Alle billeder tagget med Sidste dag/sidste tur
Der er 175 billeder med dette tag:
Kurt W. Knudsen 6 på Roskilde st.
Kurt W. Knudsens vogn 6 var en Leyland-DAB 7-1200B fra 1984. Vognmand knudsen kørte linje 211 mellem Roskilde, Tune og Greve. Ved HTs 2. udbud i 1990 tabte vognmanden kørslen til Linjebus, og på billedet ses bussen på Roskilde st. på Knudsens sidste driftsdag. Linjebus overtog også hele vognparken, og bus nr. 6 blev derved til Linjebus nr. 8551, senere 6551. I 1996 udrangeredes bussen og kom i trafik hos SMT Bus i Struer. Herfra kom den i 1999 til Wulff Bus i forbindelse med SMTs konkurs, og senere samme år eksporteredes den til Polen.
Foto: Dennis Holm Petersen, 31. marts 1990.
Arriva 1121 som linje 602 på Roskilde st.
Der er tidligere udrangeret gasbusser fra Arriva. I 2004 udgik de vogne, der anvendtes som bybusser i Roskilde, af vognparken. Bus 1121, en DAB 15-1200C-gasbus fra 1998, optager passagerer på Roskilde st. som linje 602 den sidste dag i trafik. Nu er bussen i drift i Yekaterinburg i Rusland!
Foto: Thomas de Laine, 22. maj 2004.
Arriva 3069 som linje 606 på linjens sidste driftsdag
Ved køreplansskiftet 8. januar 2006 blev linje 606, Citybus Roskilde, nedlagt. Linjen var en ringlinje i det centrale Roskilde, der betjente forskellige dele af bymidten og Roskilde station. Linjen kørte hvert 10. minut med to store 12 m-busser og oprettedes 2. juni 1996 i forbindelse med en samlet omlægning af bybusserne i byen. Det forhold, at linjen aldrig har haft særlige mange passagerer, har sandsynligvis været en medvirkende årsag til nedlæggelsen. Arrivas bus 3069, Volvo B12BLE/Aabenraa fra 2004, på linjens sidste driftsdag.
Foto: Thomas de Laine, 7. januar 2006.
Arriva 3063 som linje 604 på sidste dag med busdrift i Algade
I de gode gamle dage var der bustrafik gennem Algade, Roskildes centrale handelsgade. Roskildes bymidte har dog været gennem flere gadeomlægninger mv., og trafikken på hjul gennem Algade er efterhånden begrænset til cyklister. Linje 604 har dog i flere år kørt det lille stykke fra Skt. Peder Stræde til Hersegade som den eneste buslinje, der fik lov til at køre inde på selve "gågaden". Det er slut fra 8. januar 2006, hvor linjen blev omlagt til at køre over Hestetorvet og ad Jernbanegade, idet linjen samtidig omlagdes fra Klosterengen til Københavnsvej - Byageren, så butikscentret Ro's Torv betjenes. Med bortfaldet af linje 604 mistede Skt. Peder Stræde, den centrale del af Algade og et stykke af Hersegade den sidste busbetjening. Foto på Algade på den sidste dag.
Foto: Thomas de Laine, 7. januar 2006.
Connex 6269 ved Christiansborg, København
Connex' Berkhof-gasbusser er nu forsvundet fra linje 2A. Bus 6269, DAF SB220 GG-LF/Berkhof, sætter passagerer af ved Christiansborg på den sidste dag med Connex-drift på linjen. Bussen er nu flyttet til Køge.
Foto: Thomas de Laine, 22. oktober 2005.
Arriva 1175 på Hillerød st.
Da Hillerød bybusser var i licitation i 1999 vandt Arriva kørslen med gasbusser. Til formålet anskaffedes 10 stk. DAB 15-1200C-gasbusser, nr. 1172-1181, heraf én i reserve. Med virkning fra oktober 2005 har kørslen igen været i udbud, og Arriva genvandt linjerne, men denne gang med dieselbusser. Natten mellem fredag 21. oktober og lørdag 22. oktober 2005 kørtes Hillerød-gasbusserne til København, hvor de skal anvendes fremover. Bus 1175 som linje 701 på Hillerød st. fredag 21. oktober 2005.
Foto: Thomas de Laine, 21. oktober 2005.
ES Bus 7516 på Glostrup st.
Servicebuslinie 847 i Glostrup er lidt af en efternøler, idet den først blev oprettet i 2001. Først blev den kørt af Larsen Turistbusser, der pga. forsinket levering af nye busser ofte anvendte handicapbusser på linien til Glostrup Kommunes store fortrydelse. Larsen Turistbusser fik imidlertid inddraget sine køretilladelser af Færdselsstyrelsen i efteråret 2001, da økonomien ikke hang sammen, og et udbud af linien resulterede i, at ES Bus overtog den. Larsen Turistbusser nåede i øvrigt aldrig at modtage den nye bus til linien, men den blev senere indsat som servicebus i Aalborg. ES Bus' kørsel var fordelt på tre forskellige selskaber, og linie 847 kørte i et andet selskab end ES Bus' øvrige kørsel for HUR. Derfor har ES Bus kørt linie 847 videre, mens den øvrige kørsel, der udførtes af ES Bus, overgik til andre entreprenører i november 2003, da det ES Bus-selskab, der kørte de andre linier, gik i betalingsstandsning. Pr. 9. oktober 2004 overgår linie 847 til Arriva efter licitation. Bus 7516, DAB 11-0860S, kørte 8. oktober 2004 på linien. Bussen fremstår uden nummerplade foran, og ses her på Glostrup st. på selskabets sidste dag som HUR-entreprenør. I den sidste periode havde ES Bus kun en anden bus, nemlig endnu en DAB 11-0860S-servicebus, der var reserve.
Foto: Thomas de Laine, 8. oktober 2004.
Connex 5002 på Friheden st.
På Friheden st. mødes linie 132, 137, 539P og 200S, som City-Trafik alle overtog fra Connex 23. maj 2004. Desuden trafikeres terminalen af linie 18, 121 og 97N. Connex' bus 5002, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 1997, som linie 132 på Friheden st.
Foto: Thomas de Laine, 22. maj 2004.
Connex 5096 ved Valby st.
Linie 133 overtoges også af City-Trafik 23. maj 2004. Før da trafikerede Connex linien, her repræsenteret ved bus 5096, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 1997, på Lyshøjgaardsvej ved Valby st.
Foto: Thomas de Laine, 22. maj 2004.
Connex 5139 som linie 200S på Lyngby st.
City-Trafik overtog linie 200S den 23. maj 2004. Forinden trafikerede Connex-linien med et antal Volvo B10BLE/Säffle-busser af årgang 1998 som denne, nr. 5139. Bussen er leveret til Combus i 1998, men overgik med linie 200S og Combus' øvrige københavnske aktiviteter til Connex i 2001. Foto på Lyngby st.
Foto: Thomas de Laine, 22. maj 2004.
Arriva 1935 på Roskilde st.
Den sidste dag med Arriva-drift på linie 212, 213 m.fl. var præget af, at Mercedes-busserne 1051-1080 ikke var i drift, hvorfor alskens andre busser optrådte på linierne. Bus 1935, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 1994, kørte f.eks. på linie 213, og ses her på Roskilde st. Linie 213 har skiftet entreprenør i hver eneste licitation, den har været igennem: I 1990 genvandt Roskilde Turisttrafik ganske vist linien, da den første gang blev udbudt, men man valgte at overdrage linien til City-Trafik uden licitation, da man besluttede ikke at fortsætte. I 1994 tabte City-Trafik linien til Linjebus, der igen i 1998 tabte den til Bus Danmark, som i 1999 blev til Arriva Danmark. 23. maj 2004 overtog Wulff Bus kørslen. Hvis der da overhovedet er nogen af lineins chauffører fra før 1990 tilbage, så værdsætter de nok virksomhedsoverdragelsesloven...
Foto: Thomas de Laine, 22. maj 2004.
Arriva 1116 i aftenstemning i Trekroner
Lørdag den 22. maj 2004 var sidste gang, der var aftendrift på linie 604. Fremover må fotografens fødder transportere ham længere end 150 m, hvis han skal til Roskilde om aftenen. Det er godt, han har en cykel! Arrivas bus 1116, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, på Nordens Parkvej ud for Lysalleen, 150 m fra fotografens bopæl, den sidste aften, der samtidig var sidste dag, Arriva trafikerede linien.
Foto: Thomas de Laine, 22. maj 2004.
Arriva 1125 på Roskilde st.
Siden 1998 har DAB 15-1200C-gasbusserne udført næsten alle ture på Roskildes bybuslinier 601, 602, 604, 605, 606 og 607, idet linie 603 og 608 var (delvise) dieselbuslinier - førstnævntes vognløb omfatter også kørsel på linie 216. Gasbusserne forsvandt 23. maj 2004, da Wulff Bus overtog kørslen, og Arrivas Roskilde-gasbusser bliver de første af typen, der helt udrangeres. Arriva i Roskilde havde først busserne 1110-1126, der leveredes til kontraktbegyndelsen i 1998. Senere på året fik man også nr. 1108-1109, der overførtes fra Islev. Det var åbenbart lige i overkanten af, hvad man havde brug for, for nu optrådte gasbusser efterhånden også ret jævnligt på linie 123 og 223E. I maj 1999 afgav man 1108-1111 til Ryvang garage, og siden har Roskildes gasbuspark alene bestået af vognene 1112-1126, der altså nu udrangeres. Ultimo april tilførtes lånegasbussen 4000, og den var i trafik så sent som lørdag den 22. maj på linie 123. Her ses gasbus 1125 som linie 607 på Roskilde st.
Foto: Thomas de Laine, 22. maj 2004.
Sidste afgang på linie 608
Fredag den 21. maj 2004 kl. 17.55 kørte den sidste linie 608. Linien nedlægges i forbindelse med nedskæringerne af busdriften i HUR-området. At denne linie nedlægges må anses for helt forståeligt. Der var, meget sigende, 0 passagerer med på denne afgang. Det er aldrig rigtig lykkedes at overbevise særlig mange mennesker om fordelene ved at køre fra Veddelev til stationen i Trekroner i stedet for stationen i Roskilde. Sikkert bl.a. fordi, der er mange flere regionaltogsafgange fra Roskilde, end de to tog i timen, der standser på Trekroner station, og fordi skiftet til-fra bussen ofte ikke fungerer godt. Seneste ankomst fra København med forbindelse til den fotograferede bus er således kl. 17.26 - 29 minutters ventetid! Bus 1117, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, ved Trekroner st. på liniens sidste afgang. Linie 608 var i øvrigt en dieselbuslinie, men ingen regel er som bekendt uden undtagelse...
Foto: Thomas de Laine, 21. maj 2004.
Arriva 1052 i Roskilde
Det var også sidste gang, at Arriva kørte på linie 223E den 21. maj 2004. Samtidig er var det nok sidste gang, bus 1052 var i Arriva-trafik. Alle Mercedes'erne i Roskilde udrangeres, og allerede fredag aften begyndte man at køre dem væk. Bus 1052 som linie 223E ved Roskilde sygehus.
Foto: Thomas de Laine, 21. maj 2004.
Bus 1718 på linie 121, Friheden st.
Linie 121 blev ved køreplansskiftet den 14. december 2003 afkortet fra Valby st. til Friheden st. I 80 år - siden 1920 - har linien ellers kørt ind og ud ad Valby på Gl. Køge Landevej. I midten af 1930'erne blev linien forlænget til Køge, og i 1951 blev den tildelt linienummeret 121. Frem til færdiggørelsen af S-banen til Køge i 1983 spillede ruten en særdeles stor rolle, og fik derfor også i 1977 Danmarks første ledbusser. I tidligere tider har både sættevognsbusser og dobbeltdækkere trafikeret ruten. HURs seneste sparerunde betyder imidlertid, at der spares 4 ud af 10 vognløb på linien. Dette opnås ved at afkorte linien fra Valby st. til Friheden st. og at indskrænke kørslen i myldretiderne fra 20- til 30-minuttersdrift. Ved en tilsvarende indskrænkning på linie 126 spares yderligere 1 bus. Her ses bus 1718, Volvo B10BLE-59/Aabenraa årg. 1999, på Friheden st. den sidste dag med kørsel til Valby st. I baggrunden ses en DAB-gasbus årg. 1998 på linie 39, der blev helt nedlagt ved samme køreplansskift. Fra 14. december 2003 er linie 18 alene på Gl. Køge Landevej mellem Valby st. og Friheden st.
Foto: Thomas de Laine, 13. december 2003.
Bus 5274 på linie 39, Friheden st.
Linie 39 blev nedlagt ved køreplansskiftet den 14. december 2003. Liniens "storhedstid" sluttede dog allerede i 1997, da HTs daværende flagskib, en S-buslinie, blev oprettet og fulgte linien i hele dens udstrækning. Linie 39 blev ved den lejlighed indskrænket en del. Samtidig forlængedes den mod syd ad Gl. Køge Landevej til Friheden st. og på nogle tidspunkter helt til Avedøre Holme. Både den nye S-buslinie, linie 100S, og linie 39 blev derefter kørt af Combus, der startede op som ny HT-entreprenør. Linie 39 blev derved en af de første linier, der fik gasbusser, hvilket linien havde resten af sin levetid. Combus forblev dog kun entreprenør til 2001, hvor Connex fortsatte på Combus' kontrakt. Kontrakten udløb netop 13. december 2003. Her ses bus 5274 på linien på Friheden st. Bussen er en DAB-Silkeborg 12-1200B fra 1992, der med jævne mellemrum kørte på linien. Her på liniens sidste driftsdag havde Connex været så flinke at sætte mindst to højgulvsbusser ind på 39'eren.
Foto: Thomas de Laine, 13. december 2003.
Bus 5194 på linie 100S, Sundbyvester Plads
Linie 100S var fra begyndelsen en stor linie. Den blev oprettet 28. september 1997 på strækningen Svanemøllen st.-Nørrebro-Valby st.-Sjællandsbroen-Sundbyvester Plads og 27. september 1998 forlænget på visse ture til Lergravsparken. Linien blev fra begyndelsen kørt af Combus på en ny kontrakt og med fabriksnye busser. Kørslen overgik med Combus' øvrige kørsel i Hovedstadsområdet til Connex i maj 2001. 14. december 2003 blev linien så nedlagt og erstattet af den nye linie 4A, der har samme ruteføring men standser ved alle stoppesteder. På billedet ses en sjælden gæst på linie 100S, nemlig en DAB-gasbus. Det var nok et resultat af akut vognmangel, der gjorde, at Connex på linie 100S' sidste driftsdag lod denne bus køre på linien. Bussen er nr. 5194, en DAB-gasbus fra 1998, der udmærkede sig ved, at udstigningsdøren bag bagakslen ikke kunne anvendes. Her ses den under julepynt ved Sundbyvester Plads hen på eftermiddagen den 13. december 2003. Der er ikke meget lys at gøre godt med som busfotograf på denne tid af året!
Foto: Thomas de Laine, 13. december 2003.
Veteran-S-toget på Glostrup st.
Lørdag d. 20. september 2003 afholdt Dansk Jernbane-Klub et større arrangement med kørsel med både første, anden og tredje generation af S-tog. Anledningen var, at DSB S-tog desværre har besluttet, at det gamle førstegenerations-S-tog ikke længere skal holdes køreklart. Her ses det gamle S-tog under et fotostop i Glostrup. Den 21. september kørte toget for sidste gang for et særligt indbudt selskab.
Foto: Thomas de Laine, 20. september 2003.
Veteran-S-toget på Klampenborg st.
En af de S-banestationer, der åbnede helt tilbage i 1934 ved S-banens indvielse, er Klampenborg. Her ses trevognstoget på Klampenborg st., lidt efter klokken seks om aftenen, inden det for sidste gang kørte ind mod København H, hvor turen sluttede.
Foto: Thomas de Laine, 20. september 2003.
Veteran-S-toget bliver foreviget på Klampenborg st.
Fotograferne stod tæt på Klampenborg station. Faktisk var det nødvendigt at skiftes lidt til at fotografere, og klistre sig ind til siden, så de andre kunne komme til.
Foto: Thomas de Laine, 20. september 2003.
Sidste linie 31 fra Dragør
Linie 31s sidste tur fra Dragør blev kørt af bus 5062. Den ses her ved ankomsten til Ørestad st. Når linie 31- og 32-busserne ankom til Ørestad st. fortsatte de som linie 33 til Rådhuspladsen. I City-Trafik-tiden viste skilterne "fortsætter til Rådhuspladsen" under "Ørestad st.". I dag er det ikke lige til at se, at bussen faktisk kører hele vejen ind til byen.
Foto: Thomas de Laine, 2. august 2003.
Stoppestedsstanderen på Ørestad st.
Stoppestedsstanderen ved Ørestad st. d. 2. august 2003. Standeren bærer endnu skiltet for linie 31, der kørte sidste gang samme dag, og for metrobusserne, der faktisk slet ikke holder her men omme på Ørestads Boulevard på den anden side af stationen.
Foto: Thomas de Laine, 2. august 2003.
Den sidste linie 31 fra Ørestad st.
Linie 31 blev nedlagt med sidste afgang lørdag d. 2. august kl. 13:49 fra Ørestad st. Turen kørtes af bus 5067. Den sidste tur fra Dragør, der afgik noget tidligere, var i øvrigt bus 5062. Flagene var medbragt af allestedsnærværende Torben Liebst.
Foto: Thomas de Laine, 2. august 2003.
Den sidste tur med linie 231 fra Roskilde st.
Den sidste afgang med linie 231 fra Roskilde st. lørdag d. 26. juli 2003. Dette var dog ikke den sidste bus på linien, idet den aller sidste afgang kørte knap to timer senere fra Kirke Hyllinge. Bussen er vogn 8417 fra Partner Bus - en DAB-Silkeborg serie 15-lavgulvsbus leveret i forbindelse med 4. udbuds kontraktbegyndelse 1. april 1994.
Foto: Thomas de Laine, 26. juli 2003.