regionalruter i Nordjylland fra bl.a. City-Trafik. Den kom senere til at køre i Midttrafiks område, hvorfor den fik himmelblå bemaling, og den tilhørte frem til udrangeringen Arriva. Efter endt tjeneste i Danmark kørte bussen 2011-2018 hos Intertrans PKS Glogow, hvor den i 2013 bar vognnummer 10501. Her er den parkeret nær jernbanestationen i Glogow.

Foto: Thomas de Laine, 12. september 2013.

Intertrans PKS Glogow 30502 i Glogow, Polen

Intertrans PKS Glogow 30502 i Glogow, Polen

Ex. Birkerød Bus Compagni vogn 46, Leyland-DAB 7-1200B årg. 1985, hos Intertrans PKS Glogow på rutebilstationen i Glogow, Polen. Bussen overførtes fra Birkerød til Fjord-bus i Slangerup, da dette selskab overtog sin første kørsel i april 1992, og den kørte i Fjord-bus-regi helt frem til 2003. Samme år solgtes den til rutebilkørsel hos Intertrans PKS Glogow, der gav den vognnummer 30502, og den forblev i trafik her helt til 2016. 31 år er ganske pænt gået...

Foto: Thomas de Laine, 12. september 2013.

Intertrans PKS Glogow 10504 i Glogow, Polen

Intertrans PKS Glogow 10504 i Glogow, Polen

En pistachefarvet Scania L113CLB/DAB "Facelift" fra 1995 hos Intertrans PKS Glogow på rutebilstationen i Glogow, Polen. Bussen kørte hos denne polske rutebiloperatør i årene 2011-22, men er oprindeligt bygget til det Swebus-ejede Dania Bustrafik som vogn 3392. Den nåede i Danmark at komme gennem Combus og Connex/Veolia for at slutte sin danske karriere hos Skjern Bilen.

Foto: Thomas de Laine, 12. september 2013.

Intertrans PKS Glogow 40510 i Glogow, Polen

Intertrans PKS Glogow 40510 i Glogow, Polen

Intertrans PKS Glogow 40510 nær jernbanestationen i Glogow, Polen. Bussen er en DAB 12-1200B bygget 1992 til Fjord-bus i Slangerup som vogn 30 forud for selskabets overtagelse af en række HT-linjer i Frederikssund-området 1. april 1992. Den blev dog allerede året efter overført til Birkerød Bus Compagni og efter lukningen i Birkerød solgt til City-Trafik, som indsatte den på bybusserne i Fredericia. Sammen med bybuskørslen i Fredericia kom den til Bus Danmark/Arriva i 1996, hvor den blev anvendt frem til 2002 med internnummer 3039. Efter et par års henstand købte Intertrans PKS Glogow bussen, som dog blev konverteret til rutebil, idet midterdørene og midterperronen blev fjernet. Bussen var stadig i trafik ved indgangen til 2020'erne.

Foto: Thomas de Laine, 12. september 2013.

Intertrans PKS Glogow 10002 i Glogow, Polen

Intertrans PKS Glogow 10002 i Glogow, Polen

Ex. Århus Sporveje 243, Leyland-DAB 7-1200B årg. 1988, nu hos Intertrans PKS Glogow, holder hvil ved jernbanen i Glogow, Polen, hvortil bussen blev solgt i 2011. Hos det polske rutebilselskab fik den vognnummer 10002.

Foto: Thomas de Laine, 12. september 2013.

Intertrans PKS Glogow 70501 i Glogow, Polen

Intertrans PKS Glogow 70501 i Glogow, Polen

Ex. DSB 987, senere DSB busser/Combus vogn 1987, en Volvo B10M-60/DAB fra 1984, hos Intertrans PKS Glogow på rutebilstationen i Glogow, Polen, flankeret af et par "ægte" DAB-busser fra samme firmas vognpark. Bussen har kørt hos Intertrans siden 2007 og havde, da dette billede blev taget, vognnummer 70501.

Foto: Thomas de Laine, 12. september 2013.