Billeder
Der er 6.111 billeder på Myldretid. Find billeder ud fra tags eller linjenummer, eller prøv lykken for at se tilfældige billeder.
City-Trafik 2837 på COP15-linjen i Vester Farimagsgade, København

Klimatopmødet COP15 afvikledes i december 2009 i Bella Center i København. Det var også en stor transportopgave, som bl.a. blev løst ved at indsætte den særlige COP15-buslinje mellem Bella Center, Islands Brygge og en række punkter i City. Kørslen havde City-Trafik vundet som den første opgave i kontrakten om linjerne 29, 42, 43 og 166, som selskabet overtog driften på umiddelbart efter afslutningen på klimatopmødet. Det blev de helt nyleverede busser, som indsattes på COP15-linjen, og de markeredes med disse særlige hvide hjørner, som stod sig godt til den sne og temperaturer helt ned til minus 20 grader, som prægede byen i netop de uger. City-Trafik 2837, fabriksny Scania OmniLink til linje 42/43, på COP15-ekstralinjen i Vester Farimagsgade.
Foto: Thomas de Laine, 18. december 2009.
Århus Sporveje 452 og 3 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

To ret forskellige udgaver af Århus Sporveje mødes på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholms forplads. Til venstre bus 452, Volvo B10MA-55/Säffle årg. 2000, som siden 2012 har tilhørt museet. Sporvejene fik leveret i alt 34 ledbusser fra Volvo i årene 1994-2000, og nr. 452 blev den sidste. Da man efter en årrække igen købte ledbusser, blev det af Solaris-typen. Til højre er det en af de motorvogne, der byggedes i midten af 1940'erne til Århus Sporveje, dengang det rent faktisk var en sporvej. Sporvejene fik ødelagt sin vognpark ved en Schalburgtage-aktion i august 1944, og ny serie vogne måtte derfor anskaffes. Den første af de nye vogne var bygget af Københavns Sporveje og i nogen grad baseret på hovedstadens såkaldte scrapvogne, som byggedes af forhåndenværende materialer for at få flere sporvogne på gaden under krigen, hvor passagertallene steg kraftigt. Efterfølgende serieproducerede Scandia typen til Århus Sporveje, og heri indgik vogn 3, der byggedes i 1945. Vognene kørte helt til omstillingen til busdrift, der i Aarhus fandt sted i 1971. Vogn 3 blev overtaget af Sporvejshistorisk Selskab allerede i 1973, og da Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm første gang slog dørene op i maj 1978, var det typisk netop Århus-vognen, der modtog gæsterne, idet man som det første havde anlagt en metersporet strækning fra museets hovedindgang og parkeringsplads til forpladsen og remisen, foran hvilken nr. 3 står. Aarhus Sporveje havde nemlig meterspor i modsætning til sporvejene i København og Odense. Museet har også nogle metersporede vogne fra udenlandske sporveje, der sammen med Århus-vognen stadig i 2023 byder museets gæster velkommen.
Foto: Thomas de Laine, 30. juli 2022.
Arriva 1645 ved den kommende Havneholmen metrostation, København

Når metrolinjen mellem Hovedbanegården, Sydhavnen og Ny Ellebjerg åbner i 2024, kommer der bl.a. en station med navnet Havneholmen på østsiden af Vasbygade lige ved Fisketorvet. Til den tid må man nok regne med, at linje 7A's betjening af den kommende metrostrækning falder væk eller i hvert fald reduceres væsentligt. Men siden introduktionen af "Nyt Bynet" i oktober 2019 har linjen kørt som en slags forløber for metroen. Arriva 1645 (opr. Netbus 8445), Volvo B12BLE-61/Vest årg. 2007, afgår fra stoppestedet på Vasbygade ved Havneholmen og den kommende metrostation. Ny Ellebjerg station, som optræder på destinationsskiltet, vil i 2024 skifte navn til "København Syd" og blive et skiftested mellem S-tog på Køge Bugt-banen, S-tog på Ringbanen, metrolinje M4, jernbanen mellem Hovedbanegården og Køge Nord samt senere jernbanen mellem Lufthavnen og Roskilde. Stationen forventes også med tiden at få betjening med internationale tog. Måske endda også busser...?
Foto: Thomas de Laine, 5. februar 2022.
Nobina 6252 som linje 40E på Rævehøjvej, Hjortekær

Det gamle HT indførte "ekspresbussen" med et 'E' efter linjenummeret og grøn produktfarve allerede i 1970'erne, men med årene udviklede konceptet sig til noget af en blandet landhandel. Foråret 2016 blev E-buskonceptet dog relanceret i form af linjerne 15E, 30E, 40E, 55E og 65E i Region Hovedstaden. Heraf var de tre førstnævnte en slags ekstra hurtige varianter af linje 150S, 300S og 400S, men kun med kørsel mandag-fredag i dagtimerne. Linje 40E har sydligt udgangspunkt ved Høje Taastrup st. og følges med linje 400S ad bl.a. Motorring 4 til det sydlige Ballerup. Herfra køres via Malmparken st. og Lautrupparken til Bagsværd st. og via Lyngby til Lundtofte med endestation ved DTU eller videreførsel ad Helsingørmotorvejen via Nærum til Skodsborg st. på Kystbanen. Fra oktober 2019 fik DTU-turene ny ruteføring, så der vendes på Rævehøjvej i Hjortekær. Nobina 6252, Volvo B8RLE-60/Wroclaw (8900LE) årg. 2013, holder her på Rævehøjvej inden afgang mod syd.
Foto: Jesper Wilken, 30. marts 2023.
DSB MF 59 i Herfølge

De seneste år har Lille Syds strækning mellem Køge og Næstved været kørt isoleret og med dieseltog (IC3 alias DSB litra MF) under køreledninger. Men ledningerne kommer til deres ret fra 11. april 2023, hvor regionaltogslinjen Nivå-København-Køge-Næstved etableres med elektrisk halvtimesdrift, primært med de nye Vectron-lokomotiver og dobbeltdækkervogne. Ved den lejlighed opnår stationsbyerne syd for Køge for første gang i mange år direkte tog til København - og det både hurtigere og hyppigere end nogensinde før. Kort før den elektriske drifts indførelse afgår IC3-togsæt 59 fra Herfølge station på sin tur fra Køge til Næstved. Netop dette togsæt, som blev leveret fra Scandia i 1992, er navngivet i Køge. Det er opkaldt efter søhelten Ivar Huitfeldt, som døde i Køge Bugt i 1710.
Foto: Thomas de Laine, 1. april 2023.
City-Trafik 2218 ved Vejlegårdsparken, Vallensbæk

Da City-Trafik i efteråret 1995 havde vundet godt halvdelen af kørslen i HTs 5. udbud og derved cirka firedoblede sin kørsel for trafikselskabet fra den følgende sommer, landede Scania-DAB en af de største danske busordrer i mange år. City-Trafik bestilte i alt 121 busser, som fordeltes med 101 DAB serie 15 mk. III-busser og 20 Scania/Lahti-laventrébusser. Ordren på serie 15-busser udvidedes senere med 1, således at der i perioden maj-august 1996 leveredes 102 busser af typen til City-Trafik, nemlig nr. 2100-2128, 2200-2221, 2300-2308, 2900-2940 og 2950. Busserne i 2900-serien var indrettet som S-busser (2950 dog uden S-bus-markering) til linjerne 500S, 550S og 650S, mens de "almindelige" busser tilfaldt bl.a. linje 1, 31, 36, 141 og 149 m.fl. Busserne satte deres præg på City-Trafiks linjer i hele kontraktens levetid, der kom til at blive syv år, og en pæn mængde af busserne fik endda en kontraktperiode mere, således at de sidste først blev taget ud af drift i efteråret 2011. Til gengæld blev der byttet godt rundt på, hvor de kørte henne i de senere år. Fra 2004 til linjens nedlæggelse i 2010 kunne man f.eks. opleve dem på linje 136 mellem Vallensbæk og Albertslund. City-Trafik 2218, der ellers var nyleveret til linje 141/149, passerer Vejlegårdsparken i Vallensbæk på linje 136 kort for nedlæggelsen. 13 år senere hang der stadig skilte på perronen på Vallensbæk station, som indikerede hvilken trappe ned, man skulle tage for at skifte til linjen...
Foto: Thomas de Laine, 20. marts 2010.
Ex. Aarhus Sporveje 305 i Olsztyn, Polen

Århus Sporveje og DAB i Silkeborg samarbejdede i 1980'erne om at udvikle Danmarks første rigtige lavgulvsbus, den såkaldte Travolator. Den kom aldrig i serieproduktion, men var udgangspunkt for DABs serie 11-servicebusser og vel i nogen grad også for serie 15-lavgulvsbussen. Og sporvejene aftog da også en mængde serie 15 mk. I-lavgulvsbusser i 1993. Dem var man dog så utilfredse med, at der gik en hel årrække, inden Århus Sporveje igen købte busser med lavt gulv. I stedet gik man egne veje og fortsatte med højgulvsbusserne helt frem til midten af 00'erne! DAB-lavgulvsbusserne blev også afhændet relativt tidligt, nemlig i 2003, hvor 10 af dem kom videre til bybusselskabet i Olsztyn i Polen. Her fik de dette hvide, blå og røde design og kørte indtil udrangering i årene 2009-12. Ex. Århus Sporveje nr. 305 er her indsat på Olsztyns bybuslinje 5 og holder ved banegården.
Foto: Thomas de Laine, 4. oktober 2011.
Umove 7660 som Copenhagen Historic Grand Prix-ekstrabus i Grøndal, København

Hvert år afholdes Copenhagen Historic Grand Prix på Bellahøj - et løb på afspærrede veje for gamle biler. Som tilskuer kan man typisk komme til stedet med særlige ekstrabusser. I august 2018 var det Umove, som stod for denne kørsel, der gik til og fra Flintholm st. Umove kørte mest med busser fra linjerne 3A og 9A, men også bus 7660, en Iveco Crossway LE årg. 2016 fra garagen i Kvistgård, var i brug. Her kører den fra Hillerødgade ind på Hulgårdsvej på vej mod Flintholm st. Denne midlertidige forbindelse har i nogle tilfælde formelt set været ekstrakørsel på Movias linje 21.
Foto: Thomas de Laine, 5. august 2018.
Københavns Sporveje 772 på Københavns Rådhusplads

8. februar 1965 regnes normalt for datoen for Sporvejshistorisk Selskabs formelle stiftelse. Selskabets 50-årsjubilæum markeredes blandt andet med en stor udstilling på Københavns Rådhus i februar 2015. Ude på selve Rådhuspladsen stod Københavns Sporvejes bus 772 parkeret som blikfang. Bussen er en Leyland Royal Tiger med DAB-karosseri bygget i 1963, og den var af sporvejenes kombinerede én- og tomandsbetjente type. Når den kørte tomandsbetjent, var der indstigning bagest med betaling hos konduktøren. Kørte den enmandsbetjent, skulle man stige ind foran hos chaufføren. På fronten sad et skilt, der kunne klappes op og ned, som indikerede indstigningen - her for tomandsbetjent kørsel.
Foto: Thomas de Laine, 21. februar 2015.
Vikingbus 4434 ved Karlslunde st.

Da Køge Bugt-banen åbnede i fire etaper mellem 1972 og 1983, blev der etableret busterminaler ved to tredjedele af de nye stationer. Men en række af de oprindelige terminaler er siden blevet erstattet af nye anlæg. Blandt de tilbageværende er den ved Karlslunde station, som blev taget i brug i efteråret 1979. Ved åbningen og helt ind i dette århundrede var der ubebygget på nordsiden af busterminalen, men nu har terminalen fået Karlslunde Stationscenter som nærmeste nabo. Den oprindelige halvtagsoverdækning af busholdepladserne er til gengæld fjernet, hvilket giver et lysere og formentlig tryggere miljø at vente i, men man er som ventende passager samtidig blevet overladt til elementernes rasen... En busfotograf kan derimod nyde godt af muligheden for at fotografere oppe fra S-togsperronen! På denne måde blev Vikingbus 4434, Irisbus Crossway LE årg. 2011, i dette tilfælde foreviget under dens endestationsophold på linje 120, Karlslunde-Høje Taastrup. Foråret 2023 har terminalen betjening med linjerne 120, 224 og 225, hvoraf sidstnævnte har kørt via stationen siden dens åbning, mens de to andre er nyere kreationer i drift siden 2011.
Foto: Thomas de Laine, 28. marts 2023.
Arriva 1974 som linje 123 ved Hedehusene st.

En af de ældre buslinjer i Hovedstadsområdet er linje 123, som kører mellem Glostrup station, Taastrup station, Høje Taastrup station, Hedehusene station og Roskilde station ad den gamle landevej Roskildevej-Københavnsvej med en sydlig afstikker mellem Taastrup og Høje Taastrup. Ruten blev oprettet af private vognmænd i sommeren 1920 og kørte oprindeligt fra endestationen for den daværende sporvognslinje 17 ad Roskildevej til Glostrup, Vridsløse og Klovtofte, hvorfra den året efter forlængedes ned til Taastrup Nykro lige ved Taastrup station. Fra 1922 blev den indre endestation flyttet til Ålholm Plads i Valby, hvor der også var omstigning til Københavns sporvejsnet. En periode i 1925-26 forlængedes ruten første gang længere mod vest til landsbyen Høje Taastrup og Hedehusene, men endestationen var i Taastrup i foråret 1934, hvor DSB overtog ruten. I den modsatte ende førtes den til gengæld ind til den nye Valby Langgade station, da den åbnede sammen med S-banedriften Valby-Vanløse i september 1941. Linjenummeret 123 fik ruten i maj 1951, hvor alle bilruter i Københavns Amt fik tildelt numre. 1. oktober 1972 blev linjen igen forlænget mod vest, nemlig gennem Hedehusene til Roskilde station til erstatning for DSBs øvrige rutebiler på samme strækning. To år senere indlemmedes ruten sammen med DSBs buskørsel i Hovedstadsområdet i HT, men den kørte i det væsentlige uændret frem til åbningen af Høje Taastrup station i 1986, hvor ruten flyttedes fra Roskildevej til at køre ad Høje Taastrup Vej og Blekinge Boulevard via City 2 og den nye station. Dette er den længste ruteføring, linjen har haft, og siden er den afkortet i øst: 2001 blev endestationen flyttet fra Langgade station tilbage til Ålholm Plads, og i marts 2013 afkortedes ruten til Glostrup station, idet 123'eren blev erstattet af den nye linje 9A og en omlægning af linje 13 mellem Glostrup og Valby. Efter at linjen i 1994 blev omfattet af udbud, har den skiftet operatør et par gange, og der har siden stået Linjebus, Bus Danmark, Arriva og fra 2019 Nobina på busserne. Arriva 1974, Volvo B7RLE-60/Säffle (8500LE) årg. 2009, ses her dreje ind i busterminalen ved Hedehusene st. som linje 123 mod Roskilde et par dage inden Nobinas overtagelse.
Foto: Thomas de Laine, 12. april 2019.
Nordjyske Jernbaner DM 506 på Lindholm st., Nørresundby

Nordjyske Jernbaner, som fra 2001 blev til ved sammenlægning af privatbanerne Skagensbanen og Hirtshalsbanen, udskiftede i 2005 de gamle Y-tog på banerne med en serie nye Siemens Desiro-tog. Et af disse er togsæt nr. 506, der blev bygget i 2004. Fra august 2017 overtog Nordjyske Jernbaner også en stor del af trafikken mellem Skørping, Aalborg, Hjørring og Frederikshavn fra DSB, og dermed kommer banens tog væsentligt længere sydpå end før. Her er Desiro DM 506 fra Aalborg mod Skagen på vej ind på Lindholm station i Nørresundby. Den nyere del af materielparken består af Alstom Lint-togsæt.
Foto: Thomas de Laine, 6. august 2022.
Arriva 1693 på Sundbyvester Plads, København

Udbud af store buslinjer resulterer ofte i "blokvognparker", hvor der kommer en serie på mange helt ens busser. Et eksempel herpå var Netbus' overtagelse af linje 5A, Skandinaviens største buslinje, i oktober 2007. Der blev leveret 43 ens Volvo B12BLE-busser med de karakteristiske norske Vest Center-karosserier. Samtidig fik Netbus' afdeling i Skibby 3 tilsvarende busser, som senere også blev overført til linje 5A. Og der blev nyleveret endnu 3 busser et år senere som følge af forlængelsen af visse ture til Lufthavnen. Dermed kom der i alt til at køre 49 busser af typen på linjen, og de fortsatte til april 2017, hvor linjen konverteredes til C-konceptet og fik de nuværende, lyseblå ledbusser. Forinden havde Netbus dog skiftet navn til Nettbuss og var efterfølgende fusioneret ind i City-Trafik, som kom til at hedde Keolis, under hvis navn busserne kørte indtil december 2015, hvor Arriva overtog linje 5A og hele vognparken. Her er det Arriva 1693, oprindeligt Netbus 8493, der lige er ankommet til Sundbyvester Plads kort før overgangen til linje 5C. Bussen kørte videre på andre linjer i Arriva-regi frem til december 2019.
Foto: Thomas de Laine, 9. april 2017.
PKS Zielona Gora Z70010 ved Swiebodzin st., Polen

Fra 1994 til 2017 kørte PKS Zielona Gora (indtil 2002 kaldet PPKS Zielona Gora) i det vestlige Polen med denne Leyland-DAB 7-1200L fra 1986. Den begyndte sit liv hos Lendum Rutebiler som vogn 8, men kom i 1992 til Hørby Rute- og Turistbusser, hvis røde farver den bar resten af sit liv, selvom den ikke blev så længe hos dette foretagende. Som PKS Zielona Gora vogn Z70010 bakker bussen på dette billede ud fra stoppestedet på rutebilstationen i Swiebodzin på vej mod den mindre by Smardzewo. Bygningen i baggrunden er stationsbygningen på Swiebodzin jernbanestation.
Foto: Thomas de Laine, 13. september 2013.
Aarhus Sporveje 470 på Københavns Rådhusplads

I efteråret 2013 afprøvedes fire forskellige ledbusser på linje 5A i København: en Volvo, en MAN, en Mercedes og en Solaris. Forsøget var en del af forarbejdet til det, der senere blev til linje 5C, hvorved der genindførtes ledbuskørsel i København. Den ene af de fire busser var lånt fra Busselskabet Aarhus Sporveje, nemlig denne Solaris Urbino 18 årgang 2007, som i Aarhus bar internnummer 470. Bussens røde A-bushjørner stammede i øvrigt fra Aarhus, ikke København, idet Aarhus også i nogle år havde A-busser med røde hjørner, hvilket man dog er gået væk fra igen. Bussen var i brug i Aarhus frem til sommeren 2022. Her ses den på Rådhuspladsen i København i slutningen af august 2013, hvor alle fire prøvebusser blev præsenteret for offentligheden forud for indsættelsen i trafik på linje 5A. Det var Nettbuss, der på det tidspunkt kørte linje 5A, og som derfor havde lånt ledbusserne.
Foto: Thomas de Laine, 29. august 2013.
KS 322 på Enghavevej, København

I oktober 2019 blev den historiske linje 3 mellem Nordhavn st. og Valbyparken via Indre Nørrebro og Frederiksberg nedlagt. Linjen kunne føre sin historie tilbage til sporvognenes tid, men blev omstillet til busdrift i april 1968. Fra december 2003 havde den fået føjet et 'A' til linjenummeret, men var ellers stadig bare den samme gamle linje. Men efter åbningen af metrocityringen blev 3'eren erstattet af linje 1A; på de yderste dele dog af linjerne 14 og 9A. Fredag 11. oktober - linjens næstsidste driftsdag - blev nedlæggelsen markeret med veteranbuskørsel, idet Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm kørte nogle dobbeltture på linjen med KS 322, en Leyland-DAB serie II fra 1968. Bussen befinder sig på Enghavevej lidt syd for Enghave Plads og er på vej mod Østerbro. Den er autentisk skiltet, idet buslinjerne 3, 9 og 18 i årene 1968-84 havde fælles endestation i en lille busterminal på Melchiors Plads nær krydset mellem Nordre Frihavnsgade og Strandboulevarden.
Foto: Thomas de Laine, 11. oktober 2019.
Umove 7353 ved Valby st.

Der blev indrettet busendestation på Lyshøjgårdsvej langs sydsiden af Valby station i 1941, hvor udgangspunktet for DSBs rutebiler mod Køge Bugt-området samt Præstø/Kalvehave/Stege blev flyttet de få hundrede meter fra Toftegårds Plads til stationen. Samtidig blev S-togene ført helt ind på stationen efter nogle år ved en midlertidig perron øst for Toftegårds Allé, og senere på året forlængedes S-banen til Vanløse (ved hvilken lejlighed DSBs rutebiler på Roskildevej, den nuværende linje 123, i øvrigt også blev forlænget fra Ålholm Plads til den nye Valby Langgade station). I tilknytning til Valby station etablerede DSB garage og faciliteter for den omfattende bustrafik sydpå, som først flere årtier senere blev erstattet af den nyanlagte S-bane til Køge. Busserne optog passagerer parallelt med togenes perroner langs nordsiden af Lyshøjgårdsvej, mens garageforholdene fandtes i vestlig forlængelse af rutebilernes afgangsstoppesteder. Bygningerne står for de flestes vedkommende endnu i 2023. Under HT indrettedes en lidt mere moderne busterminal med refuger på skrå, hvor busserne ikke holdt med front mod øst, men i sydøstlig retning og udkørsel direkte på Lyshøjgårdsvej. Denne terminal toges i brug omkring 1980, og fra 1981 begyndte der at komme flere buslinjer til Valby st., idet Hvidovre Rutebilers linjer 132 og 133 forlængedes fra Toftegårds Plads. I takt med åbningen af Køge Bugt-banens etaper i 1970'erne og 1980'erne blev der færre og færre linje 121-busser ved Valby st., men til gengæld voksede antallet af andre linjer, som i 1990'erne var blevet helt dominerende. Også gamle KS-buslinjer som 21 og 37 fik med årene endestation i terminalen. Linje 121 forsvandt helt fra december-køreplansskiftet 2003, men også de fleste andre linjer i terminalen er siden blevet historie via linjesammenlægninger og tilpasninger til metroen mv. , sådan at kun linjerne 23 og 133 samt halvdelen af turene på linje 18 i 2023 har endestation ved Valby st. I begyndelsen af 2020'erne blev den 40 år gamle busterminal fra HT-tiden fjernet og erstattet af en noget simplere, placeret længere mod vest på en del af den gamle garageopstillingsplads. I denne nye busterminal ses her Umove 7353, Yutong E12LF årg. 2021, som linje 133. Bussen i baggrunden er en BYD-elbus fra linje 18, der holder pause.
Foto: Thomas de Laine, 25. marts 2023.
Arriva 1319 på Jernbane Allé, Vanløse

Linje 9A blev til virkelighed søndag 24. marts 2013. Den føjede sig til rækken af københavnske A-linjer, som indtil da kun talte 1A, 2A, 3A, 4A, 5A og 6A. Det var første gang siden nedlæggelsen af den "rigtige" linje 9 i oktober 2002, at linjenummeret blev brugt, og denne gang kom det til at betegne en strækning fra Operaen over Christianshavn til Hovedbanegården og videre ad Gl. Kongevej, Smallegade, Peter Bangs Vej og Sønderjyllands Allé til Vanløse samt videre til Rødovre og Glostrup. Linjen var en slags sammenlægning af Christianshavn-enden af linje 66, Frederiksberg-Vanløse-delen af linjen 14 og stumper af et par andre linjer, og alle de delvist erstattede linjer fik nye ruter. Det blev Arriva, der kørte den nye A-bus, hvilket primært skete med tidligere linje 14-busser. På premieredagen var bl.a. bus 1319, Volvo B7RLE-60/Säffle (8500LE) årg. 2007, indsat på linjen, og som det ses kørte den - og andre - rundt med skiltet "Velkommen i den nye A-buslinje 9A". De første syv måneder gik linje 9A direkte fra Finsensvej ad Jernbane Allé til Vanløse station, mens et større ombygningsprojekt ved Flintholm station fandt sted. Siden da har linje 9A kørt via Flintholm st. og Apollovej til downtown Vanløse. Bus 1319 gør her holdt ved Frode Jakobsens Plads i Vanløse, som linje 9A efter oktober 2013 ikke længere kom forbi.
Foto: Thomas de Laine, 24. marts 2013.
Arriva 1323 på Danneskiold-Samsøes Allé, København

Fra april 2017 blev linje 9A forlænget til Refshaleøen efter gennem sine første fire år at have haft endestation ved Operaen. Men det var ikke første gang, linje 9A var nået til Refshaleøen. Over nogle dage i maj 2014 blev linjen nemlig, som ekstrakørsel, forlænget ud til "Eurovision Island" på Refshaleøen, hvor Danmark var vært for det europæiske Melodi Grand Prix, der var blevet vundet året før. Den permanente forlængelse til Refshaleøen var i øvrigt kun én blandt flere større og mindre omlægninger på 9'eren, indtil den i oktober 2019 skiftede helt karakter som følge af Metrocityringens åbning.
Foto: Thomas de Laine, 10. maj 2014.
Umove 7526 på Hammelstrupvej, København

Den definitivt sidste linje 3(A) i København kørte natten mellem lørdag og søndag 12. og 13. oktober 2019. Turen, der gik fra Nordhavn st. med afgang kl. 23.59 til Hammelstrupvej ved Valbyparken, blev kørt af Umove bus 7526, VDL Citea LLE årg. 2015. Linje 3A blev aflivet i forlængelse af Metrocityringens åbning, men dens afløser mellem Valbyparken og Frederiksberg Allé blev linje 9A, der omlagdes til Valbyparken i stedet for at køre gennem City til Christianshavn og Refshaleøen. Efter at bus 7526 således var ankommet til Valbyparken, skiltedes bussen om, og fortsatte i driften på linje 9A's nye rute. Bussen blev den tredje 9A'er med afgang herfra kl. 0.42 og ses her under opholdet ved Valbyparken. Umove overtog både linje 3A og 9A fra Arriva i december 2015 og fik leveret de 40 busser i denne serie til kørslen.
Foto: Thomas de Laine, 13. oktober 2019.
Umove 7536 på Vigerslev Allé ved Carlsberg st., København

Da vejforholdene var klar til det, blev linje 9A fra maj 2020 omlagt til at køre ad Vesterfælledvej og Platanvej til Frederiksberg Allé i stedet for via Enghave Plads. Det bringer busserne den korte tur fra Enghavevej ad Vigerslev Allé til Vesterfælledvej og Carlsberg station. Lysreguleringerne, cykel- og biltrafikken på dette stykke af Vigerslev Allé er dog sådan, at busserne i myldretiden kan være over 10 minutter om den blot cirka 200 meter lange tur ad Vigerslev Allé! Umove 7536, VDL Citea LLE årg. 2015, på Vigerslev Allé - med god plads på en lørdag i Corona-tiden.
Foto: Thomas de Laine, 27. juni 2020.
Øresundstog på Rungsted Kyst st.

Øresundstogene - dansk litra ET og svensk X31K - blev bygget af Adtranz/Bombardier i årene 2000-2012 til brug for trafikken mellem Danmark og Skåne over Øresundsbroen, som åbnede 2. juli 2000. Togene kan derfor både køre på dansk og svensk kørestrøm (25 kV/50 Hz hhv. 15 kV/16⅔ Hz), og har såvel dansk som svensk ATC. Der blev til sammen bygget 111 togsæt, som dog kommer langt omkring på svensk side, og den store serie inkluderer et lille antal i den svenske variant X32. På dansk side var kørslen over Øresund i mange år koblet sammen med Kystbanen, og derfor dominerede Øresundstogene også mellem København og Helsingør. Det er iidlertid blevet ændret i begyndelsen af 2020'erne. Siden december 2022 varetages kørslen over Øresund alene af svenskerne, og togene kører nu kun op til Østerport. Andre af DSBs tog trafikerer derfor Kystbanen, som er blevet koblet sammen med den sjællandske regionaltrafik. Kun 10 Øresundstog er tilbage i folden hos DSB, og de kan til gengæld nu opleves så aparte steder som mellem Slagelse og Lufthavnen og har sågar været planmæssigt indsat i tog til Odense. Mens ET/X31K endnu var hverdag på Kystbanen ses her på Rungsted Kyst station to tog mod København: TIl venstre et tog med sæt 36, bygget 2002, forrest, der kommer fra Helsingør, og til højre sæt 17, bygget 2000, der ekstraordinært er vendt i Rungsted.
Foto: Thomas de Laine, 22. februar 2015.
Nobina 6154 ved Stenløse st.

I afdelingen for almindelig grå hverdag på busscenen finder man f.eks. Nobina 6154, en Mercedes-Benz O530LE Citaro årg. 2014, som her ses indsat på linje 312 ved Stenløse st. Nobina modtog en serie busser af typen til overtagelsen af linje 312 og flere andre linjer fra Umove/Fjord-bus i 2014, og disse er blot en delmængde af de mere end 70 Citaro'er, der indgår i Nobinas vognpark i Movialand.
Foto: Thomas de Laine, 5. september 2015.
Ex. City-Trafik 2474 på Szabadföld út, Budapest, Ungarn

I alt 8 Volvo 7700-hybridbusser kom til Danmark som demo- og prøvebusser i 2010-11. Seks af dem blev indsat af City-Trafik i et treårigt forsøg - halvdelen i Aalborg (busnr. 679-681) og halvdelen i København (busnr. 2473-2475). Efter afslutningen af prøveperioden blev City-Trafiks forsøgsbusser returneret til Volvo. Maj 2014 var fem af dem kortvarigt i brug hos Arriva som ekstravogne til Melodi Grand Prix i København, men ellers vagabonderede alle otte hybridbusser rundt mellem forskellige busselskaber i nogle år. I 2017 solgtes seks af de otte busser dog til bybusselskabet BKV i Budapest, hvor de er blevet ført sammen med en række søskende med fortid i bl.a. tyske byer, og alle er opmalet i BKVs Midttrafik-blå design. På en 35 grader varm sommerdag i 2022 passerer ex. City-Trafik 2474 Cinkota HÉV-station på sin rute ad Szabadföld út som linje 92 i det nordøstlige Budapest.
Foto: Thomas de Laine, 20. juli 2022.
Dyssells Busser 101 "Alma" ved Køge st.

Togbusser er bestemt ikke noget sjældent syn, men særligt sommeren er sæson for store sporarbejder, hvor længere strækninger betjenes med togbusser over adskillige uger. I sommeren 2015 var S-togene mellem Solrød Strand og Køge erstattet med busser, og blandt det lidt mere usædvanlige materiel, der kunne opleves, var nogle Volvo B12MA/Säffle-ledbusser (8500A) med fortid hos Busslink (Keolis) i Stockholm. Busserne ejedes nu af Dyssells Busser, men var stadig i Storstockholms Lokaltrafiks røde design. Her er det vogn 101 med navnet "Alma", som hviler ud ved Køge st. Bussen havde internt vognnummer 1260 i Stockholm, og den er bygget i 2006. Dyssell havde også to søstervogne, nr. 102 med navnet "Viggo" og 103, der hed "Luna". De farverige busser er alle tre blevet taget ud af drift i løbet af 2021 og 2022.
Foto: Thomas de Laine, 8. august 2015.