Alle billeder tagget med Arriva
Der er 1.663 billeder med dette tag:
Arriva 1827 på Nordre Fasanvej, Frederiksberg

Nordre Fasanvej opstod fra 1880'erne og til begyndelsen af det 20. århundrede. Vejen udgår fra Smallegade på Frederiksberg, hvor den ligger i forlængelse af den gamle Fasanvej, nuvændre Søndre Fasanvej, der er cirka 200 år ældre. Fra Smallegade strækker Nordre Fasanvej helt til Frederikssundsvej lige bag Nørrebro station, og vejen krydser således kommunegrænsen. Et markant element på den sydlige del af vejen var gennem årtier de krydsende jernbanelinjer mod både Roskilde og Frederikssund. Åbningen af Københavns nuværende hovedbanegård og godsbaneringen gjorde dog, at jernbanetrafikken fra 1934 alene bestod i S-tog til og fra Vanløse, og S-togene skar ikke længere Nordre Fasanvej i niveau, idet vejen fra 1928 blev ført over en bro. På S-banen oprettedes ved Nordre Fasanvejs vestside i 1986 stationen Solbjerg, som dog lukkede sammen med S-banestrækningen i januar 2000. Stationen genåbnede som underjordisk metrostation på østsiden af Nordre Fasanvej i oktober 2003. Nordre Fasanvejsbroen fjernedes i forbindelse med metroprojektet, således at Fasanvej nu igen er flad. Delen af Nordre Fasanvej forbi den gamle jernbanekrydsning fik sporvogne, da KS i 1927 oprettede linje 20 mellem Valby og Nørrebro ad Fasanvejene. Denne linje fik dog kun et forholdsvis kort liv, idet den i 1958 bortfaldt til fordel for en forlængelse af buslinje 39, der hidtil havde kørt fra Østerbro til Nørrebro. Linje 39 kørte helt til 2003, men var dog fra 1997 reduceret en del til fordel for S-buslinje 100S. Både linje 39 og 100S blev erstattet af linje 4A fra 2003. Nordre Fasanvej blev på delstrækningen fra nuværende Finsensvej til Smallegade i nogle år også betjent af en hesteomnibuslinje mellem Frederiksberg og Vanløse, og andre dele af Nordre Fasanvej har været betjent af bl.a. sporvognslinje 2 og 14. Endelig har buslinje 175E, der senere opdeltes i linje 171E og 172E, i HT/HUR-perioden betjent Nordre Fasanvej ved Solbjerg st. Stationen ændrede i øvrigt navn til Fasanvej i 2006. Arriva 1827, Scania OmniLink årg. 2003, som linje 4A på Nordre Fasanvej ved Solbjerg st., september 2006.
Foto: Thomas de Laine, 16. september 2006.
Arriva 1927 på Knippelsbro, København

Den nuværende Knippelsbro har forbundet Sjælland med Christianshavn siden 1937. Broen, der netop er blevet fredet, er tegnet af arkitekt Kaj Gottlob, der også har tegnet Langebro, som i samme ombæring også er gjort fredet. Kaj Gottlobs Knippelsbro er den syvende i rækken: Christian IV anlagde en træbro til sin nye bydel i 1618-20, og broen fik med tiden navnet Knippensbro efter brofoged Hans Knip. Navnet har siden ændret sig til Knippelsbro. Flere træbroer senere kom der fra 1869 en jernbro, der igen i 1908 erstattedes med en stålbro. Sporvognene kom til Christianshavn og Knippelsbro, da Kjøbenhavns Sporvei-Selskab i 1872 oprettede en linje fra Kgs. Nytorv over Christianshavn til Sundby, den senere linje 2. Dengang mundede Knippelsbro ud i Slotsholmsgade. Senere kom også sporvognslinjerne 5 til Christianshavn og 9 til Amagerbro. Linje 9 erstattede senere linje 5 på Christianshavn, og denne del af linjen erstattedes i 1921 af linje 19, der i 1927 blev skiftet ud med linje 8. Derefter var det 2'eren, 8'eren og 9'eren, der i mange år betjente Knippelsbro. Linjerne omstilledes til busdrift i 1969, 1965 og 1966. Linje 2 blev i 2002 til linje 2A, mens linje 8 i 2004 blev erstattet af linje 66. Endelig er linje 19 siden 2002 resterne af den gamle linje 9. Arriva 1927, Volvo B10BLE-60/Aabenraa årg. 1994, som linje 19 på Knippelsbro. Broens jernportaler, hvoraf én ses bag bussen, eksisterer i øvrigt til brug for ophæng af sporvognenes kørestrøm.
Foto: Thomas de Laine, 7. oktober 2005.
Arriva 1087 på Sankt Annæ Plads, København

Sankt Annæ Plads er opstået ved opfyldningen af en kanal i 1750. Langs pladsens nordside ligger den mondæne Frederiksstad, mens pladsen i øvrigt blot blev brugt til bl.a. brostenslager og staldplads. Først hundrede år senere kom haveanlægget i midten af pladsen. Kanalan mellem Toldbodgade og havnen blev senere også opfyldt, så Sankt Annæ Plads fik den udstrækning, den har i dag. Københavns første sporvognslinje, den senere linje 1, der oprettedes af C.F. Tietgens selskab Copenhagen Railway Company, havde 1863-65 endestation på Sankt Annæ Plads, og det samme havde Sølvgadelinjen, den senere linje 10, fra 1889 til 1893. Bortset fra disse korte perioder har Sankt Annæ Plads "kun" været betjent af sporvogne på Bredgade. I årene 1982-1991 havde Sankt Annæ Plads HT-bus to gange om dagen, hvor den særlige linje 66 kørte i tilknytning til Bornholmsfærgen, der udgik fra Kvæsthusbroen, der ligger i pladsens havneende. Fra 1991 omlagdes linje 28 til Kvæsthusbroen og kørte derefter via Sankt Annæ Plads, og linjen erstattede samtidig linje 66. Linje 28 blev skiftet ud med 1990'ernes flagskib, nemlig S-busser i form af linje 550S. Det skete i 1996. S-busperioden varede dog kun til 2003, hvor linjerne 29 og 65E i stedet førtes til pladsen, som også blev linje 65E's endestation, mens linje 29 i første omgang blot kørte tværs over pladsen i Toldbodgade. Den afkortedes dog senere til Sankt Annæ Plads, hvor der vendes ved at køre rundt om haveanlægget. Udover disse linjer har sightseeingbusser betjent pladsen i en årrække. Arriva 1087, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, afgår som linje 29 fra Sankt Annæ Plads.
Foto: Thomas de Laine, 5. august 2007.
Arriva 1428 på Amagerbrogade, København

Amagerbrogade er med sine 3,4 km den længste af de københavnske brogader. Gaden hed engang blot Amager Landevej, og gav Amager forbindelse til København via Amagerport ved Christianshavns Vold og herfra via Torvegade og Knippelsbro. Amagerport blev nedrevet i 1857, mens Christianshavns Vold vedblev med at være militær befæstning frem til 1909, hvorfor den omfattende bebyggelse, der i de mellemliggende år kom til at præge de andre brokvarterer, gik udenom Amagerbro. Den i nogle få år selvstændige Sundby Kommune blev indlemmet i Københavns Kommune i 1902, og omkring samme tidspunkt opfyldte man Kalvebod Strand, hvorved bl.a. Islands Brygge blev skabt. 1907 åbnede Amager Boulevard, der forbandt Amagerbro, Islands Brygge og Sjælland via Langebro. Sporvogne fik Amagerbrogade allerede i 1872, hvor Kjøbenhavns Sporvei-Selskab (KSS) oprettede en linje fra Kgs. Nytorv over Christianshavn til Sundby. Der var her endestation ved Englandsvej, men i 1897 forlængedes linjen nogle få hundrede meter til Augustagade, hvori der indrettedes en remise. Sporvognene på linjen bar i øvrigt et stort C. KSS blev sammenlagt med flere andre sporvejsselskaber til De kjøbenhavnske Sporveje i 1898, og elektrificeringen nåede hurtigt Amagerbrogade-linjen, idet der blev tale om elektrisk drift fra Højbro til Augustagade fra 1901. Samtidig åbnedes den nye Sundby Remise ved Amagerbrogade mellem Parmagade og Smyrnavej, og remisen i Augustagade blev taget ud af brug. Remisebygningen blev senere flyttet til et andet sted på Amager, og den levede helt frem til en brand i 1975. Sporvognslinjen forlængedes fra Augustagade til den nye remise i 1902, og samtidig blev den lagt sammen med linjen fra Højbro til Valby Remise. Senere samme år fik linjen tildelt linjenummeret 2. Stykket af Amagerbrogade forbi den gamle Augustagade-endestation blev senere også betjent af sporvogne fra linje 13 og i myldretiderne linje 9, men fra 1960'erne var det slut: Linje 13 og 9 omstilledes til busdrift i hhv. 1964 og 1966, og begge linjer forsvandt samtidig fra Amagerbrogade. Linje 2 blev buslinje i 1969, hvorefter Augustagade kun passeredes af busser. I HT-tiden kom der flere linjenumre til, idet linje 13 fra 1978 vendte tilbage. Den blev i 1989 erstattet af linje 11, og fra 1996 blev hver anden tur på linje 2 skiftet ud med linje 28, der omlagdes fra Gammelholm. S-buslinjerne 250S og 350S kom til i 1994 hhv. 1995. Linjerne 2, 11 og 28 forsvandt alle i 2002, hvor den nye linje 5A i stedet kom. Fra marts 2008 er det i øvrigt også slut med linje 250S. Linje 5A har stadig et stoppested på Amagerbrogade næsten samme sted som den gamle Augustagade-endestation. Stoppestedet ligger ved Tycho Brahes Allé, og på billedet ses Arriva 1428 som linje 5A netop her. Bussen er en Volvo B10BLE-63/Aabenraa fra 2001, og bygningen i baggrunden med den lille kuppel på toppen ligger på hjørnet af Augustagade.
Foto: Thomas de Laine, 8. august 2007.
Arriva 1105 i Øster Allé, København

Øster Allé, der går fra Trianglen til Store Vibenshus, er anlagt som del af et kongeligt vejsystem. Frederik II anlagde i 1584-85 den første kongevej fra Store Vibenshus til Frederiksborg og Kronborg. Formentlig blev der ved den lejlighed trukket to veje over fælleden til Nørreport og Østerport. Disse to veje blev nyanlagt i 1740'erne som henholdsvis Nørre Allé og Øster Allé. Øster Allé fik sporvognsdrift, da linje 6 få dage før årsskiftet 1904/05 forlængedes på hver anden tur fra Trianglen ad et enkeltspor i Øster Allé til Haraldsgade, der på det pågældende sted nu hedder Ragnagade. Fra 1910 afløstes enkeltsporet af et dobbeltspor på fælleden langs Øster Allés vestlige side. Det var første gang i København, sporvognene fik eget areal isoleret fra den øvrige trafik. Denne opdeling kan i øvrigt ses i gaden den dag i dag, hvor kun den østlige del benyttes til vejbaner, mens den tidligere sporvejsdel nu anvendes til parkering. Fra 1931 fik linje 6 følgeskab af linje 15, der omlagdes fra Østerbrogade og Strandvejen til Øster Allé, Lyngbyvej og Bernstorffsvej. Denne linje blev dog nedlagt i 1963. Linje 6 blev i 1969 omstillet til busdrift, og i 1989 forsvandt den fra Øster Allé, da den byttede nordlig endestation med linje 1, som overtog strækningen via Øster Allé til Ryparken. Linje 1 skiftede i 2003 linjenummer og hedder nu, meget passende for Øster Allé, linje 15. Arriva 1105, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, som linje 15 i Øster Allé. Bemærk de parkerede biler på det tidligere sporareal til højre i billedet.
Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.
Arriva 1929 ved Nordhavn st.

Gaden Strandboulevarden på Østerbro ligger der, hvor stranden oprindeligt gik. Men fra omkring 1890 rykkede kystlinjen mod øst: Man anlagde Københavns Frihavn nord for Kastellet, og den jord, der gravedes op for at skabe havnebassinerne, blev brugt til at opfylde området mellem havnen og den gamle kystlinje. Frihavnen åbnede i 1894, og Strandboulevarden blev anlagt i 1896. På en dæmning langs Frihavnen anlagdes Kystbanen, åbnet 1897, der i første omgang havde københavnsk endestation på Østerbro station, der i dag kendes som Østerport. Strandboulevarden fik sporvogne i 1901, hvor Blegdamsvejslinjen - den senere linje 3 og nuværende linje 3A - forlængedes til gaden. Samme år åbnedes Århusgade Remise. En egentlig Strandboulevardlinje kommer dog først i 1904, hvor linje 9 oprettes fra Lille Vibenshus ad Strandboulevarden og Østbanegade til Østerbrogade og herfra ad eksisterende spor via Kgs. Nytorv og Christianshavn til Holmbladsgade på Amagerbro. Senere forlænges linjen i begge ender, dels ad Jagtvej m.fl. til Valby, dels i myldretiderne ad Amagerbrogade til Sundby Remise. I 1966 omstilles linje 9 til busdrift, og den forlænges senere til Lufthavnen i Kastrup. Samtidig med omstillingen til busdrift, deles linjen på Østerbro, så strækningen Østerbro-Valby bliver til en ny linje 18. Endelig indrettes der en fælles endestation for linjerne 3, 9 og 18 på Melchiors Plads, en sidegade til Nordre Frihavnsgade kort fra Strandboulevarden. Linje 3 bliver først buslinje i 1968, mens Århusgade Remise blev nedlagt allerede i 1964. Den ikke særligt hensigtsmæssige endestation på Melchiors Plads flyttedes i 1984 til Nordhavn st., hvor der blev indrettet en busterminal i Østbanegade - på en del af det område, hvor der 100 år tidligere var vand. Linje 3 og 18 eksisterer stadig i bedste velgående, førstnævnte dog som linje 3A. Linje 9 opdeltes i 1997 i linje 9 og 19, således at ture, der ikke gik til Lufthavnen betegnedes 19. Derved mente man at kunne undgå at forvirre passagerer, der skulle til Lufthavnen. Ved metroens åbning i 2002 afkortedes linje 9/19 fra Sundbyøster og Lufthavnen til Amagerbro, og kun linjenummeret 19 overlevede. De enkeltcifrede numre er nemlig reserveret til A-buslinjer. Til foråret 2008 forsvinder linje 19 i øvrigt fra Amager. Arriva 1929, Volvo B10BLE-60/Aabenraa årg. 1994, som linje 19 i Østbanegade ved Nordhavn st.
Foto: Thomas de Laine, 9. juni 2005.
Arriva 1451 på Holmens Kanal, København

Holmens Kanal i det centrale København er opkaldt efter en egentlig kanal af samme navn, som gaden indtil 1860'erne forløb parallelt med. Kanalen udgjorde den sydvestlige grænse af Gammelholm, der ikke altid har været landfast med resten af København. Kollektiv trafik fik Holmens Kanal stort set samtidig med, at man var færdig med at fylde kanalen op, nemlig i december 1863, hvor Københavns første sporvognslinje, der havde sin anden endestation ved Frederiksberg Runddel, forlængedes fra Frihedstøtten til Skt. Annæ Plads. Linjen blev drevet af det kortlivede engelske selskab Copenhagen Railway Company (CRC), men blev ved årsskiftet 1865/66 overtaget af det nye Kjøbenhavns Sporvei-Selskab. De sporvognslinjer, der siden begyndelsen af det 20. århundrede hed 1, 6, 9 og 10, var i mange år fast inventar i Holmens Kanal, men den sidste af linjerne, linje 6, omstilledes til busdrift i 1969. I dag betjenes gaden af linje 1A, 15, 19, 26, 29 og 65E. Linjerne 15, 19 og 26 er resterne af de gamle linjer 1, 9 hhv. 6. Linje 1, der altså nu hedder linje 15, er i øvrigt den linje, CRC i sin tid oprettede. CRC anvendte toetages sporvogne, hvor førstesalen var åben. I årene 2003-07 har det ligeledes engelskejede Arriva betjent linje 15 med dobbeltdækkerbusser. Busserne er enddog efter endt anvendelse i København solgt til et engelsk firma, der ombygger dem med åbne førstesale! Arriva 1451, Volvo B7L/East-Lancs-dobbeltdækker årg. 2001, i Holmens Kanal som linje 15.
Foto: Thomas de Laine, 6. august 2007.
Arriva 1097 i Rantzausgade, København

Rantzausgade på Nørrebro fik sin tætte bebyggelse i 1870'erne som del af byggeeksplosionen uden for voldene. Gaden hed oprindeligt Nordvestvej, men skiftede i 1906 navn til Rantzausgade efter den adelige slægt Rantzau. Degang gik gaden dog kun fra Åboulevard til Brohusgade, men den blev senere ført igennem til Jagtvej. Rantzausgade fik kollektiv trafik, da sporvognslinje 13 blev oprettet i 1915. Den kørte fra Rådhuspladsen gennem bl.a. Rantzausgade til Borups Allé/Hillerødgade. Fra en af de sidste dage i 1933 omlagdes linje 8 også ad gaden til sin nye endestation ved Borups Allé/Hillerødgade. Den forlængedes i 1936 videre til Brønshøj Torv. Sporvognslinje 19 oprettedes i 1943 og kørte mellem Bispebjerg og Amager via Rådhuspladsen, og også denne linje førtes ad Rantzausgade, hvis sporvejsmæssige højdepunkt nåedes i årene 1944-53, hvor også linje 11 gik gennem Rantzausgade. Sporvognene forsvandt fra Rantzausgade som et af de første steder i byen: linje 13 og 19 omstilledes til busdrift i 1964 og linje 8 året efter. I dag betjenes gaden af buslinjerne 12, 66 og 69, der faktisk stort set er arvtagerne fra hhv. linje 13, 8 og 19. Arriva 1097, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, som linje 66 i Rantzausgade ved Jagtvej i juli 2006.
Foto: Thomas de Laine, 17. juli 2006.
Arriva 1172 i Vester Voldgade, København

Indtil for 150 år siden var København, som det nok er de fleste bekendt, omgivet af volde. Allerede fra byens grundlæggelse omkring 1200 var der forskellige typer fæstningsanlæg, oprindeligt i form af plankeværk, og fra 1600-tallet opgraderedes disse til jordvolde med tilhørende mure og voldgrave. Voldene gik fra Kalvebod Strand langs den nuværende Vester Voldgade til Jarmers Plads og derfra langs Nørre Voldgade til torvet ved Fiolstræde. Endelig fortsatte voldene herfra langs Gothersgade til Kgs. Nytorv og videre til Nikolaj Kirke. Christian IV udvidede dog byen, og volden langs Gothersgade erstattedes af en ny vold langs nuværende Øster Voldgade. Da voldene efterhånden ikke længere havde nogen militær betydning, blev de fjernet og erstattet af voldgaderne. Det skete fra 1868, mens byportene mv. forsvandt allerede i årene 1856-58. Arriva 1172, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, opr. Combus nr. 5209, som linje 12 på Københavns gamle bygrænse, Vester Voldgade, i juli 2006. Bussen er nu udrangeret, og linje 12 overgik i oktober 2006 til City-Trafik.
Foto: Thomas de Laine, 2. juli 2006.
Arriva 1417 på Nørrebrogade, København

Nørrebrogade er den strækning i København, hvor busserne proppes aller mest med mennesker. Gaden løber fra søerne til Nørrebro st., og i dag trafikeres den af linje 5A og 350S. Før voldenes fald var Nørrebro et landområde med spredt og sparsom bebyggelse, men fra 1852, hvor demarkationslinjen blev flyttet ud, gik omfattende byggeri igang. Frem til århundredskiftet tidobledes befolkningstallet på Nørrebro. Nørrebrogade eksisterede allerede i den landlige periode, hvor den som landevej blev benyttet at nordsjællandske bønder, der leverede landbrugsprodukter til torvehandlen i København. Den kollektive trafikforsyning kom i 1857, hvor de første hestesporvogne forbandt gaden med Kgs. Nytorv, og Nørrebrogade havde sporvognsdrift helt til linje 5 som den sidste københavnske sporvognslinje omstilledes til busdrift i 1972. Siden da har busserne været enerådende. Og busser kom der faktisk først ret sent på Nørrebrogade, nemlig da sporvognslinje 16 i 1970 blev bus. Linjerne 5, 7 og 16 var de klassiske Nørrebrogade-linjer, mens 5A og 350S først er oprettet i 2002 henholdsvis 1995. Arriva 1417, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 2001, som linje 5A ved Nørrebros Runddel i august 2007. Dette er allerede nu et historisk billede, idet Netbus to måneder senere overtog linjen.
Foto: Thomas de Laine, 19. august 2007.
Arrivas dobbeltdækkere forlader Ryvang garage

Søndag 28. oktober 2007 kørte Arrivas 13 dobbeltdækkere i samlet flok fra Ryvang garage på Østerbro i København til Esbjerg, hvorfra de skulle sejles til England. De fik kun seks år på de københavnske veje, først på linje 10 og senere på linje 15. Bus 1442 og tre søskende ses her på Borgervænget, mens de forlader Ryvang garage for sidste gang.
Foto: Thomas de Laine, 28. oktober 2007.
Arriva 1333 ved Østerport st.

Linje 15, 19 og 176 fik nye busser, da HURs 19. udbud trådte i kraft 21. oktober 2007. Linjerne var egentlig vundet af Veolia Transport Danmark, men inden kontraktbegyndelsen var dette selskab blevet overtaget af Arriva. Til linjerne er anskaffet 26 nye Volvo B7RLE/Säffle-busser, der får numrene 1314-1339. Busserne har Voith-gear, hvilket vidner om, at ordren på busserne i sin tid blev afgivet af Veolia. Bus 1333 som linje 19 ved Østerport st.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2007.
Arriva 1319 ved Hovedbanegården

Arriva 1319, Volvo B7RLE/Säffle årg. 2007, som linje 15 ved Hovedbanegården.
Foto: Thomas de Laine, 22. oktober 2007.
Arriva-lånebus Ex2 ved Vesterport st.

Da ikke alle de nye Volvo B7RLE-busser til linje 15, 19 og 176 er klar til tiden, har Arriva lånt nogle fuldstændigt tilsvarende busser. Lånebus Ex2 er blandt disse og ses her ved Vesterport st. i trafik på linje 15.
Foto: Thomas de Laine, 20. oktober 2007.
Arriva-lånebus Ex3 ved Hovedbanegården

Den ene af Arrivas lånebusser som linje 15 ved Hovedbanegården. Bussen er en Volvo B7RLE/Säffle årg. 2007 - nøjagtig som den bus, den erstatter!
Foto: Thomas de Laine, 22. oktober 2007.
Arriva-lånebus Ex1 ved Hovedbanegården

Arrivas lånebus "Ex1" som linje 15 ved Hovedbanegården. Lånebusserne var på gaden fra lørdag 20. oktober, men bliver erstattet med de resterende nye busser i løbet af kort tid.
Foto: Thomas de Laine, 20. oktober 2007.
Arriva 1325 ved Østerport st.

Linje 15 fik sine nye busser en dag før tiden, hvor Arriva kørte med bl.a. bus 1325, der her ses ved Østerport st. At de nye busser var på gaden betød også, at dobbeltdækkerne ikke kom i trafik denne dag.
Foto: Thomas de Laine, 20. oktober 2007.
Arriva 1316 ved Husum Torv

Veolia 6412 alias Arriva 1316, som den kom til at hedde, ved Husum Torv. Bussen er en Volvo B7RLE/Säffle, der egentlig skulle have erstattet gasbusser hos Veolia i foråret, men blev afbestilt. I stedet købte Veolia den for anden gang til linje 15, 19 og 176.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2007.
Arriva 1318 ved Østerport st.

Arrivas nye bus 1318, Volvo B7RLE/Säffle, som linje 15 ved Østerport st.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2007.
Arriva 1323 ved Hovedbanegården

Arrivas bus 1323, en helt ny Volvo B7RLE/Säffle, som linje 15 ved Hovedbanegården. Busnummer 1323 har været benyttet tidligere: det sad i næsten 20 år på en Volvo B10M/Aabenraa-nærtrafikbus, der kørte i Køge Bugt-området.
Foto: Thomas de Laine, 20. oktober 2007.
Arriva 1324 på Husum Torv

Bus 1324, Volvo B7RLE/Säffle, som linje 15 ved Husum Torv. Veolia havde bestilt 26 af disse busser til linje 15, 19 og 176, som man fra 21. oktober 2007 skulle overtage fra Arriva, men inden da blev Veolia overtaget af netop Arriva. Bussen her er således bestilt af Veolia, men leveret til Arriva.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2007.
Arriva 1330 ved Amager Centret

En af de nye linje 19-busser, nr. 1330, ved linjens endestation i Brysselgade bag Amager Centret. Bussen er en Volvo B7RLE/Säffle.
Foto: Thomas de Laine, 22. oktober 2007.
Arriva 1326 ved Hovedbanegården

Arriva 1326, Volvo B7RLE/Säffle årg. 2007, som linje 15 i Bernstorffsgade ved Hovedbanegården.
Foto: Thomas de Laine, 22. oktober 2007.
Arriva 1328 ved Østerport st.

Arrivas nye bus 1328, Volvo B7RLE/Säffle, som linje 15 ved Østerport st.
Foto: Thomas de Laine, 20. oktober 2007.
Arriva 1387 og 1323 ved Hovedbanegården

En enkelt dag kunne man møde Arriva-busser på linje 5A side om side med nye Volvo B7RLE-busser på linje 15. Bus 1387, Volvo B10BLE-63/Aabenraa årg. 2000, som linje 5A og bus 1323, Volvo B7RLE/Säffle årg. 2007, som linje 15 i busterminalen ved Hovedbanegården.
Foto: Thomas de Laine, 20. oktober 2007.