Myldretid

Menu

Billeder

Nye billeder 26. juni 2023

Dette billede blev tilføjet 26. juni 2023:

Opel Blitz fra "Ude på noget" i Vanløse

Opel Blitz fra "Ude på noget" i Vanløse

I 1984 viste DR børneserien "Ude på noget", hvor hovedpersonerne Palle, Polle og Ruth over 13 afsnit lod sig transportere rundt i en gammel, rød snudebus. Der var tale om denne Opel Blitz med et 14-personers Næsby-karosseri fra 1953, som oprindeligt kørte hos De forenede Vognmænd (DfV), som senere var de første brugere af navnet Vikingbus for turistbuskørslen. Omkring 1965 kom bussen til Aage Sørensen i Gilleleje, der bl.a. brugte den til at køre arbejdere fra Nordsjælland til Bjørnbaks Konvolutfabrik på Østerbro i København. Den blev afmeldt cirka 1980, og veteranbilsamleren Viklit Graa Jørgensen i Nordsjælland overtog bussen i 1982. I forbindelse med tv-optagelserne blev den på flere måder bygget om og delvist skåret op, og efterfølgende henstod den i midten af 1980'erne på en tankstation i Måløv. Det var dér den nuværende ejer, som i dag bor i Vanløse, fik øje på den og købte den. Den har været indregistreret siden 2011 og kan af og til ses parkeret på Grøndals Parkvej i Vanløse, hvor dette billede også er taget.

Foto: Thomas de Laine, 25. juni 2023.