Myldretid

Menu

BillederSøg i Billeder

Søgeresultat: "55.64024,12.49886"

Skriv f.eks. navnet på et busselskab, en bustype, et sted eller en fotograf:

Søg i Billeder efter:

55.64024,12.49886 opfattes som en bredde- og lægdegrad. Der søges i billeder stedfæstet i nærheden af dette punkt.

Du søgte efter 55.64024,12.49886 og fandt 23 billeder.

DSB SE 10 og SA 32 ved Ny Ellebjerg stations midlertidige Ringbaneperron

DSB SE 10 og SA 32 ved Ny Ellebjerg stations midlertidige Ringbaneperron

Ringbanens endestation på Ny Ellebjerg er blevet flyttet to gange tidligere, og i efteråret 2023 sker det igen! Den første Ny Ellebjerg station for Ringbanen var rent midlertidig og havde form af en træperron på nordsiden af banelegemet lige vest for broen, der fører Gl. Køge Landevej over jernbanen. Perronen havde tillige adgang til broen. Træperronen var genbrugt fra den ligeledes midlertidige C.F. Richs Vej station, der eksisterede 2002-04. Den midlertidige Ny Ellebjerg station åbnede 8. januar 2005, men blev over en weekendlukning i november 2006 fjernet, hvorefter togene førtes frem til en permanent endestation, omtrent hvor der nu er metrobyggeplads. Halvanden måned senere begyndte også Køge Bugt-banens tog at standse ved Ny Ellebjerg. Det var bygningen af metrostationen på Ny Ellebjerg på samme lokalitet som Ringbanens perron, der betød, at man i 2018 var nødsaget til midlertidigt af afkorte Ringbanen med omkring en toglængde, og der blev bygget en midlertidig perron lidt nærmere Gl. Køge Landevej. Det er denne perron, der nu bliver erstattet af endnu en permanent perron, som ligger nærmere placeringen i årene 2006-18. Den nye perron færdigbygges i direkte forlængelse af den midlertidige og ligger delvist oven på metrostationen. Gangbroen, som forbinder Ringbanens perron med fjerntogsperronen, og som tydeligt ses på dette billede, bibeholdes så vidt vides. En stor del af det nye perronanlæg var allerede synligt i sommeren 2023, men endnu ikke færdigt. I perioden 1.-31. oktober er Ringbanen midlertidigt afkortet til Danshøj med togbusser mellem Ålholm, Hvidovre, Vigerslev Allé og Ny Ellebjerg stationer. Busserne kører fra Ålholm og via Hvidovre, da der ikke er vejadgang til Danshøj station. Nord for Danshøj og Ålholm kører S-togslinje F, men kun hvert 10. minut. En tidlig aften få dage før lukningen af Ny Ellebjergs Ringbaneperron er SE 10 klar til afgang til venstre, mens SA 32 for nylig er ankommet til højre. Den temmelig rodede Ny Ellebjerg station skifter i øvrigt snart navn til "København Syd".

Foto: Thomas de Laine, 28. september 2023.

Arriva 1035 ved Åmarken st.

Arriva 1035 ved Åmarken st.

Åmarken station åbnede i 1972 sammen med Køge Bugt-banens første etape fra Dybbølsbro til Vallensbæk. Stationen er beliggende lige øst for Gl. Køge Landevej umiddelbart syd for kommunegrænsen mellem Københavns og Hvidovre kommuner. Stationen har aldrig været banens travleste, og de fleste togrejsende stifter kun rigtigt bekendtskab med den i forbindelse med større driftsuregelmæssigheder eller sporarbejder, idet stationen er den eneste mellem Dybbølsbro og Vallensbæk, hvor sporforholdene egner sig til at vende tog. Derfor har Åmarken ofte været skiftepunktet mellem S-tog og togbusser! Ordinær busdrift har stationen haft mindre af, når der ses bort fra de almindelige busstoppesteder på Gl. Køge Landevej ud for stationen. I april 1989 blev Åmarken dog endestation for den nye linje 23 mellem Hellerup, Nordvest, Vanløse, Valby, Vigerslev og altså Åmarken station. Linjen var en variant af den ældre linje 21 med anderledes rute i sydenden. Selvom linje 23 bestod til efteråret 1997, forsvandt den dog fra Åmarken st. allerede i oktober 1990, hvor den omlagdes, så den fra Vigerslevvej drejede mod nord i stedet mod syd ad Gl. Køge Landevej og fik endestation sammen med makkeren, linje 21, på Toftegårds Plads i Valby. Efter næsten 31 år blev Åmarken st. igen endestation for en rigtig buslinje fra 27. juni 2021, hvor omlægninger i bustrafikken mellem København og Hvidovre medførte, at buslinje 10 ikke længere skulle køre ind til byen, men i stedet føres ned til Åmarken st. Linjen kører mellem Brønshøj Torv, Flintholm st., Ålholm Plads og Åmarken st. og har på hele stykket fra Damhussøen til Åmarken st. i øvrigt samme ruteføring, som linje 23 i sin tid havde. Den nye tværforbindelse, som opstod med omlægningen, har ikke tiltrukket tonsvis af passagerer, men hvis man f.eks. fra Vanløse gerne vil have forbindelse med Køge Bugt-banen og ikke føler for at skifte tog på Folkesundshedsprojekt Ny Ellebjerg, kan man da bruge linje 10 ned til Åmarken... Siden december 2022 kører også Hvidovres servicebuslinje 134 via Åmarken st.

Foto: Thomas de Laine, 27. juni 2021.

Arriva 1135 som linje 1A på Vigerslevvej, København

Arriva 1135 som linje 1A på Vigerslevvej, København

København fik en linje 1, da man i november 1902 tildelte byens sporvognslinjer numre. Man nummererede efter vigtighed, sådan at den linje, der vurderedes vigtigst i byen, fik nummer 1. Sporvejene indførte desuden den regel, at lavere linjenummer gav en sporvogn forkørselsret i forhold til en vogn med højere linjenummer. Den oprindelige linje 1 udsprang i øvrigt af byens allerførste hestesporvognslinje oprettet i oktober 1863 mellem Frederiksberg Runddel og Vesterbrogade, som i løbet af få år førtes videre over Kgs. Nytorv og ud ad Østerbrogade og Strandvejen. Senere fik den nye endestationer og yderstrækninger, ligesom den blev omstillet til busdrift i 1967. Denne "rigtige" linje 1 måtte dog aflevere sit fine linjenummer til den nye A-buslinje 1A i maj 2003. A-buslinje 1 havde et stort strækningsfællesskab med den oprindelige linje 1, nemlig hele vejen fra Stormgade til Hellerup, mens dens rute via Toftegårds Plads til Hvidovre Hospital og Avedøre station havde en noget anden historie. I praksis var linje 1A en konvertering af den i 1996 etablerede S-buslinje 650S med samme linjeføring. Første operatør på linje 1A blev City-Trafik, som indsatte en serie nye Volvo B12BLE-busser, alle 13,7 m lange. April 2012 overtog Arriva linjen og indskiftede Scania OmniLink-busser i samme længde. Ellers kørte linje 1A stort set uden ændringer frem til omkalfatringen af Københavns busnet ved Metrocityringens åbning. 13. oktober 2019 omlagdes linje 1A, så hele inderstrækningen gennem byen bortfaldt. I stedet overtoges linje 3A's rute mellem krydset Enghavevej/Vigerslev Allé og Trianglen, således at yderstrækningerne blev en slags fødelinjer til metroens nye stationer på Enghave Plads og Trianglen. Desuden omlagdes linjen ad Gl. Køge Landevej, Folehaven og Vigerslevvej, så den bl.a. kom forbi Ny Ellebjerg station, der spås en stor fremtid som knudepunkt. I forlængelse af linjens nye (og mindre) rolle, blev den nednormeret til 12 m-busser med virkning fra genudbuddet af kørslen, som fra juni 2022 overgik til Umove og Yutong E12LF-elbusser. Her ses Arriva 1135, en Scania OmniLink årg. 2012, på Vigerslevvej ved Vigerslev Allé - på vej til at svinge fra sin "nye" rute tilbage på den "gamle" efter omvejen via Folehaven.

Foto: Thomas de Laine, 27. juni 2021.

Kruse 7109 og Lokalbus 9054 ved Åmarken st., København

Kruse 7109 og Lokalbus 9054 ved Åmarken st., København

I sommeren 2016 var det Køge Bugt-banens tur til at være spærret for sporarbejde. Åmarken st. var udgangspunkt for det meste af erstatningsbustrafikken, som i de første dage bestod af intet mindre end 89 busser, inden det blev reduceret lidt. Her ses to styk Volvo B12M-lavbagperronbusser på Åmarken stations parkeringsplads, der var blevet inddraget til midlertidig busterminal: Til venstre Kruse 7109, Volvo B12M-60/Aabenraa (Volvo 8500) årg. 2003, og til højre Lokalbus 9054, Volvo B12M-65/Säffle (Volvo 8500) årg. 2004. Bus 9054 er ex. Aarhus Sporveje nr. 641, som siden 2014 har været anvendt af Lokalbus til ekstra- og togbuskørsel.

Foto: Thomas de Laine, 4. juli 2016.

Arriva 1274 på Gl. Køge Landevej, Valby

Arriva 1274 på Gl. Køge Landevej, Valby

Tiden er ved at rinde ud for Volvo 8700LE-busserne på linje 8A. Det daværende Veolia, som på det tidspunkt endnu satte Connex-bomærker på sine busser, fik i eftersommeren 2006 leveret en serie på 16 Volvo B7RLE-busser til linje 18. Her har busserne kørt siden, trods garageskift, ejerskift og linjenummerskift, idet linje 18 siden blev til linje 8A. Men i forbindelse med kontraktskiftet i december 2017 bliver linjens vognpark fornyet. Her ses Arriva 1274, opr. Veolia 6395, som linje 8A på Gl. Køge Landevej ved Ringbanen. Den forrige vogn 1274, som var en Volvo B10R, kørte for øvrigt også flere år på linje 18 i DSV- og Linjebus-tiden.

Foto: Thomas de Laine, 12. november 2017.

Anchersen 3216 ved Åmarken st., København

Anchersen 3216 ved Åmarken st., København

Anchersen 3216, Solaris Urbino 12LE årg. 2011, som linje 132 på Gl. Køge Landevej ved Åmarken st.

Foto: Sikandar Sahil, 29. marts 2015.

Arriva 1246 på Gl. Køge Landevej, København

Arriva 1246 på Gl. Køge Landevej, København

Arriva 1246 (ex. Veolia 6389), Volvo B7RLE-59/Carrus årg. 2006, som linje 18 på Gl. Køge Landevej lidt nord for Vigerslevvej.

Foto: Thomas de Laine, 29. april 2008.

Arriva 1240 på Gl. Køge Landevej, Valby

Arriva 1240 på Gl. Køge Landevej, Valby

Arriva 1240 (ex. Veolia 6383), Volvo B7RLE-59/Carrus årg. 2006, som linje 18 på Gl. Køge Landevej ved Ellebjergvej.

Foto: Thomas de Laine, 29. april 2008.

Ethanolforsøgsbussen ved Friheden st., København

Ethanolforsøgsbussen ved Friheden st., København

I maj og juni 2008 prøvekører Movia, Arriva og Scania en bioethanolbus på linje 18 i København. Bussen er lånt til formålet og leveret til bybusselskabet MZK Slupsk i Polen. Den lidt spraglede bus er en Scania OmniLink årg. 2006, der i drift udleder ca. 45-70 pct. mindre kuldioxid end en sædvanlig dieseldrevet bus, når der indregnes dyrkning mv. af det materiale, der gæres for at fremstille ethanol. Scania er for tiden eneste producent af ethanolbusser, som i øvrigt kan mødes i f.eks. Stockholm. Forsøgsbussen, Arriva nr. 1000, som linje 18 på Gl. Køge Landevej ved Friheden st.

Foto: Thomas de Laine, 9. maj 2008.

City-Trafik 2214 ved Friheden st., København

City-Trafik 2214 ved Friheden st., København

City-Trafik 2214, DAB 15-1200C mk. III årg. 1996, ankommer til Friheden st. som linje 539P.

Foto: Thomas de Laine, 9. maj 2008.

Veolia 5199 i Valby garage efter en mindre motorbrand

Veolia 5199 i Valby garage efter en mindre motorbrand

Veolia 5199, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, har været ude for en mindre motorbrand. Her ses bussen i Valby garage.

Foto: Mick Bruce, 14. februar 2007.

Bagenden af Veolia 5199 efter mindre motorbrand

Bagenden af Veolia 5199 efter mindre motorbrand

Et kig ind ad bagklappen på Veolia 5199, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, efter en mindre motorbrand. Valby garage.

Foto: Mick Bruce, 14. februar 2007.

Indgangen til Ellebjerg station

Indgangen til Ellebjerg station

Ellebjerg station nedlagdes 6. januar 2007 som den første station i S-banens historie, når der ses bort fra ombygningen af strækningen Frederiksberg-Vanløse til metrodrift og diverse midlertidige stationer. Her ses indgangen til Ellebjerg station med Ellebjergvej i baggrunden dagen før lukningen. Telefonboksen, der ellers repræsenterer en truet race, kom således til at overleve stationen!

Foto: Thomas de Laine, 5. januar 2007.

Ellebjerg station set fra forpladsen

Ellebjerg station set fra forpladsen

Indgangen til Ellebjerg station set fra forpladsen. Her vil nok stå færre cykler i fremtiden.

Foto: Thomas de Laine, 5. januar 2007.

Plakat om lukningen på Ellebjerg station

Plakat om lukningen på Ellebjerg station

Frem mod lukningen kunne denne plakat ses ophængt ved indgangene til Ellebjerg station: Sidste tog blev linje A mod Hillerød lørdag 6. januar 2007 kl. 11.24 og mod Hundige kl. 11.35. Så fra 6. januar er det ikke helt så "lige til", hvis man var blandt de forholdsvis få brugere af Ellebjerg station.

Foto: Thomas de Laine, 5. januar 2007.

Gangbroen over Ellebjergvej ved Ellebjerg station

Gangbroen over Ellebjergvej ved Ellebjerg station

Flere S-stationer, der er beliggende ved skæringen med en vej, har en gangbro fra trappehuset til denne vejs side modsat stationen. Her ses trappehuset fra gangbroen over Ellebjergvej. Bemærk det grafittibemalede rækværk og den karakteristiske gastank i billedets venstre side.

Foto: Thomas de Laine, 5. januar 2007.

Ellebjerg stations perron

Ellebjerg stations perron

Ellebjerg har aldrig været den helt store passagermagnet. Størst opbud af mennesker har været ved Grøn Koncert eller andre arrangementer i Valby-Hallen lige ved stationen. Deltagere ved disse arrangementer vil fremover komme ad stien fra Ny Ellebjerg station og krydse Ellebjergvej et stykke øst for forgængerovergangene... Ellebjerg stations tomme perron en håndfuld minutter før toget mod Hundige kommer.

Foto: Thomas de Laine, 5. januar 2007.

Togviserskilt på Ellebjerg station

Togviserskilt på Ellebjerg station

Tog mod Hundige om 7 minutter. På Ny Ellebjerg station er togviserskiltene moderne fladskærme. Her Ellebjerg stations trappehus mv. dagen før nedlæggelsen.

Foto: Thomas de Laine, 5. januar 2007.

DSB S-tog SA 90 på Ellebjerg station

DSB S-tog SA 90 på Ellebjerg station

Der har altid været langt mellem S-togene på Ellebjerg station, hvor kun linje A standsede, men fra 6. januar må man vente helt forgæves. SA 90 på vej mod Hundige gør holdt på Ellebjerg dagen før nedlæggelsen.

Foto: Thomas de Laine, 5. januar 2007.

DSB S-tog SA 65 på den midlertidige Ny Ellebjerg station

DSB S-tog SA 65 på den midlertidige Ny Ellebjerg station

Fredag 10. november 2006 var sidste dag, den midlertidige Ny Ellebjerg station ved Gl. Køge Landevej var i brug. Her ses DSB S-tog SA 65 på stationen på netop denne fredag. Allerede natten efter påbegyndtes nedrivningen af perronen, der var helt væk ved middagstid den følgende dag! Perronen var i øvrigt genbrug, idet den februar 2002-januar 2004 fungerede som den midlertidige C.F. Richs Vej station nord for Flintholm.

Foto: Thomas de Laine, 10. november 2006.

Afslutning af perronen på den midlertidige Ny Ellebjerg station

Afslutning af perronen på den midlertidige Ny Ellebjerg station

Perronen for den midlertidige Ny Ellebjerg station var placeret ovenpå det nordligst beliggende af Ringbanens to spor. Dette kunne tydeligt ses ude for enden!

Foto: Thomas de Laine, 10. november 2006.

Skilt på den midlertidige Ny Ellebjerg station

Skilt på den midlertidige Ny Ellebjerg station

Som skiltet angiver, er dette billede taget på den midlertidige Ny Ellebjerg station, der lå ved Gl. Køge Landevej.

Foto: Thomas de Laine, 10. november 2006.

Ex. KS/HT 322 som linje 10 på Folehaven

Ex. KS/HT 322 som linje 10 på Folehaven

Sporvejshistorisk Selskab har den tidligere KS/HT nr. 322, der er en Leyland-DAB serie II fra oktober 1968. Den genser her Folehaven som linje 10 på en udflugt i august 2005.

Foto: Thomas de Laine, 20. august 2005.