Alle billeder tagget med 2018
Alle billeder på Myldretid, der er optaget i 2018.
Der er 144 billeder med dette tag:
Nobina 6414 ved Hørsholmhallen, Hørsholm
Nobina 6414, en helt ny Mercedes-Benz O530LE Citaro, som linje 383 ved Hørsholmhallen.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 8. december 2018.
Aarhus Sporveje 503 ved Aarhus Universitetshospital, Aarhus
I weekenden 1.-2. december 2018 betød et sporarbejde på Aarhus Letbane i krydset Randersvej/Nydamsvej, at letbanens faste erstatningsbuslinje 87 måtte på gaden. Linje 87 kører mellem Aarhus rutebilstation og Aarhus Universitetshospital, indgang H, hvor dette billede er taget. Linje 86 forbinder videre til Hjortshøj og Lystrup. Bussen er vogn 503, en Solaris Urbino 18-ledbus årg. 2016. Også bus 506, 507, 508 og 513 af samme type var i brug.
Foto: Peter Teglgaard, 2. december 2018.
Aarhus Sporveje 508 og 503 på Aarhus rutebilstation
Aarhus Sporveje vogn 508, Solaris Urbino 18 årg. 2017, og 503, Solaris Urbino 18 årg. 2016, holder pause på Aarhus rutebilstation i forbindelse med letbaneerstatningskørsel på linje 87 mellem Aarhus rutebilstation og Universitetshospitalet.
Foto: Peter Teglgaard, 2. december 2018.
Lokalbus 9053 ved Køge st.
Siden cirka foråret 2015 har Lokalbus været ejer af en mængde Volvo B12M-højgulvsbusser med fortid hos Busselskabet Aarhus Sporveje, som jo helt frem til midten af 00'erne endnu svor til højgulvstypen. Med dørarrangement 2-0-2, bagperron og enkeltsæder i dørsiden kan disse busser virkelig flytte mange mennesker, og de har hos Lokalbus været anvendt til fast ekstrakørsel for Movia og togbuskørsel for især DSB. Et antal tilsvarende busser har været hos Anchersen til brug som togbusser og er siden solgt videre til Lokalbus. I efteråret 2018 er tiden dog ved at rinde ud for de gamle Aarhus-busser, idet Lokalbus har anskaffet flere "nye" brugte busser, mens en række af Aarhus-vognene er udrangeret. Her ses Lokalbus 9053 ved Køge st. (vest) som morgenekstrabus på linje 101A med afgang kl. 8.04 mod Campus Køge. Bussen har umiddelbart forinden kørt en ekstratur i modsat retning kl. 7.53 til Køge Gymnasium, hvorfra den er returneret tom til stationen. 9053 er en lige knap 14 år gammel Volvo B12M-65/Säffle (8500), der blev leveret til Aarhus som vogn 643 i december 2004.
Foto: Thomas de Laine, 15. november 2018.
Keolis 2635 ved Ballerup st.
Efter adskillige måneder i en midlertidig busterminal i Linde Allé tog linje 350S, 400S og 500S som de første linjer den nye busterminal ved Ballerup st. i brug fra 20. august 2018. En måneds tid efter fulgte de resterende linjer, hvorefter den midlertidige busterminal gik ud af brug. Den nye er dog endnu ikke helt færdig. Keolis 2635, Volvo B8RLE/Wroclaw (Volvo 8900LE) årg. 2018, kører fra Linde Allé ind til sit midlertidige stoppested i den nye busterminal. Linjens permanente stoppested, der ses til venstre for bussen, er endnu ikke tilgængeligt.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2018.
Keolis 2837 ved Ballerup st.
Keolis 2837, Scania OmniLink årg. 2009, kører ud fra bushavnen ved Ballerup st. - det sted, der var indkørsel til den gamle busterminal.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2018.
Nobina 6137 ved Ballerup st.
Nobina 6137, Mercedes-Benz O530LE MÜ Citaro årg. 2014, som linje 400S i den nye busterminal ved Ballerup st. I første omgang holder alle busserne med front mod Ballerup Centret og stationen, men det er øjensynligt meningen, at der skal holde busser langs begge sider af stoppesteds-øerne, således at busserne mod nogle destinationer vil holde med fronten mod nord - herunder linje 400S/400 i retning mod Lyngby. Læskærme mv. manglede endnu 21. oktober 2018.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2018.
Keolis 2611 ved Ballerup st.
Selvom alle buslinjerne på Ballerup st. siden august-september 2018 har benyttet den nye busterminal, var anlægget endnu ikke helt færdigt i oktober måned. Det ses f.eks. tydeligt her, hvor en linje 500S mod Ørestad kanter sig gennem afspærringer og en kommende fodgængerovergang på tværs af Linde Allés forlængelse for at komme ind til stoppestederne. Bussen er Keolis 2611, en Volvo B7RLE-60/Säffle (Volvo 8900LE) fra 2011.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2018.
Arriva 1678 ved Ballerup st.
Den nye busterminal ved Ballerup st. er indrettet med en bushavn for pauserende busser, der er placeret samme sted, som den gamle terminal havde indkørsel. Bushavnen fungerer desuden som udkørsel efter afgang fra stoppestederne. Arriva 1678 (opr. Netbus 8478), Volvo B12BLE-61/Vest årg. 2007, under endestationsophold som linje 350S ved Ballerup st. Til venstre holder en Keolis-bus fra linje 42 pause.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2018.
Nobina 6144 i den nye busterminal ved Ballerup st.
Nobina 6144, Mercedes-Benz O530LE MÜ Citaro årg. 2014, kører ind i den nye busterminal ved Ballerup st. som linje 400S mod Hundige.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2018.
Arriva 1917 ved Ballerup st.
Arriva 1917, Scania OmniLink årg. 2008, som linje 156 i den nye busterminal ved Ballerup st. Linjen holder ved den østligste stoppesteds-ø sammen med bl.a. linje 147/157.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2018.
Arriva 1412 ved Ballerup st.
Arriva 1412 (ex. Fjord-bus 7472), DAF SBR4000/Jonckheere årg. 2008, forlader den endnu ikke helt færdige busterminal ved Ballerup st. som linje 350S. Bemærk destinationsvisningen "City", der dækker over, at bussen har endestation ved Nørreport st.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2018.
Nobina 6183 ved Skovlunde st.
Nobina 6183 (ex. City-Trafik 2466), DAF SB4000/Jonckheere årg. 2006, ankommer til Skovlunde st. som linje 142. Busserne af denne type, Nobina overtog fra Keolis, De Hvide Busser og Fjord-bus tilbage i 2014, står nu over for udskiftning med fabriksnyt materiel.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2018.
Arriva 1036 ved Sydhavn st., København
Linje 10 havde været buslinje i 50 år 13. oktober 2018. Frem til 1968 havde den som sporvogn kørt fra Emdrup ad Tagensvej, over Kgs. Nytorv, Hovedbanegården og Enghave Plads til Toftegårds Plads i Valby, men ved omstillingen til busdrift valgte sporvejene at bytte om på ruteføringerne for linje 10 og 16 sydvest for Enghave Plads. Derfor kom linje 10 som buslinje til at køre ad Enghavevej og Borgbjergsvej til Mozarts Plads i stedet. Med denne ombytning ophørte sporvognsdriften på Enghavevej, hvilket gjorde det forestående arbejde med at bygge nye broer for den kommende S-bane mod Køge Bugt nemmere. Derudover havde man ambitioner om en forlængelse af linjen fra Mozarts Plads, hvilket dog først gennemførtes året efter, hvor linje 10 blev fortsat ad Ellebjergvej og Folehaven til Vigerslev. Linje 10 og 16 byttede igen sydvestgrene i 1974, hvorefter linje 10 på ny kom til Toftegårds Plads, men historien har det jo med at gentage sig, og i 1996 ombyttedes 10'eren og 16'eren nok engang. Når "Nyt Bynet" indføres 15. juli 2019, bliver linje 10 endnu engang omlagt til at køre over Toftegårds Plads. Arriva 1036, Volvo B7RLE/Säffle (8500LE) årg. 2009, som linje 10 på Enghavevej med Køge Bugt-banens broer i baggrunden.
Foto: Thomas de Laine, 13. oktober 2018.
HT 1501 i bushavnen ved Nørreport st., København
Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm kørte endnu engang veteranbusser i København under Kulturnatten fredag 12. oktober 2018, men lukningen af jernbanegades forlængelse over Rådhuspladsen betød, at ruten var ændret. Ringlinjens endestation var denne gang Nørreport st., hvor tre af pladserne i bushavnen var tildelt veteranbusserne. Ved afgang kørtes der til stoppested i Nørre Voldgade ved stationen for opsamling af passagerer, og derefter måtte busserne en tur rundt om Botanisk Have for at komme videre ad Nørregade! HT 1501, Leyland-DAB 6-1-TL11/5 årg. 1982, holder pause i bushavnen ved Nørreport. Til venstre agerer Partner Bus 8431, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 1994, pauselokale.
Foto: Thomas de Laine, 12. oktober 2018.
Selvkørende minibus fra Hanseatische Fahrzeug Manufaktur ved Bella Center, København
Endnu et bud på en selvkørende shuttle-minibus er denne her fra tyske Hanseatische Fahrzeug Manufaktur (HFM). Under ITS World-kongressen i København blev den demonstreret i et samarbejde med Ibeo Automotive Systems, Bestmile, Paravan (der bl.a. laver elektriske kørestole) og HFM. De små automatiske shuttlebusser kan f.eks. køre mellem stationer og nærliggende boligområder, arbejdspladser, hospitaler eller parkeringsområder, ligesom de kan "tilkaldes" lidt på samme måde som telebusser. "Urban Jungle"-demonstrationsområdet ved Bella Center.
Foto: Thomas de Laine, 20. september 2018.
Selvkørende Navya-minibusser ved Bella Center, København
I dagene 17.-21. september 2018 afholdtes ITS World Congress for 25. gang, og værtsbyen var København. ITS står for "Intelligent Transport Systems" og er et bredt felt, men de senere år har selvkørende køretøjer og stigende grad af automatisering været et af de store temaer på ITS-kongresserne. Selve arrangementet foregik i Bella Center, hvor firmaet Autonomous Mobility bl.a. tilbød transport med selvkørende shuttlebusser på en afspærret rute mellem Bella Center station og kongressens hovedindgang ved Bella Centers indgang vest (lige nord for den gamle linje 46-endestation). I alt fire små Navya-busser blev anvendt - her ses to af dem ved endestationen ved indgang vest.
Foto: Thomas de Laine, 18. september 2018.
Selvkørende Navya-minibus ved Bella Center st., København
Selvkørende Navya-minibus fra Autonomous Mobility ankommer til Bella Center station på shuttlebusruten ved ITS World Congress i september 2018. En bus af samme type anvendes i et forsøg på Sjællands Universitetshospital i Køge og senere i Slagelse. Det er også Autonomous Mobility og Navya-minibussen, der skal bruges ved det kommende forsøg i Aalborg øst, ligesom en Navya-minibus skulle være en del af forsøget på DTU. Navya-shuttlebusserne bruges allerede på flere kontinenter.
Foto: Thomas de Laine, 18. september 2018.
Selvkørende Navya-minibus ved Bella Center st., København
Under ITS World Congress 2018 i september 2018 demonstrerede Autonomous Mobility deres selvkørende Navya-minibusser på en shuttlebusrute mellem Bella Center station og Bella Centers indgang vest, som var hovedindgang for kongressen. Busserne kørte ad en fast og afspærret rute, hvor fodgængere dog også kunne færdes. Endestationen ved Bella Center station var ud for Bella Centers indgang øst, og hele den østgående kørebane langs Bella Centers nordside var indhegnet og inddraget til formålet. Movias linje 4A, 34 og 250S måtte derfor omlægges i perioden 10.-22. september.
Foto: Thomas de Laine, 18. september 2018.
Selvkørende Navya-minibus ved Bella Center, København
På et stykke af vejen nord for Bella Center øst for Bella Sky-hotellet og vest for pladsen ved indgang øst kørte de selvkørende shuttlebusser på areal, der også blev benyttet af fodgængere.
Foto: Thomas de Laine, 18. september 2018.
Selvkørende Navya-minibus ved Bella Center, København
Selvkørende Navya-shuttlebus på vej gennem afspærringen til Bella Centers indgang vest.
Foto: Thomas de Laine, 18. september 2018.
Selvkørende Navya-minibus ved Bella Center, København
Selvkørende Navya-shuttlebus ved Bella Center, indgang øst.
Foto: Thomas de Laine, 18. september 2018.
Selvkørende Navya-minibus ved Bella Center st., København
Afgang med Navya-shuttlebus fra Bella Center st. mod Bella Center, indgang vest. Minibusserne har i øvrigt en hyggelig "sporvognsklokkelyd", der blev brugt ved ankomst og afgang.
Foto: Thomas de Laine, 18. september 2018.
Selvkørende Navya-minibus ved Bella Center, København
Navya-shuttlebusserne på vej ad ruten gennem afspærringen langs Bella Centers nordside.
Foto: Thomas de Laine, 18. september 2018.
Selvkørende Navya-minibus ved Bella Center st., København
En af de selvkørende Navya-shuttlebusser ved Bella Centers indgang øst og Bella Center st., der fungerede som vendeplads for shuttleservicen under ITS World Congress, som foregik i Bella Center.
Foto: Thomas de Laine, 18. september 2018.