Myldretid

Menu

Billeder

Stationsnær søndag: Anchersen 3216 ved Ny Ellebjerg st., København

Anchersen 3216 ved Ny Ellebjerg st., København

Optaget 8. marts 2014 af Thomas de Laine (© Copyright) og offentliggjort på Myldretid 10. december 2023.   Se billedteknik
Kamera: NIKON D90   Brændvidde: 110 mm (~ 165 mm)   Lukkertid: 1/800 s.   Blænde: ƒ/8   ISO: 200 - kan være redigeret og beskåret - Skjul

Ved køreplansskiftet 10. december 2023 skiftede Ny Ellebjerg station navn til København Syd, hvilket gerne skulle være nemmere at forstå for turister og samtidig signalere stationens status som trafikknudepunkt. Stationen er allerede endestation for S-togene på Ringbanen, S-togsstation på Køge Bugt-banen og fjerntogsstation på strækningen fra Hovedbanegården mod Køge Nord samt i visse tilfælde Roskilde. I løbet af 2024 åbner en metrostation som del af komplekset, og senere bliver der også perroner på fjerntogssporene til og fra Lufthavnen. Stationen kommer med en vis sandsynlighed endnu senere også til at få betjening af internationale tog mellem Sverige og Tyskland, som kan spare turen ind for at vende på Hovedbanegården. Så vidt så godt, men da stationen åbnede i perioden november 2006-januar 2007, var det kun S-togene, der holdt der, og området omkring stationen var endnu mest en slags træt industrikvarter, som havde set bedre tider. På stationens nordside blev der dog til åbningen bygget en lille busterminal med en kort adgangsvej fra Carl Jacobsens Vej, men det var vist ikke rigtig blevet planlagt, hvilke busser, der skulle betjene stationen. Det blev blot til, at de to ret inferiøre buslinjer, som dengang tilfældigvis i forvejen kørte på Carl Jacobsens Vej, blev ført ned via terminalen - det vil sige linje 133 mellem Valby st. og Mozarts Plads plus myldretidslinje 16E mellem Valby st., Mozarts Plads og Teglholmen. På dette billede er Anchersen 3216, Solaris Urbino 12LE årg. 2011, på vej ind til Ny Ellebjerg st. ad den korte adgangsvej. Der er siden opført etageejendomme på begge sider, hverken linje 133 eller 16E kører længere på stedet, og den fine gule Almex-klippekortstempler, der ses i forruden, er også historie. Fra 2013 kom linje 14 til at få endestation i terminalen ved Ny Ellebjerg st., og den afløstes her i 2019 af linje 7A, som har kørt som en slags forløber for den nye metrostrækning mellem Hovedbanegården, Sydhavnen og Ny Ellebjerg st. Linje 7A har dog i lang tid været afkortet til Sjælør st. på grund af byggearbejde, og på tidspunktet for omdøbningen af Ny Ellebjerg til København Syd var der slet ingen busbetjening af terminalen.

Bussens data, historie og billeder

Flere billeder:   Fra samme lokalområde   Af linje 133   Optaget 8. marts

Tags:

Anchersen Solaris København 2014 Stationsnær søndag