Alle billeder tagget med Sidste dag/sidste tur
Der er 186 billeder med dette tag:
Arriva 1984 ved Glostrup st.

Ledbusserne 1971-1984 af typen Mercedes-Benz O.405GN blev i 1996 leveret til linje 250S, men i 2000 overført til linje 300S. I marts 2008 forlod de sidste driften for at blive solgt til udlandet. Bus 1984 som linje 300S ved Glostrup st.
Foto: Thomas de Laine, 14. marts 2008.
Arriva 1976 på Glostrup st.

Arriva 1976 som linje 300S i Glostrup den sidste dag med ledbusdrift. Bussen var indsat i et løb, så den kørte på linjen hele aftenen.
Foto: Thomas de Laine, 14. marts 2008.
Sidste ledbus i Hovedstadsområdet

Den sidste ledbus i Hovedstadsområdets kollektive trafik kørte fredag 14. marts 2008. Det blev bus 1976, Mercedes-Benz O.405GN årg. 1996, som kørte fra Nærum st. kl. 23.27 og ankom til Ishøj st. 61 minutter senere. Her ses bussen på sidste tur inden afgang fra Lyngby st.
Foto: Thomas de Laine, 14. marts 2008.
Bus Danmark 1867

Op gennem 1990'erne forsvandt flere af de gamle sporvognslinjer i København i takt med opbygningen af S-busnettet. I 1995 var det linje 7E's tur: Den blev fra 24. september erstattet af den nye linje 350S, der egentlig var en slags sammenkobling linjerne 7E og 73E. Den sidste tur på 7E blev kørt af bus 1867, en Volvo B10M-60/DAB fra 1988. Foto på Ballerup st.
Foto: Troels Zahren Martens, 23. september 1995.
Arriva 1385 på Rådhuspladsen, København

Arriva måtte aflevere linje 5A, Danmarks største buslinje, til Netbus i oktober 2007. Lørdag 20. var således sidste dag med Arriva-busser på linjen, og sidste tur sent om aftenen blev kørt af bus 1385. Bussen ses her på Rådhuspladsen tidligere på dagen. Det er en Volvo B10BLE-63/Aabenraa fra 2000, der oprindeligt er leveret til linje 11, som linje 5A delvist erstattede i 2002.
Foto: Thomas de Laine, 20. oktober 2007.
DSB S-tog SA 28 som linje H+ på Dybbølsbro station

Linje H+ var en helt ny linje, der kom med S-togskøreplanen fra september 1993. Linjen kørte mellem Ballerup og Farum og betød, at der nu endelig blev mere end bare tre afgange i timen på Hareskovbanen. Afgangene på linje H og H+ var dog dårligt spredt, så togene kørte næsten lige efter hinanden gennem København med næsten 20 minutters ventetid til følge. På yderstrækningerne var der til gengæld stort set 10 minutter mellem togene. Dette skyldtes, at linje H+ sprang stationer over på Hareskovbanen, mens linje H var en hurtig linje på Frederikssundsbanen. I 2000 forlængedes linje H+ til Veksø og i 2002 til Frederikssund. SA 28 som linje H+ på Dybbølsbro station den sidste dag, linjen kørte.
Foto: Thomas de Laine, 22. september 2007.
Sidste S-tog på linje A+ på Østerport station

Det sidste S-tog på linje A+ blev SA 23, der afgik fra Østerport station mod Køge lidt før kl. 15 lørdag 22. september 2007. Linje A+ var en omnummerering af linje K, som var opstået 31. maj 1992 som en ny S-togslinje mellem Solrød Strand og Østerport. Først i september 1995 blev linje A+ forlænget til Køge, og i januar 2006 forlængedes linjen mandag-fredag til Buddinge.
Foto: Thomas de Laine, 22. september 2007.
Arriva 1853 ved Lergravsparken, København

Arriva 1853 på linje 4A holder i linjens endestation ved Lergravsparken st. den sidste dag, linjen kørte hertil. Fra næste morgen var 4A omlagt til Femøren st., hvilket også er årsagen til, at teksten er forsvundet fra den røde top på stoppestedsstanderen. Endestationen var i øvrigt en vendeplads på hjørnet af Øresundsvej og Østrigsgade.
Foto: Thomas de Laine, 29. september 2007.
Arriva 1857 på Elbagade, København

Med omlægningen af linje 4A til Femøren st. mister Elbagade sin busbetjening. Arriva 1857, Scania OmniLink årg. 2004, på Elbagade den sidste dag inden omlægningen. Stoppestedsstanderen er blevet hentet og erstattet af en midlertidig af den gamle model!
Foto: Thomas de Laine, 29. september 2007.
DSB S-tog MM 7781 inden næstsidste afgang fra Holte

Lørdag 3. februar 2007 kørte anden generation af S-tog på S-banen for sidste gang. Der kørtes to omgange Høje Taastrup-Holte og retur, og undervejs blev der bl.a. uddelt chokolade, sidstedagsdiplomer og en brochure om togene til passagererne. Toget blev hilst med horn af modkørende tog og fotografer, der stod i lag på stationerne. MM 7781 er her forrest i S-toget under første ophold i Holte.
Foto: Thomas de Laine, 3. februar 2007.
DSB S-tog MM 7781 inden sidste afgang fra Høje Taastrup

Et ottevognstog af anden generation er klar til afgang fra Høje Taastrup for sidste gang. Bagest (og nærmest fotografen) er motorvogn MM 7781.
Foto: Thomas de Laine, 3. februar 2007.
DSB S-tog FS 7295 inden sidste afgang fra Høje Taastrup

Andengenerationstoget er næsten klart til afgang fra Høje Taastrup station for sidste gang. Forrest på den sidste tur mod Holte er FS 7295.
Foto: Thomas de Laine, 3. februar 2007.
DSB S-tog FS 7295 på Nørreport station

DSB S-tog FS 7295 på Danmarks i mange år eneste underjordiske station, Nørreport, den sidste dag med andengenerationstog i drift på S-banen. Den sidste dobbelttur blev kørt som linje B+.
Foto: Thomas de Laine, 3. februar 2007.
DSB S-tog MM 7781 ved sidste afgang fra Virum

DSB S-tog MM 7781 kører i flot solskinsvejr ind på Virum station for aller sidste gang.
Foto: Thomas de Laine, 3. februar 2007.
DSB S-tog MM 7781 ved sidste afgang fra Sorgenfri

Indkørsel med gammelt S-tog på Sorgenfri station - for sidste gang.
Foto: John Bodholdt Nielsen, 3. februar 2007.
DSB S-tog MM 7781 inden sidste afgang fra Hovedbanegården

Den sidste afgang fra Hovedbanegården med gammelt S-tog blev stærkt forsinket, da en gruppe ballademagere først skulle overlades til Politiet. MM 7781 afventer afgang under Tietgensbroen.
Foto: Thomas de Laine, 3. februar 2007.
DSB S-tog MM 7781 efter sidste ankomst til Høje Taastrup

Sidste tur med anden generation af S-tog er slut: Toget er ankommet til Høje Taastrup, og en epoke på 40 år er forbi. MM 7781 var forrest.
Foto: Thomas de Laine, 3. februar 2007.
DSB S-tog MM 7788 på Holte station

Onsdag-lørdag 3.-6. januar 2007 har der alle fire dage været et enkelt S-tog af 2. generation i drift på linje B og B+. Lørdag var det togsættet bestående af MM 7788-FU 8028-MU 8528-FS 7288, og togsættet ses her i Holte ud på eftermiddagen. Togsættet var indsat i et løb, så det kørte fra Høje Taastrup kl. 9.20, 11.30, 13.40, 16.00, 18.20, 20.40 og 23.00 og fra Holte kl. 10.23, 12.33, 14.43, 17.03, 19.23, 21.43 og 0.03. Den sidstnævnte afgang ankom til Høje Taastrup kl. 1.00 natten til søndag. Det var sidste gang, et 2. generationstog kørte som plantog på S-banen, udover afskedsarrangementet 3. februar.
Foto: Thomas de Laine, 6. januar 2007.
DSB ML 4902 på Snekkersten station

DSB ML 4902 på Snekkersten station på vej mod Hillerød den sidste dag med DSB-drift på Lille Nord.
Foto: Lasse Nordestgaard, 31. december 2006.
DSB ML 4902 i Fredensborg

DSB ML 4902 som bagenden af et Lille Nord-tog på Fredensborg station den sidste aften med DSB-drift på strækningen.
Foto: Lasse Nordestgaard, 31. december 2006.
DSB ML 4902 på Hillerød st.

Strækningen Hillerød-Helsingør, der også går under navnet Lille Nord, skiftede operatør ved årsskiftet. Noget, der endnu ikke er så almindeligt på de danske skinner. DSB har kørt Lille Nord siden overtagelsen af Sjællandske Jernbaneselskab for 126 år siden, og strækningen er i alt 142 år gammel. På den sidste dag, hvor det var DSB S-tog, der stod for driften, var den ene af to stammer i drift udsmykket med flag, balloner osv. ML 4902 på Hillerød station inden afgang mod Helsingør.
Foto: Thomas de Laine, 31. december 2006.
DSB ML 4901 på Helsingør st.

På den sidste dag med lynettetog på Lille Nord bestod den ene stamme af ML 4901-FL 7901-ML 4902. Her ses toget på Helsingør st. DSB-lynetterne er nu arbejdsløse, da de ikke er overtaget af Lokalbanen. Togene er sat til salg og henstod 1. januar i Helsingør. Måske kan det tænkes, at de ryger samme vej som en stor del af Lokalbanens egne tiloversblevne lynetter, nemlig til Arriva i England.
Foto: Thomas de Laine, 31. december 2006.
DSB ML 4902 på Helsingør st.

Den udsmykkede ML 4902 på Helsingør st. på den sidste dag med røde tog på Lille Nord.
Foto: Thomas de Laine, 31. december 2006.
DSB-lynettetog som Lille Nord på Helsingør st.

Dette syn er nu en saga blot: ML 4902-FL 7901-ML 4901 til Hillerød holder på Helsingør station.
Foto: Thomas de Laine, 31. december 2006.
DSB S-tog SA 65 på den midlertidige Ny Ellebjerg station

Fredag 10. november 2006 var sidste dag, den midlertidige Ny Ellebjerg station ved Gl. Køge Landevej var i brug. Her ses DSB S-tog SA 65 på stationen på netop denne fredag. Allerede natten efter påbegyndtes nedrivningen af perronen, der var helt væk ved middagstid den følgende dag! Perronen var i øvrigt genbrug, idet den februar 2002-januar 2004 fungerede som den midlertidige C.F. Richs Vej station nord for Flintholm.
Foto: Thomas de Laine, 10. november 2006.