Søgeresultat: "Lolland"
Skriv f.eks. navnet på et busselskab, en bustype, et sted eller en fotograf:
Du søgte efter Lolland og fandt 24 billeder.
Se også disse tags: Lollandsbanen
Arriva 1269 på Ålholm Plads, Valby

Den nuværende Ålholm Plads i Valby var gennem næsten 100 år endestation for en eller flere sporvogns- og buslinjer. Det tog sin begyndelse, da den daværende sporvognslinje 19 mellem Valby, Vesterbro og Christianshavn 10. december 1921 blev forlænget godt en kilometer fra den hidtidige endestation på Valby Langgade ved Nørretofte Allé (næsten ved nuværende Langgade S-banestation) videre ud ad Valby Langgade og Ålholmvej til krydset med Roskildevej. På det sydøstlige hjørne af krydset anlagdes vendesløjfen, og den lille plads, der kom ud af det, fik i 1944 navnet Ålholm Plads. Selvom Ålholmvej og pladsen umiddelbart synes at være opkaldt efter herregården Aalholm på Lolland, kan man læse sig til, at dette navn blev bragt til sløjfens lokalområde på den måde, at en tidligere karl fra herregården i 1920'erne etablerede værtshuset Café Aalholm på det sydvestlige hjørne af Roskildevej og den nuværende Ålholmvej, og at kvarteret efterfølgende tog dette navn til sig. Café Aalholm Bodega, der altså fandtes lige overfor sløjfen, lukkede så sent som i efteråret 2025. Sporvognslinje 19 blev nedlagt i sommeren 1927, hvor sporvognslinje 15 overtog ruten ad Pile Allé og Valby Langgade til den senere Ålholm Plads-sløjfe. I efteråret 1938 blev linje 15 så afløst af sporvognene på linje 6, og linje 6 kørte til Ålholm Plads hele resten af sin levetid, nemlig indtil 25. maj 2003. Linjen var dog blevet omstillet til busdrift i april 1969. Fra 2003 kørte linje 6 i virkeligheden videre, men linjenummeret blev ændret til 26, så man frigav det etcifrede nummer til brug for et af den nye tids vidundere, nemlig A-buslinje 6A. Linje 26 fik desuden andre steder i byen en helt anden rute, men kørte fortsat ad Pile Allé og Valby Langgade til Ålholm Plads. Den nye linje 6A passerede desuden Ålholm Plads ad Roskildevej, og det havde flere andre buslinjer også gjort forinden, ligesom der i forskellige perioder har været andre linjer, hvor visse ture har vendt på Ålholm Plads, blandt andet fra 2003 til 2013 buslinje 15. Ålholm Plads var endelig i en lang årrække udgangspunkt for rutebiler ad Roskildevej mod vest. Det vil føre for vidt at opremse hele denne historie i en billedtekst, men det sidste kapitel i dén var linje 123 mellem Valby og Roskilde, der fra 1999 blev afkortet til igen at få endestation på Ålholm Plads efter i næsten 60 år at have været forlænget til Langgade S-banestation. Linje 123 fik dog senere S-togsforbindelsen tilbage, nemlig da Ålholm station på S-togsringbanen åbnede i januar 2005 et par hundrede meter øst for Ålholm Plads. På dette billede fra 22. marts 2013 er der godt fyldt op med busser i sløjfen på Ålholm Plads. Forrest er Arriva 1269, Volvo B12BLE-59/Aabenraa (8500LE) årg. 2004, på linje 123 til Roskilde, mens Arriva 1123, Scania OmniLink årg. 2011, holder til venstre på linje 26. Bag bussen mod Roskilde står Arriva 1328, Volvo B7RLE-60/Säffle (8500LE) årg. 2007, på linje 15. Sidstnævnte bus har fået påklistret røde hjørner, fordi den nye linje 9A, der blev oprettet den følgende dag, arvede linje 15's buspark. Ved de ændringer, der fulgte med oprettelsen af linje 9A, skete der også en del på Ålholm Plads. Linje 9A kørte nemlig helt til Glostrup, så linje 123 blev afkortet, hvorved den forsvandt fra Ålholm Plads, og linje 15 blev helt nedlagt. Herefter var linje 26 alene i sløjfen. Linjen blev imidlertid 13. oktober 2019 forlænget nordpå via Vanløse til Bellahøj, og dermed var det slut med endestationen på Ålholm Plads. Dog var pladsen indtil juni 2021 endestation for natbusser på linje 10. Selve sløjfeanlægget findes stadig i foråret 2026, og det gør chaufførfaciliteterne på pladsen også, for Ålholm Plads er fortsat et sted, hvor der er chaufførafløsning og pause. Den gamle folkerumsbygning brændte dog 28. februar 2025, hvilket er årsagen til, at den ellers nedlagte sløjfe har fået en ny af slagsen.
Foto: Thomas de Laine, 22. marts 2013.
Lollandsbanen M32 og Præstøbanen M7 hos Østsjællandske Jernbaneklub, Køge

Den typiske trækkraft i Østsjællandske Jernbaneklubs (ØSJK) veterantog har i nyere tid været Frichs-marcipanbrød eller ældre motorvogne. Til venstre det flotte "marcipanbrød", Lollandsbanen M32, som blev bygget af Frichs i Aarhus i 1952. Til højre den ene af ØSJKs motorvogne, nemlig Næstved-Præstø-Mern Banen M7, der byggedes af Triangel i Odense tyve år tidligere.
Foto: Thomas de Laine, 15. november 2025.
Kruse 7107 og 7126 ved Nakskov st.

Flere Movia-entreprenører på Lolland anskaffede i 2009 Solaris Urbino 12LE til rutebilkørsel på "Sydhavsøerne". Som 'LE' angiver, var der tale om en laventréversion af Urbino 12, som jo oprindeligt kun var en "rigtig" lavgulvsbus. En stor del af busserne endte med at tilhøre Kruse, og to af dem holder her i terminalen ved Nakskov st. i sommeren 2011: Til venstre bus 7126, som var en efternøler fra 2011, og til højre bus 7107 fra 2009. Senere har Movia reformeret linjenumrene på egnen, som nu er blevet "700-område".
Foto: Thomas de Laine, 21. juli 2011.
Ex. Linjebus 3059 ved REK Bitola-kraftværket ved Novatsi, Makedonien

Denne bus' fortid på de vestsjællandske landeveje fornægter sig ikke, men den er kommet langt væk hjemmefra. Den blev nemlig i 2013 solgt til Republikken Makedonien, senere Nordmakedonien, hvor den blev taget i brug af det statslige energiforsyningsselskab ELEM i Bitola. Bussen er oprindeligt leveret til Linjebus på Lolland-Falster i 1998, hvor Linjebus overtog en stor mængde kørsel fra NyBus. Bussen havde derfor nummer i 3000-serien, som Linjebus benyttede i STS-land, men blev dog efter nogle år overført til Vestsjælland, hvorved den fik det hvide og orange VT-kontraktdesign. Den var omfattet af Arrivas overtagelse i 2007 og kørte frem til udrangeringen som Arriva-bus 5575. Den danske karriere sluttede med nogle måneder som lånevogn hos Tide Bus på Fyn i 2010. Da bussen efter flere års henstand kom ud at køre igen hos ELEM sammen med nogle andre danske busser, var dens nye opgave øjensynligt at køre medarbejdere til og fra REK Bitolas kulkraftværk uden for byen Novatsi. Her ses bussen på vej mod byen med kraftværket i baggrunden.
Foto: Thomas de Laine, 3. juni 2015.
Fire Sprintere hos Kruse, Maribo

Mercedes-Benz Sprinter-minibusser har i snart mange år været et almindeligt syn landet over på ruter med små passagertal og i Flextrafik-anvendelse. Som rutebusser er deres antal i Movialand dog faldet noget de senere år, men Kruse har et antal, der blev nyleveret så sent som i sommeren 2021 til kørsel på Lolland. Her holder fire af dem på selskabets garageanlæg ved Maribo station. Fra venstre 7215, 7216, 7218 og 7217.
Foto: Thomas de Laine, 2. september 2023.
Lokaltog FS 1101-MF 1001 i Maribo

ADtranz, det tidligere Scania i Randers, leverede i 1997 en serie på 13 såkaldte IC2-tog til de østdanske privatbaner. Toget er en kort og forsimplet udgave af DSBs succesfulde IC3-tog. Privatbaneudgaven er så meget nyere, at man har bygget styrevognen med lavgulvssektion mellem bogierne. De 13 tog er alle stadig i drift hos Lokaltog og kører i 2020'erne fortrinsvis på Lollandsbanen og Tølløsebanen, men afløseren kan så småt anes i horisonten, idet Lokaltog i 2023 er i færd med at finde en leverandør af nye batteritog, der bl.a. skal erstatte de 13 IC2'ere. FS 1101-MF 1001 - det første sæt i serien - ankommer her til Maribo st. i retning mod Nakskov.
Foto: Thomas de Laine, 23. juli 2021.
Skørringe Turistbusser 4344 som togbus ved Øster Toreby trinbræt

Over tre måneder i foråret og sommeren 2021 kørte der ikke tog mellem Orehoved, Nykøbing Falster og Rødby Færge, og Lollandsbanen kunne ikke køre ind og ud af Nykøbing Falster station. På sidstnævnte bane blev der derfor indsat togbus mellem Nykøbing Falster og første "station" ude på strækningen, nemlig Øster Toreby på Lolland. Skørringe Turistbusser lagde busser til, som midt på sommeren var vogne, der netop var taget ud af trafik for Movia, efter at Kruse havde vundet selskabets kørsel. Skørringes bus 4344, Solaris Urbino 12LE årg. 2009, ved Øster Toreby trinbræt før afgang tilbage mod Nykøbing.
Foto: Thomas de Laine, 23. juli 2021.
Kruse 7241 ved Maribo st.

Efter et udbud blev så at sige alle busserne på Lolland og Falster udskiftet med nye i 2021. Til kørslen på Lolland anskaffede Kruse først og fremmest nye VDL Citea LLE-busser suppleret med nogle Mercedes-Benz Sprinter-minibusser. Og det bliver sådan, den kollektive trafik på Lolland ser ud frem til måske 2033! En kun godt to måneder gammel Kruse 7241 afgår fra Maribo st. som linje 716 mod Nakskov.
Foto: Thomas de Laine, 23. juli 2021.
Lokaltog DM 507 ved Tureby st.

Lokaltog har siden november 2021 lejet tre Siemens Desiro-togsæt hos Nordjyske Jernbaner; litra DM nr. 503, 504 og 507 bygget i 2004 og 2005. Togene kører på Lollandsbanen, hvor der siden december samme år har været brug for tog udrustet til kørsel under fjernbanens nye ETCS-signalsystem for at kunne komme ind og ud af Nykøbing Falster station. De ældre IC2-togsæt, der ellers er fast materiel på banen, har ikke dette udstyr. Alle tre lejede togsæt er blevet iklædt Lokaltogs grå og gule farver, som er et revideret design i forhold til det, der i 00'erne blev introduceret af det daværende Lokalbanen i Nordsjælland. Overgangen mellem det gule og det grå er nemlig som noget nyt udformet som 47 prikker, der symboliserer Movia-områdets 45 kommuner og to regioner. I foråret 2023 havde DM 507 været en tur på S-togsværkstedet i Høje Taastrup og gjorde turen hjem til Lolland via Lille Syd, i hvilken forbindelse ETCS-udrustningen gjorde nytte! Her er toget på vej ind på Tureby station.
Foto: Thomas de Laine, 3. april 2023.
Østsjællandske Jernbaneklubs veterantog på Havdrup station

I weekenden 5.-7. april 2019 kørte Østsjællandske Jernbaneklub (ØSJK) mellem Roskilde og Køge for sidste gang, inden denne banestrækning som den første bliver lukket land for veterantog som følge af det nye signalsystem. Om søndagen kørtes to omgange med Lollandsbanen M 32 (Frichs 1952), DSB CLE 1680 (Scandia 1958) og HTJ CLE 71 (opr. DSB CLL 496) (Scandia 1959). På dette billede er toget på vej ind til Havdrup station mellem de gamle udkørselssignaler. Den blå og gule tavle skyldes det nye signalsystem, som efter planen tages i brug på strækningen til sommer.
Foto: Thomas de Laine, 7. april 2019.
Østsjællandske Jernbaneklubs veterantog på Roskilde station

Om aftenen fredag 5. april 2019 kørte Østsjællandske Jernbaneklub (ØSJK) en dobbelttur mellem Køge og Roskilde med Lollandsbanen M 32 (Frichs 1952) og HTJ CLE 71 (Scandia 1959). Denne weekend kørte ØSJK for sidste gang på strækningen, som er pilotstrækning for det nye signalsystem. Her ses det lille tog i Roskilde inden afgang retur mod Køge.
Foto: Thomas de Laine, 5. april 2019.
Arriva 5513 på Ørbækvej, Odense

Arriva 5513 (opr. Veolia 3164), Volvo B12M-60/Carrus årg. 2007, som sidste rute 800 på Ørbækvej i Odense. Nu er det slut med at se Movia-busser på Fyn (og FynBus'er på Lolland-Falster).
Foto: Niels-Folke Vallin, 31. juli 2010.
Østtrafiks lånevogn RN 93 374 på Fakse bystation

Østtrafik havde i sine sidste måneder lånt denne DAB 12-1200L årg. 1990 med en fortid i bl.a. Nordjylland og hos Kruse på Lolland. Den havde formentlig det interne vognnummer 214 hos Østtrafik.
Foto: Thomas Hildebrand, 10. marts 2010.
Kruse 7110 ved Farum Arena

Kruse 7110 som "turistbus" ved Farum Arena. Bussen er en Volvo B12M-60/Aabenraa årg. 2010, der normalt kører i rute på Lolland.
Foto: Thomas Weidekamp, 6. februar 2010.
City-Trafik-lånevogn 612 på Tietgensbro, København

NyBus 612, Volvo B10M-60/Van Hool årg. 1991, som ekstravogn på linje 650S i oktober 1997. Bussen ses her på Tietgensbro ved Hovedbanegården og var lånevogn hos City-Trafik. Lånet hang sammen med, at City-Trafik siden august 1997 var medejer af selskabet NyBus, der dannedes på resterne af det krakkede LF-bus (tidligere Lollandsbanens Bustrafik). NyBus videreførte dog ikke LF-bus' kørsel for Vestsjællands Trafikselskab, hvorfor 600-vognene, der kørte her, blev flyttet til andre anvendelser. Bussen er i øvrigt oprindeligt bygget til Gråhundbus som vogn 11.
Foto: Ib Erik Nielsen, 1. oktober 1997.
Solaris Urbino 12 LE

Kruse, Skørringe Turistbusser og Jørn Juul har bestilt Solaris Urbino-laventrébusser som denne til indsættelse på Lolland i 2009. Det er de første busser af typen i Movias område og repræsenterer den nye fortolkning af begrebet 'rutebil'! Bemalingen på dette eksemplar afslører et tilhørsforhold til trafikselskabet i det franske departement Loiret.
Foto: Kim Løvenskjold, 23. marts 2009.
Lollandsbanen 1 forfra ved Nykøbing Sjælland st.

Lollandsbanens bus nr. 1 var en Volvo B57-55/Aabenraa fra 1967. Bussen blev bevaret for eftertiden, og da der 27. april 2008 var et afskedsarrangement for Vestsjællands Lokalbaners Y-tog, holdt bussen ved stationen i Nykøbing Sjælland og ventede på turens deltagere. En interessant overraskelse!
Foto: Thomas de Laine, 27. april 2008.
Lollandsbanen 1 fra vinduessiden i Nykøbing Sjælland

Lollandsbanen 1 har været museumsbus siden 1986, men ikke i hele perioden med samme ejer. Bussen er nu tilsyneladende privat ejet, hvilket altså ikke har forhindret, at den er indregistreret og i øvrigt fremstår rigtig pænt.
Foto: Thomas de Laine, 27. april 2008.
Lollandsbanen 1 fra dørsiden i Nykøbing Sjælland

Dørsiden af den bevarede Lollandsbanen 1 ved Nykøbing Sjælland station.
Foto: Thomas de Laine, 27. april 2008.
Tarbus 904 i Tartu, Estland

Det estiske busselskab Tarbus, der nu hedder GoBus, benytter et antal tidligere danske busser som rutebiler på ruter ind og ud af Tartu. Ved årsskiftet 2005/06 overtog selskabet endvidere bybusdriften i byen fra Connex. Tarbus' vogn 904, en Volvo B10M-60/Aabenraa fra 1984, forlader rutebilstationen i Tartu. Bussen er ex. Lollandsbanen 50 og senere LF-bus 026 og var oprindeligt bybus i Nykøbing Falster.
Foto: Thomas de Laine, 10. juli 2005.
Rakvere ATP 414 i Rakvere, Estland

Man kan også møde tidligere danske busser i Rakvere i Estland. I samlingen af importerede busser indgår bl.a. denne Volvo B10M-60/Aabenraa fra 1983. Som bemalingen antyder, har bussen en fortid hos Lollandsbanen, hvor den kørte med nr. 102. Den blev i 1995 en del af LF-bus, der udskiltes som et selvstændigt aktieselskab og vandt en stor del af STS' 1. udbud. Hos LF-bus fik bussen nr. 022, og da LF-bus to år senere gik konkurs, overgik bussen til NyBus, hvor den kørte med samme nummer. I 1998 blev den solgt til busselskabet Rakvere ATP i Rakvere.
Foto: Thomas de Laine, 11. juli 2005.
Ex. GDS-HFHJ 1043 og 1041 i Nakskov

GDS-HFHJs IC2-togsæt er blevet solgt til Lollandsbanen i forbindelse med indsættelsen af nyt materiel på de nordsjællandske lokalbaner. I Nakskov kunne man 29. november møde GDS-HFHJ nr. 1041, 1042 og 1043, der allerede havde fået fjernet navnetrækket "Frederiksværkbanen" fra vognsiderne. Her ses sæt nr. 1043 til venstre og 1041 til højre.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 29. november 2006.
Ex. GDS-HFHJ 1041 i Nakskov

Den tidligere GDS-HFHJ IC2'er nr. 1041 hos Lollandsbanen i Nakskov.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 29. november 2006.
Y-tog fra Lollandsbanen i Nakskov

Et af Lollandsbanens lynettetog i Nakskov.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 29. november 2006.