Billeder ➜ Se billeder fra en bestemt buslinje ➜
Billeder af busser på linje 40
Senere linje 37.
Billeder fra andre linjer med samme nummer: 40E (fra 2016).
Her vises alle 14 billeder af busser på linjen gennem tiden:
HT 2022 i Øster Farimagsgade, København
HT 2022 (ex. NESA 22), Leyland-DAB serie II årg. 1973, som linje 40 i Øster Farimagsgade.
Foto: Niels Hertz, 21. september 1983.
Connex 5067 på Nørreport st.
Linje 40 på Nørreport station!? Jo, den er god nok. I perioden 1. marts-16. september 2005 er linje 40 omlagt i retning mod Artillerivej ad Frederiksborggade - Nørre Voldgade - Hammerichsgade med stop ved stoppestederne undervejs. I modsat retning køres som normalt ad Farimagsgade. Omlægningen skyldes arbejde med en ny fjernvarmeledning, der har betydet lukning af hele den ene halvdel af Nørre Farimagsgade. Den sydgående trafik må derfor søge andre veje.
Foto: Thomas de Laine, 25. maj 2005.
Veolia 5057 i Øster Farimagsgade, København
Mens København endnu havde sine volde, lå "Farimagsvejen" uden for disse, men inden for søerne, som en slags udenbys ringvej. Efter voldenes fald midt i 1800-tallet blev området bebygget mere tæt, og i 1875 ændredes vejens navn til Vester, Nørre og Øster Farimagsvej. Senere igen blev det til Vester, Nørre og Øster Farimagsgade. Langs den inderste del af Øster Farimagsgade omdannedes et stykke af Østervold med tilhørende glacis til den nuværende Botanisk Have. Det skete fra 1871. På den modsatte side af vejen opførtes 1859-1863 Kommunehospitalet, tegnet af arkitekt Christian Hansen. Farimagsgaderne får sporvogne i 1883, hvor Kjøbenhavns Forstæders Sporveisselskab opretter en hestesporvognslinje fra Trianglen og ad Østerbrogade og Farimagsgaderne til Halmtorvet, det nuværende Rådhuspladsen. Denne linje omstilles i 1901 til elektrisk drift og tildeles det efterfølgende år linjenummeret 4. Fra 1903-04 forlænges hver anden tur til Charlottenlund, Skovshoved og Klampenborg, mens de korte ture fra 1908 forlænges til Svanemøllen. Kort efter opdeles linjen, så de lange ture til Klampenborg udskilles som en selvstændig linje 14. De to linjer omlægges og forlænges senere, men fortsætter med at køre i Øster Farimagsgade mellem Østerbrogade og Frederiksborggade. 1884-1903 havde linjerne følgeskab i Øster Farimagsgade af en anden af Kjøbenhavns Forstæders Sporveisselskabs hestesporvognslinjer, som i 1902 blev tildelt nummeret 11, og 1908-63 af den elektriske linje 15. Linje 4 omstilles som en af de første sporvognslinjer i København til busdrift allerede i 1955. Busserne kører dog under linjenummeret 40. Linje 14 overlever derimod som sporvognslinje til 1965, og samtidig med 14'erens bussificering omlægges buslinje 43 ad Øster Farimagsgade. Der er ikke sket meget med linjerne gennem netop Øster Farimagsgade siden da, idet linjerne 14, 40 og 43 stadig står for betjeningen her. Fra 1990 omdøbtes cirka hver anden tur på linje 43 dog til 42, og 1988-2002 kørte også myldretidsekspresbusserne på linje 72E/79E gennem Øster Farimagsgade. Veolia 5057, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1997, som linje 40 i Øster Farimagsgade.
Foto: Thomas de Laine, 11. juni 2006.
Veolia 5090 ved Hovedbanegården, København
Veolia 5090, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1997, som linje 40 ved Hovedbanegården.
Foto: Thomas de Laine, 23. august 2007.
Arriva 1191 på Artillerivej, København
Arriva 1191 (ex. Veolia 5067) som linje 40 i endestationssløjfen i bunden af Artillerivej. Linjen har kørt hertil siden 1975, og sløjfen lå i øvrigt lige ud for HTs busanlæg på Artillerivej. Netop HT på Artillerivej kørte i mange år linjen. I september 1997 overgik den til Combus og fik gasbusser, som den har haft lige siden. Bus 1191 er leveret i denne forbindelse.
Foto: Thomas de Laine, 12. marts 2008.
Arriva 1198 og City-Trafik 2413 på Artillerivej, København
Både linje 34 og 40 forsvandt fra Islands Brygge ved køreplansskiftet i marts 2008. Arriva 1198 (ex. Veolia 5081) på linje 40 og City-Trafik 2413 på linje 34 i endestationssløjfen på Artillerivej.
Foto: Thomas de Laine, 12. marts 2008.
Arriva 1187 i Njalsgade
Københavnske linje 40 blev oprettet 21. januar 1954, hvor den erstattede en del af sporvognslinje 4, som man ikke ville bekoste en sporomlægning til i forbindelse med ibrugtagningen af den nye Langebro. I første omgang kørte buslinje 40 kun mellem Hovedbanegården og Halfdansgade på Islands Brygge, men fra 2. maj 1955 erstattede den også resten af sporvognslinje 4, der helt bortfaldt, idet der fra Hovedbanegården fortsattes ad Farimagsgaderne til Sølvtorvet. Samtidig forlængedes linjen på Islands Brygge til Kigkurren og på visse ture til Axel Heides Gade. I august 1960 blev linjen igen forlænget i begge ender; dels til Strandboulevarden og dels på Axel Heides Gade-turene til Thorvald Borgs Gade. Fra 1975 forlængedes linjen påny på Islands Brygge, nemlig til helt til bunden af Artillerivej. 16. marts 2008 omlagdes linje 40, så der ikke mere køres til Islands Brygge. I stedet er linjen afkortet til Vesterport st., hvorfra visse ture fortsætter via Christianshavn til Refshaleøen. Linjen betjener således slet ikke længere sin oprindelige rute. Arrivas bus 1187 (ex. Veolia 5057) som linje 40 i Njalsgade på Islands Brygge.
Foto: Thomas de Laine, 14. marts 2008.
Arriva 1188 i Øster Farimagsgade, København
Arriva 1188 (ex. Veolia 5058), DAB 15-1200C-gasbus årg. 1997, som linje 40 i Øster Farimagsgade.
Foto: Thomas de Laine, 30. august 2008.
Arriva 1187 i Øster Farimagsgade, København
Arriva 1187 (ex. Veolia 5057), DAB 15-1200C-gasbus årg. 1997, som linje 40 i Øster Farimagsgade. Linje 40 kørte med gasbusser fra september 1997 til udgangen af december 2008 - i mere end 11 år. Linjen er derved den, der indtil nu har haft gasbusser i længst tid. Rekorden vil dog akkurat blive slået af linje 42/43, når de til december 2009 mister gasbusserne efter at have haft dem siden sommeren 1998.
Foto: Thomas de Laine, 30. august 2008.
Arriva 1917 i Vester Farimagsgade, København
Linje 40 har haft DAB-gasbusser siden september 1997, hvor bustypen første gang sattes i drift. Det er dermed den linje, der har haft gasbusser i længst tid. 2. januar 2009 blev gasbusserne skiftet ud med en sending fabriksnye Scania OmniLink, nr. 1917-1924. En nyhed på disse busser er alkolås, hvor chaufføren så at sige skal blæse i alkoholmeter for overhovedet at kunne starte bussen. Der er samtidig leveret 21 tilsvarende busser, som sættes i drift på linjerne 30, 32, 33, 36, 75E og 76E, når disse fra søndag 11. januar skal køres fra Arrivas nyoprettede busanlæg ved Uplandsgade på Amager. Bus 1917 som linje 40 i Vester Farimagsgade.
Foto: Thomas de Laine, 10. januar 2009.
Arriva 1919 ved Nordhavn st., København
Arriva 1919, Scania OmniLink årg. 2008, som linje 40 ved Nordhavn st. I dagtimerne om lørdagen kører kun en enkelt tur i timen hele vejen til Refshaleøen. De øvrige ture vender ved at køre rundt om Vesterport st.
Foto: Thomas de Laine, 10. januar 2009.
Arriva 1919 forfra ved Nordhavn st., København
En forskel på denne og tidligere leverancer af Scania OmniLink'er til Hovedstadsområdet er tilstedeværelsen af den grå Scania-oval på fronten. Vist ikke helt i overensstemmelse med Movias designkrav! Bus 1919, Scania OmniLink årg. 2008, ved Nordhavn st.
Foto: Thomas de Laine, 10. januar 2009.
Arriva 1924 ved Christiansborg, København
Arriva 1924, Scania OmniLink årg. 2008, som linje 40 ved Christiansborg.
Foto: Thomas Weidekamp, 29. oktober 2010.
Arriva 1918 ved Vesterport st., København
Tagkantreklamer på busserne er der ikke tradition for i København, mens det f.eks. i Århus er almindeligt. Nu kan fænomenet dog også ses på Movias busser. Her er det Arriva 1918, Scania OmniLink årg. 2008, med tagkantreklame på linje 40 ved Vesterport st.
Foto: Thomas de Laine, 7. januar 2011.