Billeder ➜
Lineær lørdag: Arriva 1182 som linje 150S på Usserød Kongevej, Hørsholm
Optaget 5. juni 2023 af Thomas de Laine (© Copyright) og offentliggjort på Myldretid 23. september 2023. Se billedteknik
Kamera: Canon EOS R7 Brændvidde: 87 mm Lukkertid: 1/640 s. Blænde: ƒ/8 ISO: 320 - kan være redigeret og beskåret - Skjul
Linje 150S mellem København City og Kokkedal ad Helsingørmotorvejen og Kongevejen rundede 25 år i februar 2023. Selvom linjens ruteføring er justeret lokalt i både Kokkedal og København, har den kørt ret uændret i hele sin levetid - blot er der skruet op for frekvensen over flere omgange. Linjen afløste i sin tid ekspresbuslinje 173E, som før 1987 havde heddet linje 75E, der egentlig var blandt HTs tidlige nyskabelser og forbedringer. Motorvejsbussen er i en vis forstand den S-bane til Lundtofte, der aldrig blev bygget, og hvis ufærdige anlæg i årtier har kunnet ses langs vestsiden af Helsingørmotorvejen ved Lundtofte (og nu delvist udnyttes til Ring 3-letbanen). Linje 150S har altid været kørt af Bus Danmark/Arriva, men materielmæssigt er der sket nogle forandringer i tidens løb. Fra orettelsen til 2003 kørte linjen med ledbusser, hvoraf de fleste var af Volvo B10L-typen, idet en serie på 13 sådanne nyleveredes til oprettelsen. Vognmangel gjorde dog, at væsentligt ældre Leyland-DAB- og Volvo-ledbusser og flere andre bustyper sideløbende blev anvendt i linjens barndom. Siden 2003 har Scania OmniLink'er præget linjen med først en serie på 13,7 m-busser, som efter et genudbud i 2012 blev erstattet af de nuværende på 14,6 meter. I marts 2024 overtager Umove dog linje 150S, og nye Yutong-elbusser vil afløse OmniLink'erne. Arriva 1182, Scania OmniLink årg. 2012, nyder sin sidste sommer på Usserød Kongevej og bærer flag i anledning af grundlovsdag.
Bussens data, historie og billeder
Flere billeder: Fra samme lokalområde Af linje 150S Optaget 5. juni