Myldretid

Menu

Billeder

Der er 6.111 billeder på Myldretid. Find billeder ud fra tags eller linjenummer, eller prøv lykken for at se tilfældige billeder.

Søg i Billeder efter:

Arriva 1045 på Borups Allé, København

Arriva 1045 på Borups Allé, København

Et vejarbejde i foråret 2023 medfører, at de københavnske linjer 68 og 250S ikke som normalt kan køre fra Bellahøj mod Hareskovvej i nordvestlig retning. I stedet er linjerne omlagt gennem Frederikssundsvejstunnelen under Bellahøj. På Arriva 1045, Volvo B7RLE/Säffle (8500LE) årg. 2009, viser skiltet "Lyngby st. via Utterslev Torv", men det er løgn og latin, for omlægningen betyder, at bussen må køre ad Hareskovvej helt ud til Mosesvinget ved Utterslev Mose og ad Mosesvinget tilbage til den normale rute. Dermed kommer bussen et godt stykke uden om Utterslev Torv. Bussen er her på Frederikssundsvejstunneldelen af Borups Allé lige sydøst for Bellahøjs busterminal, der ligger på brodækket over tunnelen.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2023.

DSB MO 1846 afgår fra Gørlev

DSB MO 1846 afgår fra Gørlev

Jernbanen mellem Slagelse og Værslev øst for Kalundborg har 125-årsjubilæum i maj 2023. Banen åbnede 1. maj 1898 og gav, sammen Næstved-Slagelse-banen, en slags tværgående forbindelse på Syd- og Vestsjælland mellem de radiale hovedbaner, der strålede ud fra København. I Værslev-enden fortsatte togene ad Nordvestbanen til Kalundborg. Slagelse-Værslev var dog blandt de mange DSB-sidebaner, som måtte lade livet i 1971, så maj 2023 er også 52-året for DSBs indstilling af persontrafikken på banen, ligesom strækningen mellem Gørlev og Værslev helt blev nedlagt. Sporet fik dog lov at ligge i en årrække. Mellem Høng og Slagelse overtog Høng-Tølløse Jernbanes skinnebusser persontrafikken, og ellers var det rutebiler. Mellem Høng og Gørlev fortsatte DSB med at køre godstog. 125-årsjubilæet markeredes i weekenden 13.-14. maj 2023 af Vestsjællands Veterantog i Høng med kørsel Slagelse-Høng-Gørlev. Man indsatte dels eget tog bestående af Triangel-motorvogne, og dels var der besøg af DSB MO 1846, Frichs 1954, fra Jernbanemuseet i Odense. Netop MO-vognene var helt almindelige på Slagelse-Værslev og mange andre sidebaner. De var i nogen grad med til at slå disse baner ihjel, idet de tunge MO-vogne var hårde ved sporene, og samtidig var de tomandsbetjente og dermed dyre i drift. Slagelse-Værslev havde nok været bedre tjent med enmandsbetjente skinnebusser i lighed med f.eks. Tølløsebanens, men skinnebusser havde DSB en stærk aversion overfor...! Her afgår DSB MO 1846 fra Gørlev. I baggrunden anes banens gamle station i Gørlev, som i dag anvendes til privat beboelse.

Foto: Thomas de Laine, 14. maj 2023.

DSB MO 1846 i Høng

DSB MO 1846 i Høng

DSBs MO-motorvogne er en ægte klassiker, og de satte deres præg på den danske jernbane fra leveringen af de første i 1935 til udrangeringen af de sidste i 1984. Førkrigsserierne af litra MO udgjorde 49 motorvogne bygget 1935-40, nemlig MO nr. 551-599, hvoraf de fleste senere blev omnummereret til 1951-1999. Efterkrigsserien bestod af 90 motorvogne bygget 1951-58, nummereret MO 1801-1890. Mange MO-tog blev erstattet af de nye, tyskbyggede MR-tog, mens andre så at sige blev erstattet af rutebiler i forbindelse med bl.a. de omfattende sidebanenedlæggelser i 1971. På Sjælland gik man mere over til lokomotivtrukne regionaltog med styrevogne, ligesom man på Hareskovbanen i stedet fik S-tog. Således blev antallet af MO stærkt reduceret i løbet af 1970'erne, og i 1984 forsvandt de sidste MO-tog hos DSB, da Hillerød-Helsingør overgik til betjening med lynetter af privatbanetypen. Flere MO-vogne er heldigvis overgået til bevaring, og et flot eksemplar er MO 1846, bygget af Frichs i 1954, som tilhører Jernbanemuseet i Odense. Vognen udløber imidlertid af revision i november 2023, og fortsat kørsel vil indebære, at vognen i høj grad må skilles ad og samles igen. Det ønsker Jernbanemuseet ikke, idet man vil bevare vognen, som den fremstod efter den modernisering, vognen fik som driftsvogn i 1970 - hvilket ikke ville overleve en adskillelse og gensamling. Derfor overgår vognen i 2023 til at være "museumsgenstand", og den vil derfor kun være udstillet og ikke længere på skinnerne som veterantog. Da vognen 13.-14. maj 2023 gæstede Slagelse-Værslev-banen i anledning af strækningens 125-årsjubilæum, var det derfor også et af flere afskedsarrangementer for MO 1846, som finder sted i løbet af 2023, ikke mindst mellem Odense og Fruens Bøge. På dette billede afgår MO 1846 fra Høng mod Slagelse, og den var ganske velbesøgt.

Foto: Thomas de Laine, 14. maj 2023.

DSB MO 1846 ved Gørlev st.

DSB MO 1846 ved Gørlev st.

DSB MO 1846, bygget 1954 på Frichs, er ankommet til Gørlev, hvor Vestsjællands Veterantog har indrettet sin egen særlige perron med bl.a. borde til servering en lille smule syd for den "rigtige" Gørlev station. I baggrunden knejser sukkerfabrikkens siloer. Netop Gørlev Sukkerfabrik var årsag til, at strækningen mellem Høng og Gørlev ikke blev nedlagt i 1971, da DSB ellers indstillede trafikken på Slagelse-Værslev-banen. Man fortsatte på dette stykke som godsbane, og selvom gods på bane ikke længere er, hvad det har været, så er det heldigt for Vestsjællands Veterantog i Høng, at strækningen blev bibeholdt, så man i dag kan køre på banen. MO 1846 tilhører dog Jernbanemuseet i Odense, men gæstede banen i anledning af dens 125-årsjubilæum.

Foto: Thomas de Laine, 14. maj 2023.

Nobina 6406 ved Malmparken st.

Nobina 6406 ved Malmparken st.

Malmparken station på Frederikssundbanen åbnede i weekenden 28.-29. maj 1989, samtidig med at S-togene erstattede de lokomotivtrukne tog på strækningen Ballerup-Frederikssund. Flest busser har stationen altid haft i form af busbetjeningen på vejen Malmparken, som stationen er opkaldt efter, nemlig linjer som 7E og de sidste mange år 350S. Men der blev også indrettet en lille busterminal på sydsiden af stationen, som i midten af 2010'erne blev erstattet af den nuværende terminal. Det har været meget skiftende, hvilke linjer, der har haft endestation i terminalen, men det har især været forskellige former for myldretids- og ekspresbuslinjer - især hvis de har heddet 153 eller 153E! Nogle måneder i 2014-15 havde linjerne 142 og 145 desuden endestation ved Malmparken st. Da Region Hovedstaden indledte sit E-buseventur i marts 2016, fik Malmparken st. betjening med hele to af de nye linjer. Linje 40E passerer stationen ude på Malmparken, mens linje 55E har endestation i terminalen. Her er det en linje 40E mod Høje Taastrup, der netop er kørt under S-banebroen, som stationens perroner er placeret på ydersiderne af. Bussen er Nobina 6406, en Mercedes-Benz O530LE MÜ Citaro leveret til opstarten af linjen.

Foto: Thomas de Laine, 26. juli 2021.

Lokalbus 4468 som linje 215 ved Havdrup st.

Lokalbus 4468 som linje 215 ved Havdrup st.

Linje 215 blev oprettet 31. maj 1992 og har forbundet Havdrup, Viby og Osted lige siden, mens linjens øvrige dele har ændret sig flere gange. Fra oprettelsen kørte linje 215 fra Roskilde st. til Osted Kro, som siden 1970'erne havde været endestation for den daværende linje 214 mellem Osted, Viby, Havdrup og Solrød Strand st. Fra Osted overtog linje 215 mandag-fredag kørslen fra linje 214 til Havdrup. I praksis videreførtes busserne fra Havdrup som linje 213 til Solrød. Efter et år overtoges også weekendkørslen fra linje 214, som nedlagdes. Al kørsel i weekenden blev dog skåret væk fra december 2003. Syv år senere gennemførtes nogle store ændringer i det linjekompleks, som linje 215 indgik i, og ved den lejlighed ophørte linje 215 med at betjene strækningen mellem Osted og Roskilde. I stedet fortsatte busserne fra Osted til Avnstrup, og linje 215 erstattede fuldt ud linje 213 mellem Havdrup og Solrød Strand. På strækningen Havdrup-Solrød fik linjen også kørsel aften og weekend, hvilket kom til at gælde hele linjen fra august 2011. December 2012 blev linjen afkortet i vest til endestation ved Viby st., men det varede kun tre år. December 2015 blev linje 215 forlænget via Osted og Avnstrup til Hvalsø st., og fra Hvalsø fortsætter busserne som linje 219 til Kirke Hyllinge og omvendt. Dermed har man skabt en forholdsvis lang linje, der giver mulighed for at komme uden skift mellem Solrød og Kirke Hyllinge, hvilket der næppe er mange, der benytter sig af. Undervejs betjenes stationer på Køge Bugt-banen (Solrød Strand), Lille Syd (Havdrup), Vestbanen (Viby) og Nordvestbanen (Hvalsø). En hel række busselskaber har med årene betjent linje 215, nemlig City-Trafik (indtil 1994), Linjebus (1994-98), Bus Danmark (1998-99), Arriva (1999-2019, dog afbrudt af tre måneder med Wulff Bus i 2004), Keolis (2015-22) og Lokalbus/Vikingbus (2019-22) samt siden december 2022 DitoBus. I perioden december 2015-december 2022 var kørslen på hverdage delt mellem to busselskaber, nemlig det med kontrakten om linje 215 og det med kontrakten om linje 219. Lokalbus 4468, en Iveco Crossway LE nyleveret til linjen i 2019, holder ved Havdrup st. som linje 215 mod Solrød Strand.

Foto: Thomas de Laine, 11. december 2020.

Arriva AR 1024 på Aarhus H

Arriva AR 1024 på Aarhus H

Arriva har nu kørt tog i Danmark i lige knap 21 år, nemlig siden overtagelsen af privatbanen Vestbanen 1. juni 2022. Fra januar 2003 overtoges tillige trafikken på en mængde statsbanestrækninger i Midt- og Vestjylland, og denne kørsel er blevet genvundet to gange siden. Ved seneste genudbud kom også Svendborgbanen med, således at Arrivas tog nu også er dagligdag på Fyn. Til kørslen på den oprindelige kontrakt for staten leveredes bl.a. AR 1024, som er en Alstom Lint 21, der ankom i 2004. Her ses togsættet på Aarhus H før afgang mod Viborg i sommeren 2020. Til venstre for toget er det letbanens perron.

Foto: Thomas de Laine, 30. juli 2020.

Arriva 1715 i Hillerød garage

Arriva 1715 i Hillerød garage

Volvo B10BLE med Säffle System 2000NL-karosseri blev mellem 1997 og 2002 leveret i langt over 300 eksemplarer til kørsel i Hovedstadsområdet, og da busserne var stabile, velkørende og tålte lange perioder med dårlig vedligeholdelse, kunne man træffe dem på gaden som ordinære rutebusser helt frem til foråret 2019. En af leverancerne af typen var de 34 busser med numrene 1700-1733, der leveredes til Arriva i Køge forud for kontraktbegyndelsen i 8. udbud på linjerne 121, 126 og 127 m.fl. Busserne erstattede en vognpark bestående af en anden klassiker, nemlig aldrende Volvo B10M'er, men ved 8. udbud var det første gang, kørslen i Køge Bugt-området var i udbud, så der skete en kraftig fornyelse, og området fik en temmelig sen premiere på busser med lavt gulv. Da kontrakten udløb i 2005, måtte Arriva dog aflevere kørslen, og 1700-vognene spredtes til forskellige andre opgaver. Et par håndfulde kom til Arriva i Hillerød, hvor de blev brugt frem til december 2011. Denne her, bus 1715, som er fotograferet på det daværende garageanlæg i Hillerød i maj 2011, kan med lidt held faktisk træffes på gaden i 2023, idet den anvendes som partybus.

Foto: Thomas de Laine, 28. maj 2011.

Ex. City-Trafik 2937 i Skopje, Makedonien

Ex. City-Trafik 2937 i Skopje, Makedonien

Nordmakedonien - eller Republikken Makedonien, som landet 1991-2019 kaldte sig - er blandt aftagerne af brugte danske busser, selvom eksporten hertil aldrig har haft samme omfang som til f.eks. Polen, Rusland eller de baltiske lande. City-Trafik 2937, DAB 15-1200C mk. III årg. 1996, fandt til landets hovedstad Skopje i 2010-11, og her ses den i drift i byen i juni 2015. Bussen nyleveredes til opstarten af HTs buslinje 550S og City-Trafiks overtagelse af linje 500S, men udrangeredes i 2003, da kontrakten udløb. Herefter kørte den nogle år hos Solsidens Turistfart i Nørresundby, inden den via Vejstruprød Busimport blev eksporteret.

Foto: Thomas de Laine, 1. juni 2015.

Vikingbus 9408 som togbus på Rebildvej, Vanløse

Vikingbus 9408 som togbus på Rebildvej, Vanløse

Togbuskørsel er nu om dage sat ganske meget i system. Blandt andet har Vikingbus en stor kontrakt med DSB om både planlagt og akut togbuskørsel. Der anvendes i vid udstrækning underentreprenører, men Vikingbus kører også meget selv. I 2019 købte Vikingbus - dengang Lokalbus - ni brugte Irisbus Crossway LE fra Norge, der blev indsat som togbusser og på diverse faste ekstrakørsler for Movia. Busserne blev nummereret 9401-9409 og bar alle den hvide og orange bemaling fra det norske trafikselskab, de havde kørt for. Alle busserne indgår stadig i Vikingbus' vognpark i foråret 2023, men siden har flere af dem fået selskabets eget hvide, blå og røde design. På et tidspunkt i april 2022 kørte S-togslinje F kun på den sydlige del af Ringbanen, nemlig mellem Fuglebakken og Ny Ellebjerg stationer. Til erstatning for den nordlige del var der indsat togbusser, hvoraf "Rød togbus" betjente alle stationerne mellem Hellerup og Fuglebakken og derfra fortsatte uden stop til Flintholm station. Vikingbus 9408 (ex. Nettbuss, Norge, nr. 23028), Irisbus Crossway LE årg. 2012, nærmer sig Flintholm ad Rebildvej i Vanløse en fredelig forårssøndag.

Foto: Thomas de Laine, 24. april 2022.

HT 1596 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

HT 1596 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Gennem en årrække havde HT den opfattelse, at chaufførerne ikke var i stand til at overvåge sikker udstigning af mere end midterdørene i en bus, og derfor blev alle nyleverede bybusser til HT og entreprenørerne frem til omkring 1980 bygget uden mulighed for udstigning fra den bageste del af bussen. Det kunne bl.a. give problemer med at få de rejsende til at gå langt nok tilbage og udnytte bagenden af bussen, da man risikerede ikke at kunne kæmpe sig frem til midterdørene i en fyldt bus hurtigt nok, når man skulle af. Trafikselskabets holdning ændrede sig efter et vellykket forsøg med et par "rigtige" bybusser med en ekstra dør bagest, og 1981-85 gik man så langt, at man fik leveret 91 busser med tre sæt dobbeltdøre og en stor bagperron. Disse busser havde plads til rigtig mange passagerer og kunne tillige udveksle dem hurtigt ved stoppestederne, men det virkede ikke altid som om, busserne blev tildelt linjer ud fra overvejelser om, hvor de egenskaber ville være nyttige. I 1992 blev 17 af busserne solgt til Linjebus i forbindelse med privatiseringen af HTs kørsel, og herefter blev de siddepladsfattige, men dørrige busser anvendt på nærtrafik- og landruter kørt af Linjebus' garager i Hørsholm og Roskilde! HT 1596, Volvo B10M-60/Aabenraa årg. 1983, var en af "bagperronbusserne", og den er flot sat i stand og bevaret på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. De fleste busser i denne serie blev i 1994-95 ReBUS-renoveret, men enkelte - herunder 1596 - bevarede det oprindelige interiør. Her ses bussens mange døre tydeligt, mens den står på tværs af forpladsen foran remise 1 på Sporvejsmuseet i sommeren 2011.

Foto: Thomas de Laine, 8. august 2011.

DitoBus 4811 som linje 615 afgår fra Sorø st.

DitoBus 4811 som linje 615 afgår fra Sorø st.

Da den sjællandske vestbane i 1856 blev forlænget fra Roskilde til Korsør, var den blevet ført syd om Sorø Sø og dermed et godt stykke syd om byen. Derfor findes der stadig i dag både en busterminal ved Sorø station og en "Sorø Byterminal", og flere buslinjer betjener begge og giver dermed forbindelse mellem toget og byen. Blandt de nævnte linjer er 615'eren, som fra Sorø Byterminal kører via Sorø station til Fuglebjerg og Bisserup. DitoBus 4811, Volvo B12M-62/Carrus årg. 2005, ses her på Stationspladsen i Sorø efter afgang mod Bisserup. I årene 1903-1950 forbandt en jernbanelinje Sorø station med Sorø by og Vedde på Tølløsebanen. På Sorø station lå denne banes sporareal bag bussen på billedet, og banens gamle tracé gennem skoven herfra og til Sorø by henligger som sti.

Foto: Thomas de Laine, 30. marts 2022.

Arriva 1665 som linje 200S på Tårnvej ved Rødovre Centrum

Arriva 1665 som linje 200S på Tårnvej ved Rødovre Centrum

HT oprettede linje 200S som trafikselskabets fjerde S-buslinje ved sommerkøreplansskiftet 2. juni 1991. Linjen udgik fra Friheden st. og kørte via Hvidovre Hospital, Rødovre st., Rødovre Centrum, Husum Torv, Gladsaxe Trafikplads og Buddinge til Lyngby st. Ruten har egentlig ikke været ændret meget i de forløbne 32 år, men det bør nævnes, at linjen i 1994-95 var forlænget til Klampenborg st. i myldretiderne, at den siden 2010 fortsætter til Avedøre Holme i myldretiderne, og at den i 2017 blev afkortet fra Lyngby st. til Buddinge st. Den kan ventes afkortet yderligere et stykke, nemlig til Gladsaxe Trafikplads, i forbindelse med Ring 3-letbanens åbning. Det var HTs egen busdivision, der kørte linjen fra oprettelsen, og det var med Leyland-DAB serie 8-busser stationeret på garageanlægget i Gladsaxe. 1994-98 stod Unibus for kørslen, som derefter overgik til Combus, hvis busser og linjer overtoges af Connex i 2001. City-Trafik vandt linjen med virkning fra 2004 og kørte frem til foråret 2012, hvor den måtte afleveres til Arriva, som stadig kører på linjen. Materiellet har skiftet en del, hovedsageligt ved kontraktskiftene i 1994, 1998 og 2004, men i de seneste år har Arriva rokeret busser mellem linje 200S og andre linjer et par gange. I nogle år optrådte flere af de Volvo B12BLE/Vest-busser, Arriva i 2017 overtog med linje 5A fra Keolis, således på 200S, men de er efterfølgende udvekslet med lidt nyere Scania OmniLink-busser. Her er det 1665 (opr. Nettbuss 8465), Volvo B12BLE-61/Vest årg. 2007, på Tårnvej i Rødovre.

Foto: Thomas de Laine, 27. februar 2021.

Arriva 2246 på Midttrafik-rute 200 ved Universitetsparken, Aarhus

Arriva 2246 på Midttrafik-rute 200 ved Universitetsparken, Aarhus

8. august 2011 blev der indført et nyt bybussystem i Aarhus, hvor A-busbegrebet blev adopteret fra København. Ved samme lejlighed var der optræk til, at også rutebilruterne 100 og 200 skulle "moviaficeres" med indførelsen af et S-buskoncept, men sådan blev det alligevel ikke, da det kom til stykket. På det, som dermed ikke er den aarhusianske 200S, ses her Arriva 2246, Volvo B8R/Wroclaw årg. 2017, på Nørrebrogade ved Universitetsparken.

Foto: Thomas de Laine, 31. juli 2020.

Lokaltog Lm 24 øst for Ravnholm st.

Lokaltog Lm 24 øst for Ravnholm st.

Nærumbanen har udskiftet hele sin materielpark på én gang tre gange i banens snart 125-årige historie, nemlig i 1952, 1968 og 1999. Banens fire nuværende Duewag RegioSprintere, Lm 22-25, blev indsat i februar 1999, hvor de erstattede banens solokørende Y-togsmotorvogne. Om nogle år gentager historien sig måske, idet Lokaltog har et udbud af batteritog i gang, som bl.a. skal afløse RegioSprinter-materiellet. Der er i øvrigt kun bygget temmelig få RegionSprintere i alt, og der er nærmest tale om en slags dieselsporvogn, som i Zwickau i Tyskland faktisk kører helt ind i byen på et spor, som deles med en af sporvognslinjerne. Nærumbanen har på papiret været elektrificeret flere gange, og en sammenkobling med den under anlæg værende Ring 3-letbane har været overvejet, men indtil videre kører den hyggelige, lille bane videre i isolation. Banen forbandt oprindeligt Lyngby på Nordbanen med Vedbæk på Kystbanen, men strækningen mellem Nærum og Vedbæk blev nedlagt i begyndelsen af 1920'erne som den første egentlige jernbanenedlæggelse i landet. I 1936 og 1954 blev først den sydlige og dernæst den nordlige endestation tillige flyttet. RegioSprinter Lm 24 er på dette billede på vej mod Nærum lige øst for Ravnholm station. Til venstre ligger den tidligere Ravnholm Papirfabrik, som engang havde betydning for banen som godskunde med sidespor til fabrikken.

Foto: Thomas de Laine, 30. april 2023.

Nobina 6504 ved Kolding st.

Nobina 6504 ved Kolding st.

Der er foreløbig solgt 83 Ebusco'er i Danark, som alle er af modellen 2.2 og for de 81' vedkommende leveret til Nobina - herunder De Blaa Omnibusser - i 2021-23. 29 af busserne blev indsat i Kolding ved Nobinas overtagelse af bybuskørslen fra Tide Bus fra ultimo juni 2022, og det er eneste vogntype på kørslen de næste 10 år. Kolding-vognene er nummereret direkte i forlængelse af de Ebusco'er, der blev leveret til Roskilde og Frederikssund garager i 2022. Bus 6504, som her forlader Kolding st. på Sydtrafiks rute 254 mod Hejlsminde, er dermed laveste busnummer på Kolding-kørslen, hvor busserne altså også optræder på visse rutebilruter.

Foto: Thomas de Laine, 26. april 2023.

MZK Oswiecim 70 på Stanislawa Konarskiego, Oswiecim

MZK Oswiecim 70 på Stanislawa Konarskiego, Oswiecim

Bybusserne i den polske by Oswiecim (som de fleste nok har hørt om under det tyske bynavn Auschwitz) var nogen af de første, der i 1990'erne begyndte at køre med brugte DAB-busser fra Danmark. I 1991 fik man således nogle busser med fortid som bybusser i Taastrup, Silkeborg og Randers. Senere fulgte flere bølger af danske busser, og der har tilsammen kørt 36 DAB-busser i Oswiecim. De første busser fra Danmark kom ved leveringen i HT-gul og med "DAB-Silkeborg" skrevet på fronten, og dette design adopterede man for bybusserne i Oswiecim. Dog fik kun DAB-busser "DAB-Silkeborg"-markeringen! Men mod slutningen af 2010'erne har man ændret sit bybusdesign til en mere "fesengul" suppleret med rødt, og de fleste busser er nu moderne Solaris Urbino'er. I foråret 2023 er der kun en god håndfuld DAB-busser tilbage, og den daglige indsats med DAB begrænser sig til ca. 1-3 vogne morgen og eftermiddag på skoledage. MZK Oswiecim vogn 70 er en DAB-Silkeborg 12-1200B leveret i november 1997 til Århus Sporveje som nr. 346 og indgår dermed i den absolut sidste serie 12-busser, der nogensinde blev bygget hos DAB. Den blev taget ud af drift i Aarhus i 2008 og kom til Oswiecim det følgende år. Bussen er en af dem, der stadig kører i 2023, men her ses den i september 2017 i trafik som linje 16 på Stanislawa Konarskiego.

Foto: Thomas de Laine, 14. september 2017.

Dyssells Busser 113 ved Høje Taastrup st.

Dyssells Busser 113 ved Høje Taastrup st.

Pendlerne på Frederikssundbanen fik en varm sommer i 2018, hvor S-togstrafikken til Frederikssund i en lang periode var erstattet af busser. Årsagen var en større fornyelse, hvor bl.a. skinner og sveller mellem Valby og Frederikssund skulle udskiftes, ligesom ni broer på strækningen blev renoveret. Der blev i stedet indsat togbusser og muliggjort kørsel via andre banefingre. "Brun togbus" kørte f.eks. Egedal-Stenløse-Veksø-Høje Taastrup. Blandt de mange busselskaber, der deltog i kørslen, var Dyssells Busser, som kørte med denne Volvo B12MA-55/Säffle-ledbus fra 2008. Bussen blev nyleveret til Nilsbuss i Vimmerby i Sverige, men kørte 2018-22 hos Dyssells Busser som vogn 113 (vognnummeret 2, som endnu ses på bussen, hidrører fra Nilsbuss). Det fine køretøj ankommer på dette billede til Høje Taastrup st. som "Brun togbus".

Foto: Thomas de Laine, 24. august 2018.

Sidste bus på Bornholmerbussen afgår fra Københavns Hovedbanegård

Sidste bus på Bornholmerbussen afgår fra Københavns Hovedbanegård

Søndag 30. april 2023 kørte "Bornholmerbussen" - altså Gråhundbus' fjernbusrute mellem Københavns Hovedbanegård og Ystad med forbindelse til færgen til Rønne - for sidste gang. Ruten har været videreført af boet efter Jørgen Andersen siden vognmandens død i august 2022, men fremtiden er endnu ikke blevet afklaret, og tilladelsen til Bornholmerbussen er nu udløbet. Det er ikke helt umuligt, ruten kommer i gang igen, men indtil videre køres der ikke mere. Bornholmerbussen blev etableret i december 1981 og har været indbegrebet af en Bornholmstur for mange mennesker, har transporteret talrige lejrskoler og meget andet. Rutenummeret 866 lægger sig op ad Dampskibsselskabet af 1866, som i generationer har givet færgeforbindelse til Solskinsøen. Den sidste afgang mod Bornholm var kl. 18.35, og denne tur blev kørt af to busser, nemlig vogn 45 og 46. Den, der afgik sidst, var bus 46, en Irizar i6 fra 2020, og den passerer her Tietgensgade umiddelbart efter afgang. En æra er slut!

Foto: Thomas de Laine, 30. april 2023.

Ex. DSB 213 på Danmarks Busmuseum, Skælskør

Ex. DSB 213 på Danmarks Busmuseum, Skælskør

I slutningen af september 1968 overtog DSB rutebiltrafikken på Bornholm i forbindelse med nedlæggelsen af De Bornholmske Jernbaner (DBJ). DSB fik i den anledning leveret en mængde nye rutebiler, som traditionen tro var Volvo-busser. En af disse er bevaret på Danmarks Busmuseum i Skælskør, hvor den her ses. DSB nr. 213 er en kort Volvo B58 med Aabenraa-karosseri. Den havde oprindeligt dørarrangement 1-0-0, men da den senere blev overført til Sydsjælland, fik bussen indbygget midterdør. Efter udrangering i 1981 havde bussen et længere tilhørsforhold til Fyens Turist Service i Blommenslyst, og dens vognnummer hos dette firma, 23, ses stadig på bussen. I 2000 blev den overtaget af Jernbanemuseet, som imidlertid i 2015 skilte sig af med en del materiel, og da overgik bussen til Bushistorisk Selskab, hvis busser i dag findes på Danmarks Busmuseum. Museet råder også over en fint istandsat Leyland-DAB, som DBJ anskaffede før statsbanernes overtagelse.

Foto: Thomas de Laine, 7. august 2016.

City-Trafik 2740 på Tietgensbro ved Københavns Hovedbanegård

City-Trafik 2740 på Tietgensbro ved Københavns Hovedbanegård

Tietgensbroen, der fører Tietgensgade over sporene i sydenden af Københavns Hovedbanegård, blev taget i brug i 1907 - fire år før selve banegårdens åbning. Den bar fra begyndelsen sporvogne, som dog i 1960'erne blev erstattet af busser, der har benyttet broen lige siden. Der er busstoppesteder på Tietgensbro, som sammen med busterminalen i Bernstorffsgade, stoppestederne i Vesterbrogade ved Frihedsstøtten og stoppestederne i Reventlowsgade bidrager til at vanskeliggøre overblikket for gæster i byen. Imidlertid var det først i 1970'erne, at der blev etableret trappeadgang til banegårdens perroner fra Tietgensbroen, og det skete i begyndelsen endda kun til S-banens perroner. Flere sporvogns- og buslinjer har kørt over broen og betjent Hovedbanegården ad denne vej i tidens løb. Oprindeligt var det sporvognslinje 6, som dog senere flyttedes til Vesterbrogade, så fra 1919 kørte linje 10 over broen, hvad den fortsatte med som bus fra 1968. Senere kom andre linjer til, herunder i årene 2003-2019 linje 1A, på hvilken City-Trafiks bus 2740, Volvo B12BLE-62/Aabenraa (8500LE) leveret til linjens oprettelse, her ses gøre holdt ved stoppestedet på broen. I 2023 er det linje 11 mellem Rådhuspladsen, Valby og Hvidovre, der kører over Tietgensbroen.

Foto: Thomas de Laine, 25. marts 2012.

Vikingbus 4407 som linje 102A i Algestrup

Vikingbus 4407 som linje 102A i Algestrup

Movias linje 102A blev etableret i december 2010, hvor der skete en større omlægning af buslinjerne i Køge Kommune. Linje 102A var dels en konvertering af den hidtidige bybuslinje 502 mellem Køge, Herfølge og Holmebæk til A-bus, og dels en sammenlægning med den historiske busrute ad Vordingborgvej via Dalby, Rønnede og Tappernøje til Præstø. Sidstnævnte har haft flere linjenumre i trafikselskabsårene, men i de sidste 16 år var det 256. Ruten blev i mange år kørt af DSB og derefter en periode i 1980'erne og 1990'erne af Møns Omnibusser, og busserne var desuden en stor del af rutens levetid uden passagerudveksling på fællesstrækningen med Køges bybuslinje til og fra Herfølge. Med sammenlægningen til A-buslinje 102A opnåede man, at rutebilerne kunne bidrage til kapaciteten og frekvensen på bybuslinjen. Til gengæld må de "lange" rejsende finde sig i omvejskørsel gennem Herfølge-Holmebæk og hårde bybussæder! En konsekvens er også, at Movia kører en regional buslinje som A-bus, hvilket vel må siges at være at strække konceptet lidt. Region Sjælland betaler således også en del af linje 102A, som i øvrigt er så lang, at en forlængelse i nordenden har været fravalgt for at undgå at komme for tæt på de 50 kilometers rutelængde, der udløser EUs køre- og hviletidsregler. Der var dog plads til, at linje 102A fra 11. april 2023 er blevet omlagt via Tureby station i Algestrup. Det er blevet relevant, fordi regionaltogsstrækningen mellem Køge og Næstved fra samme dato har fået direkte, elektriske tog til København to gange i timen ad den i 2019 åbnede højhastighedsbane via Køge Nord. Med korrespondancer på 5 minutter nordgående og 11 minutter sydgående giver linje 102A dermed folk i f.eks. Dalby, Rønnede, Tappernøje og Præstø mulighed for at nye godt af den nye, hurtige togforbindelse. Med omlægningen er Algestrup tilmed igen blevet koblet på Køges bybusnet efter mere end ti års fravær, omend ruten er en anden. Linje 102A har dog turen ad Sonnerupvej mellem Algestrup og Vordingborgvej til fælles med sine bybusforgængere, nemlig linje 4 (1971-77), 504 (1977-93) og 526 (1993-2010). Her kører Vikingbus 4407, Irisbus Crossway LE årg. 2011, ad Sonnerupvej ind i Algestrup på vej mod Præstø.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2023.

Lokaltog DM 507 ved Tureby st.

Lokaltog DM 507 ved Tureby st.

Lokaltog har siden november 2021 lejet tre Siemens Desiro-togsæt hos Nordjyske Jernbaner; litra DM nr. 503, 504 og 507 bygget i 2004 og 2005. Togene kører på Lollandsbanen, hvor der siden december samme år har været brug for tog udrustet til kørsel under fjernbanens nye ETCS-signalsystem for at kunne komme ind og ud af Nykøbing Falster station. De ældre IC2-togsæt, der ellers er fast materiel på banen, har ikke dette udstyr. Alle tre lejede togsæt er blevet iklædt Lokaltogs grå og gule farver, som er et revideret design i forhold til det, der i 00'erne blev introduceret af det daværende Lokalbanen i Nordsjælland. Overgangen mellem det gule og det grå er nemlig som noget nyt udformet som 47 prikker, der symboliserer Movia-områdets 45 kommuner og to regioner. I foråret 2023 havde DM 507 været en tur på S-togsværkstedet i Høje Taastrup og gjorde turen hjem til Lolland via Lille Syd, i hvilken forbindelse ETCS-udrustningen gjorde nytte! Her er toget på vej ind på Tureby station.

Foto: Thomas de Laine, 3. april 2023.

Umove 7346 på Vigerslev Allé, Valby

Umove 7346 på Vigerslev Allé, Valby

Movias operatører har til sammen 149 Yutong E12LF-elbusser i drift, og flere af typen er på vej. Dem, der allerede er i brug, udgør omkring en tiendedel af vognparken i Movialand. I de øvrige trafikselskaber er typen (endnu) ikke helt så talrig, men den anvendes også i Herning og Odense. Umove 7346, der blev leveret i 2021, ses her på Vigerslev Allé i Valby som linje 11 mod Rådhuspladsen.

Foto: Thomas de Laine, 25. marts 2023.

MZK Tomaszów Maz. 10 i Tomaszów Mazowiecki, Polen

MZK Tomaszów Maz. 10 i Tomaszów Mazowiecki, Polen

Bussen Trafikkselskap i Kristiansand i Norge købte i årene 1983-97 i alt 89 busser fra Leyland-DAB og senere DAB-Silkeborg. Det blev til både serie 7-, 12- og 15-busser, og for højgulvsbussernes vedkommende i såvel rutebil- som bybusudførelse. Og ligesom mange DAB-busser af samme årgange fra danske ejere endte en pæn del af de norske vogne i Polen. Bussen Trafikkselskap vogn 170 var denne DAB-Silkeborg 7-1200B fra 1990. Bemalingen og 7-segmenttallene i skiltekassen foran stammer fra Kristiansand, hvor man - som det ses - havde bybusser med "Aarhus-dørarrangement". Bussen kørte i Norge indtil 2005. Efterfølgende var den 2006-17 i trafik hos bybusselskabet MZK Tomaszów Mazowiecki i Tomaszów Mazowiecki i Polen, hvor den bar internnummer 10 og her er fotograferet i trafik.

Foto: Thomas de Laine, 20. september 2012.