Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2008 ➜
Forsøg med ethanolbus i København
Af Thomas de Laine
Ethanol bruges flere steder i Europa som drivmiddel. Man kan blandt andet møde ethanoldrevne busser i Stockholm, idet mere end 400 ethanolbusser er i brug i Sverige. Nu gennemfører Movia, Arriva og Scania i fællesskab et forsøg på linje 18 i København, hvor en ethanolbus sættes i drift.
Endnu er det kun Scania, der producerer bus- og lastbilmotorer, som kan køre på ethanol. Forsøgsbussen er da også netop en Scania, der fremstår i spraglede farver - i øvrigt samme bemaling som andre ethanolbusser af typen hos bybusselskabet MZK Słupsk i Polen. Bussen vil være at finde på linje 18 indtil 30. juni, og førsøgsbussen havde premiere fredag 9. maj.
Movia forventer, at forsøget kaster praktiske driftserfaringer med ethanol af sig, så teknologien kan vurderes ved kommende udbud af kørsel på Sjælland og Lolland-Falster. Under forsøget vil bussen blive vurderet ud fra miljøfordele, driftsstabilitet og personalets indtryk.
Ethanolbussernes udledning af CO2 (kuldioxid), der som bekendt menes at forårsage global opvarmning, er ca. 90 pct. mindre end dieselbussers. Reduktionen i CO2-udledning er dog "kun" 45-70 pct., hvis man indregner produktion, dyrkning og indsamling af råmaterialet, der anvendes ved fremstilling af ethanol. På den økonomiske side er køb af busser og tankanlæg dyrere end ved dieseldrift.
Ethanol fremstilles ved gæring af sukker- og stivelsesholdige materialer, og opbevaringen kræver særlige tankanlæg. Arriva på Østerbro har derfor lånt nogle mobile 1.000 liters tanke fra Stockholm under forsøget. Den ethanol, forsøgsbussen kører på, kommer ifølge Arriva fra affald fra den svenske papirindustri, der anvender træ fra de store svenske skove. Ethanol er i øvrigt det stof, der gør øl, vin og spiritus berusende.
Scania har leveret mere end 600 ethanolbusser siden 1989, og Vestsjællands Trafikselskab gennemførte i 2001 også et forsøg med en Scania-ethanolbus i samarbejde med DitoBus og Linjebus.
Kilde: Pressemeddelelse fra Movia 07.05.08; pressemeddelelse fra Arriva 07.05.08