Alle billeder tagget med DAB
Der er 1.351 billeder med dette tag:
Arriva 9061 i garagen i Viborg

Arriva 9061 er en Volvo B10M-60/DAB-rutebil. DSB fik i cirka 10 år fra midten af 1980'erne til midten af 1990'erne hvert år leveret en hel serie sådanne busser. I 1986 leveredes nr. 061, der i første omgang huserede i Herning-området. Fra 1994 hed bussen 2061, og den fulgte med over i Arriva i 2001. Hos Arriva havde man i forvejen en bus med nr. 2061 (i VT-området), så bussen blev omnummereret til 9061. På billedet, der er taget på Arrivas garage på Ærøvej i Viborg, fremstår bussen i Arrivas VAFT-farver.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 13. februar 2006.
Arriva 2241 i garagen i Viborg

Arrivas bus 2241 er i sin tid leveret til DSB som vogn 241 i 1990. Bussen er af typen Volvo B10M-60/DAB. I 1994 fik den nummer 2241, og i 2001 overgik den med Combus' kørsel til Arriva. Bussen har den første del af sit liv kørt i Herning-området, men er nu stationeret i Viborg. Bussen fremstår endnu i DSB-rød og ses her på Arrivas garage i Viborg.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 13. februar 2006.
NF Turistbusser 51 i Viborg

Denne Scania-DAB SC-1200L med den officielle chassisbetegnelse L94IB er i sin tid nyleveret til Combus i Sydbus-området som vogn 2747 i 2000. Den er på et senere tidspunkt kommet til NF Turistbusser og er her fotograferet i Viborg.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 13. februar 2006.
De Blaa Busser, Skive, vogn 29

De Blaa Busser i Skive har endnu denne herlige Leyland-DAB serie 6 type 1-bybus i drift som reservevogn for bybusserne i Skive. Bussen har dørarrangement 2-2-0 som var det en HT-bus, men dog med enkeltsæder i dørsiden i den forreste del af bussen.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 13. februar 2006.
De Blaa Busser, Skive, vogn 29 i garagen

De Blaa Bussers vogn 29, Leyland-DAB 6-1-TL11/3 fra september 1982 i garagen. Måske et bevaringsobjekt?
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 13. februar 2006.
Tidligere Birkerød-bus hos De Blaa Busser, Skive

De Blaa Busser i Skive er indehaver af denne DAB-Silkeborg 7-1200B fra 1989. Bussen er oprindeligt leveret til Birkerød Bus Compagni som vogn 56. I 1993-94 blev den solgt til DAB og ombygget til S-bus til Unibus, hvor den i 1994 kom i drift som vogn 67.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 13. februar 2006.
De Blaa Busser 56 i Skive

De Blaa Busser i Skive overtog i forbindelse med VAFT-licitationen i 2002 denne DAB 12-1024L-rutebil fra Arne Nielsen i Skive. Bussen er fra 1994, er 10,24 m lang og kører hos De Blaa med internnr. 56.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 13. februar 2006.
Skave Turistfart 19 i Skive

Skave Turistfarts vogn 19 er en DAB 12-1200L-rutebil fra 1996. Bussen er oprindeligt leveret til Nordtrafik i Hjørring som vogn 122. Senere er den kommet til Skave Turistfart. Bussen ses her i Skive.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 13. februar 2006.
Pan Bus 248 i garagen i Viborg

Pan Bus har erhvervet den tidligere Århus Sporveje nr. 215, der er en Leyland-DAB 7-1200B fra 1986. Dens fortid fornægter sig ikke!
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 13. februar 2006.
Pan Bus 228 i Nykøbing Mors

Pan Bus købte Limfjordsruterne i Thisted i 1996. Ved den lejlighed overgik Limfjordsruternes vogn 10, en DAB 12-1200L fra 1993, til Pan Bus, hvor den fik nr. 228. Den har dog beholdt Limfjordsruternes farver. På X-Bus-rute 926X kører der dog stadig eller igen busser med Limfjordsruterne-navnet. Her ses Pan Bus 228 i Nykøbing Mors.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 13. februar 2006.
Pan Bus 209 i Viborg

I 1994 fik Pan Bus leveret sin vogn 209 til bybusserne i Viborg. Bussen er en DAB 15-1200C mk. II med MAN-motor. Bussens registreringsnummer er dog af nyere dato.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 13. februar 2006.
Connex 6225 og 5177 under afhentning til Ungarn

Et antal Connex-gasbusser er nu sendt til Ungarn. Nogle ungarske chauffører afhentede i januar fire busser hos Connex i Gladsaxe, her nr. 6225 og 5177, begge DAB 15-1200C af årg. 1999 hhv. 1998. Busserne er blevet til overs i forbindelse med, at Connex tabte linje 350S til Arriva med virkning fra oktober 2005. Efter nogle måneders henstand på det lukkede busanlæg i Ejby, søger busserne nu nye veje.
Foto: Ole Koch, 25. januar 2006.
Connex 5177 ved afhentningen til Ungarn

Connex 5177 med ungarske nummerplader, sne på taget og en beskiltning, der er lidt sjov, taget i betragtning af, at linje 66 ikke køres af Connex. Bussen er nu kørt til Ungarn. Hvor mon de tankede den undervejs? Bus 5177 er oprindeligt leveret til Combus, men fulgte med Combus' HUR-kørsel ind i Connex 1. maj 2001. Gladsaxe garage.
Foto: Ole Koch, 25. januar 2006.
Connex 6225 ved afhentningen til Ungarn

Connex' bus 6225 indledte sin karriere på linje 3, 5 og 67 i 1999. Efter nogle omflytninger af busser og linjer kom den fra oktober 2002 til køre på linje 350S. Bussen kørte det første år under Linjebus-navnet. Gladsaxe garage.
Foto: Ole Koch, 25. januar 2006.
Connex 5152 ved afhentningen til Ungarn

Connex 5152 er i sin tid leveret til Combus til linje 12 og 13 m.fl. i 1998. Den er siden hen kommet til Connex, der siden oktober 2005 ikke har haft brug for den. Nu er den på vej til nye oplevelser i Ungarn. Gladsaxe garage.
Foto: Ole Koch, 25. januar 2006.
Førerpladsen på TAK 1165 (ex. HT 1570) i Tallinn, Estland

TAK nr. 1165 er en Scania BR112/DAB med en fortid som HT nr. 1570. Bussen har kørt i Tallinn siden 1990'erne, og der er gennem årene sket et par ændringer. Her ses førerpladsen i bussen.
Foto: Frank Pedersen, 15. juli 2005.
City-Trafik 2081 (ex. HT 1856) fotograferet ved Sporvejsmuseet kort inden den endelige overdragelse til SHS

HT fik i 1988-89 leveret en serie Volvo B10M/DAB-bybusser, nr. 1849-1884. Det blev den sidste serie bybusser, det gamle HT fik leveret, og når der ses bort fra servicebusser o.lign. kom der først igen nye busser i 1992. I årene 1985-89 fik alle nye HT-busser det særlige Kryger-interiør med orangerøde farver på væggene og særlig formgivning af chaufførskillevæg og loft mv. Dette design var arkitekttegnet og udviklet i samarbejde mellem HT, DSB, Aabenraa Karrosserifabrik og DAB i Silkeborg. Heldigvis er en sådan karakteristisk bus bevaret, nemlig HT nr. 1856. Den kom i 2000 via Sommer til City-Trafik som nr. 2081, og i foråret 2005 overgik den til Sporvejshistorisk Selskab (SHS) til bevarelse. Bussen ses her nær Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm kort inden overdragelsen til SHS.
Foto: Frank Pedersen, 26. februar 2005.
A.P. Hansen, Roskilde, vogn 14 ved Roskilde st.

A.P. Hansen, Roskilde Turisttrafik, var blandt de entreprenører, der drejede nøglen om i april 1990 i forbindelse med HTs 2. udbud. Roskilde Turisttrafik havde dog faktisk genvundet sin kørsel, men interne uenigheder om, hvorvidt man skulle fortsætte, endte med, at kontrakten blev overdraget til City-Trafik, der således stod for kørslen frem til 1994. Bus 14, Leyland-DAB 7-1200L fra december 1984, blev selskabets sidste bus i de gamle røde og hvide farver. I april 1990 blev bussen til City-Trafiks vogn 14, og i 1993 blev den solgt til DAB. Herfra er den senere kommet til Skjern Rute & Turist og senere igen til Malling Turistbusser. Bussen har dørarrangement 1-1-0 og ses her på vej ud af den gamle busterminal ved Roskilde station kort før overgangen til City-Trafik.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
A.P. Hansen vogn 5 på Østrup Trafikplads

A.P. Hansens linjer 146 mellem Roskilde og Ballerup og 147 mellem Jyllinge og Høje Taastrup mødtes på Østrup Trafikplads, hvor der var omstigning. Sådan er det faktisk stadig, men nu hedder linjerne bare 216 og 217. A.P. Hansens vogn 5 ses på Østrup Trafikplads juleaftensdag 1989. Bussen fulgte med over i City-Trafik, hvor den kørte med nr. 5. I 1994 solgtes den til DAB og blev ombygget med ekstra bagdør som S-bus til Unibus, der gav den nr. 82.
Foto: Dennis Holm Petersen, 24. december 1989.
A.P. Hansen vogn 1 på Østrup Trafikplads

A.P. Hansens vogn 1 var en DAB-Silkeborg 7-1200B med DAF-motor fra december 1988. Bussen overgik i 1990 til City-Trafik som nr. 1 og blev i 1994 solgt til DAB og ombygget til S-bus til Unibus. Hos Unibus blev den til vogn 84, fra 1996 nr. 7084, og i 1999 overgik bussen til Arriva, hvor den beholdt nr. 7084. Bussen ses her på Østrup Trafikplads kort før City-Trafiks overtagelse.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
City-Trafik vogn 7 på Roskilde st.

A.P. Hansens vogn 7 leveredes i december 1989 sammen med den tilsvarende vogn 3 som selskabets to sidste nye busser. Busserne anskaffedes til erstatning for Leyland-DAB serie 3-busser, og begge vogne overgik i april 1990 med firmaets kørsel til City-Trafik i Roskilde, hvor de beholdt deres numre. Eftersom bussen på billedet har fået de ovale gule HT-bomærker, er billedet formentlig taget efter City-Trafiks overtagelse. Bussen holder pause i den gamle busterminal ved Roskilde st. I 1994 blev bussen solgt til DAB, og den blev ombygget til S-bus med ekstra bagdør mv. til Unibus, hvor den fik internnr. 86. Søstervognen gik i øvrigt samme vej og blev til Unibus nr. 85.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
A.P. Hansen vogn 3 på Østrup Trafikplads

Vogn 3 var den ene af de to sidste busser, A.P. Hansen, Roskilde Turisttrafik, fik leveret i december 1989. Her ses bussen senere på leveringsmåneden i trafik på linje 146 på Østrup Trafikplads. De særlige linjenummerruller, der kunne vise to linjenumre ad gangen, var i øvrigt en særlig A.P. Hansen-specialitet. Før HT-tiden kunne man endda opleve hele tre linjenumre ad gangen i form af linje 146/147/202. Også syd for Roskilde, på linje 213 og 214, kunne fænomenet ses.
Foto: Dennis Holm Petersen, 24. december 1989.
Kurt W. Knudsen 6 på Roskilde st.

Kurt W. Knudsens vogn 6 var en Leyland-DAB 7-1200B fra 1984. Vognmand knudsen kørte linje 211 mellem Roskilde, Tune og Greve. Ved HTs 2. udbud i 1990 tabte vognmanden kørslen til Linjebus, og på billedet ses bussen på Roskilde st. på Knudsens sidste driftsdag. Linjebus overtog også hele vognparken, og bus nr. 6 blev derved til Linjebus nr. 8551, senere 6551. I 1996 udrangeredes bussen og kom i trafik hos SMT Bus i Struer. Herfra kom den i 1999 til Wulff Bus i forbindelse med SMTs konkurs, og senere samme år eksporteredes den til Polen.
Foto: Dennis Holm Petersen, 31. marts 1990.
Kurt W. Knudsen 7 på Roskilde st.

Kurt W. Knudsens vogn 7 var søsterbus til nr. 6, og den kom hos Linjebus til at hedde 8552 og fra 1994 6552. Også den kom i 1996 til SMT Bus og herfra i 1999 via Wulff Bus til Polen. Bussen er en Leyland-DAB 7-1200B årgang 1984, og den ses her på Roskilde st.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Kurt W. Knudsen 5 på Roskilde st.

Knudsens vogn 5 var en Leyland-DAB 6-1-TL11/3 fra december 1982. Bussen fulgte med vognmandens kørsel over i Linjebus, hvor den fik nr. 8549. Den forblev i trafik til 1995 - det sidste år som vogn 6549 - hvor den solgtes til Bushistorisk Selskab. Der blev investeret en del i istandsættelsen af denne bus, men i 2003 opgav foreningen alligevel bussen, der efterfølgende blev ophugget. Her ses den i 1989 på Roskilde st.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.