Alle billeder tagget med City-Trafik
Der er 507 billeder med dette tag:
City-Trafik 2514 på Hillerød st.
Busser med de norske Vest-karrosserier er aldrig blevet særlig udbredte i HUR-området. Den eneste rigtig autoriserede anvendelse er City-Trafiks Volvo B10BLE-busser 2501-2515, der i 2002 blev leveret til de linier, selskabet da overtog i Nordsjælland. Alle busserne har hele tiden været garageret på City-Trafiks anlæg i Helsinge. Siden 23. maj 2004 optræder busserne også på linie 335, Hillerød-Allerød-Farum, som City-Trafik har overtaget i 14. udbud og kører fra Helsinge garage. Her ses bus 2514 på Hillerød st.
Foto: Thomas de Laine, 22. maj 2004.
City-Trafik 2215 på Valby st.
City-Trafik overtog 23. maj 2004 linjerne 129, 130, 132, 133, 135, 136, 137, 200S, 530P, 531P og 539P fra Connex og linje 335 fra Arriva - dels i forbindelse med HURs 14. udbud, dels som kompensation for nedskæringer på andre af City-Trafiks linjer. Til kørslen er nyleveret 5 stk. 12 m Volvo B12BLE/Aabenraa og 3 stk. 13,7 m Volvo B12BLE/Aabenraa. Herudover er der 10 stk. Scania OmniLink 13,7 m-busser på vej. Der er desuden indsat forskellige brugte busser, City-Trafik har til rådighed, samt lånebus 4050, en 13,7 m-Scania OmniLink. På linje 200S vil en del ture blive gennemført med DAB serie 12-højgulvsbusser, indtil de nye Scania-busser kommer. Her ses City-Trafiks bus 2215, DAB 15-1200C årgang 1996, som linje 133 på Valby st.
Foto: Thomas de Laine, 23. maj 2004.
En ny 13,7 m-bus til City-Trafik
En fabriksny 13,7 m-bus til City-Trafiks kontrakt på linie 200S, der begynder 23. maj. Det kommende internnummer kendes ikke, men bussen har karrosserinummer S040020. Den hvide busbagende ved siden har jeg ladet være anonym. Busserne holder i et telt på forpladsen.
Foto: Thomas de Laine, 11. maj 2004.
To nye 13,7 m-busser til City-Trafik
Sammen med den tidligere viste af samme type leveres disse to 13,7 m-S-busser til City-Trafik i København i forbindelse med 23. maj. Busserne har karrosserinummer S040021 (tv.) og S040022 (th.).
Foto: Thomas de Laine, 11. maj 2004.
Mercedes-Benz-forsøgsbus på linie 34 ved Tårnby st.
HUR og City-Trafik afprøvede i foråret 2004 denne Mercedes-Benz Citaro på linie 34 på Amager. Bussen havde ingen udstigningsdør bag bagakslen, da man ville se, hvordan det gik med at undvære bagdøren. F.eks. kunne det tænkes, at der skulle bruges ekstra tid til stoppestedsophold, og at bussens bageste pladser ikke udnyttedes så godt, da der var langt til udstigningsdøren. Linie 34 har dog næppe en passagerbelægning, der kan give anledning til problemer. Man havde nok ikke turdet at indsætte bussen på f.eks. linie 5A. Bussen, reg.nr. SZ 92 221, ses her på Tårnby st.
Foto: Thomas de Laine, 2. marts 2004.
City-Trafiks lånevogn fra Bus Danmark nr. 1544 ved Nøragersmindevej
City-Trafik overtog i juni 1996 megen ny kørsel og havde derfor bestilt ca. 125 nye busser. Desværre var der kun kommet omkring 40 til driftsstarten, så selskabet måtte køre med alskens lånevogne fra Bus Danmark og Linjebus, der havde mistet kørsel ved samme lejlighed. Blandt lånevognene var bus 1544, der udmærker sig ved at være forsøgsbus for nyt ind- og udvendigt design tilbage i 1980'erne. Bussen har således orangerøde vægge mv. indvendigt, hvilket kom til at danne skole for de busser, HT fik leveret 1985-89. City-Trafik havde i øvrigt også lånt den anden "designbus", nr. 1539.
Foto: Thomas de Laine, 7. juni 1996.
Den første HT-dobbeltdækker har forladt Axeltorv
Dobbeltdækkerne blev indviet på Axeltorv den 3. april 2001 med deltagelse af bl.a. HT-Orkestret. Derefter var der gratis prøveture. Bus 2810 blev den første bus, der forlod Axeltorv, men den var dog kun for de særligt indbudte fra HUR m.fl. Den ses her, mens den er ved at svinge fra Vesterbrogade ned ad Bernstorffsgade. Senere kørte den første ordinære dobbeltdækker fra Rådhuspladsen mod Buddinge st.
Foto: Thomas de Laine, 3. april 2001.