Alle billeder tagget med Holo (tidl. Autonomous Mobility)
Der er 13 billeder med dette tag:
Holo CN 91 877 på Sandkaj, København
3. august 2020 begyndte endnu et forsøg med selvkørende minibusser - denne gang i Nordhavnen i København, hvor der køres på og syd for Århusgade, bl.a. langs kajen. Det er Holo/Autonomous Mobility, der kører, og der anvendes en af de Navya-minibusser, som også kendes fra forsøgsruten på et stisystem i Aalborg eller kørslerne på sygehusene i Køge og Slagelse. Ruten i Nordhavn er en ringlinje med uret, der betjenes cirka fire gange i timen kl. 10-17. Det er gratis at køre med, og linjen ligger uden for Movia-systemet. Bussen rummer egentlig 11 sidde- og 4 ståpladser, men kapaciteten er ekstra begrænset i begyndelsen for at undgå Corona-smitte. Og det er også stadig nødvendigt at have en operatør med ombord, ligesom der højst køres 18 km/t. Her kanter CN 91 877 sig gennem Sandkaj. Bussen er indregistreret første gang 5. marts 2020. Samme dag blev en søstervogn indregistreret CN 91 876.
Foto: Thomas de Laine, 3. august 2020.
Selvkørende Navya-minibusser ved Bella Center, København
I dagene 17.-21. september 2018 afholdtes ITS World Congress for 25. gang, og værtsbyen var København. ITS står for "Intelligent Transport Systems" og er et bredt felt, men de senere år har selvkørende køretøjer og stigende grad af automatisering været et af de store temaer på ITS-kongresserne. Selve arrangementet foregik i Bella Center, hvor firmaet Autonomous Mobility bl.a. tilbød transport med selvkørende shuttlebusser på en afspærret rute mellem Bella Center station og kongressens hovedindgang ved Bella Centers indgang vest (lige nord for den gamle linje 46-endestation). I alt fire små Navya-busser blev anvendt - her ses to af dem ved endestationen ved indgang vest.
Foto: Thomas de Laine, 18. september 2018.
Selvkørende Navya-minibus ved Bella Center st., København
Selvkørende Navya-minibus fra Autonomous Mobility ankommer til Bella Center station på shuttlebusruten ved ITS World Congress i september 2018. En bus af samme type anvendes i et forsøg på Sjællands Universitetshospital i Køge og senere i Slagelse. Det er også Autonomous Mobility og Navya-minibussen, der skal bruges ved det kommende forsøg i Aalborg øst, ligesom en Navya-minibus skulle være en del af forsøget på DTU. Navya-shuttlebusserne bruges allerede på flere kontinenter.
Foto: Thomas de Laine, 18. september 2018.
Selvkørende Navya-minibus ved Bella Center st., København
Under ITS World Congress 2018 i september 2018 demonstrerede Autonomous Mobility deres selvkørende Navya-minibusser på en shuttlebusrute mellem Bella Center station og Bella Centers indgang vest, som var hovedindgang for kongressen. Busserne kørte ad en fast og afspærret rute, hvor fodgængere dog også kunne færdes. Endestationen ved Bella Center station var ud for Bella Centers indgang øst, og hele den østgående kørebane langs Bella Centers nordside var indhegnet og inddraget til formålet. Movias linje 4A, 34 og 250S måtte derfor omlægges i perioden 10.-22. september.
Foto: Thomas de Laine, 18. september 2018.
Selvkørende Navya-minibus ved Bella Center, København
På et stykke af vejen nord for Bella Center øst for Bella Sky-hotellet og vest for pladsen ved indgang øst kørte de selvkørende shuttlebusser på areal, der også blev benyttet af fodgængere.
Foto: Thomas de Laine, 18. september 2018.
Selvkørende Navya-minibus ved Bella Center, København
Selvkørende Navya-shuttlebus på vej gennem afspærringen til Bella Centers indgang vest.
Foto: Thomas de Laine, 18. september 2018.
Selvkørende Navya-minibus ved Bella Center, København
Selvkørende Navya-shuttlebus ved Bella Center, indgang øst.
Foto: Thomas de Laine, 18. september 2018.
Selvkørende Navya-minibus ved Bella Center st., København
Afgang med Navya-shuttlebus fra Bella Center st. mod Bella Center, indgang vest. Minibusserne har i øvrigt en hyggelig "sporvognsklokkelyd", der blev brugt ved ankomst og afgang.
Foto: Thomas de Laine, 18. september 2018.
Selvkørende Navya-minibus ved Bella Center, København
Navya-shuttlebusserne på vej ad ruten gennem afspærringen langs Bella Centers nordside.
Foto: Thomas de Laine, 18. september 2018.
Selvkørende Navya-minibus ved Bella Center st., København
En af de selvkørende Navya-shuttlebusser ved Bella Centers indgang øst og Bella Center st., der fungerede som vendeplads for shuttleservicen under ITS World Congress, som foregik i Bella Center.
Foto: Thomas de Laine, 18. september 2018.
Selvkørende Navya-minibus ved Bella Center, København
Selvkørende Nayva-shuttlebus på vej fra Bella Center station til Bella Center, indgang vest. Med de hastigheder, der for nuværende køres med, kan busserne overhales i rask gang, men tophastigheden skulle være 25 km/t.
Foto: Thomas de Laine, 18. september 2018.
Selvkørende Navya-minibus ved Bella Center, København
Selvkørende Navya-minibus ankommer til "vendesløjfen" ved Bella Centers indgang vest.
Foto: Thomas de Laine, 18. september 2018.
Selvkørende bus på Sjællands Universitetshospital, Køge
Fra mandag 28. maj 2018 kører der en selvkørende el-minibus i vandrehallen på Sjællands Universitetshospital, Køge. Ruten, der er helt indendøre, er cirka 300 meter lang og har to stoppesteder undervejs. Den kører mandag-fredag fra om morgenen til midt på eftermiddagen, svarende til lidt ud over åbningstiden i ambulatorierne i vandrehallen, med en hastighed på omkring 5 km/t. Den har fået tildelt linjenummer 249! Selve bussen rummer 11 siddepladser og 4 ståpladser og er i ægte Movia-gul. Den skal senere flyttes til kørsel på Slagelse Sygehus, inden den til sidst kommer tilbage til Sjællands Universitetshospital, Køge, for at køre undendørs mellem hospitalet og Ølby station. Køretøjet er bygget af franske Navya og har modelnavnet Arma.
Foto: Torben Liebst, 28. maj 2018.