Alle billeder tagget med Omegnskommunal onsdag
Der er 6 billeder med dette tag:
Arriva 1194 som linje 161 på Ring 3 ved Harrestrup Å
Linje 161, som i 2024 kører mellem Herlev og Rødovre stationer ad Ring 3, Slotsherrensvej, Bjerringbrovej, Islevdalvej, Jyllingevej, Tårnvej, Nørrekær og Agerkær, er en af Storkøbenhavns ældre buslinjer. HT arvede den i 1974 fra Forenede Rutebiler, men linjen har ændret sig en hel del i årenes løb. Og posen bliver snart rystet igen, for når Ring 3-letbanen i 2025 åbner, skal busnettet tilpasses. Det er planlagt til at ske 14. december 2025, og den dag bliver linje 161 nedlagt. I sommeren 2022 var Ring 3 (også) præget af anlægsarbejderne for letbanen, men 161-bussen i form af Arriva 1194, Scania OmniLink leveret til linjen i 2012, formår at sno sig igennem det hele ud for letbanens kommende depot.
Foto: Thomas de Laine, 28. juli 2022.
De Blaa Omnibusser 4068 ved Charlottenlund Fort
"Charlottenlund Fort" er en gammel sporvogns- og bussløjfe, der som navnet siger er beliggende ved Charlottenlund Fort - undervejs på Strandvejen fra Hellerup mod Klampenborg og videre nordpå. Det har skiftet, hvilket linjer man kunne stige på herfra, men i dieselbussernes epoke var "Charlottenlund Fort" i årene 1975-89 den nordlige endestation for linje 1 (lange ture). Senere kom bl.a. linje 6 og 14 her. Den nuværende linje 192 har kørt til Charlottenlund Fort i lidt mere end ti år. Linjen, som hidtil blot havde kørt mellem Lyngby og Hellerup stationer, forlængedes fra 24. marts 2013 op ad Strandvejen via Charlottenlund Fort til Klampenborg st. Det skete til erstatning for linje 14, som forsvandt helt fra området i sammenhæng med oprettelsen af den nye buslinje 9A. Der var dog særdeles hurtigt stor lokal utilfredshed med denne ændring, og den var dårligt trådt i kraft, før linjenettet var besluttet ændret på ny: Linje 1A blev i stedet fra 11. august samme år forlænget fra Hellerup til Klampenborg via Charlottenlund Fort på visse ture, og linje 192 afkortedes fra Klampenborg til endestation ved Charlottenlund Fort. Her vender den stadig, men linje 1A blev fra efteråret 2019 erstattet af linje 23. Fra den korte periode, hvor linje 192 kørte igennem til Klampenborg, ses her en nordgående bus opsamle passagerer ved Charlottenlund Fort. Vognen er De Blaa Omnibusser 4068, Volvo B7RLE-60/Säffle (8500LE) årg. 2009, som i øvrigt nyleveredes til kørsel i bl.a. Gentofte og Lyngby-Taarbæk kommuner.
Foto: Thomas de Laine, 6. april 2013.
Vikingbus 4540 på linje 128 på Skovvej, Ishøj Strand
Straks, da Kunstmuseet Arken åbnede ved Ishøj Strandpark 15. marts 1996, blev der etableret busforbindelse til museet. Det blev en ny linje, som fik nummeret 128, og den kørte fra Ishøj station ud til museet nær enden af Skovvej, cirka to kilometer fra stationen. Linjen opstod således uden for de normale HT-køreplansskift, som dengang lå ultimo maj og ultimo september, og i første omgang blev linjen kørt af Unibus' garage på Avedøre Holme, selvom den enlige bus lå lidt afsides i forhold til Unibus' øvrige HT-kørsel. Efter 2½ måned, fra 2. juni 1996, overtog Bus Danmark i Køge kørslen, som siden har været vognløbsmæssigt koblet sammen med linje 127 mellem Ishøj og Taastrup. Dermed har linjerne også været samme tur gennem operatør- og navneskift, og der har således efter 1996 nået at stå Arriva, Connex, Arriva igen, Lokalbus og til sidst Vikingbus på linje 128's busser. Også Linjebus' garage på Blushøjvej i København har optrådt på linjen, men kun med ekstrakørsel. Ved køreplansskiftet 30. juni 2024 blev der gennemført nogle busomlægninger i Ishøj-området, og ved denne lejlighed blev linje 127 gjort mere direkte og samtidig forlænget ud til Arken. Det blev enden på linje 128, og få dage før nedlæggelsen er Vikingbus 4540, MAN Lion's City 12E årg. 2024, netop vendt 180 grader i den lille rundkørsel for enden af Skovvej for at returnere mod Ishøj station.
Foto: Thomas de Laine, 25. juni 2024.
Lokalbus 4418 i Høje Taastrup
Høje Taastrup var engang planlagt til at være afgørende i en ny "håndflade" mellem Fingerplanens Køge Bugt- og Roskilde-fingre. Det primært nybyggede område med såvel boliger som arbejdspladser og det i planens ånd navngivne butikscenter "City 2" blev i 1960'erne og 1970'erne placeret i vestlig forlængelse af Taastrup stationsby, men navngivet efter den omtrent tusind år ældre landsby Høje-Taastrup nordvest for jernbanen. Det var i samme periode, der blev etableret bybuskørsel i området, i første omgang udgående fra Taastrup station. Da den nye Høje Taastrup banegård åbnede i 1986, omlagdes bybuskørslen til to dobbeltrettede ringlinjer, linje 117 og 118, som siden har betjent dobbeltbyen Taastrup-Høje Taastrup. Høje Taastrup blev nok aldrig helt, hvad planlæggerne havde tænkt sig, og det kan vel henføres til først den dårlige økonomi i 1970'erne og 1980'erne og siden nyere byudviklingsprojekter som Ørestad. Her ses en bybuslinje 117, som på sin vej fra Taastrup st. svinger fra Gadehavegårdsvej ind på Høje Taastrup Boulevard. Den fortsætter via Høje Taastrup st. og City 2 for til sidst igen at ende ved Taastrup st. Bussen er Lokalbus 4418, en Irisbus SFR151 årg. 2011. Den og de andre Taastrup-bybusser blev i februar 2024 erstattet med nye MAN-batterielbusser.
Foto: Thomas de Laine, 26. april 2017.
City-Trafik 2209 på Formervangen, Herstedøster
Linje 149 har i mange år betjent Herstedøster industrikvarter og været en af den gode gamle slags forstadslinjer, som forbandt sådanne steder - alternativt boligområder - med S-togsstationer og gerne med 20-minuttersdrift i store dele af driftstiden, så det matchede S-banens 20-minutterstakt. City-Trafik 2209, DAB 15-1200C mk. III årg. 1996, som linje 149 på Formervangen på vej mod Albertslund st. Linjens ophav var i øvrigt firmaet De gule Busser, som havde garageanlæg på netop Formervangen i Herstedøster nogle få hundrede meter fra det sted, hvor billedet er taget. "Stoppestedsboblerne", som engang fandtes overalt, står stadig på Formervangen i 2024.
Foto: Thomas de Laine, 17. marts 2010.
Keolis 2484 på Damgårdsvej, Albertslund
Albertslund på den københavnske vestegn har siden indførelsen af linjenumre på busserne i Københavns Amt i 1951 været betjent af 140-linjerne. Og frem til 1980 var Sengeløse Rutebiler alias De gule Busser i Herstedøster fast inventar i området, hvorefter firmaet dog lod sig opkøbe af HT frem for at forny sin kontrakt med trafikselskabet. Trods utallige omlægninger kører der stadig flere 140-linjer i Albertslund, men det er noget relativt nyt, at linje 143 kommer til denne forstad. Linjen var egentlig etableret mellem Sengeløse og Ballerup i 1949, men blev i 1954 forlænget over Herstedøster til Glostrup og i 1963 fra Sengeløse til Taastrup. I 1967 blev ruten delt op, så kørslen mellem Ballerup og Taastrup blev til linje 144, og helt frem til marts 2010 var linje 143 dermed en linje mellem Glostrup og Ballerup, og det er nok sådan, de fleste husker den, for det var - med visse justeringer undervejs - sådan den kørte gennem 43 år. Foråret 2010 blev den dog omlagt til ikke at køre til Glostrup, men via Albertslund st. og videre til Vallensbæk i stedet for den samtidigt nedlagte linje 136. Dermed optræder linje 143 nu på Damgårdsvej nord for Albertslund st., hvor dette billede er taget. Skæbnen ville, at City-Trafik, der siden 2014 hedder Keolis, kom til at køre mange af De gule Bussers gamle linjer mellem 1996 og 2021. Her er det Keolis 2484, en VDL Ambassador årg. 2009, på Damgårdsvej med en sydgående linje 143 i foråret 2021.
Foto: Thomas de Laine, 20. april 2021.