Billeder ➜
Omegnskommunal onsdag: Keolis 2484 på Damgårdsvej, Albertslund
Optaget 20. april 2021 af Thomas de Laine (© Copyright) og offentliggjort på Myldretid 31. januar 2024. Se billedteknik
Kamera: NIKON D7200 Brændvidde: 85 mm (~ 127 mm) Lukkertid: 1/800 s. Blænde: ƒ/8 ISO: 500 - kan være redigeret og beskåret - Skjul
Albertslund på den københavnske vestegn har siden indførelsen af linjenumre på busserne i Københavns Amt i 1951 været betjent af 140-linjerne. Og frem til 1980 var Sengeløse Rutebiler alias De gule Busser i Herstedøster fast inventar i området, hvorefter firmaet dog lod sig opkøbe af HT frem for at forny sin kontrakt med trafikselskabet. Trods utallige omlægninger kører der stadig flere 140-linjer i Albertslund, men det er noget relativt nyt, at linje 143 kommer til denne forstad. Linjen var egentlig etableret mellem Sengeløse og Ballerup i 1949, men blev i 1954 forlænget over Herstedøster til Glostrup og i 1963 fra Sengeløse til Taastrup. I 1967 blev ruten delt op, så kørslen mellem Ballerup og Taastrup blev til linje 144, og helt frem til marts 2010 var linje 143 dermed en linje mellem Glostrup og Ballerup, og det er nok sådan, de fleste husker den, for det var - med visse justeringer undervejs - sådan den kørte gennem 43 år. Foråret 2010 blev den dog omlagt til ikke at køre til Glostrup, men via Albertslund st. og videre til Vallensbæk i stedet for den samtidigt nedlagte linje 136. Dermed optræder linje 143 nu på Damgårdsvej nord for Albertslund st., hvor dette billede er taget. Skæbnen ville, at City-Trafik, der siden 2014 hedder Keolis, kom til at køre mange af De gule Bussers gamle linjer mellem 1996 og 2021. Her er det Keolis 2484, en VDL Ambassador årg. 2009, på Damgårdsvej med en sydgående linje 143 i foråret 2021.
Bussens data, historie og billeder
Flere billeder: Fra samme lokalområde Af linje 143 Optaget 20. april