Myldretid

Menu

BillederTags

Alle billeder tagget med 2005

Alle billeder på Myldretid, der er optaget i 2005.

Der er 335 billeder med dette tag:

Connex 6264 i Torvegade, Christianshavn

Connex 6264 i Torvegade, Christianshavn

Christianshavn blev grundlagt af Christian IV omkring 1618, og meget af området, der dengang var vand, skulle fyldes op. Bydelen skulle både indgå i befæstningsanlæggene og være en moderne handelsby. Først fra ca. 1640 lignede Christianshavn dog en by. Torvegade er den vigtigste gade på Christianshavn og går mellem Amager ved Stadsgraven til Knippelsbro. Gaden var da også i mange år en hovedfærdselsåre for rejsende mellem Amager og byen. Ved Torvegade ligger Christianshavns Torv, som siden 2002 også huser en metrostation. Da den nuværende Knippelsbro blev bygget, udvidedes Torvegade til samme bredde som broen, dvs. 35 m. For at muliggøre denne nærmest fordobling af gadens bredde blev alle de gamle huse på gadens nordside ofret. Torvegade har været betjent af sporvogne fra 1872 til 1969. De sporvognslinjer, der i kortere eller længere perioder kørte i gaden var linje 2, 5, 8, 9 og 19. I dag betjener buslinjerne 2A, 19, 47, 66 og 350S gaden. Connex 6264, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1999, som linje 350S i Torvegade. I baggrunden ses noget af Knippelsbro med det ene kobberbeklædte brotårn, fremstillet hos B&W.

Foto: Thomas de Laine, 7. oktober 2005.

Connex 6268 i Rosenørns Allé, Frederiksberg

Connex 6268 i Rosenørns Allé, Frederiksberg

Rosenørns Allé blev anlagt omkring 1924 som en forbindelse mellem Rolighedsvej og Gyldenløvesgade. Stykket vest for H.C. Ørsteds Vej eksisterede i forvejen og hed Vinkelvej. Det nye gadestykkes forløb svarede stort set til de tidligere jernbaneforbindelser fra Københavns anden banegård - der lå omtrent ved nuværende Vesterport - mod Frederiksberg og Nørrebro. Disse spor blev der ikke længere brug for, da Københavns tredje og nuværende banegård åbnede i 1911, og da Boulevardbanen mellem Østerport og den tredje banegård åbnede i 1918. Ved Rosenørns Allé ligger Forum, der opførtes i 1926. Det nuværende Forum er dog fra 1947, idet stedet blev udsat for en sabotageaktion i 1944. På den anden siden af alleen ligger Radiohuset, tegnet af arkitekten Vilhelm Lauritzen. Huset opførtes 1938-45, og man begyndte at sende radio fra huset i 1940. Tidligere har denne grund bl.a. været brugt som pestkirkegård! Sporvognene kom til Rosenørns Allé i 1924, hvor linje 2 forlagdes fra Åboulevarden til den nye Rosenørns Allé. Udover linje 2 kørte også sporvognslinje 11 ad Rosenørns Allé i årene 1953-58. Linje 2 blev i 1969 omstillet til busdrift, og fra 1996 erstattedes hver anden tur af buslinje 11, der var blevet oprettet i 1989. I 2002 ændredes linje 2 til A-buslinje, mens linje 11 nedlagdes. Endvidere blev linje 67 og 68 fra 2003 ført via Rosenørns Allé, og samme år åbnede Forum metrostation i gaden. Connex 6268, DAF SB220 GG-LF/Berkhof årg. 1999, nu Arriva nr. 1888, som linje 2A i Rosenørns Allé med Radiohuset i baggrunden. August 2005.

Foto: Thomas de Laine, 19. august 2005.

Arriva 1929 ved Nordhavn st.

Arriva 1929 ved Nordhavn st.

Gaden Strandboulevarden på Østerbro ligger der, hvor stranden oprindeligt gik. Men fra omkring 1890 rykkede kystlinjen mod øst: Man anlagde Københavns Frihavn nord for Kastellet, og den jord, der gravedes op for at skabe havnebassinerne, blev brugt til at opfylde området mellem havnen og den gamle kystlinje. Frihavnen åbnede i 1894, og Strandboulevarden blev anlagt i 1896. På en dæmning langs Frihavnen anlagdes Kystbanen, åbnet 1897, der i første omgang havde københavnsk endestation på Østerbro station, der i dag kendes som Østerport. Strandboulevarden fik sporvogne i 1901, hvor Blegdamsvejslinjen - den senere linje 3 og nuværende linje 3A - forlængedes til gaden. Samme år åbnedes Århusgade Remise. En egentlig Strandboulevardlinje kommer dog først i 1904, hvor linje 9 oprettes fra Lille Vibenshus ad Strandboulevarden og Østbanegade til Østerbrogade og herfra ad eksisterende spor via Kgs. Nytorv og Christianshavn til Holmbladsgade på Amagerbro. Senere forlænges linjen i begge ender, dels ad Jagtvej m.fl. til Valby, dels i myldretiderne ad Amagerbrogade til Sundby Remise. I 1966 omstilles linje 9 til busdrift, og den forlænges senere til Lufthavnen i Kastrup. Samtidig med omstillingen til busdrift, deles linjen på Østerbro, så strækningen Østerbro-Valby bliver til en ny linje 18. Endelig indrettes der en fælles endestation for linjerne 3, 9 og 18 på Melchiors Plads, en sidegade til Nordre Frihavnsgade kort fra Strandboulevarden. Linje 3 bliver først buslinje i 1968, mens Århusgade Remise blev nedlagt allerede i 1964. Den ikke særligt hensigtsmæssige endestation på Melchiors Plads flyttedes i 1984 til Nordhavn st., hvor der blev indrettet en busterminal i Østbanegade - på en del af det område, hvor der 100 år tidligere var vand. Linje 3 og 18 eksisterer stadig i bedste velgående, førstnævnte dog som linje 3A. Linje 9 opdeltes i 1997 i linje 9 og 19, således at ture, der ikke gik til Lufthavnen betegnedes 19. Derved mente man at kunne undgå at forvirre passagerer, der skulle til Lufthavnen. Ved metroens åbning i 2002 afkortedes linje 9/19 fra Sundbyøster og Lufthavnen til Amagerbro, og kun linjenummeret 19 overlevede. De enkeltcifrede numre er nemlig reserveret til A-buslinjer. Til foråret 2008 forsvinder linje 19 i øvrigt fra Amager. Arriva 1929, Volvo B10BLE-60/Aabenraa årg. 1994, som linje 19 i Østbanegade ved Nordhavn st.

Foto: Thomas de Laine, 9. juni 2005.

City-Trafik 2418 på Kay Fiskers Plads, Ørestad, København

City-Trafik 2418 på Kay Fiskers Plads, Ørestad, København

Ørestad er jo unægtelig én af københavns nyere bydele, hvor der først er kommet veje og bebyggelse inden for de sidste 10 år. Busterminalen ved Ørestad st. og tilkørselsvejen hedder Kay Fiskers Plads efter arkitekten Kay Otto Fisker (1893-1965), og står via Arne Jacobsens Allé og Ørestads Boulevard i forbindelse med Vejlands Allé og via Slusevej med Kongelundsvej. Ørestad station åbnede i juli 2000, hvor Øresundstogene begyndte at standse ved stationen. Samtidig kom der også bustrafik i form af linje 46 fra Vesterport st. til Bella Center, der forlængedes via Ørestad st. til Nøragersmindevej. Først da metroen åbnede, dukkede der flere buslinjer op i Ørestad, nemlig linjerne 31, 32, 33, 34 og 75E, mens linje 46 forsvandt. I dag trafikeres stationen af linjerne 32, 33, 34, 73 og 75E samt 500S. Linjerne 34, 73 og 500S er de eneste, der holder i busterminalen på Kay Fiskers Plads. Foråret 2008 er det slut med linje 34 og 73, der bliver nedlagt. Her ses City-Trafik 2418, Scania N113CLL/Lahti årg. 1996, som linje 73 på vej ind i busterminalen på Kay Fiskers Plads.

Foto: Thomas de Laine, 9. juni 2005.

City-Trafik 2050 ved Roskilde st.

City-Trafik 2050 ved Roskilde st.

I 2005 blev City-Trafiks bus 2050, DAB 12-1200B fra 1992, benyttet til Roskilde Festival-kørslen. Her holder bussen pause ved Roskilde station.

Foto: Thomas de Laine, 30. juni 2005.

Tatra T6B5SU-vogntog i Riga, Letland

Tatra T6B5SU-vogntog i Riga, Letland

Et Tatra T6B5SU-vogntog kører igennem en slags markedsplads i Riga, Letland. Rigas sporveje er bredsporede med den russiske sporvidde 1524 mm. Sporvejene i byen er grundlagt i 1882, og kan således fejre 125 års jubilæum i 2007.

Foto: Thomas de Laine, 7. juli 2005.

Tatra-sporvogn nr. 3-2057 i Riga, Letland

Tatra-sporvogn nr. 3-2057 i Riga, Letland

Tatra T3SU-sporvogn nr. 3-2057 tager et sving i Riga, Letland.

Foto: Thomas de Laine, 7. juli 2005.

Ikarus-bus nr. 11258 i Riga, Letland

Ikarus-bus nr. 11258 i Riga, Letland

Denne lille midibustype er en Ikarus E91. I den lettiske hovedstad Riga findes et antal af typen, og her ses vogn 11258 i midtbyen som linje 3A.

Foto: Thomas de Laine, 7. juli 2005.

Skoda-trolleybus 1-107 i Riga, Letland

Skoda-trolleybus 1-107 i Riga, Letland

Med til trolleybusdrift hører stangafspring! Føreren af Rigas Skoda 14Tr-trolleybus 1-107 trækker i en sikkerhedsvest for at få sin bus på strøm igen. Centrum af Riga, Letland.

Foto: Thomas de Laine, 8. juli 2005.

Skoda-trolleybus nr. 1493 i Vilnius, Litauen

Skoda-trolleybus nr. 1493 i Vilnius, Litauen

Skoda 14Tr-trolleybus nr. 1493 i centrum af Vilnius i Litauen. Et eksempel på en trolleybusmodel, der kører i en række byer i østlandene.

Foto: Thomas de Laine, 4. juli 2005.

Trolleybus 1681 i Vilnius, Litauen

Trolleybus 1681 i Vilnius, Litauen

Den forholdsvis nye Solaris Trollino 15-trolleybus nr. 1681 i centrum af Vilnius, Litauen.

Foto: Thomas de Laine, 4. juli 2005.

Skoda-trolley 1563 i Vilnius, Litauen

Skoda-trolley 1563 i Vilnius, Litauen

I Vilnius, Litauen, anvendes en del Skoda 14Tr-trolleybusser. Her er vogn 1563 i trafik på trolleybuslinje 6 nær centrum.

Foto: Thomas de Laine, 4. juli 2005.

Jelcz-trolleybus i Vilnius, Litauen

Jelcz-trolleybus i Vilnius, Litauen

Jelcz 120MT-trolleybus nr. 1650 nær Vilnius' centrum, Litauen.

Foto: Thomas de Laine, 4. juli 2005.

Volvo 7700-ledbus i Vilnius, Litauen

Volvo 7700-ledbus i Vilnius, Litauen

En næsten ny Volvo 7700-ledbus ved banegården i Vilnius, Litauen.

Foto: Thomas de Laine, 4. juli 2005.

Bybus nr. 719 i Vilnius, Litauen

Bybus nr. 719 i Vilnius, Litauen

Bybusserne i Litauens hovedstad Vilnius modtog et antal Volvo 7700 i 2005. Her ses en af busserne, vogn 719, ved banegården i byen. Bussen er en Volvo B7L med stålkarrosseri.

Foto: Thomas de Laine, 4. juli 2005.

Setra-bus i Vilnius, Litauen

Setra-bus i Vilnius, Litauen

Setra S215SL-bus i Vilnius, Litauen. Der kørte engang fire sådanne busser i Danmark fordelt med én i Taastrup, én i Roskilde og to i Ringsted.

Foto: Thomas de Laine, 4. juli 2005.

KS 322 på Frederiksberg Allé

KS 322 på Frederiksberg Allé

Linje 41, der senere blev til linje 27 og senere igen helt nedlagt, kørte bl.a. ad Frederiksberg Allé. KS 322, Leyland-DAB serie 2, ses her på netop Frederiksberg Allé skiltet linje 41 mod Kongens Nytorv.

Foto: Thomas de Laine, 20. august 2005.

KS 571 og KS 322 ved Peter Bangs Vej st.

KS 571 og KS 322 ved Peter Bangs Vej st.

KS 571, Volvo B59/Aabenraa, og KS 322, Leyland-DAB serie 2, skiltet som linje 1 under S-banebroen over Peter Bangs Vej, lige ved Peter Bangs Vej st. I dag er linje 1 blevet til linje 15, og en af linjens dobbeltdækkere kan skimtes i baggrunden.

Foto: Thomas de Laine, 20. august 2005.

HT 571 på Amager Boulevard

HT 571 på Amager Boulevard

Københavns linje 13 er i dag reduceret til en perifer forbindelse mellem Bellahøj, Vanløse, Rødovre og Glostrup. Men faktisk har linjen en lang historie som både sporvogns- og buslinje med en strækning gennem det centrale København. På Amager-siden gik turen engang ad Amager Boulevard, men senere blev buslinje 13 forlagt til Njalsgade og Sundholmsvej, og i maj 2003 kørte den sidste linje 13-bus på Amager. HT 571, Volvo B59-59/Aabenraa, som linje 13 på Amager Boulevard.

Foto: Thomas de Laine, 20. august 2005.

HT 571 i Borgmester Christiansens Gade

HT 571 i Borgmester Christiansens Gade

Linje 37 er blandt de mange buslinjer, der er forsvundet fra København. Linjen kørte de sidste mange år mellem Valby og Holmens Bro via Sjællandsbroen, Sundbyvester Plads, Sundbyøster og Knippelsbro. HT 571, Volvo B59-59/Aabenraa, som linje 37 i Borgmester Christiansens Gade nær Mozarts Plads.

Foto: Thomas de Laine, 20. august 2005.

HT 322 og HT 571 ved Kigkurren, Islands Brygge

HT 322 og HT 571 ved Kigkurren, Islands Brygge

HT nr. 322, Leyland-DAB LIDRT 12/4 (serie 2), og 571, Volvo B59-59/Aabenraa, i den gamle linje 40-endestation ved Kigkurren på Islands Brygge.

Foto: Thomas de Laine, 20. august 2005.

HT 571 på Englandsvej i Tårnby

HT 571 på Englandsvej i Tårnby

En af HTs "opfindelser" var hurtigbusserne, der var hurtige varianter af andre linjer. Linje 33H blev oprettet straks efter HTs overtagelse 13. oktober 1974 og kørte mellem Rådhuspladsen og Dragør Stationsplads uden stop mellem Langebro og Tårnby. HT 571, Volvo B59-59/Aabenraa, skiltet som linje 33H på Englandsvej i Tårnby.

Foto: Thomas de Laine, 20. august 2005.

KS 322 og KS 571 på Husum Torv

KS 322 og KS 571 på Husum Torv

Et gammelt makkerpar i den københavnske trafik var linje 5 og 7, der fulgtes ad på Nørrebrogade. Ved Nørreport deltes vejene, og linje 5 fortsatte mod Amager ad Nørregade, mens linje 7 kørte ad Gothersgade til Kongens Nytorv. Sporvejshistorisk Selskabs museumsbusser genskaber billedet på Husum Torv: Til venstre Leyland-DAB serie 2 nr. 322 som linje 7, og til højre Volvo B59/Aabenraa nr. 571 som linje 5. I dag er makkerparet på Nørrebrogade såvel som i Husum-sløjfen linje 5A og 350S.

Foto: Thomas de Laine, 20. august 2005.

Scania-bybus fra MRP Linna Liinid i Tallinn

Scania-bybus fra MRP Linna Liinid i Tallinn

HT 1679, en Scania N112CLB/DAB fra 1985, kom til det private busselskab MRP Linna Liinid i Tallinn. Samme bys offentlige bybusselskab TAK har et stort antal af HTs andre Scania'er! Foto i Tallinn, Estland.

Foto: Thomas de Laine, 12. juli 2005.

Tidligere Linjebus-vogn hos Atko Group, Tallinn, Estland

Tidligere Linjebus-vogn hos Atko Group, Tallinn, Estland

Et antal af de Volvo B10M/DAB, som Linjebus i 1992 fik leveret til kørsel for HT, fandt senere vej til busselskabet Atko Group i Estland. Nogle af disse har fået suppleret den HT-gule farve med røde striber. Her ses en af busserne i Tallinn med en søstervogn i baggrunden.

Foto: Thomas de Laine, 14. juli 2005.