Alle billeder tagget med City-Trafik
Der er 507 billeder med dette tag:
City-Trafik 2735 ved Toftegårds Plads
Mellem jul og nytår 2005 blev Danmark ramt af et kraftigt snevejr. City-Trafiks bus 2735, en Volvo B12BLE/Aabenraa fra 2003, ses her sammen med en makker ved Toftegårds Plads i Valby 29. december. Som man nok kan regne ud, var det ikke muligt at afvikle bustrafikken uden forsinkelser.
Foto: Dennis Holm Petersen, 29. december 2005.
City-Trafik 12 på Roskilde st.
Det lykkedes for firmaet A.P. Hansen, Roskilde Turisttrafik, at genvinde sin kørsel på linje 146, 147, 212, 213 og 214 i HTs 2. udbud i 1990. På grund af interne uenigheder valgte man dog ikke at fortsætte og overdrog i stedet kontrakten til City-Trafik - et aktieselskab med de gamle HT-entreprenører som aktionærer. Det tog lidt tid, inden det nye bomærke kom på busserne, men billedet er taget efter skiftedagen i 1990, for HT-bussen til højre - vogn 1333 - er indsat på linje 210, som HT i Køge overtog fra Thorkils Rutebiler 1. april 1990. City-Trafik-bussen er vogn 12, en Leyland-DAB 6-5-TL11/3 fra 1982, der blev overtaget fra A.P. Hansen i 1990. Efter City-Trafiks overtagelse blev bussen opmalet i A.P. Hansens nyeste design(!), og den kørte frem til 1992, hvor den gik til DAB. Herfra solgtes den til Eesti Buss i Tallinn, Estland, der imidlertid senere gik konkurs. Bussen kom derefter videre til PKS Brzeg i Polen, der endnu havde den kørende i oktober 2004.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
City-Trafik 2028 som lånevogn hos Københavns Lufthavne
1. juli 2005 overtog Københavns Lufthavne selv kørslen på shuttlebussen i Lufthavnen. Ruten, der kører mellem Indenrigsterminalen (Terminal 1) og Udenrigsterminalen (Terminal 2 og 3) med nogle enkelte stoppesteder undervejs, er gratis at benytte, og kører hvert 10. minut - dog oftere morgen og eftermiddag. I sin tid oprettedes linjen i 1995, hvor DSB busser for Lufthavnen udførte kørslen med DAB-servicebusser, der kørte i mørkeblå CPH-bemaling (2 i rute og 1 i reserve). Fra 1. juli 2000 blev det overladt til HUR at stå for kørslen, og ved den lejlighed fik shuttlebussen linjenummer 38. I første omgang fortsatte Combus som entreprenør, men efter licitation tog Larsen Turistbusser over med virkning fra 1. januar 2001. I forbindelse med dette selskabs kollaps, overgik kørslen 24. september samme år til City-Trafik, der efterfølgende også vandt det egentlige genudbud af ruten. Larsen Turistbusser skulle have indsat Mercedes Cito-midibusser, men disse nåede ikke at blive leveret. Den ene af de to anvendte busser var dog en Mercedes Cito-lånevogn i lysegul, mens den anden gerne var en handicapbus fra selskabets HUR-handicapkørsel. (De bestilte Cito'er endte i øvrigt senere i Aalborg som servicebusser, mens lånevognen kom til Grenå.) City-Trafik indsatte egne busser, og nu begyndte 12 m-busserne at husere på linjen - dog havde man en enkelt DAB-servicebus en overgang. I hele HUR-perioden har linjen fortsat været gratis at benytte. Ved Lufthavnens egen overtagelse af kørslen, er linjenummer 38 bortfaldet, og City-Trafik er ikke længere entreprenør på linjen. I stedet udfører Lufthavnen for første gang selv kørslen. Til dette formål lejedes fra City-Trafik busserne 2028, DAB-bygget Scania OmniLink, og 2307-2308, DAB serie 15. De sidstnævnte har dog ikke været anvendt - det har Lufthavnens egne Mercedes-Benz O.405-højgulvsbusser til gengæld. At Københavns Lufthavne har ønsket at overtage kørslen selv hænger formentlig sammen med et ønske om at kunne integrere kørslen med øvrige kørsler i Lufthavnen, som man i forvejen selv udfører. 16. august 2005 var det den lejede City-Trafik 2028, der blev brugt på shuttlebuslinjen. Bemærk det overdækkede linjenummer.
Foto: Thomas de Laine, 16. august 2005.
City-Trafik 2060 på Sundbyvester Plads
Hvert år kører der særlige ekstrabusser til Ullerup Marked. Busserne kører i en stor ottetalsrute med endestation ved Sundbyvester Plads. I 2005 stod City-Trafik for kørslen, der fandt sted i dagene 12.-14. august. Der anvendtes dels DAB serie 12-højgulvsbusser, dels serie 15-lavgulvsbusser, både mark II og III. Bus 2060, en DAB 12-1200B fra 1992, der oprindelig er bygget til linje 9, på Sundbyvester Plads optager passagerer inden afgang mod Ullerup Marked.
Foto: Thomas de Laine, 14. august 2005.
City-Trafik 2053 på Sundbyvester Plads
City-Trafiks bus 2053 er en DAB 12-1200B-højgulvsbus fra 1992, der er anskaffet i forbindelse med overtagelsen af linje 9 i HTs 3. udbud. Bussen er nu 13 år gammel, men stadig i live. I august 2005 blev den brugt som ekstrabus til Ullerup Marked, og det var i den forbindelse, at den holdt pause ved Sundbyvester Plads.
Foto: Thomas de Laine, 13. august 2005.
City-Trafik 2052 og 2050 som ekstrabusser ved Roskilde Festival
Hver sommer kører der særlige ekstrabusser i forbindelse med Roskilde Festival mellem Roskilde station og festivalpladsen. Der er gerne beskæftiget 10-15 busser med opgaven, og de kører på to forskellige ruter mellem Rosilde station og hhv. øst- og vestindgangen (busserne bærer skilte med teksterne "EAST" eller "WEST"). I 2005 køres fra 26. juni om morgenen til 4. juli om eftermiddagen. Busserne kører festivalgæsterne til stationen eller festivalpladsen hver halve time, eller når de er fulde (altså busserne). Oprindeligt udførtes kørslen af Roskilde Omnibusselskab, men efter dette selskabs lukning i 1990 overtog City-Trafik, der har stået for kørslen hvert år siden. Der anvendes gerne ældre og mere forskellige bustyper, end der normalt ses på City-Trafiks linjer. I 2005 præger serie 12-bybusserne fra København dog billedet. Her er 2052 (tv.) og 2050 (th.), begge DAB 12-1200B, netop ankommet til Roskilde station fra hhv. vest- og østindgangen. Begge busserne er leveret i 1992 i forbindelse med City-Trafiks overtagelse af københavnske linje 9 i HTs 3. udbud. 2052 har stadig HT-logoer påsat, og disse skal være overdækkede, når bussen ikke kører for HUR - derfor de sorte afdækninger.
Foto: Thomas de Laine, 27. juni 2005.
City-Trafik 2045 som ekstrabus ved Roskilde Festival
City-Trafik i København fik i 1992 leveret fire Volvo B10M/Aabenraa-busser med numrene 44-47. De indsattes i første omgang på linje 34 (der så noget anderledes ud dengang), men allerede efter lidt over et år blev der igen indsat fabriksnye busser på linje 34 - denne gang DAB-lavgulvsbusser. Vogn 44-47 blev da flyttet til City-Trafiks afdeling i Roskilde. Det varede dog også kort, for City-Trafik tabte kørslen i Roskilde i HTs 4. udbud, så i april 1994 vendte busserne tilbage til København. To af vognene flyttedes senere til bybusserne i Kolding, som City-Trafik havde vundet fra maj 1994, men de vendte tilbage til hovedstaden i 1996, hvor alle fire busser blev faste reservevogne for den nyvundne linje 1 (nuværende linje 15) under Avedøre (Hvidovre) garage. Busserne blev samtidig omnummereret til 2044-2047. Her kørte busserne indtil maj 2003, hvor kontrakten udløb, og to af busserne er igen kommet til Jylland, nemlig til City-Trafiks afdeling i Fredericia. De to andre busser har haft en omskiftelig tilværelse, men i juni-juli 2005 blev bus 2045 anvendt til kørsel i forbindelse med Roskilde Festivalen. Den ses her på Køgevej i Roskilde på vej mod festivalpladsens vestindgang. En pudsig anekdote omkring disse fire busser er, at de oprindeligt havde nummerpladerne monteret forkert, således at vogne 44 og 47 hhv. 45 og 46 havde fået ombyttet pladerne. Dette blev senere rettet.
Foto: Thomas de Laine, 27. juni 2005.
City-Trafik 2061 som ekstrabus ved Roskilde Festival
City-Trafiks bus 2061 var selskabets første nyanskaffede bus. Da City-Trafik begyndte driften i 1990 anskaffedes nemlig syv nye busser, alle DAB 12-1200B, der fik numrene 61-67 (idet man i første omgang blot brugte nummerpladernes endetal som internnumre). Flere af busserne er fortsat i drift i 2005 som ekstra- og reservebusser, til trods for, at de har over 15 år på bagen. Bus 2061 er ved at afsætte festivaldeltagere ved Roskilde station (på Køgevej ud for sygehuset) i forbindelse med årets kørsel til og fra Roskilde Festivalen.
Foto: Thomas de Laine, 27. juni 2005.
City-Trafik nr. 2057 og 2058 i Glostrup garage
City-Trafik har stadig nogle højgulvsbusser kørende. Bus 2057 og 2058, DAB 12-1200B'ere fra 1992, blev oprindelig bygget til linie 9 i København. Nu kører de bl.a. ekstrakørsel på linie 500S. Busserne ses her i Glostrup garage.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 3. januar 2005.
City-Trafik nr. 2810 på Avedøre st.
City-Trafiks bus 2810 som linie 65E på Avedøre st. Linien delte busser med 250S, og endnu i december 2004 optrådte der stadig busser med blå hjørner på linien.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 21. december 2004.
Ex. City-Trafik 2041 og 2035 og ex. Linjebus 6685 ved Polensfærgen, København
Udskibningen af DAB 15-1200C-busser til Polen fortsatte i december måned. Her ses fra venstre City-Trafiks bus 2041 og 2034 samt ex. Linjebus 6685, der de seneste år har kørt i Sverige. Busserne holder i Polensfærgens daværende terminal i København.
Foto: Kim Løvenskjold, 17. december 2004.
City-Trafik nr. 2035 ved Polensfærgen i København
City-Trafiks DAB 15-1200C mk. I-busser er på vej til Polen. City-Trafik i København modtog 12 stk. mk. I'ere i 1993, hvor nr. 2035 indgik i den anden serie på 4 stk., der leveredes i sommeren til linie 34. De har generelt kørt på især linie 9/19, 32, 34 og 72E/79E. I maj 2003 blev de sidste taget ud af drift. Busserne har kun kørt fra City-Trafiks garager på Islands Brygge. For busser af denne årgang er så lang tids anvendelse fra samme anlæg og på de samme relativt få linier faktisk en sjældenhed. Den 29. november 2004 ankom nr. 2035 som den første i en leverance til Polensfærgen i København og kørte ved den lejlighed over Langebro for aller sidste gang.
Foto: Thomas de Laine, 29. november 2004.
City-Trafik nr. 2035 set indefra
De første lavgulvsbusser til City-Trafik var indvendigt meget karakteristiske, idet de havde grønne side- og skillevægge og sæderygge. Nogle af dem havde endda teksten "Velkommen i det grønne" stående på døren ind til chaufførpladsen! Denne tekst forsvandt dog senere. Thorvald Borgs Gade garage, København.
Foto: Thomas de Laine, 29. november 2004.
City-Trafik 2046 på Avedøre st.
Linie 650S, Kvæsthusbroen-Hovedbanegården-Mozarts Plads-Hvidovre Hospital-Avedøre st., betjenes normalt med dobbeltdækkere, men da mange af disse for tiden er i England for indbygning af aircondition, anvendes andre busser i stedet. Det er i høj grad højgulvsbusser, som regel DAB 12-1200B. Bus 2046, Volvo B10M-60/Aabenraa, optræder dog også på linien. I 1992 fik City-Trafik leveret 4 stk. Volvo/Aabenraa, nr. 44-47. Busserne indsattes i første omgang på linie 34, men da man året efter indkøbte lavgulvsbusser til denne linie, flyttedes Volvo'erne til afdelingen i Roskilde. Den 1. april 1994 mistede City-Trafik sine linier i Roskilde-området til Linjebus ved licitation, og busserne vendte tilbage til København. Nr. 46 og 47 gjorde 1995-96 tjeneste i Kolding garage. Da City-Trafik i 1996 overtog linie 1 i København blev alle vognene 44-47 faste (reserve)vogne her, og numrene ændredes til 2044-2047. I maj 2003 blev linie 1 til linie 15, og kørslen overgik til Arriva. Herefter er to busser flyttet til Fredericia, mens de to andre normalt står mere eller mindre arbejdsløse. Men bus 2046 kan altså for tiden opleves på linie 650S, og den er altså nu 12 år gammel og lidt slidt. Avedøre st., hvor billedet er taget, betjenes også linierne 1A og 133, som City-Trafik også betjener. Linie 650S forventes i øvrigt nedlagt senere på året og erstattet af en ekspresbuslinie, der kun kører i myldretiderne.
Foto: Thomas de Laine, 30. juli 2004.
To nye Scania OmniLink hos City-Trafik i Avedøre
To helt nye 13,7 meter lange Scania OmniLink-busser til City-Trafiks linie 200S opstillet på Avedøre garage.
Foto: Michael Salomonsen, 9. juli 2004.
City-Trafik 2052 på Friheden st.
City-Trafiks bus 2052 er en DAB 12-1200B fra 1992, der blev leveret, da City-Trafik fra 29. marts 1992 overtog kørslen på linie 9 tilbage i HTs 3. udbud. Her på sine gamle dage er bussen igen ude at rulle på linie 200S, inden de nye Scania-busser leveres. En hel stribe af disse busser trafikerer i øjeblikket linie 200S. Linien overgår 21. juni til sommerkøreplan, så vil man have billeder af serie 12'erne på linie 200S, bør man ikke vente for længe. Bus 2052 som linie 200S på Friheden st.
Foto: Thomas de Laine, 2. juni 2004.
City-Trafik-lånevogn 4050 på Husum Torv
En enkelt lånevogn er det også blevet til, og denne vogn er tilmed af samme type, som de 10 Scania-busser, der mangler at blive leveret. Det er nemlig en 13,7 m lang Scania OmniLink-laventrébus. Bussen, der bærer nummer 4050, har allerede været lånevogn hos Arriva et par gange tidligere - først på linie 150S og senere på linie 4A. Her ses den i trafik på linie 200S på Husum Torv.
Foto: Thomas de Laine, 2. juni 2004.
City-Trafik 2744 i Husum
Linie 200S blev oprettet i april 1991 og følger stadig i dag sin oprindelige rute. Dog kørte linien i en kort periode også mellem Lyngby og Klampenborg stationer. 1991-94 blev linien kørt af Busdivisionen i Gladsaxe, 1994-98 af Unibus i Avedøre og 1998-2001 af Combus i Valby. Fra 2001 og til 22. maj 2004 stod Connex for kørslen på den tidligere Combus-kontrakt. Siden 23. maj har City-Trafik betjent linien. De tre Volvo B12BLE/Aabenraa i 13,7 m-version til linie 200S var i trafik allerede fra overtagelsesdagen. Busserne har numrene 2742-2744, og her er det nr. 2744 på linie 200S på Islevhusvej ved Husum st.
Foto: Thomas de Laine, 2. juni 2004.
City-Trafik 2086 ved Buddinge st.
City-Trafiks bus 2086 er en Volvo B10M-60 med DAB-karrosseri. Indvendigt er bussen i "Kryger-design", hvilket vil sige, at den har et specielt arkitekttegnet interiør, som alle nye busser leveret til HT i årene 1985-89 fik. Bus 2086 er da også oprindeligt leveret til HT, nemlig som nr. 1849 i 1988, og var i øvrigt den første vogn i serien. Bussen overgik i 1990 til Busdivisionen, i 1995 til Bus Danmark og i 1999 til Arriva i forbindelse med hhv. divisioneringen, aktieselskabsdannelsen og salget af busselskabsdelen af det gamle HT. I forbindelse med City-Trafiks overtagelse af linie 250S mellem Buddinge, Rådhuspladsen og Lufthavnen i 2000 købte City-Trafik bussen af Arriva, og den blev først udrangeret i maj 2003. City-Trafik har dog ikke skilt sig af med bussen, der altså for tiden er sat i drift igen på linie 200S.
Foto: Thomas de Laine, 2. juni 2004.
City-Trafik-højgulvbusser på Avedøre garage
City-Trafik anvender for tiden nogle ældre DAB-busser af højgulvsmodellerne, indtil de nye Scania-busser er leveret. Her ses nogle stykker hjemme i garagen på Avedøre Holme. Fra venstre er det DAB 12-1200B nr. 2053, 2056 og 2052 samt yderst til højre en Volvo B10M/DAB - formentlig 2086.
Foto: Michael Salomonsen, 31. maj 2004.
City-Trafik 2520 på Friheden st.
Til linie 132 og 133 har City-Trafik modtaget 5 stk. Volvo B12BLE/Aabenraa 12 m-busser, nr. 2516-2520. Bus 2520 som linie 132 på Friheden st.
Foto: Thomas de Laine, 2. juni 2004.
City-Trafik 2517 på Avedøre garage
En funklende ny bus 2517 på City-Trafiks garageanlæg i Avedøre - endnu uden reklamer.
Foto: Michael Salomonsen, 31. maj 2004.
City-Trafik-personalebil på Friheden st.
Nogle af HURs entreprenører maler i dag deres personalebiler i forholdsvis iøjnefaldende farver. Connex har således i en periode kørt med HT-gule biler - på et tidspunkt med teksten "Når jeg bli'r stor, vil jeg være HT-bus!". Wulff Bus i Roskilde anvender personalebiler i firmaets grønne farve, og nu følger City-Trafik så efter med biler i blandet grønt og gult design, her eksemplificeret ved denne Toyota med reg.nr. SZ 88 505, der holdt parkeret på Friheden station, da fotografen kom forbi.
Foto: Thomas de Laine, 2. juni 2004.
City-Trafik 2060 på Lyngby st.
City-Trafik overtog 23. maj 2004 linje 200S, Friheden st.-Lyngby st., fra Connex. Selskabet har anskaffet i alt 13 nye busser til linien, men kun tre af dem er leveret. Indtil videre kører der derfor en 13,7 m Scania OmniLink som lånevogn, nr. 4050, og et antal højgulvsbusser. Her ses bus 2060, DAB 12-1200B årg. 1992, som linje 200S på Lyngby st. Bussen blev oprindeligt anskaffet, da City-Trafik i 1992 overtog linje 9 i København.
Foto: Thomas de Laine, 31. maj 2004.
City-Trafik 2501 på Allerød st.
Linje 335, Hillerød-Allerød-Lynge-Farum, overgik 23. maj 2004 til City-Trafik, der kører den fra Helsinge garage. Helsinge har derfor fået tilført nogle DAB 15-1200C-busser til brug på linjen. Anden pinsedag havde man dog åbenbart nyere busser nok til, at linje 335 trafikeredes af to sådanne. Her er det således bus 2501, Volvo B10BLE/Vest årg. 2002, på Allerød st. På søn- og helligdage kører linje 335 slet ikke til Farum. Kun strækningen Hillerød-Allerød-Lynge betjenes, og halvdelen af turene kører kun mellem Allerød og Lynge.
Foto: Thomas de Laine, 31. maj 2004.