Alle billeder tagget med DAF
Der er 1.119 billeder med dette tag:
Birkerød Bus Compagni 57 ved Birkerød st.

Busserne 56-58 var de sidste busser, Birkerød Bus Compagni fik leveret i sine egne farver. Busserne er af typen DAB-Silkeborg 7-1200B, og er leveret i eftersommeren 1989. Selvom der endnu anvendtes Leyland-komponenter i chassiset på dette tidspunkt, var busserne udstyrede med DAF-motorer. Busserne solgtes i 1993-94 til DAB, der ombyggede dem til S-busser til Unibus. Hos Unibus kørte busserne indtil 1996 med numrene 65-67 (i anden nummerrækkefølge), hvorefter de solgtes til Volvo-forhandler Sommer i Taastrup. Herfra kom de for en kort overgang til City-Trafik som nr. 2601-2603, men er herefter spredt for alle vinde. Bus 57 ses her indsat som linje 328 på Birkerød st. Linje 328 kørte mellem Birkerød, Høsterkøb, Hørsholm, Usserød og Kokkedal. Da linje 500S i september 1994 blev omlagt fra Rungsted Kyst st. til Kokkedal st., blev linje 328 nedlagt.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Birkerød Bus Compagni 60 ved Svaneparken, Birkerød

Birkerød Bus Compagni fik i 1991 leveret 3 stk. DAB 12-1200B, nr. 59-61. Det blev selskabets første busser i den nye, krævede kontraktgule bemaling. Den ene af vognene, nr. 59, udgik af vognparken efter en kollission med en lastbil, mens bussen var i trafik på linje 335 i Vassingerød. Chaufføren mistede livet ved uheldet. Bussen blev derimod senere genopbygget og indsat hos City-Trafik i Kolding. De to øvrige vogne, nr. 60-61, solgtes pr. 1. april 1994 til Linjebus, hvor de fik nr. 8696-8697. BBC nr. 60 ved linje 327's endestation ved Svaneparken i Birkerød.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Birkerød Bus Compagni 63 ved Birkerød st.

Birkerød Bus Compagni modtog i foråret 1993 sine to sidste busser, nr. 62-63. Det blev samtidig selskabets to første og eneste lavgulvsbusser. Busserne var af typen DAB 15-1200C mk. I, og de indsattes på linje 338, der bl.a. betjente plejehjemmet Solskrænten i Birkerød. Busserne kørte også på linje 327 om aftenen og søndagen, da linjerne havde kombinerede vognløb. Bus 63, BBCs sidste nyleverede bus, ved Birkerød st.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Arriva 1175 ved branden

Juleaftensdag 2005 var det gasbus 1175' tur til at blive taget af flammerne. Bussen blev så medtaget, at det er besluttet at udrangere den. Bussen er leveret til Arriva i Hillerød som bybus i 1999, men blev ved køreplansskiftet 23. oktober 2005 overflyttet til Arriva i Ryvang, der indsatte den på linje 69. Branden fandt sted på Åboulevard i København, hvilket flere af Myldretids læsere opdagede. Én af dem var heldigvis også til stede med et kamera.
Foto: Mick Bruce, 24. december 2005.
Arriva 1175 bagfra efter branden

Arriva 1175 med en sveden bagende efter branden... Åboulevard, København.
Foto: Mick Bruce, 24. december 2005.
Arriva 1121 som linje 602 på Roskilde st.

Der er tidligere udrangeret gasbusser fra Arriva. I 2004 udgik de vogne, der anvendtes som bybusser i Roskilde, af vognparken. Bus 1121, en DAB 15-1200C-gasbus fra 1998, optager passagerer på Roskilde st. som linje 602 den sidste dag i trafik. Nu er bussen i drift i Yekaterinburg i Rusland!
Foto: Thomas de Laine, 22. maj 2004.
Connexxion 8399 i Amsterdam, Holland

Letvægtsbussen Berkhof Ambassador 200 kører allerede i større antal i Holland. Firmaet Connexxion, der er den hollandske parallel til DSB busser/Combus, har f.eks. vogn 8399 af typen, der her ses i Amsterdam.
Foto: Kim Løvenskjold, 25. oktober 2005.
Berkhof-prøvebussen set fra vinduessiden på Toftegårds Plads i Valby

I månederne december 2005-februar 2006 prøvekører HUR og Arriva en VDL Berkhof Ambassador 200, der bl.a. adskiller sig fra de gængse busser ved at være cirka 20 procent lettere med lavere brændstofforbrug til følge. 2. december blev bussen præsenteret på Slothspladsen foran HURs hovedsæde i Valby. Myldretids udsendte var naturligvis til stede! Prøvebussen er 11,95 meter lang og har en 6 liters Cummins-dieselmotor. Karrosseriet er af rustfrit stål, men bygget på en måde, så det sammen med den lille motorstørrelse bliver en let bus. Eksemplaret, der er på prøve har ZF-gear, men typen kan også leveres med Voith-gear.
Foto: Thomas de Laine, 2. december 2005.
Berkhof-prøvebussen set fra dørsiden på Toftegårds Plads i Valby

Prøvebussen er indrettet med dørarrangement 1-2-0, 34 siddepladser og 46 ståpladser, lille midterperron og enkeltsæder i dørsiden mellem for- og midterdør. Denne indretning med få døre egner sig selvfølgelig ikke godt til kørsel i det indre København, men på mange linjer uden for byen giver det god mening. Skal typen køre i HUR-området fremover vil det også være med 1-2-0-døre, ca. 40 siddepladser inkl. klapsæder og med sideperron i stedet for midterperron. I første omgang prøvekøres bussen på linjer i Helsingør-Hornbæk-Gilleleje-området, og der kommer man vist næppe til at savne de "manglende" døre. Bussen er på billedet skiltet "346 Espergærde st.".
Foto: Thomas de Laine, 2. december 2005.
Berkhof-prøvebussen set bagfra på Toftegårds Plads i Valby

Den sølvgrå lakering er meget passende, taget i betragtning af, at prøvebussen i første omgang skal køre hos Arriva i Kokkedal på linje 340, 345, 346, 347, 803 og 806. Her kørte Hornbækbanen og Helsingør-Bussen jo netop i gamle dage med sølvgrå busser. Der stod dog ikke "VDL" og "Strength through co-operation" på dem!
Foto: Thomas de Laine, 2. december 2005.
Berkhof-prøvebussen set indefra

Efter midterdøren har prøvebussen to små trin op til det skrånende gulv i den bageste del af bussen. Bussen er indrettet med et lidt spraglet sædebetræk, gule holdestænger og den krævede ramme til taksttabellen og køreplansholdere mv. ved midterdørene.
Foto: Thomas de Laine, 2. december 2005.
Roskilde Omnibusselskab 3 på Roskilde st.

Roskilde Omnibusselskab holdt sig egentlig mest til Volvo-busser, men i 1988 sneg en DAB 7-1200B med DAF-motor sig ind i vognparken, hvor den fik internnummer 3. Den ses her en regnvåd dag i 1988 ved bybusstoppestedet ved Roskilde st. Også dengang kørte linje 604 til Trekroner. Da Roskilde Omnibusselskab ophørte i 1990 overgik denne bus som en af de få til Linjebus i Roskilde, hvor den fik nr. 8559, fra 1994 nr. 6559. De fleste af selskabets busser kom jo ellers til DSV-Bus i København. Bus 6559 fik endog lov til at køre ret længe hos Linjebus. Hovedparten af de busser, Linjebus overtog i 1990-94 udgik af vognparken, da selskabet tabte store kørselsandele ved HTs 5. og 7. udbud i 1996 og 1998, men bus 6559 holdt ud hos Linjebus i Gladsaxe helt til 2002.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Jakob Lønbæk Nygaard Christensen

Vejle har også haft totalreklamebusser. I sommeren 1995 blev Vejle Bustrafiks vogn 46 opmalet som totalreklame for Stimorol. Bussen er en DAB 12-1200B fra januar 1991. Bussen kom med ind i Unibus Rutetrafik II i 1995, og i 1996 overgik den med bybuskørslen i Vejle til Bus Danmark, der gav den nr. 3017. I 1999 fulgte bussen med ind i Arriva, og i efteråret 2001 blev den igen malet gul. Efter Arrivas tab af bybuskørslen i Vejle i 2002 blev bussen eksporteret til Polen, hvor den kører blandt en del andre DAB-busser hos MZK Koszalin i Koszalin. Bussen ses her som linje 9 på Fredericiavej i Vejle på den næstsidste dag i drift som totalreklame.
Foto: Jakob Lønbæk Hollesen, 17. september 2001.
Connex 6269 ved Christiansborg, København

Connex' Berkhof-gasbusser er nu forsvundet fra linje 2A. Bus 6269, DAF SB220 GG-LF/Berkhof, sætter passagerer af ved Christiansborg på den sidste dag med Connex-drift på linjen. Bussen er nu flyttet til Køge.
Foto: Thomas de Laine, 22. oktober 2005.
Arriva 1175 på Hillerød st.

Da Hillerød bybusser var i licitation i 1999 vandt Arriva kørslen med gasbusser. Til formålet anskaffedes 10 stk. DAB 15-1200C-gasbusser, nr. 1172-1181, heraf én i reserve. Med virkning fra oktober 2005 har kørslen igen været i udbud, og Arriva genvandt linjerne, men denne gang med dieselbusser. Natten mellem fredag 21. oktober og lørdag 22. oktober 2005 kørtes Hillerød-gasbusserne til København, hvor de skal anvendes fremover. Bus 1175 som linje 701 på Hillerød st. fredag 21. oktober 2005.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2005.
Arriva 1175 på Rådhuspladsen, København

Efter 6 år som bybus i Hillerød er 1175 nu blevet flyttet til København. Det er Ryvang garage, der har fået Hillerød-gasbusserne, og de er indsat på linje 69. Bus 1175, DAB 15-1200C-gasbus fra 1999, på første dag som københavner.
Foto: Thomas de Laine, 22. oktober 2005.
Busdivisionen 1846 på Hedehusene st.

I 1992 lukkedes Busdivisionens driftsområde Roskilde. På nær linje 123, blev alle garagens linjer privatiseret i HTs 3. udbud. Linje 123 blev i stedet overflyttet til Ballerup garage, der kørte linjen, indtil den kom i licitation i HTs 4. udbud med virkning fra 1994. Her ses Ballerup-anlæggets bus 1846 - der egentlig hørte hjemme på linje 400S - som linje 123 kort efter overflytningen til Ballerup. Til venstre i billedet, der er taget på Hedehusene st., ses en af de nye busser, Linjebus indsatte på linjerne, de overtog fra driftsområde Roskilde. Bus 1846 er en DAB 7-1200B med DAF-motor fra februar 1989. Bussen blev udrangeret i 2002, da linje 600S overgik til Fjord-bus. I alle årene fra 1990 til 2002 fungerede den som S-bus på linje 400S (1990-94), 250S (1994-2000), 350S (1996-99) og 600S (2000-2002).
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
ÅS 272 på Rådhuspladsen i København

Danmarks nyeste veteranbus er denne DAB 12-1200B fra 1990. Bussen blev tidligere i 2005 overtaget af Sporvejshistorisk Selskab, hvilket skete i forbindelse med udrangeringen fra Århus Sporveje. Hos ÅS havde bussen nr. 272. Bussen var 14. oktober 2005 i København i forbindelse med kulturnatten, hvor den fungerede som lokale for Sporvejsmuseets personale.
Foto: Thomas de Laine, 14. oktober 2005.
Linjebus 6560 ved Trekroner st.

I september 1997 blev linje 223E forlænget til Trekroner st. og overtog ved den lejlighed linje 607s betjening af Roskilde Universitetscenter (RUC). Linjen blev på daværende tidspunkt kørt af Linjebus, og en snevejrsmorgen i januar 1998 blev bus 6560 foreviget ved linjens endestation nær RUC. Bus 6560 var i øvrigt fast vogn på linje 223E cirka 1996-98. Bussen er en DAB 7-1200B og oprindeligt bygget til Kurt W. Knudsen, der drev linje 211, Roskilde-Tune-Greve. Hos Knudsen havde den internnr. 3. Linjen og bussen overgik til Linjebus i 1990 ved HTs 2. udbud. I 1993 blev linje 211 i øvrigt nedlagt og erstattet af en forlængelse af linje 600S.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Århus Sporveje 331 ved City vest

Jef Pallavicini har igen været en tur i Århus, og har med hjælp fra Peter Berggrén Brandsen - som han gerne vil benytte lejligheden til at takke - fået taget en stribe billeder af ÅS-busser og amtsrutebiler i Århus. Her er det Århus Sporveje nr. 331, en DAB 12-1200B fra 1996, ved City vest i Århus.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 30. september 2005.
Århus Sporveje 411 ved Egå Strandvej

Århus Sporvejes ledbus 411 blev for nogle år siden ramt af et tog. Bussen blev dog genopbygget (derfor RT-nummerpladen) under anvendelse af sæder fra en ældre bus, der blev kasseret. Bussen er en DAB 12-1800B-ledbus fra 1991 og i øvrigt den sidst leverede ledbus med det gamle dørarrangement for ÅS-ledbusser, dvs. 2-2/1-1.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 30. september 2005.
Århus Sporveje 292 i Marienlund, Århus

Efter nytåret 2005/06 vil Århus Sporveje nr. 292-296 være de eneste 12 m-busser tilbage i den gamle bemaling. Nr. 292-296 er leveret i 1992, og de ældre vogne skal på udskiftningsbænken. Bus 292 i Marienlund, Århus.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 30. september 2005.
Århus Sporveje 291 og 321 i Hasle, Århus

Århus Sporveje 291 er blandt de busser, der snart bliver udrangeret. Bussen er en DAB 12-1200B fra 1991. I midten af 1990'erne gik ÅS over til at anskaffe Volvo/Aabenraa-singlebusser og Volvo/Säffle-ledbusser. Et eksempel på en Volvo-singlebus fra 1996 er nr. 321, der ses til højre i billedet. Busserne er fotograferet i Hasle ved Århus.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 30. september 2005.
Århus Sporveje 417 i Vejlby Vest, Århus

Århus Sporveje var landets eneste større aftager af serie 12-ledbusser. Denne DAB 12-1800B er fra 1993. De senere eksemplarer fik dørarrangement 2-2/2-0, altså noget mere traditionelt, men fortsat lidt anderledes (vi er jo i Århus!) med dørene i det bageste led placeret lige efter leddet.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 30. september 2005.
Århus Sporveje 278 på Århus Havn

ÅS' vogn 278 er en DAB 12-1200B fra 1990, og den har kun kort tid tilbage i trafik i Århus. Billedet her er taget helt ude ved Maersk-containerterminalen i Århus Havn, hvor linje 91 har endestation.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 30. september 2005.