Alle billeder tagget med 1990'erne
Alle billeder på Myldretid, der er optaget et ukendt år i 1990'erne.
Der er 22 billeder med dette tag:
HT 1172 i Helsingør garage
HT 1172, Volvo B58-60/Aabenraa årg. 1979, på HTs garageanlæg i Helsingør. Bussen var blandt de ældre HT-busser, der efter 1984 blev oplakeret i den nye helgule bemaling. Det kunne have forskellig baggrund, f.eks. større reparationer, eller at bussen gik fra at være totalreklame til ikke længere at være det. 1172 blev helgul omkring 1991.
Foto: Nils Støttrup, ukendt dato.
Frederikssund-Skibby Bustrafik 7 ved Frederikssund st.
Frederikssund-Skibby Bustrafik vogn 7, en Setra S215UL årg. 1986, som linje 314 ved Frederikssund st. Billedet er taget omkring slutningen af 1992, hvor bussen endnu fremstod i dens oprindelige ejers farver. Den blev nemlig overtaget fra Strøby Turistfart i forbindelse med HTs 2. udbud i 1990.
Foto: Peder Schmidt, ukendt dato.
HT 1856 på Søndre Fasanvej, Frederiksberg
HT 1856, Volvo B10M-60/DAB årg. 1988, som linje 39 på Søndre Fasanvej ud for Zoo.
Foto: Jens Madsen, ukendt dato.
Birkerød Bus Comapgni 29 på Bistrup Trafikplads
I 1993 overførtes nogle DAB 12-1200B-busser fra Fjord-bus til Birkerød Bus Compagni (BBC). Busserne var nyleveret til den kørsel, Fjord-bus vandt i HTs 3. udbud i 1992, men allerede året efter modtog Fjord-bus DAB 15-1200C-lavgulvsbusser i stedet. En del af serie 12'erne overførtes derfor til BBC, Fjord-bus' moderselskab. BBC vogn 29 kom til Birkerød i november 1993 og kørte i trafik indtil 1. april 1994, hvor BBC som bekendt indstillede driften. Derefter blev bussen solgt til City-Trafik, hvor den blev bybus i Fredericia. På billedet ses bus 29 i sving på Bistrup Trafikplads som linje 334 mellem Holte og Farum. Vognnummeret 29 var i øvrigt genbrug: Dette nummer tilhørte 1976-92 en Leyland-DAB serie 3-bybus.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Birkerød Bus Compagni 35
Birkerød Bus Compagni vogn 35 var en Volvo B58/Aabenraa fra 1979. I begyndelsen af 1990'erne kørte bussen rundt med "påskeægget" - de ovale gule HT-mærker, som entreprenørernes busser skulle forsynes med, hvis de ikke var i helgul bemaling. Bussen overførtes 1. april 1992 til Fjord-bus, hvor den fik nr. 13, fra 1994 nr. 12 og fra 1996 nr. 7412. Bussens registreringsnummer på billedet er fra 1983.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Birkerød Bus Compagni 40 på Holte st.
Vogn 40 var Birkerød Bus Compagnis første serie 7'er. Bussen er mere præcist af typen Leyland-DAB 7-1-TL11/8, idet bussen oprindeligt leveredes med Leyland Hydracyclic-automatgear. Dette blev dog i 1985 erstattet med ZF. Bussen kørte fra 1983 til 1994 hos BBC, hvorefter den gjorde en kort karriere hos Holger Danske Bustrafik i Billund. Efterfølgende blev den overført til Fjord-bus som vogn 15 og i 1996 omnummereret til 7415. Den er senere eksporteret.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Birkerød Bus Compagni 43 ved Stenløse st.
Fra 1977 til 1998 kørte linje 332 mellem Farum st., Ganløse og Stenløse st., hvorefter linjenummeret bortfaldt. Linje 334 blev i stedet på nogle ture forlænget fra Farum til Stenløse i køreplanen fra 1998. Birkerød Bus Compagnis vogn 43, en Leyland-DAB 7-1-TL11/8 fra 1984, ses her som linje 332 på Stenløse st. med en DAB serie 12 fra Fjord-bus i baggrunden. Bus 43 var efter 1. april 1994, hvor BBC indstillede kontraktkørslen for HT, den eneste vogn tilbage i drift, idet den udførte skolebuskørsel i Farum. Senere overførtes bussen til Fjord-bus, hvor den fik nr. 18, fra 1996 nr. 7418, og den anvendes stadig i dag hos Fjord-bus i Frederiksværk.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Birkerød Bus Compagni 52 ved Farum st.
Birkerød Bus Compagnis vogn 52 ligner ved første øjekast en helt almindelig Leyland-DAB 7-1200B årg. 1986. Bussen er dog speciel derved, at den i 1992 blev ombygget til flaskegasdreven bus. Bussen opnåede derved bl.a. øgenavnet "Sneglen". Efter at det mislykkedes at videreføre bussen som flaskegasbus efter 1. april 1994, overførtes bussen til Fjord-bus, hvor den igen blot er almindelig dieselbus. Hos Fjord-bus fik vognen internnr. 26, og den kører stadig i dag som vogn 7426 hos Fjord-bus i Slangerup. Dens tid er dog nok snart ved at rinde ud, selvom Fjord-bus havde held til at genvinde sin kørsel i endnu seks år fra efteråret 2006.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Birkerød Bus Compagni 57 ved Birkerød st.
Busserne 56-58 var de sidste busser, Birkerød Bus Compagni fik leveret i sine egne farver. Busserne er af typen DAB-Silkeborg 7-1200B, og er leveret i eftersommeren 1989. Selvom der endnu anvendtes Leyland-komponenter i chassiset på dette tidspunkt, var busserne udstyrede med DAF-motorer. Busserne solgtes i 1993-94 til DAB, der ombyggede dem til S-busser til Unibus. Hos Unibus kørte busserne indtil 1996 med numrene 65-67 (i anden nummerrækkefølge), hvorefter de solgtes til Volvo-forhandler Sommer i Taastrup. Herfra kom de for en kort overgang til City-Trafik som nr. 2601-2603, men er herefter spredt for alle vinde. Bus 57 ses her indsat som linje 328 på Birkerød st. Linje 328 kørte mellem Birkerød, Høsterkøb, Hørsholm, Usserød og Kokkedal. Da linje 500S i september 1994 blev omlagt fra Rungsted Kyst st. til Kokkedal st., blev linje 328 nedlagt.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Birkerød Bus Compagni 60 ved Svaneparken, Birkerød
Birkerød Bus Compagni fik i 1991 leveret 3 stk. DAB 12-1200B, nr. 59-61. Det blev selskabets første busser i den nye, krævede kontraktgule bemaling. Den ene af vognene, nr. 59, udgik af vognparken efter en kollission med en lastbil, mens bussen var i trafik på linje 335 i Vassingerød. Chaufføren mistede livet ved uheldet. Bussen blev derimod senere genopbygget og indsat hos City-Trafik i Kolding. De to øvrige vogne, nr. 60-61, solgtes pr. 1. april 1994 til Linjebus, hvor de fik nr. 8696-8697. BBC nr. 60 ved linje 327's endestation ved Svaneparken i Birkerød.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Birkerød Bus Compagni 63 ved Birkerød st.
Birkerød Bus Compagni modtog i foråret 1993 sine to sidste busser, nr. 62-63. Det blev samtidig selskabets to første og eneste lavgulvsbusser. Busserne var af typen DAB 15-1200C mk. I, og de indsattes på linje 338, der bl.a. betjente plejehjemmet Solskrænten i Birkerød. Busserne kørte også på linje 327 om aftenen og søndagen, da linjerne havde kombinerede vognløb. Bus 63, BBCs sidste nyleverede bus, ved Birkerød st.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1570 i Vindebrogade, København
Busdivisionen 1570 er en Scania BR112/DAB fra august 1983. Den ses her som linje 2 i Vindebrogade i totalreklamebemaling for Radion. Den blev totalreklame i maj 1991, og så ud som på billedet til april 1993.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1570 på Rådhuspladsen, København
Fra april 1993 blev Busdivisionens bus 1570, Scania BR112/DAB fra 1983, totalreklame for Computer Associates. På billedet ses 1570 i denne bemaling på Rådhuspladsen i selskab med en Scania/Wiima-lavgulvsbus fra Unibus på linje 29 (bag bussen) og en anden Scania BR112/DAB (til venstre). I 1996 blev bussen udrangeret og eksporteret til Tallinn i Estland.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1551 som linje 21 i København
HT fik bus 1551 i juni 1983 som del af den tredje leverance af Scania/DAB-busser. Fra maj 1992 var bussen totalreklame for Philips Green Line-batterier, og det er den bemaling, den ses i på billedet. I juni 1996 udrangeredes de sidste Scania'er med DABs serie 6½-karrosseri fra Bus Danmark, og 1551 solgtes senere til Tallinn i Estland. Busdivisionen 1551 i trafik på linje 21 engang mellem 1992 og 1996.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1581 på Sundbyvester Plads
De sidste af HTs Scania'er med DABs serie 6½-karrosseri var ikke af typen BR112, men N112CLB. Bus 1581 fra august 1984 er således en Scania N112CLB/DAB, og den er nyleveret i helgul bemaling. Den var fra december 1990 til januar 1992 totalreklame for Politiken, og derefter for Schweppes indtil december 1993. Her holder den i linje 2s endestation på Sundbyvester Plads i Schweppes-bemaling.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1509 på Rådhuspladsen, København
Coca-Cola-totalreklamebussen nr. 1509 i drift på linje 46, der i begyndelsen af 1990'erne havde endestation på Rådhuspladsen. I baggrunden en Volvo B10M-60/Aabenraa på linje 14.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1486 på Gladsaxe Trafikplads
Hvorfor er der så stille i vaskekælderen? Det er fordi, Bamseline er koncentreret. I mere end tre år var Busdivisionens bus 1486 totalreklame for Bamseline-vaskepulver. Da den ikke længere skulle være totalreklame, blev den heloplakeret i HT-gul, for straks at blive udrangeret, da den kom tilbage fra maleren. Bussen er en Leyland-DAB 6-1-690/5 fra august 1981, og den blev udrangeret i januar 1995. Gladsaxe Trafikplads.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1406 i Tietgensgade, København
Én af 1988' kunstbusser var bus 1406, der blev dekoreret af J. Birkemose. Bussen er en Scania BR112/DAB fra april 1982 - den sidste i anden serie Scania-busser til HT. Scania/DAB-busserne var bl.a. fast inventar på linje 10/16 helt op til midten af 1990'erne, og 1406 holdt da også ud helt til april 1995. Her ses den indsat som på linje 10 i Tietgensgade, København.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1487 på Lyngby st.
Busdivisionens vogn 1487, en Leyland-DAB 6-1-690/5 fra august 1981, var i 1992-93 totalreklame for Fyns Telefon. Lyngby station.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1657 på Gladsaxe Trafikplads
Busdivisionens vogn 1657 var en Leyland-DAB af den HT-specifikke type 8-1200B (serie 8). Typen forekom bl.a. en del på linje 19 mellem Rådhuspladsen og Gladsaxe Trafikplads. Linjen blev i september 1994 forlænget til Ballerup og fik linjenummer 69, som vi kender den under i dag. Bus 1657 på Gladsaxe Trafikplads en vinterdag mellem 1992 og 1994.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1472 i Tietgensgade, København
I oktober 1988 forbedrede HT betjeningen af Amager ved oprettelsen af en række nye ekspresbuslinjer, heriblandt linje 71E mellem Rådhuspladsen og Nøragersmindevej. 10 år senere, i september 1998, blev linje 71E nedlagt igen i forbindelse med busomlægningerne, der fulgte med åbningen af Kastrup-banen. Busdivisionens bus 1472, Leyland-DAB 6-3-690/5 af bagperrontypen, i Tietgensgade i København i begyndelsen af 1990'erne. Bussen er leveret i april 1981 og udrangeret i april 1994.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1421 på Frederikssundsvej i Brønshøj
Busdivisionens bus 1421 var totalreklame for Fanta fra maj 1991 til oktober 1993. I 1994 blev den ReBUS-renoveret, og først omkring årtusindskiftet blev den udrangeret. Den ses her som Fanta-reklame på Frederikssundsvej i Brønshøj som linje 5. Bussen er en Volvo B10M-60/Aabenraa fra september 1981 af den såkaldte traktormodel.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.