Myldretid

Menu

Billeder

Nye billeder 26. maj 2013

Disse 4 billeder blev tilføjet 26. maj 2013:

S-tog SA 100 ved Taastrup st.

S-tog SA 100 ved Taastrup st.

26. maj 2013 var det 50 år siden, S-banen blev forlænget fra Glostrup til Taastrup. Siden er der sket en del på Taastrup st., som er ombygget til ukendelighed, ligesom busterminalen er flyttet to gange, og der er et centerbyggeri i gang langs banens sydside. SA 100 som linje B mod Høje Taastrup gør holdt, hvor linjen havde vestlig endestation fra 1963 til 1986.

Foto: Thomas de Laine, 26. maj 2013.

S-tog SA 66 ved Albertslund st.

S-tog SA 66 ved Albertslund st.

Albertslund station åbnede sammen med S-banens forlængelse fra Glostrup til Taastup 26. maj 1963. Dengang var det et ret ubebygget område, men forinden eksisterede der faktisk et trinbræt ved navn Vridsløselille beliggende lidt længere mod vest. I alle årene siden åbningen har S-togslinje B betjent stationen, og her ses SA 66 som linje B mod Hillerød i Albertslund på stationens 50-årsdag.

Foto: Thomas de Laine, 26. maj 2013.

City-Trafik 2831 og Arriva 1170 i bushavnen ved Nørreport st., København

City-Trafik 2831 og Arriva 1170 i bushavnen ved Nørreport st., København

Bustrafikken omkring Nørreport er endnu engang blevet omlagt. I pinsen 2013 toges den nye bushavn i Nørre Voldgade i brug. Busser med endestation på Nørreport, dvs. linje 6A (korte ture), 42, 150S, 173E, 184 og 185, afsætter nu passagerer i vejsiden af Nørre Voldgade ud for stationen og kører til bushavnen for udligning. Kort før afgang kører bussen fra bushavnen tilbage til Nørre Voldgade-stoppestedet for at opsamle passagerer fra modsatte vejside. Ombygningen af stationen er endnu ikke så langt, at kørslen flyttes til den side af Nørre Voldgade, der vender væk fra byen, men det bliver den endelige ordning. Selve bushavnen er kun til vending af busser og udligning. Der er ikke stoppesteder her, og det er heller ikke planen, at der skal være det. Et nyt folkerum for chaufførerne er i øvrigt indrettet i tilknytning til bushavnen. City-Trafik 2831 (linje 42) og Arriva 1170 (linje 150S) i bushavnen i Nørre Voldgade.

Foto: Thomas de Laine, 25. maj 2013.

Nettbuss 8434 krydser Nørre Voldgade, København

Nettbuss 8434 krydser Nørre Voldgade, København

Fra pinsen 2013 er en række linjer, der passerer Nørreport station, omlagt til kørsel ad Vendersgade, hvor der er etableret stoppested for Nørreport station. Det gælder linje 5A mellem Amager og Husum, linje 14 mellem Enghave st. og Ryparken, linje 42 i retning mod Emdrup/Ballerup og de korte ture på linje 350S, der vestfra kun kører til Nørreport (disse standser dog ikke i Vendersgade), samt natbusserne på linje 95N og 96N. Mange vil nok kunne huske, at en tilsvarende omlægning eksisterede i årene 1997-2003, hvor metrobyggeriet i Frederiksborggade hærgede Nørreport, og linje 5, 14 og 16 var forvist til Vendersgade. Omlægningen indebærer, at linje 14 nu kører direkte på tværs af Nørre Voldgade til og fra Nørregade. Og at linjen igen betjener Kommunehospitalet, som i dag huser en del af Københavns Universitet. Nettbuss 8434 som linje 14 krydser Nørre Voldgade. I baggrunden til venstre er en linje 184 på vej fra bushavnen mod afgangsstoppestedet i Nørre Voldgade, og til højre skimtes bagenden af en linje 5A i Vendersgade.

Foto: Thomas de Laine, 25. maj 2013.