Myldretid

Menu

Billeder ➜ Fotografer ➜

Alle billeder optaget af Thomas de Laine

Thomas de Laine har taget 4.192 billeder på Myldretid:

NESA 62 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

NESA 62 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

NESA i Gentofte svor i nogle år til de tyske Büssing-dieselbusser, som var med til at erstatte trolleybuskørslen nord for København. NESAs vogn 62 var af en serie Büssing Senator 12D-busser leveret i 1963. Bussen var den nyeste, som ikke nåede med ind i HTs vognpark 1. oktober 1974, hvor det nye trafikselskab overtog trafik og vognpark fra alle de offentligt ejede busselskaber i Hovedstadsområdet, herunder NESA. Vogn 63-65, der også var Büssing'er, kom nemlig med til HT, som dog ikke brugte dem meget og hurtigt udrangerede dem. Vogn 62 endte derimod hos Sporvejshistorisk Selskab, og den kan 40 år senere ses i bushallen på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.

Foto: Thomas de Laine, 26. maj 2018.

Arriva 1668 ved Lergravsparken st., København

Arriva 1668 ved Lergravsparken st., København

Lergravsparken metrostation åbnede sammen med første etape af den københavnske metro i oktober 2002. Samtidig omlagdes bustrafikken på Amager, så den nye linje 2A kom forbi i stedet for den historie linje 5, som indtil da havde kørt på Østrigsgade, beliggende mellem Lergravsparken og Sundpark Skole. Linje 2A erstattede linje 5 mellem Amagerbrogade/Holmbladsgade og Øresundsvej lige ved Lergravsparken, hvorfra den fortsatte ad primært den tidligere linje 9-rute mod Kastrup. Sløjfen på hjørnet af Østrigsgade og Øresundsvej, som var en gammel sporvognssløjfe, var fra oktober 2002 uændret endestation for den hedengange linje 100S, men det blev fra december 2003 til oktober 2019 i stedet S-bussens erstatning, nemlig linje 4A, der boede i sløjfen. Den blev ved næste store metroåbning i 2019 udskiftet med buslinje 18, samtidig med at linje 2A blev erstattet af buslinje 31 på Østrigsgade. Herudover har bl.a. linje 12 og 77/78 betjent Lergravsparken st. Arriva 1668 (ex. Nettbuss 8468), Volvo B12BLE-61/Vest årg. 2007, som linje 2A på Østrigsgade ved Lergravsparken st. - en tidligere linje 5A-bus.

Foto: Thomas de Laine, 4. august 2019.

Lokalbus 4443 som linje 245R ved Borup st.

Lokalbus 4443 som linje 245R ved Borup st.

HT etablerede linje 245 9. august 1976, hvor et nyt skoleår begyndte. Linjen var nemlig en slags kombineret skolebuslinje og almindelig buslinje, hvis køreplan afslørede, at den mest eksisterede af hensyn til skoleeleverne. Den kørte fra Borup st. via Ejby til Vemmedrup, men ret hurtigt blev enkelte lørdagsture ført via Lellinge helt til Køge. Kørslen mellem Vemmedrup og Køge bortfaldt dog igen efter sommerferien 1980, hvor aften- og weekendkørslen fjernedes. Linjen fik en noget større rolle fra 25. september 1983, hvorfra den igen kom til Køge, idet den erstattede Køges bybuslinje 505 mellem Ejby og Køge. Ruten ændredes og gik herefter uden om Vemmedrup: Fra Borup st. kørtes via Ejby og Ølby til den nye Ølby S-togsstation, som samtidig åbnede, og videre til Køge st. Driften blev også udvidet til kørsel i hele driftstiden. Den forlængede og udvidede linje fik en ekstra transportopgave derved, at den betjente Køges nye handelsskole, som i 1982 var åbnet i Ølby med en temmelig upraktisk placering vest for motorvejen. Linje 245 fik derfor med årene også fast ekstrakørsel mellem Køge st., Ølby st. og Køge Handelsskole. Efter 10 år blev posen dog rystet igen: Der blev gennemført en større omlægning af bustrafikken i Køge-området, hvor kørslen i visse områder omlagdes til telebusbetjening uden for myldretiderne. Det gik bl.a. ud over Ølby landsby og Ejby. Mellem Køge st., Ølby st., Ølby og Ejby og andre mindre byer i området blev trafikken det meste af tiden overtaget af telebuslinje 825. I myldretiderne mandag-fredag kørte dog en ordinær linje 525 med fast rute og køreplan, og den mindede lidt om den linje 505, som linje 245 i 1983 havde erstattet. Ekstrakørslen til og fra Køge Handelsskole blev udskilt som sin egen nye linje 243, og mellem Ejby og Borup bestod erstatningen i linje 246 mellem Solrød Strand, Jersie, Lille Skensved, Ejby og Borup. Endelig blev linje 245's lokale rute mellem Ølby st. og Køge st. dækket ved en omlægning af linje 210 mellem Køge og Roskilde. Dermed blev linje 245 nedlagt fra 8. august 1993. Den oprindelige linje 245 blev hele sin levetid kørt af HT selv. Linjen genopstod 2. januar 2007 - den første hverdag efter den kommunalreform, hvor bl.a. Køge og Skovbo kommuner var blevet sammenlagt. Den nye Køge Kommune ønskede at binde de to dele bedre sammen busmæssigt, og i første omgang blev løsningen linje 245, som kørte mellem Borup st., Ejby, Ølby, Ølby st. og Køge st. - i første omgang kun mandag-fredag i dagtimerne. Fra 13. juni 2010 begyndte linjen at køre hele driftsdøgnet, efter at entreprenøren på linje 525/825 havde indstillet driften og var gået konkurs, uden at der blev fundet en ny entreprenør til at køre telebussen, som dermed manglede. En mere permanent løsning kom 12. december 2010, hvor Køges bustrafik igen omlagdes. Linje 245 blev afkortet fra Køge til Ølby st. og i øvrigt udvidet, idet linje 525 nu også nedlagdes. Trafikken til handelsskolen blev dog fortsat primært varetaget af andre buslinjer. Fra 9. december 2012 forlængedes linjen igen til Køge st., og 25. marts 2018 blev den optaget i R-nettet som linje 245R. December 2017-juni 2021 var linjen igen afkortet til Ølby st. Endelig bør det nævnes, at linjen tillige har fået natbuskørsel i weekenderne. Lokalbus 4443, Irisbus Crossway LE årg. 2012, afventer på dette billede afgang ved Borup st. som linje 245R. Lokalbus har kørt linjen siden december 2011. Før da kørte Veolia og Arriva linjen.

Foto: Thomas de Laine, 27. juli 2019.

Midtjyske Jernbaner Ys 16-Ym 16 alias "Heden" ved Harboøre st.

Midtjyske Jernbaner Ys 16-Ym 16 alias "Heden" ved Harboøre st.

Det sidste sted i landet, man i 2023 endnu kan møde Y-tog, er Lemvigbanen, altså Midtjyske Jernbaners strækning mellem Vemb, Lemvig og Thyborøn. Det er også nogle af de sent byggede Y-tog, der kører her, men det nærmer sig slutningen for de hyggelige, aldrende "lynetter". Midtjyske Jernbaner Ys 16-Ym 16, der også lyder navnet "Heden", kører ind på Harboøre station i retning fra Thyborøn mod Lemvig. Togsættet er bygget hos Duewag i Uerdingen i 1983 og blev i 2005 købt brugt fra Nordjyske Jernbaner. Oprindeligt er toget anskaffet af Hirtshalsbanen, hvor det kørte som Ym 35-Ys 69. Nær fotostedet havde "Heden" i øvrigt en kollission med en bil i en jernbaneoverskæring i januar 2022.

Foto: Thomas de Laine, 20. juli 2021.

Anchersen 3268 på Center Boulevard, København

Anchersen 3268 på Center Boulevard, København

Siden december 2015 har en linje 4A set således ud: en Mercedes-Benz O530LE MÜ Citaro fra Anchersen. Mercedes-busser var i mange år en undtagelse som rutebusser i Danmark, men flere leverancer af Citaro-busser er kommet til Anchersen og Nobina i Movia-området i bl.a. 2014 og 2015. Mens Mercedes'er således nu er et hverdagssyn, kan man ikke længere møde linje 4A, hvor dette billede er taget. Bussen, Anchersen 3268, er ved at dreje fra Center Boulevard ind til Bella Center på sin vej mod Ørestad st. På denne strækning blev linje 4A senere samme år erstattet af den nye linje 18.

Foto: Thomas de Laine, 25. juli 2019.

PKS Zielona Góra Z40021 i Sulechów, Polen

PKS Zielona Góra Z40021 i Sulechów, Polen

32 år er jo ingen alder, og PKS Zielona Góra vogn Z40021 er stadig i drift i 2023. Bussen er en DAB-Silkeborg 12-1200L, som i efteråret 1991 blev nyleveret til De Grønne Busser i Rørvig, men efter Vestsjællands Trafikselskabs 3. udbud fra 1997 kørte hos Bus Danmark og senere Arriva på Vestsjælland. Den sluttede sin danske karriere med et par år hos Torben Sørensen i Skælskør, inden den i 2005 blev eksporteret til Zielona Góra til rutebilkørsel på de vestpolske landeveje. Bussen er således også blandt dem, der har kørt længere tid i Polen end i sit oprindelsesland. Her ses den på rutebilstationen i Sulechów, der også fungerer som lokal PKS Zielona Góra-garage.

Foto: Thomas de Laine, 13. september 2019.

Vikingbus 428 som togbus ved Nykøbing Falster st.

Vikingbus 428 som togbus ved Nykøbing Falster st.

Nogle måneder i foråret og sommeren 2021 kørte der ingen tog mellem Orehoved, Nykøbing Falster og Rødby. I stedet fyldte togbusserne godt op på Nykøbing Falster stations busterminal. Vikingbus stillede bl.a. med denne 14 meter lange Volvo B11R (9900) fra 2019, som ses i Nykøbing Falster før en tur mod Rødby Færge. Bussen blev nyleveret til Vedde Turistfart som vogn 28, men blev i 2020 til Vikingbus nr. 428.

Foto: Thomas de Laine, 23. juli 2021.

Pariserbussen i Skælskør

Pariserbussen i Skælskør

Renault TN-busserne var i mange år et fast indslag i det parisiske gadebillede. En serie forskellige versioner byggedes over omkring 40 år fra begyndelsen af 1930'erne. Der var tale om en frontmotorbus med et karosseri bygget af Société des transports en commun de la région parisienne (STCRP), altså byens offentlige trafikselskab. Et 1934-eksemplar af TN6-typen, ex. Paris vogn 2847, kom efter udrangering fra Paris til Ringsted Karosserifabrik, og den er siden bevaret. I 2013 overgik den til Bushistorisk Selskab, og fra 2016 er den hos Danmarks Busmuseum i Skælskør, hvor dette billede er taget. Ligheden med den jævnaldrende Triangel-bus fra Københavns Sporveje, som findes på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, er slående. Også sporvejene byggede selv karosseriet på Triangel'en.

Foto: Thomas de Laine, 17. juni 2017.

Arriva 1268 ved Roskilde st.

Arriva 1268 ved Roskilde st.

Efter i mange år at have ligget på utilstrækkelig plads ved Gråbrødre Kirkegård og Hestetorvet lige over for Roskilde stations hovedbygning, flyttede Roskilde rutebilstation fra køreplansskiftet i september 1993 til en stor, nyanlagt busterminal en anelse sydvest for stationen. Få år senere opførtes et butikscenter langs terminalen. Der er bygget lidt om siden da, og de enkelte buslinjers placering er rokeret utallige gange, ligesom en del busser efterhånden har været "gennem systemet". Arriva 1268 (opr. Wulff Bus 3068), Volvo B12BLE-59/Aabenraa (8500LE) årg. 2004, som linje 123 mod Glostrup i busterminalen med det føromtalte butikscenter i baggrunden.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2019.

John's Turistfart vogn 6 som rute 800 i Nakskov

John's Turistfart vogn 6 som rute 800 i Nakskov

Storstrøms Trafikselskab (STS) og Fyns Amt, senere FynBus, drev i en årrække i fællesskab en slags fjernbusrute mellem Odense og Nykøbing Falster via Langeland og Spodsbjerg-Tårs-overfarten. Ruten, der bar linjenummer 800 og tilbød noget af en genvej sammenlignet med turen via Korsør, blev imidlertid indstillet i trafikselskabsregi i sommeren 2010. Men 12. december 2010 blev den genetableret som privat, kommerciel fjernbus af John Jalkiewicz fra John's Turistfart i Nykøbing Falster, og selvom antallet af daglige ture i begyndelsen lå betydeligt under STS/FynBus-udgavens niveau, så viste ruten sig levedygtig, og trafikken blev med tiden udvidet. Ruten kører da også stadig og er siden 1. juli 2023 en del af Vikingbus' nye Fleet-fjernbuskoncept. I retning fra Fyn mod Falster afgår John's Turistfarts vogn 6, Mercedes Intouro M årg. 2020, fra Nakskov st. Bussen er siden overtaget af Vikingbus.

Foto: Thomas de Laine, 23. juli 2021.

Lokaltog FS 1101-MF 1001 i Maribo

Lokaltog FS 1101-MF 1001 i Maribo

ADtranz, det tidligere Scania i Randers, leverede i 1997 en serie på 13 såkaldte IC2-tog til de østdanske privatbaner. Toget er en kort og forsimplet udgave af DSBs succesfulde IC3-tog. Privatbaneudgaven er så meget nyere, at man har bygget styrevognen med lavgulvssektion mellem bogierne. De 13 tog er alle stadig i drift hos Lokaltog og kører i 2020'erne fortrinsvis på Lollandsbanen og Tølløsebanen, men afløseren kan så småt anes i horisonten, idet Lokaltog i 2023 er i færd med at finde en leverandør af nye batteritog, der bl.a. skal erstatte de 13 IC2'ere. FS 1101-MF 1001 - det første sæt i serien - ankommer her til Maribo st. i retning mod Nakskov.

Foto: Thomas de Laine, 23. juli 2021.

Arriva 1181 på Øverødvej, Gl. Holte

Arriva 1181 på Øverødvej, Gl. Holte

Arriva har i Hovedstadsområdet anvendt et ret stort antal Scania OmniLink-busser siden de første anskaffelser i 2003 og 2004. Mere end 100 styk blev tilføjet i 2011-12 til den store kontrakt i Movias 8. udbud - herunder en serie 14,6 m-busser til linje 150S. Disse busser har nu kørt mange gange op og ned ad Helsingørmotorvejen. Bus 1181 fra linje 150S, leveret 2012, har f.eks. rundet 1,2 mio. km. Her ses bussen på broen, der fører Øverødvej over Helsingørmotorvejen, hvor de korte ture på linje 150S vender.

Foto: Thomas de Laine, 5. juni 2023.

Daugavpils Autobusu Parks 102 i Daugavpils, Letland

Daugavpils Autobusu Parks 102 i Daugavpils, Letland

De baltiske lande har aftaget en del danske busser siden 1990'erne. Daugavpils Autobusu Parks i Letland fik i 2013 denne Scania OmniLine fra 2002. Bussen er i gult regionalbusdesign fra Skånetrafiken og fotograferet på rutebilstationen i Daugavpils i selskab med et par Volvo'er, der også er i svenske farver. Men Scania'en blev faktisk nyleveret til Arriva i Vejle som bus 2846. Den blev overført til Arriva i Sverige i 2006 som lånebus, men blev senere til bus 6135 hinsidan.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2017.

Skørringe Turistbusser 4344 som togbus ved Øster Toreby trinbræt

Skørringe Turistbusser 4344 som togbus ved Øster Toreby trinbræt

Over tre måneder i foråret og sommeren 2021 kørte der ikke tog mellem Orehoved, Nykøbing Falster og Rødby Færge, og Lollandsbanen kunne ikke køre ind og ud af Nykøbing Falster station. På sidstnævnte bane blev der derfor indsat togbus mellem Nykøbing Falster og første "station" ude på strækningen, nemlig Øster Toreby på Lolland. Skørringe Turistbusser lagde busser til, som midt på sommeren var vogne, der netop var taget ud af trafik for Movia, efter at Kruse havde vundet selskabets kørsel. Skørringes bus 4344, Solaris Urbino 12LE årg. 2009, ved Øster Toreby trinbræt før afgang tilbage mod Nykøbing.

Foto: Thomas de Laine, 23. juli 2021.

HT 1501 og resterne af HT 1057 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

HT 1501 og resterne af HT 1057 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

HT anskaffede i årene 1976-86 små 400 Leyland-DAB-busser, som alle var til by- og forstadskørsel i Storkøbenhavn, når der ses bort fra et fåtal ledbusser, som bl.a. blev brugt på motorvejsbulinje 75E (forgængeren til linje 150S). Meget naturligt er der da også bevaret en HT-Leyland på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, nemlig bus 1501, som er af typen 6-1-TL11/5, altså en serie 6 med bybusopbygning, TL11-motor og Voith-automatgear. Denne bus kørte fra leveringen i efteråret 1982 og frem til udgangen af marts 1992 for HT. Linjebus overtog i forbindelse med privatiseringerne 1. april 1992 en mængde af HTs kørsel fra driftsområderne Roskilde, Hørsholm og Frederiksværk. Til kørslen købte Linjebus over 30 nye busser, men også 28 brugte Leyland-busser fra HT - heriblandt 1501, som frem til 1995 kørte hos Linjebus som bus 8604, senere 6604. Efter udrangering solgtes den til Ståling i Viborg, hvor den stod intakt helt frem til foråret 2006, hvor Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm erhvervede den. Den er herefter flot sat i stand og tilbageført til sit HT-udseende. Til reservedele anskaffede museet også HT 1057, en Leyland-DAB LS 575-690/5 fra 1979, som hidtil havde været bevaret privat, og det er resterne af den, der ligger til højre for 1501, mens den står foran Sporvejsmuseets Remise 3.

Foto: Thomas de Laine, 30. juli 2022.

Umove 7346 som linje 10 ved Flintholm st., København

Umove 7346 som linje 10 ved Flintholm st., København

Flintholm var i mange år en sikringsteknisk station og godsstation på Godsringbanen og Frederikssundsbanen, idet der før metroens tid var sporforbindelser fra både nord og syd mod Frederiksberg og omvendt samt for S-togene fra nord til Vanløse station og omvendt, hvorimod man aldrig færdigbyggede sporforbindelsen fra Vanløse til Godsringbanen mod syd. Denne første Flintholm station blev etableret i 1929-30 og var ikke nogen personstation, men den eksisterede frem til 1990'erne, hvor baneanlæggene ombyggedes radikalt. Den nuværende Flintholm station åbnedes 24. januar 2004 og har siden givet mulighed for at skifte mellem metroen, Frederikssundsbanens S-tog og Ringbanens S-tog. Det var fra begyndelsen forventningen, at Flintholm ville blive en betydelig skiftestation, og der findes da også ældre planer om en personstation på stedet med navnet "Vestkryds", formentlig efter berlinsk forbillede. Den nye Flintholm station havde fra åbningen en busterminal parallelt med Grøndals Parkvej, som blev endestation for linje 10 og 142, og derudover førtes linje 21 via stationen. Netop linje 21 havde kørt forbi stedet ad Grøndals Parkvej i årtier, men havde dog siden 1989 i stedet kørt via Vanløse station. Efter nogle år fandt man på, at flere buslinjer skulle føres via Flintholm, og det førte i 2013 til et ombygningsprojekt, hvor linjer uden endestation fik nye stoppesteder på begge sider af en busø ude ved Grøndals Parkvej, mens de eksisterende busstoppesteder blev bibeholdt som endestationsstoppesteder. Flere linjer omlagdes derefter via Flintholm, men det har ændret sig noget i årenes løb, præcis hvilke linjer, der har betjent stationen. Bl.a. har linjerne 12, 13 og 22 kørt via Flintholm, og det har også været på tegnebrættet, at linje 123 skulle have endestation der. I dag er der endestation for linje 37 og 142, mens linje 9A, 10, 21 og 26 bruger busøen ved Gtøndals Parkvej. Endelig bør det nævnes, at linje 30 en kort periode omkring 2013 kørte ad Dirch Passers Allé og Flintholm Allé med endestation på Frederiksberg-siden af Flintholm st. Umove 7346, Yutong E12LF årg. 2021, som linje 10 ved Flintholm st. en vintereftermiddag. Broen over terminalen, der ses bag bussen, bærer metroens spor mod Nørreport.

Foto: Thomas de Laine, 13. december 2021.

Keolis 8431 som linje 160 på Gladsaxe Møllevej, Gladsaxe

Keolis 8431 som linje 160 på Gladsaxe Møllevej, Gladsaxe

Storkøbenhavn har haft en linje 160 over to omgange: Den første kørte mellem Bellahøj, Gladsaxe, Bagsværd og henholdsvis Frederiksdal og Lyngby. Den blev drevet af Forenede Rutebiler indtil 1974 og derefter af HT. Frederiksdal-turene blev erstattet af en anden linje i 1959, og umiddelbart efter HTs overtagelse blev linjen ændret til at køre mellem Gladsaxe Trafikplads, Bagsværd, Lyngby, Klampenborg og Taarbæk Havn, og i 1975 blev den forlænget fra Gladsaxe til Ballerup. Ved de store omlægninger i maj 1989 ændredes ruten til at køre mellem Herlev og Lyngby stationer uden om Gladsaxe. Den blev nedlagt i juni 1991. En temmelig lille linje 160 opstod igen 10. august 2009 i form af en slags servicebuslinje med kun fire daglige ture på hverdage mellem Gladsaxe Trafikplads og Egegården lidt nordvest for Trafikpladsen. Ruten udvidedes til en sløjfe via bl.a. Høje Gladsaxe fra marts 2010, men den kom først for alvor til sin ret fra 13. oktober 2019, hvor den fik en ny rute fra Bagsværd st. via Egeparken og Gladsaxe Trafikplads til bl.a. Søborg Torv og Kildebakke st. samt en køreplan med en del flere afgange, også i weekenden, selvom den stadig ikke har mange ture og om morgenen mest fungerer som en slags myldretidslinje mellem Gladsaxe og Bagsværd. Linjen kørtes fra oprettelsen af Arriva, men overgik allerede i oktober 2009 til City-Trafik, det senere Keolis, som kørte den indtil december 2021, hvorefter Nobina har haft den. Keolis 8431, VDL Citea SLE 120 årg. 2013, som linje 160 på Gladsaxe Møllevej nær Trafikpladsen, som både den første og den anden linje 160 har været stort set fast inventar på.

Foto: Thomas de Laine, 22. juli 2021.

DSB EB 3206 med regionaltog i Slagelse

DSB EB 3206 med regionaltog i Slagelse

DSB fik i 2020, 2021 og 2022 leveret i alt 42 Siemens Vectron-lokomotiver, som i dansk sammenhæng hedder litra EB. De har overtaget trafikken med de 25 stammer dobbeltdækkervogne, som bruges i den sjællandske regionaltrafik, fra ME-diesellomotiverne og EA-ellokomotiverne. Derudover skal EB bruges sammen med de nye Talgo-vognsæt, som DSB har i ordre, og siden juni 2023 trækker de også de indlejede tyske IC1-vogne, der kører mellem København og Hamburg. Det første EB-fremførte tog i almindelig drift kørte i oktober 2020, og brugen af ME-diesellokomotiverne ophørte 14 måneder senere. EB'erne er væsentligt hurtigere oppe i fart efter et stationsophold end litra ME, og i den periode, hvor begge typer anvendtes, kunne forskellen tydeligt mærkes. Her holder EB 3206 med dobbeltdækkervogne på Slagelse st. De ældste dobbeltdækkervogne har kørt på Sjælland siden december 2002, så der kommer nok en dag, hvor EB'erne får noget andet at trække og skubbe rundt med.

Foto: Thomas de Laine, 12. juli 2021.

BAT 717 på Vang Havn

BAT 717 på Vang Havn

I 2009 løb Iversen Busser, der bl.a. havde regionalrutekørslen på Bornholm, ind i så store økonomiske problemer, at driften ikke kunne fortsætte, og løsningen blev i det bornholmske tilfælde, at trafikselskabet BAT selv overtog kørslen. Til formålet erhvervedes en mængde brugte busser fra Århus Sporveje, som de næste cirka tre år satte deres præg på øens landeveje. BAT 717 er en Volvo B10M-60/Aabenraa fra 1999, der tidligere kørte i Aarhus som bus 367, men her passerer Vang Havn. Bussen blev taget ud af drift hos BAT i løbet af 2012, hvor man fik leveret nye Irisbus Crossway LE-busser, men den kørte frem til 2020 for Bornholms Frie Idrætsskole.

Foto: Thomas de Laine, 16. juni 2012.

En af Bornholms mange serie II'ere hos Bowlingcenter Rønne

En af Bornholms mange serie II'ere hos Bowlingcenter Rønne

Engang var der Leyland-DAB serie II-busser overalt, selvom de ikke længere kan kaldes "trivielle" i det 21. århundrede. Men de fleste forsvandt i løbet af 1980'erne. Bornholm var til gengæld endnu i 1990'erne et sted, hvor man kunne møde forholdsvis mange serie II'ere. Aakirkeby Turist- og Selskabskørsel havde f.eks. "Inge", en Leyland-DAB LIDRT 12/2 nyanskaffet i 1975, som var det sidste år, serie II-modellen blev bygget. Bussen nåede at køre 25 sommersæsoner på Bornholm, men blev i september 1999 afmeldt (for sidste gang). Den blev dog på Solskinsøen og stod 2007-13 ved Bowlingcenter Rønne, hvor dette billede er taget.

Foto: Thomas de Laine, 16. juni 2012.

Gråhundbus 28 i Ystad, Sverige

Gråhundbus 28 i Ystad, Sverige

Danske busser i udlandet har i visse tilfælde også form af danskdrevne (fjern)busruter, der krydser landegrænser. 1981-2023 stod Gråhundbus i Ballerup bag "Bornholmerbussen" alias rute 866 mellem Københavns Hovedbanegård og Ystad med færgeforbindelse til Rønne. Ruten kørte i mange år med ledbusser på en del af afgangene, og Gråhundbus har derfor ejet en del sådanne. Bus 28 var således en nyleveret Volvo B12MA-55-ledbus med Jonckheere-karosseri fra 2007, som kørte små 9 år hos Gråhundbus, ikke mindst på Bornholmerbussen. Omstigningen til færgen i Ystad så de senere år således ud.

Foto: Thomas de Laine, 16. juni 2012.

BAT 762 som shuttlebus til Folkemødet i Allinge

BAT 762 som shuttlebus til Folkemødet i Allinge

Hvert år siden 2011 (bortset fra Corona-året 2020) er "Folkemødet" blevet afholdt i Allinge på Bornholm. Det giver naturligvis anledning til en del ekstra transportopgaver for øens trafikselskab BAT. Vogn 762, en spritny Irisbus Crossway LE i længden 12,8 m, er her i brug som shuttlebus i Allinge bare tre dage efter, den fik sine nummerplader. Som noget i vore dage usædvanligt er bussen anskaffet og ejet af trafikselskabet, som selv står for en stor del af buskørslen på Bornholm.

Foto: Thomas de Laine, 16. juni 2012.

Bedford A5 i Aakirkeby

Bedford A5 i Aakirkeby

Der har i mange år været en vis efterspørgsel fra familier og turister m.fl. efter en køretur i gammeldags snudebusser. Aakirkeby Turist- og Selskabskørsel kunne i en årrække opfylde dette ønske, idet man havde "Tina" indregistreret på BK 99 718 mellem maj 2004 og oktober 2013. Bussen er en Bedford A5 med Ørum-P.-karosseri fra 1956, der som ny kom til Lauritsen i Skjern, men senere kørte hos Snitgaard i Højer. Her ses den ved Aakirkeby Turist- og Selskabskørsels garage.

Foto: Thomas de Laine, 16. juni 2012.

Arriva 1501 på hjørnet af Klausdalsbrovej og Buddinge Hovedgade, Buddinge

Arriva 1501 på hjørnet af Klausdalsbrovej og Buddinge Hovedgade, Buddinge

Letbanebyggeriet på Ring 3 satte i begyndelsen af 2020'erne sit præg på området og ringvejens busbetjening. En lang periode kunne busserne f.eks. ikke køre ind til busterminalen ved Buddinge st. Linjerne med endestation dér - 4A, 6A og 200S - måtte i stedet køre i ensrettet sløjfe mod uret ad Buddingevej, Klausdalsbrovej og Buddinge Hovedgade med midlertidige stoppesteder indrettet på Klausdalsbrovej et stenkast fra stationen. Arriva 1501, MAN NL313 CNG-gasbus årg. 2014, er her netop afgået fra Buddinge st. tilbage mod City og er ved at svinge fra Klausdalsbrovej ind på Buddinge Hovedgade.

Foto: Thomas de Laine, 30. marts 2021.

Arriva 1037 som linje 11 på Kettegård Alle, Hvidovre

Arriva 1037 som linje 11 på Kettegård Alle, Hvidovre

Linje 11 har eksisteret mere end en håndfuld gange i den københavnske bus- og sporvejshistorie. Den nuværende 11'er opstod 27. juni 2021, hvor man opfyldte ønskerne hos en gruppe af tidligere linje 1A-passagerer, som efter omlægningen af busnettet ved Metrocityringens åbning i efteråret 2019 havde mistet den direkte forbindelse mellem Hvidovre og City. Løsningen bestod i at opdele buslinje 10, så delen mellem Rådhuspladsen, Toftegårds Plads i Valby og Vigerslev blev forlænget via Hvidovre Hospital og ad Kettevej til den gamle linje 10-bussløjfe på hjørnet af Kettevej og Avedøre Byvej, mens delen fra Brønshøj Torv til Vigerslev førtes ned til Gl. Køge Landevej og Åmarken st. Linjen mellem Rådhuspladsen og Avedøre Byvej fik linjenummer 11, selvom denne del egentlig havde et vist slægtsskab med tidligere tiders linje 10, hvorimod den tværgående linje mellem Brønshøj Torv og Åmarken beholdt nummeret 10. Arriva kørte fortsat begge linjerne med de Volvo B7RLE-busser, der tilbage i 2009 var blevet leveret til netop linje 10, men december samme år overtog Umove kørslen med nye Yutong-elbusser. Arriva 1037, Volvo B7RLE-60/Säffle (8500LE) årg. 2009, på Kettegård Alle i Hvidovre på premieredagen.

Foto: Thomas de Laine, 27. juni 2021.