Billeder ➜
Nye billeder 2. december 2005
Disse 5 billeder blev tilføjet 2. december 2005:
Berkhof-prøvebussen set fra vinduessiden på Toftegårds Plads i Valby

I månederne december 2005-februar 2006 prøvekører HUR og Arriva en VDL Berkhof Ambassador 200, der bl.a. adskiller sig fra de gængse busser ved at være cirka 20 procent lettere med lavere brændstofforbrug til følge. 2. december blev bussen præsenteret på Slothspladsen foran HURs hovedsæde i Valby. Myldretids udsendte var naturligvis til stede! Prøvebussen er 11,95 meter lang og har en 6 liters Cummins-dieselmotor. Karrosseriet er af rustfrit stål, men bygget på en måde, så det sammen med den lille motorstørrelse bliver en let bus. Eksemplaret, der er på prøve har ZF-gear, men typen kan også leveres med Voith-gear.
Foto: Thomas de Laine, 2. december 2005.
Berkhof-prøvebussen set fra dørsiden på Toftegårds Plads i Valby

Prøvebussen er indrettet med dørarrangement 1-2-0, 34 siddepladser og 46 ståpladser, lille midterperron og enkeltsæder i dørsiden mellem for- og midterdør. Denne indretning med få døre egner sig selvfølgelig ikke godt til kørsel i det indre København, men på mange linjer uden for byen giver det god mening. Skal typen køre i HUR-området fremover vil det også være med 1-2-0-døre, ca. 40 siddepladser inkl. klapsæder og med sideperron i stedet for midterperron. I første omgang prøvekøres bussen på linjer i Helsingør-Hornbæk-Gilleleje-området, og der kommer man vist næppe til at savne de "manglende" døre. Bussen er på billedet skiltet "346 Espergærde st.".
Foto: Thomas de Laine, 2. december 2005.
Berkhof-prøvebussen set bagfra på Toftegårds Plads i Valby

Den sølvgrå lakering er meget passende, taget i betragtning af, at prøvebussen i første omgang skal køre hos Arriva i Kokkedal på linje 340, 345, 346, 347, 803 og 806. Her kørte Hornbækbanen og Helsingør-Bussen jo netop i gamle dage med sølvgrå busser. Der stod dog ikke "VDL" og "Strength through co-operation" på dem!
Foto: Thomas de Laine, 2. december 2005.
Berkhof-prøvebussen set indefra

Efter midterdøren har prøvebussen to små trin op til det skrånende gulv i den bageste del af bussen. Bussen er indrettet med et lidt spraglet sædebetræk, gule holdestænger og den krævede ramme til taksttabellen og køreplansholdere mv. ved midterdørene.
Foto: Thomas de Laine, 2. december 2005.
Ex. Bus Danmark 1424 i Satka, Ural, Rusland

Ex. Bus Danmark 1424 slår i dag sine folder i den russiske mineby Satka i Ural-bjergene. Her opsamler den passagerer på Satkas linje 2 ved rutebilstationen i sommeren 2004. Bus 1424 er en Volvo B10M-60/Aabenraa-bybus fra 1981, der i 1994 er renoveret hos ReBUS i Frederikssund. Efter udrangering hos Bus Danmark sidst i 1990'erne blev den eksporteret til Rusland.
Foto: Thomas de Laine, 8. juli 2004.