Alle billeder tagget med 2006
Alle billeder på Myldretid, der er optaget i 2006.
Der er 617 billeder med dette tag:
DSB MR-sæt 79 og en Lynette fra Østbanen på Køge st.

DSB og Østbanen holder normalt ikke side om side på Køge station. Her ses DSBs MR-sæt 79 mod Roskilde i spor 4 og en tovognslynette fra Lokalbanen (Østbanen) i spor 3. Almindeligvis skal toget fra Roskilde mod Næstved være i spor 3 på dette tidspunkt, men det måtte denne gang holde i spor 2.
Foto: Thomas de Laine, 3. maj 2006.
Lokalbanen (Østbanen) Ys 11-Ym 1 forlader Køge st.

Lokalbanens Østbane-togsæt Ys 11 (nærmest)-Ym 1 forlader Køge station i retning mod Fakse Ladeplads. Ym 1 var oprindeligt en dobbeltrettet motorvogn, men den blev senere ombygget og tilkoblet en ny styrevogn, Ys 11.
Foto: Thomas de Laine, 3. maj 2006.
Arriva 1010 ved Nærum st.

Normalt skal linje 150S, Nørreport st.-Kokkedal st., køre med Scania OmniLink i 13,7 m-udgave - naturligvis med blå hjørner. Men på et mindre antal afgange kan man møde Arrivas Volvo B10LA-52/Säffle-ledbusser fra serien 1001-1013. Disse busser skal normalt køre på linje 184, 354 og til dels 173E og har derfor ikke blå hjørner. Helt fremmede for linje 150S er de dog ikke, for de blev nemlig i sin tid nyleveret til linjen i forbindelse med dens oprettelse 1. februar 1998. Bus 1010 ved Nærum st.
Foto: Thomas de Laine, 10. maj 2006.
City-Trafik 2211 ved Nærum st.

I oktober 2006 nedlægges linje 174E til fordel for en udvidelse af driften på linje 300S. Linje 174E og 300S følges stort set ad mellem Lyngby og Ishøj, men linje 174E kører ikke ind til stationerne i Lyngby og Glostrup og har også en mere direkte linjeføring ad Ringvejen syd for Glostrup. Linje 174E er på den måde en slags ekstra hurtig udgave af linje 300S. Rent faktisk var linje 174E engang en rigtig S-buslinje: De to første år, 1993-95, hed den nemlig 303S og kørte med materiel af S-busstandard. Det gik dog over igen. Nord for Lyngby har linjen haft en del forskellige linjeføringer. I 1996 overtog City-Trafik linje 174E, og de har kørt den siden. City-Trafiks bus 2211, DAB 15-1200C årg. 1996, der oprindeligt er leveret til linje 1, forlader her stoppestedet ved Nærum st. i retning mod Trørød.
Foto: Thomas de Laine, 10. maj 2006.
Pan Bus 231 i Fjerritslev

Pan Bus/Limfjordsruterne vogn 231 leveret i forbindel X-Bus-systemets premiere i oktober 1995. Bussen er en Scania-DAB SC-1200L i den faceliftede udgave, der introduceredes samtidig. Bussen ses her som rute 970X på Fjerritslev busterminal.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 7. april 2006.
Connex 2436 i Fjerritslev

Det gamle DSB busser/Combus fik ikke leveret mange helt almindelige serie 12-busser. Men et mindre antal 12-1200L'er blev nyleveret til DSB i Nordjylland. En af disse var nr. 2436, der fulgte med over til Connex i 2001. Bussen ses her på NT-rute 70 i Fjerritslev. I baggrunden en Bova Futura fra Søndergaards Busser på ruten til København.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 7. april 2006.
Solsidens serie 9'er i Løgstør

Solsidens Turistfart er et hyggeligt lille busselskab i Nordjylland. Der køres bl.a. som entreprenør for Nordjyllands Trafikselskab på en række lokalruter. En af disse er rute 543, der bl.a. betjener Løgstør, hvor billedet er taget. Bussen er en Leyland-DAB 9-0948L fra 1986. Bussen kom til Solsiden i 1999, men kørte først hos Dana Bus i Bjerringbro og senere hos Holger Nielsen, Spjald, og Klemmensøs eftf. i Holbøl.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 7. april 2006.
Connex 4027 i Løgstør

Connex anskaffede sin bus 4027, Volvo B10M/Aabenraa-rutebil, da man i 1998 overtog en mængde regionalbuskørsel for Nordjyllands Trafikselskab fra City-Trafik i Hadsund. Det blev i sin tid begyndelsen på selskabets karriere i det nordjyske. I 2006 er det slut med den, for Connex har tabt alle sine cirka 60 busser i Nordjylland! Løgstør busterminal.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 7. april 2006.
Connex 6165 i Hobro

Connex 6165 er efterhånden en gammel bus. Den blev i 1994 leveret til Linjebus i Hovedstadsområdet som del af den første serie Scania MaxCi-busser i Danmark. Linjebus/Connex havde den i trafik i Københavnsområdet helt til 2004. I 2005 blev den sat i trafik igen, men nu i Nordjylland, hvorfor den har fået Nordjyllands Trafikselskabs bybusstriber. Connex anvender bussen i Hobro, hvor den er fanget ved Handelsskolen.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 7. april 2006.
Connex 6165 fra siden i Hobro

Connex' bus 6165 er nok landets eneste tilbageværende Scania MaxCi. Typen nåede kun at blive udbredt i Hovedstadsområdet, hvor Linjebus i 1994-95 fik leveret 41 stk., mens Swebus Sjælland fik 10 vogne i 1996. En enkelt bus har derudover været i trafik i Vestsjælland som ethanol-bus, men den var lånt i Sverige. Foto i Hobro.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 7. april 2006.
Connex 6165 indefra

Da Linjebus i efteråret 1994 indsatte Scania MaxCi-busserne på bl.a. Taastrups bybuslinjer udløste det et vredt læserbrev, hvoraf det fremgik, at skribenten mente, at man nærmest skulle være akrobat for at kunne bruge dem! Som tidlige lavgulvsbusser var MaxCi'erne med til at tage skraldet ved folkets lidt kølige modtagelse af lavgulvskonceptet. I dag har alle Hovedstadsområdets busbrugere glemt, at busser kan have højt gulv. 6165 og dens søskende blev i 1998 "renoveret", hvor Linjebus' eget blå og hvide sædebetræk blev erstattet af det betræk, der her ses anvendt. Man "glemte" dog tæppebeklædningen af loftet...
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 7. april 2006.
Veolia 6229 ved Universitetsparken, København

7. maj 2006 kunne københavnske linje 43 fejre sit 50 års jubilæum - noget der ikke er mange linjer forundt i dag. Den oprindelige rute fra 1956 udgik fra Holmens Bro, hvorfra der kørtes gennem Købmagergade til Nørreport og herfra videre ad Sølvgade, Fredensbro, Tagensvej og Nørre Allé. Linjen fulgtes på denne strækning med bl.a. trolleybuslinje 23/24 og sporvognslinje 10. Fra Nørre Allé drejede linje 43 til venstre og var alene på Lersøparkallé og Tuborgvej til Emdrupvej/Frederiksborgvej (Emdrup Torv), hvor den havde endestation og mødtes med sporvognslinje 16. Her ses "fødselsdagsbarnet" ved Universitetsparken: Veolia 6229, en DAB-gasbus fra 1999, er netop drejet fra Nørre Allé ind på Lersøparkallé. Flagningen skyldes jubilæet.
Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.
KS 322 på Nørreport st., København

I anledning af 50-årsjubilæet for linje 43 opstilledes bl.a. KS 322, Leyland-DAB serie 2, på Nørreport st. Linje 43 har været betjent en del af serie 2-busser, og fra tid til anden netop 322, der dog var fast vogn linje 16. KS 322 hørte hjemme i Ørnevej garage, der var hjem for linje 43, 10 og 16 fra 1965 til 1994.
Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.
Veolia 6229 ved Emdrup Torv, København

Siden 1998 har DAB-gasbusserne kørt alle ture på linje 42/43. Først var det Combus' gasbusser i 5100-serien, men efter Connex' overtagelse af Combus blev der flyttet lidt rundt på linjerne og garagerne, og fra 2002 fik linje 42 og 43 i stedet linje 3's gasbusser i 6200-serien. Veolia bus 6229, DAB 15-1200C-gasbus fra 1999, som linje 43 ved Emdrup Torv - linjens første endestation i vestenden.
Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.
KS 322 ved Søborg Torv, København

I 1962 fik buslinje 43 forsøgsvist lov til at erstatte sporvognslinje 16 mellem Emdrupvej-endestationen og Søborg Torv. Ordningen blev senere gjort permanent. Københavns Sporveje nr. 322, Leyland-DAB serie 2 årgang 1968, anskaffet i forbindelse med bussificeringen af linje 10, som linje 43 ved Søborg Torv.
Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.
HT 3078 på Frederiksborgvej, København

Inden linje 43 kom sporvognslinje 16, og inden sporvognslinje 16 kørte der en rutebilrute mellem Emdrup og Søborg. Denne rutebilrute var drevet af en af de vognmænd, der senere samledes til Forenede Rutebiler. Tidligere Forenede Rutebiler/Herlev-Ruterne-vogn, HT nr. 3078, på Frederiksborgvej i Emdrup.
Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.
Veolia 6233 på Buddinge st.

Efter HTs oprettelse i 1974 benyttede man lejligheden til at forlænge linje 43 helt til Værebroparken i Bagsværd gennem Søborg og Buddinge. Også denne del af ruten blev forinden betjent af en Forenede Rutebiler-rute. Fra 1989 førtes linjen endvidere via Buddinge st., hvor dette billede af Veolias vogn 6233, DAB-gasbus årg. 1999, er taget. Bemærk teksten "Vadstrupvej" på skiltet: Netop omkring 50-årsjubilæet, fra 26. april til 28. juni 2006, er linje 43 midlertidigt afkortet i Bagsværd på de fleste ture pga. arbejdet med udskiftning af broen mellem Vadstrupvej og Værebrovej. Kun én tur i timen føres igennem til Værebroparken på søndage. Giver det ikke anledning til trykning af nye linjekøreplaner? Nej!
Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.
KS 41, KS 322 og HT 3078 på Emdrup Torv, København

50-årsjubilæet for linje 43 blev bl.a. fejret med museumsbuskørsel ad linje 43's rute mellem Emdrup Torv, Søborg Torv og Buddinge st. i tidsrummet kl. 11.30-14.00. Hertil anvendtes KS 41, Triangel fra 1933, KS 322, Leyland-DAB serie 2 fra 1968, og HT 3078, Leyland-DAB serie 2 fra 1973. Her ses busserne på Emdrup Torv fra venstre mod højre i nævnte rækkefølge. Som en del af arrangementet var busserne opstillet på Nørreport st. og Emdrup Torv, mens HT-Orkestret underholdt.
Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.
HT 3078 på Nørreport st., København

Det er ikke mange gange, Forenede Rutebiler-vogne har været på Nørreport st. i almindelig drift. Vogne som denne har da heller aldrig trafikeret linje 43, men da hele strækningen fra Emdrup over Søborg til Bagsværd har samme ophav som denne vogn, var den alligevel en naturlig del af jubilæumsarrangementet.
Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.
KS 41 på Emdrup Torv, København

KS 41 er en Triangel fra 1933 med karrosseri bygget på sporvejenes eget værksted. Typen trafikerede bl.a. linje 28, som bussen er skiltet her, men var udrangeret, da linje 43 blev oprettet i maj 1956. Alligevel fik KS 41 lov til at deltage i veteranbuskørslen ved linje 43's jubilæum. Foto på Emdrup Torv.
Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.
KS 322 på Emdrup Torv, København

KS 322 holder hvil på Emdrup Torv. I sin karriere som Ørnevej-bus har den været her mange gange, for både linje 10, 16 og 43 kom forbi Emdrup Torv på hver eneste tur. Emdrup Torv var i mange år nært forbundet med Ørnevej garages busser. I 1980'erne og 1990'erne var det ikke Leyland-DAB serie 2'ere som 322, der dominerede, men derimod Scania/DAB-bybusserne. Sådan én, nr. 1388, er faktisk også bevaret, men den nåede desværre ikke at blive færdigrestaureret til jubilæet for linje 43, selvom arbejdet er igang.
Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.
KS 322 ved Søborg Torv, København

KS 322, Leyland-DAB serie 2 årg. 1968, på Søborg Hovedgade ved Søborg Torv i forbindelse med museumsbuskørslen i anledning af linje 43's 50-årsjubilæum.
Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.
KS 322 og HT 3078 på Emdrup Torv, København

To gange Leyland-DAB serie 2: Til venstre KS 322 fra 1968 og til højre HT 3078 fra 1973. Sidstnævnte er oprindeligt leveret til Forenede Rutebiler/Herlev-Ruterne. Emdrup Torv.
Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.
Veolia 6231 ved Universitetsparken, København

I 1990 blev en ny linje 42 udskilt fra linje 43. Forskellen på de to linjer er, at linje 43 kører via Buddinge st., mens linje 42 kører over Gladsaxe Trafikplads. Eftersom man skal længere ud end Søborg for at være berørt, er der nok temmelig mange faste passagerer på linje 42/43, der ikke aner, hvorfor der er to linjenumre. Veolia nr. 6231, en DAB-gasbus fra 1999, er netop kørt fra stoppestedet ved Zoologisk Museum i Universitetsparken på vej mod Nørreport st.
Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.
City-Trafik 2045 på Fredericia st.

City-Trafik i Fredericia har et par højgulvsbusser i drift til ekstrakørsel. 15. marts 2006 var det bl.a. 2045, Volvo B10M/Aabenraa fra 1992, der blev brugt. Bussen var taget ud af drift og eksporteret inden månedens udgang!
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 15. marts 2006.