Alle billeder tagget med 2020
Der er 44 billeder med dette tag:
Temporær tirsdag: Arriva 1051 som erstatning for Metrocityringen ved Østerport st., København

Over to uger i januar 2020 måtte Metrocityringen, der var åbnet kun få måneder tidligere, erstattes fuldt ud af busser, fordi man skulle forberede åbningen af metrogrenen til Nordhavnen, som åbnede i slutningen af marts samme år. Der kørte tre forskellige metrobuslinjer: Linje 111M erstattede metroen i kørselsretning med uret, mens linje 222M kørte mod uret. Gennem City og ud ad Østerbrogade til Svanemøllen st. kørte i begge retninger en linje 444M. Trafikken var omfattende, men som med så megen anden togbuskørsel, valgte mange metropassagerer at søge helt andre ruter. Derfor var busserne ikke specielt fyldte, men det var jo bare en smagsprøve på den Corona-pandemi, der snart fulgte... Arriva stod for kørslen på linje 111M, hvor bus 1051, Volvo B7RLE-60/Säffle (8500LE) årg. 2009, her gør holdt på Oslo Plads ved Østerport st.
Foto: Thomas de Laine, 26. januar 2020.
Lineær lørdag: Lokalbus 4468 som linje 215 ved Havdrup st.

Linje 215 blev oprettet 31. maj 1992 og har forbundet Havdrup, Viby og Osted lige siden, mens linjens øvrige dele har ændret sig flere gange. Fra oprettelsen kørte linje 215 fra Roskilde st. til Osted Kro, som siden 1970'erne havde været endestation for den daværende linje 214 mellem Osted, Viby, Havdrup og Solrød Strand st. Fra Osted overtog linje 215 mandag-fredag kørslen fra linje 214 til Havdrup. I praksis videreførtes busserne fra Havdrup som linje 213 til Solrød. Efter et år overtoges også weekendkørslen fra linje 214, som nedlagdes. Al kørsel i weekenden blev dog skåret væk fra december 2003. Syv år senere gennemførtes nogle store ændringer i det linjekompleks, som linje 215 indgik i, og ved den lejlighed ophørte linje 215 med at betjene strækningen mellem Osted og Roskilde. I stedet fortsatte busserne fra Osted til Avnstrup, og linje 215 erstattede fuldt ud linje 213 mellem Havdrup og Solrød Strand. På strækningen Havdrup-Solrød fik linjen også kørsel aften og weekend, hvilket kom til at gælde hele linjen fra august 2011. December 2012 blev linjen afkortet i vest til endestation ved Viby st., men det varede kun tre år. December 2015 blev linje 215 forlænget via Osted og Avnstrup til Hvalsø st., og fra Hvalsø fortsætter busserne som linje 219 til Kirke Hyllinge og omvendt. Dermed har man skabt en forholdsvis lang linje, der giver mulighed for at komme uden skift mellem Solrød og Kirke Hyllinge, hvilket der næppe er mange, der benytter sig af. Undervejs betjenes stationer på Køge Bugt-banen (Solrød Strand), Lille Syd (Havdrup), Vestbanen (Viby) og Nordvestbanen (Hvalsø). En hel række busselskaber har med årene betjent linje 215, nemlig City-Trafik (indtil 1994), Linjebus (1994-98), Bus Danmark (1998-99), Arriva (1999-2019, dog afbrudt af tre måneder med Wulff Bus i 2004), Keolis (2015-22) og Lokalbus/Vikingbus (2019-22) samt siden december 2022 DitoBus. I perioden december 2015-december 2022 var kørslen på hverdage delt mellem to busselskaber, nemlig det med kontrakten om linje 215 og det med kontrakten om linje 219. Lokalbus 4468, en kort Iveco Crossway LE nyleveret til linjen i 2019, holder ved Havdrup st. som linje 215 mod Solrød Strand.
Foto: Thomas de Laine, 11. december 2020.
Ferrovial fredag: Arriva AR 1024 på Aarhus H

Arriva har nu kørt tog i Danmark i lige knap 21 år, nemlig siden overtagelsen af privatbanen Vestbanen 1. juni 2022. Fra januar 2003 overtoges tillige trafikken på en mængde statsbanestrækninger i Midt- og Vestjylland, og denne kørsel er blevet genvundet to gange siden. Ved seneste genudbud kom også Svendborgbanen med, således at Arrivas tog nu også er dagligdag på Fyn. Til kørslen på den oprindelige kontrakt for staten leveredes bl.a. AR 1024, som er en Alstom Lint 21, der ankom i 2004. Her ses togsættet på Aarhus H før afgang mod Viborg i sommeren 2020. Til venstre for toget er det letbanens perron.
Foto: Thomas de Laine, 30. juli 2020.
Lineær lørdag: Arriva 2246 på Midttrafik-rute 200 ved Universitetsparken, Aarhus

8. august 2011 blev der indført et nyt bybussystem i Aarhus, hvor A-busbegrebet blev adopteret fra København. Ved samme lejlighed var der optræk til, at også rutebilruterne 100 og 200 skulle "moviaficeres" med indførelsen af et S-buskoncept, men sådan blev det alligevel ikke, da det kom til stykket. På det, som dermed ikke er den aarhusianske 200S, ses her Arriva 2246, Volvo B8R/Wroclaw årg. 2017, på Nørrebrogade ved Universitetsparken.
Foto: Thomas de Laine, 31. juli 2020.
Lineær lørdag: Umove 7536 på Vigerslev Allé ved Carlsberg st., København

Da vejforholdene var klar til det, blev linje 9A fra maj 2020 omlagt til at køre ad Vesterfælledvej og Platanvej til Frederiksberg Allé i stedet for via Enghave Plads. Det bringer busserne den korte tur fra Enghavevej ad Vigerslev Allé til Vesterfælledvej og Carlsberg station. Lysreguleringerne, cykel- og biltrafikken på dette stykke af Vigerslev Allé er dog sådan, at busserne i myldretiden kan være over 10 minutter om den blot cirka 200 meter lange tur ad Vigerslev Allé! Umove 7536, VDL Citea LLE årg. 2015, på Vigerslev Allé - med god plads på en lørdag i Corona-tiden.
Foto: Thomas de Laine, 27. juni 2020.
Triviel torsdag: Keolis 2491 ved Bagsværd st.

Gennem 12 år så en linje 166 sådan her ud: En VDL Ambassador årgang 2009. Keolis, som dengang hed City-Trafik, købte 18 busser af typen til linjerne 29 og 166 forud for overtagelsen af kørslen, som skulle finde sted i december 2009. Den første kørsel, der skulle udføres i den nye kontrakt, var dog den særlige COP15-buslinje, der forbandt Bella Center, Islands Brygge og Københavns centrum i et par uger under klimatopmødet COP15, som blev afholdt i Bella Center. Herefter kom busserne i trafik på linje 29 og 166. De nye kontrakter fra december 2009 var de første, som kunne blive helt op til 12 år lange, og sådan gik det også. Men der blev skiftet ud i linjenumrene undervejs, for i oktober 2011 blev linje 29 nedlagt. I stedet kom linjerne 141, 143, 144 og 149 ind under kontrakten, og VDL Ambassador-busserne fra 2009 blev i stedet anvendt her. Ved genudbuddet af kørslen var det dog Nobina, der gik af med sejren, og hovedparten af de 18 Ambassadors blev udrangeret i december 2021. De havde da generelt tilbagelagt over en million kilometer hver og blev solgt til ophug. Her er det bus 2491, som netop har forladt Bagsværd station som linje 166 mod sin nye endestation siden 2019 ved Værebroparken.
Foto: Thomas de Laine, 27. juli 2020.
Triviel torsdag: Aarhus Sporveje 700 i krydset Ringvejen/Randersvej, Aarhus

I nyere tid har de polskbyggede Solaris Urbino'er i flere længder og generationer præget bybusserne i Aarhus - heraf er cirka 85 styk i længden 14,6 m. Blandt disse er Aarhus Sporveje nr. 700, Solaris Urbino 15 årg. 2014, der her ses i trafik på linje 18 på Vejlby Ringvej/Hasle Ringvej i krydset med Randersvej. Letbanens nordgående spor ses i forgrunden.
Foto: Thomas de Laine, 31. juli 2020.
Arriva 5656 ved Slagelse st.

Arriva 5656, Volvo B7RLE/Säffle (Volvo 8500LE) årg. 2009, som linje 470R ved Slagelse st.
Foto: Sikandar Sahil, 23. oktober 2020.
EasyMile EZ10-bus hos Nobina, Glostrup

Den første af de selvkørende shuttlebusser til forsøget på DTU er nu blevet testet hos Nobina i Glostrup. Det er nemlig Nobina, der er operatør på busserne. Her ses en af de i alt tre små busser på Glostrup-anlægget 16. december 2020. Denne type er fra EasyMile og hedder EZ10. Der er plads til omkring 10 passagerer ombord, og under forsøget vil busserne køre højst 15 km/t. Ligesom de andre forsøg med selvkørende shuttlebusser, der for tiden foregår på dansk jord, er busserne selvkørende på niveau 3. Kørslen på DTU forventes at begynde i januar 2021.
Foto: Bo Kristensen, 16. december 2020.
To EasyMile EZ10-busser til forsøget på DTU

To af de tre EasyMile EZ10, der skal bruges til forsøget på DTU med selvkørende shuttlebusser. Der vil blive rejst en telthal på DTU som "garage" for busserne, der køres af Nobina.
Foto: Bo Kristensen, 16. december 2020.
De Blaa Omnibusser 6255 ved Lyngby st.

De Blaa Omnibusser 6255, Volvo B8RLE/Wroclaw (8900LE) årg. 2015, som linje 170 ved Lyngby st. Bussen kørte fra ny til august 2020 på Randers bybusser og er efter indbygning af bagdør blevet sat i drift hos De Blaa Omnibusser. De Blaa er blevet begavet med tre tidligere Randers-busser, vogn 6254-6256, som erstatter tre Volvo B7RLE fra leveringen i 2009. Busser overført fra andre Nobina-enheder fylder dermed efterhånden en del hos De Blaa Omnibusser, idet også vognene 3602, 3604, 6107-6108 og 6402 kører hos De Blaa.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 16. december 2020.
De Blaa Omnibusser 3602 på Holte Stationsvej, Holte

De Blaa Omnibusser 3602, Volvo B7RLE/Wroclaw (8900LE) årg. 2012, som linje 334 på Holte Stationsvej, omgivet af andre Volvo'er fra De Blaa, som jo er helt dominerende i området.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 16. december 2020.
Nobina 6253 på Toftebæksvej, Lyngby

Nobina 6253, Volvo B8RLE/Wroclaw (8900LE) årg. 2013, krydser Nærumbanen på Toftebæksvej i Lygnby som linje 40E mod Høje Taastrup. Bussen blev nyanskaffet til Randers bybusser, som Nobina imidlertid måtte aflevere i august 2020. Den er derpå overført til kørsel i Movias område og har derfor fået (gen)indbygget bagdør bag bagakslen. Bussen er efterfølgende tilgået Glostrup garage.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 16. december 2020.
Anchersen 3038 i Jernholmen garage, København

Movialands eneste nyleverede bus i 2020 ankom i november til Anchersen. Det er en BYD-elbus mere af samme type, som de 27, der i 2019 blev leveret til linje 18, og som siden oktober 2020 også kører på den nye linje 32. Her er den nye bus, nummereret 3038, fotograferet på Anchersens garageanlæg på Jernholmen i selskab med en af vognmandens turistbusser, endnu inden den blev sat i drift.
Foto: Bo Kristensen, 19. november 2020.
Aarhus Sporveje 516 ved Universitetsparken, Aarhus

Busselskabet Aarhus Sporveje 516, en Solaris Urbino 18-ledbus fra 2017, som linje 12 på Nørrebrogade ved Universitetsparken. Busselskabet skifter i foråret 2021 navn til AarBus, hvilket nok er meget praktisk, når man nu kører parallelt med vor tids sporvej, nemlig Aarhus Letbane, hvis stoppested ses bag 516.
Foto: Thomas de Laine, 31. juli 2020.
DitoBus 4670 ved Vordingborg st.

DitoBus 4670, Volvo B12M/Säffle (8500) årg. 2008, som linje 664 ved Vordingborg st.
Foto: Thomas de Laine, 4. oktober 2020.
Ørslev Turisttrafik 7702 ved Vordingborg st.

Ørslev Turisttrafik 7702, Scania K230UB/Lahti Scala årg. 2010, som linje 661R mod Præstø på Marienbergvej ved Vordingborg st. Billedet er taget få uger efter, at Ørslev Turisttrafik tabte sin kørsel for Movia med virkning fra april 2022, hvor Lokalbus overtager kørslen.
Foto: Thomas de Laine, 4. oktober 2020.
DitoBus 4732 ved Vordingborg st.

DitoBus 4732, Volvo B12BLE/Säffle (13,7 m) årg. 2010, ved Vordingborg st. Den bruges på linje 660R mellem Stege og Vordingborg.
Foto: Thomas de Laine, 4. oktober 2020.
Keolis 2630 på Bistrupvej, Birkerød

Keolis 2630, Volvo B8RLE/Wroclaw (8900LE) årg. 2018, som linje 500S på Bistrupvej i Birkerød.
Foto: Thomas de Laine, 16. oktober 2020.
Anchersen 3007 på Sirgræsvej, Kastrup

Søndag 18. oktober 2020 åbnede en ny linje 32 i Tårnby Kommune med forbindelse til Ørestad. Linjen går fra Kastrup st. ad bl.a. Sirgræsvej, Løjtegårdsvej og Otto Baches Allé til Ørestad. På premieredagen var der flag på bussen og gratis kørsel. Linjen køres med Anchersens elbusser fra linje 18, som der haves tilstrækkeligt mange af, til at de 2 vognløb på linje 32 også kan dækkes. Her ses Anchersen 3007, BYD K9/eBus 12 årg. 2019, på Sirgræsvej i Kastrup den første dag. En fintælling afslører i øvrigt, at det er tredje gang, der eksisterer en linje 32 på Amager, hvor den første mellem Københavns Rådhusplads og Kastrup (nogle år inklusive hurtigbusvarianten 32H) nok er den, de fleste betragter som den "rigtige" linje 32, men der har også kørt en linje 32 i årene 2000-15, som dog nåede at have en del forskellige linjeføringer i dén periode.
Foto: Thomas de Laine, 18. oktober 2020.
Keolis 8527 ved Viby Sjælland st.

Keolis 8527, VDL Ambassador årg. 2010, forlader Viby Sjælland st. som linje 215. Keolis kører en stor del af turene på linje 215, som hænger driftsmæssigt sammen med linje 219, således at busserne er gennemkørende Solrød Strand-Havdrup-Viby-Hvalsø-Kirke Hyllinge. Den øvrige del af linje 215/219 køres af Lokalbus.
Foto: Thomas de Laine, 16. oktober 2020.
De Blaa Omnibusser 4163 og 6402 på Bistrupvej, Birkerød

Et mindre antal hverdagsafgange på linjerne 197 og 199 i og omkring Birkerød køres med to busser pr. afgang - som udgangspunkt begge minibusser. Her ses De Blaa Omnibusser 4163, Mercedes-Benz Sprinter årg. 2014, og 6402, VDL Citea-minibus årg. 2015, som linje 199 på Bistrupvej, indsat på samme afgang. Bus 6402 er egentlig født til Nobina i Næstved, men blev i december 2019 overført til De Blaa Omnibusser, hvor den primært bruges til netop denne dobbeltbesætning af visse ture.
Foto: Thomas de Laine, 16. oktober 2020.
Keolis 8492 ved Vinge st., Frederikssund

Når den nye S-togsstation Vinge åbner ved køreplansskiftet 13. december 2020, oprettes der også en ny buslinje 319 mellem Vinge st. og Skibby. Linjen åbner med betjening en gang i timen og kun i myldretiden. Den kører over Kronprinsesse Marys Bro, der som bekendt er en betalingsbro, som også rutebusser skal betale for at passere, og Keolis' vogn 8492, Volvo B7RLE/Vest årg. 2008, bliver den faste vogn på linjen. Her ses 8492 i busterminalen ved den kommende Vinge station i forbindelse med en prøvekørsel.
Foto: Michael Salomonsen, 17. september 2020.
Keolis 2455 på Skovgårds Alle, Værløse

Ved køreplansskiftet 28. juni 2020 blev servicebuslinje 851 i Værløse opgraderet til 12 m-busser og kører desuden nu med grønne hjørner. Dette skyldes ikke passagertallet, men det faktum at linjen herefter er driftsmæssigt koblet sammen med E-buslinje 55E mellem Malmparken og Allerød stationer. På hverdage køres de tre første ture på linje 851 nemlig af den 55E-bus, der slutter morgenens kørsel i Allerød kl. 9.03, mens dagens sidste tre 851-ture køres af den bus, som indleder eftermiddagens kørsel på linje 55E i Allerød kl. 14.52. Det giver kun 17-18 minutter til at nå fra Allerød til Værløse og omvendt. Der kører fortsat korte busser på linje 151 og 152. Her forcerer Keolis 2455 et vejbump på Skovgårds Alle i Værløse. Den vil slutte sin arbejdsdag på Malmparken st. kl. 18.35, små fem timer senere.
Foto: Thomas de Laine, 27. juli 2020.
Holo CN 91 877 på Sandkaj, København

3. august 2020 begyndte endnu et forsøg med selvkørende minibusser - denne gang i Nordhavnen i København, hvor der køres på og syd for Århusgade, bl.a. langs kajen. Det er Holo/Autonomous Mobility, der kører, og der anvendes en af de Navya-minibusser, som også kendes fra forsøgsruten på et stisystem i Aalborg eller kørslerne på sygehusene i Køge og Slagelse. Ruten i Nordhavn er en ringlinje med uret, der betjenes cirka fire gange i timen kl. 10-17. Det er gratis at køre med, og linjen ligger uden for Movia-systemet. Bussen rummer egentlig 11 sidde- og 4 ståpladser, men kapaciteten er ekstra begrænset i begyndelsen for at undgå Corona-smitte. Og det er også stadig nødvendigt at have en operatør med ombord, ligesom der højst køres 18 km/t. Her kanter CN 91 877 sig gennem Sandkaj. Bussen er indregistreret første gang 5. marts 2020. Samme dag blev en søstervogn indregistreret CN 91 876.
Foto: Thomas de Laine, 3. august 2020.