Myldretid

Menu

BillederSøg i Billeder

Søgeresultat: "55.65496,12.48653"

Skriv f.eks. navnet på et busselskab, en bustype, et sted eller en fotograf:

Søg i Billeder efter:

55.65496,12.48653 opfattes som en bredde- og lægdegrad. Der søges i billeder stedfæstet i nærheden af dette punkt.

Du søgte efter 55.65496,12.48653 og fandt 18 billeder.

Anchersen 3222 som linje 132 på Hvidovrevej, Hvidovre

Anchersen 3222 som linje 132 på Hvidovrevej, Hvidovre

Movias linje 132 kan føre historien tilbage til årene omkring 1920, selvom vi skal lidt længere op i tiden, før ruten begyndte at minde mere om nutidens version. Linjen indgik i rutebilpionéren J.P. Pedersens forretning som "Hvidovre Ringlinie". Denne rutebilforretning eksisterede helt frem til 1990 under navnet Hvidovre Rutebiler, og den var fra 1975 HTs største private entreprenør. Hvidovre Ringlinie kørte allerede i løbet af 1920'erne som netop en ringlinje fra Toftegårds Plads ad Gl. Køge Landevej forbi Flaskekroen over Friheden og op ad Hvidovrevej til Vigerslev Allé og tilbage til Toftegårds Plads, men udvidedes efterhånden med en afstikker til Strandmarksskolen og fik senere også kørsel ud på det nye industriområde Avedøre Holme. Ringlinjestrukturen blev brudt 1. oktober 1972, hvor kørslen på Vigerslev Allé mellem Hvidovrevej og Toftegårds Plads faldt bort, og linjen i stedet forlængedes nordpå via Hvidovre st. og Damhustorvet til Ålholm Plads, hvilket fandt sted samtidig med S-banens åbning langs Gl. Køge Landevej. HT udskilte desuden i foråret 1979 kørslen mellem Valby og Avedøre Holme som en separat "hurtigbuslinje" 132H. Endestationen i Valby flyttedes endvidere i september 1981 til busterminalen ved Valby st. Ved de store linjeomlægninger og besparelser i foråret 1989 afkortedes ruten i den anden ende fra Ålholm Plads til Hvidovre st., men det varede kun til 2. juni 1991, hvor den i stedet forlængedes via Damhustorvet til Rødovre Centrum. 1. april 1990 overtog Linjebus kørslen, og Hvidovre Rutebiler ophørte med at eksistere. Det blev til otte år med Linjebus ved roret, hvorefter Combus vandt linjen fra maj 1998. 27. september samme år bortfaldt den på Gl. Køge Landevej mellem Valby st. og Friheden, hvor den ellers havde kørt i omkring 80 år. Den vendte fra maj 2003 tilbage til Valby, men dog ikke med helt samme rute. 24. marts 2013 kom den ekstra langt mod nord, da den i Rødovreenden videreførtes over Husum Torv til Tingbjerg. Den seneste ændring fandt sted ved tilpasningen af busnettet til Metrocityringens åbning 13. oktober 2019, hvor kørslen mellem Valby st. og Friheden nok engang faldt bort. I det 21. århundrede har linjen skiftet operatør tre gange: Connex overtog Combus' aktiviteter i Hovedstadsområdet i foråret 2001, og fra maj 2004 vandt City-Trafik den, men siden oktober 2011 har Anchersen - i øvrigt med garage på Avedøre Holme - haft linjen. Det ændrer sig i december 2023, hvor Umoves elbusser tager over. Her er det Anchersen 3222, en Solaris Urbino 12LE nyleveret til netop linje 132 i efteråret 2011, på Hvidovrevej lige syd for Hvidovre st.

Foto: Thomas de Laine, 1. september 2023.

Arriva 1037 som linje 11 på Kettegård Alle, Hvidovre

Arriva 1037 som linje 11 på Kettegård Alle, Hvidovre

Linje 11 har eksisteret mere end en håndfuld gange i den københavnske bus- og sporvejshistorie. Den nuværende 11'er opstod 27. juni 2021, hvor man opfyldte ønskerne hos en gruppe af tidligere linje 1A-passagerer, som efter omlægningen af busnettet ved Metrocityringens åbning i efteråret 2019 havde mistet den direkte forbindelse mellem Hvidovre og City. Løsningen bestod i at opdele buslinje 10, så delen mellem Rådhuspladsen, Toftegårds Plads i Valby og Vigerslev blev forlænget via Hvidovre Hospital og ad Kettevej til den gamle linje 10-bussløjfe på hjørnet af Kettevej og Avedøre Byvej, mens delen fra Brønshøj Torv til Vigerslev førtes ned til Gl. Køge Landevej og Åmarken st. Linjen mellem Rådhuspladsen og Avedøre Byvej fik linjenummer 11, selvom denne del egentlig havde et vist slægtsskab med tidligere tiders linje 10, hvorimod den tværgående linje mellem Brønshøj Torv og Åmarken beholdt nummeret 10. Arriva kørte fortsat begge linjerne med de Volvo B7RLE-busser, der tilbage i 2009 var blevet leveret til netop linje 10, men december samme år overtog Umove kørslen med nye Yutong-elbusser. Arriva 1037, Volvo B7RLE-60/Säffle (8500LE) årg. 2009, på Kettegård Alle i Hvidovre på premieredagen.

Foto: Thomas de Laine, 27. juni 2021.

Arriva 1035 ved Åmarken st.

Arriva 1035 ved Åmarken st.

Åmarken station åbnede i 1972 sammen med Køge Bugt-banens første etape fra Dybbølsbro til Vallensbæk. Stationen er beliggende lige øst for Gl. Køge Landevej umiddelbart syd for kommunegrænsen mellem Københavns og Hvidovre kommuner. Stationen har aldrig været banens travleste, og de fleste togrejsende stifter kun rigtigt bekendtskab med den i forbindelse med større driftsuregelmæssigheder eller sporarbejder, idet stationen er den eneste mellem Dybbølsbro og Vallensbæk, hvor sporforholdene egner sig til at vende tog. Derfor har Åmarken ofte været skiftepunktet mellem S-tog og togbusser! Ordinær busdrift har stationen haft mindre af, når der ses bort fra de almindelige busstoppesteder på Gl. Køge Landevej ud for stationen. I april 1989 blev Åmarken dog endestation for den nye linje 23 mellem Hellerup, Nordvest, Vanløse, Valby, Vigerslev og altså Åmarken station. Linjen var en variant af den ældre linje 21 med anderledes rute i sydenden. Selvom linje 23 bestod til efteråret 1997, forsvandt den dog fra Åmarken st. allerede i oktober 1990, hvor den omlagdes, så den fra Vigerslevvej drejede mod nord i stedet mod syd ad Gl. Køge Landevej og fik endestation sammen med makkeren, linje 21, på Toftegårds Plads i Valby. Efter næsten 31 år blev Åmarken st. igen endestation for en rigtig buslinje fra 27. juni 2021, hvor omlægninger i bustrafikken mellem København og Hvidovre medførte, at buslinje 10 ikke længere skulle køre ind til byen, men i stedet føres ned til Åmarken st. Linjen kører mellem Brønshøj Torv, Flintholm st., Ålholm Plads og Åmarken st. og har på hele stykket fra Damhussøen til Åmarken st. i øvrigt samme ruteføring, som linje 23 i sin tid havde. Den nye tværforbindelse, som opstod med omlægningen, har ikke tiltrukket tonsvis af passagerer, men hvis man f.eks. fra Vanløse gerne vil have forbindelse med Køge Bugt-banen og ikke føler for at skifte tog på Folkesundshedsprojekt Ny Ellebjerg, kan man da bruge linje 10 ned til Åmarken... Siden december 2022 kører også Hvidovres servicebuslinje 134 via Åmarken st.

Foto: Thomas de Laine, 27. juni 2021.

Arriva 1135 som linje 1A på Vigerslevvej, København

Arriva 1135 som linje 1A på Vigerslevvej, København

København fik en linje 1, da man i november 1902 tildelte byens sporvognslinjer numre. Man nummererede efter vigtighed, sådan at den linje, der vurderedes vigtigst i byen, fik nummer 1. Sporvejene indførte desuden den regel, at lavere linjenummer gav en sporvogn forkørselsret i forhold til en vogn med højere linjenummer. Den oprindelige linje 1 udsprang i øvrigt af byens allerførste hestesporvognslinje oprettet i oktober 1863 mellem Frederiksberg Runddel og Vesterbrogade, som i løbet af få år førtes videre over Kgs. Nytorv og ud ad Østerbrogade og Strandvejen. Senere fik den nye endestationer og yderstrækninger, ligesom den blev omstillet til busdrift i 1967. Denne "rigtige" linje 1 måtte dog aflevere sit fine linjenummer til den nye A-buslinje 1A i maj 2003. A-buslinje 1 havde et stort strækningsfællesskab med den oprindelige linje 1, nemlig hele vejen fra Stormgade til Hellerup, mens dens rute via Toftegårds Plads til Hvidovre Hospital og Avedøre station havde en noget anden historie. I praksis var linje 1A en konvertering af den i 1996 etablerede S-buslinje 650S med samme linjeføring. Første operatør på linje 1A blev City-Trafik, som indsatte en serie nye Volvo B12BLE-busser, alle 13,7 m lange. April 2012 overtog Arriva linjen og indskiftede Scania OmniLink-busser i samme længde. Ellers kørte linje 1A stort set uden ændringer frem til omkalfatringen af Københavns busnet ved Metrocityringens åbning. 13. oktober 2019 omlagdes linje 1A, så hele inderstrækningen gennem byen bortfaldt. I stedet overtoges linje 3A's rute mellem krydset Enghavevej/Vigerslev Allé og Trianglen, således at yderstrækningerne blev en slags fødelinjer til metroens nye stationer på Enghave Plads og Trianglen. Desuden omlagdes linjen ad Gl. Køge Landevej, Folehaven og Vigerslevvej, så den bl.a. kom forbi Ny Ellebjerg station, der spås en stor fremtid som knudepunkt. I forlængelse af linjens nye (og mindre) rolle, blev den nednormeret til 12 m-busser med virkning fra genudbuddet af kørslen, som fra juni 2022 overgik til Umove og Yutong E12LF-elbusser. Her ses Arriva 1135, en Scania OmniLink årg. 2012, på Vigerslevvej ved Vigerslev Allé - på vej til at svinge fra sin "nye" rute tilbage på den "gamle" efter omvejen via Folehaven.

Foto: Thomas de Laine, 27. juni 2021.

Anchersen 3216 ved Åmarken st., København

Anchersen 3216 ved Åmarken st., København

Anchersen 3216, Solaris Urbino 12LE årg. 2011, som linje 132 på Gl. Køge Landevej ved Åmarken st.

Foto: Sikandar Sahil, 29. marts 2015.

Unibus 7045 ved Hvidovre st.

Unibus 7045 ved Hvidovre st.

Unibus 7045, DAB 15-1200C mk. I årg. 1993, som linje 22 ved Hvidovre st.

Foto: Thomas de Laine, 16. maj 1998.

HT 970 i Valby garage

HT 970 i Valby garage

HT 963, Leyland-DAB LS 575-680/5 (serie 4) årg. 1978, i Valby garage.

Foto: Jens Madsen, ukendt dato.

City-Trafik 2132 på Hvidovrevej, Hvidovre

City-Trafik 2132 på Hvidovrevej, Hvidovre

City-Trafik 2132, Scania OmniLink årg. 2002, som linje 132 på Hvidovrevej i Hvidovre.

Foto: Thomas Weidekamp, 9. december 2010.

Arriva 7115 ved Vigerslev Kirke

Arriva 7115 ved Vigerslev Kirke

Arriva 7115 (opr. Unibus 115), DAB 15-1200C mk. II årg. 1994, som linje 10 ved Vigerslev Kirke i juli 1999. Kort forinden var Bus Danmark og Unibus blevet sammenlagt, og det åbnede mulighed for, at de tidligere Unibus'er kunne optræde på gamle Bus Danmark-linjer som f.eks. linje 10.

Foto: Ib Erik Nielsen, 6. juli 1999.

HT 1453 på Vigerslevvej, Valby

HT 1453 på Vigerslevvej, Valby

HT 1453, Volvo B10M-60/Aabenraa årg. 1982, som linje 22 på Vigerslevvej.

Foto: Niels Hertz, 7. marts 1984.

Connex 6162 på Hvidovre st.

Connex 6162 på Hvidovre st.

I en kortere periode kørte der Scania MaxCi'er på en del af turene på linje 22, Tingbjerg-Brøndbyøster st. Bus 6162, Scania CN113CLL MaxCi/Katrineholm årg. 1994, som linje 22 ved Hvidovre st. I 2008 kan linje 22 i øvrigt fejre sin 70 års fødselsdag.

Foto: Thomas de Laine, 27. april 2004.

Ex. KS/HT 322 som linje 10 på Folehaven

Ex. KS/HT 322 som linje 10 på Folehaven

Sporvejshistorisk Selskab har den tidligere KS/HT nr. 322, der er en Leyland-DAB serie II fra oktober 1968. Den genser her Folehaven som linje 10 på en udflugt i august 2005.

Foto: Thomas de Laine, 20. august 2005.

To ukendte SE ved Danshøj st.

To ukendte SE ved Danshøj st.

SA'erne kaldes også for "hamstere" - nok fordi fronten med lidt god vilje ligner en hamster. Kælenavnet for SE'erne er defor oplagt: De kaldes for "hamsterunger". To ukendte hamsterunger på linje Bx har netop forladt Danshøj st.

Foto: Thomas de Laine, 10. juni 2005.

FS 7294 som linje Bx på Danshøj station

FS 7294 som linje Bx på Danshøj station

En af nyhederne i S-togskøreplanen, der trådte i kraft i januar 2005, var, at S-togslinje Bx nu kører i begge retninger hele dagen mandag-fredag og i øvrigt er forlænget til Klampenborg. Samtidig åbnedes den nye Danshøj station, hvor man kan skifte til Ringbanen. Et gammelt S-tog bestående af FS 7294 (forrest)-MU 8534-FU 8034-MM 7794 på Danshøj station som linje Bx mod Klampenborg. Der er omkring 40 stk. andengenerations-S-tog tilbage (alle 4-vognssæt), og i den næste køreplan, der skal træde i kraft i januar 2006, forventes typen ikke længere anvendt. Så det er om at komme ud at fotografere nogen det sidste år, vi endnu har dem. De kan mødes på linje B, B+, Bx, F, F+, C, H og H+.

Foto: Thomas de Laine, 16. marts 2005.

ASEA-tog på Danshøj station

ASEA-tog på Danshøj station

Da den normale drift på Ringbanen satte ind var det udelukkende med ASEA-togene (3. generations-S-togene). På den nye station Danshøj kan man skifte mellem Ringbanens linier F og F+ og Høje Taastrup-banens linie B, B+ og Bx, hvilket tydeligt ses her, hvor et F-tog mod Hellerup holder under(!) et B-tog mod Høje Taastrup på Danshøj station.

Foto: Thomas de Laine, 8. januar 2005.

SA 37 på Danshøj station

SA 37 på Danshøj station

Det var også første dag, hvor B-linierne betjente Danshøj station, hvor man kan skifte mellem Høje Taastrup-banen og Ringbanen. Her gør SA 37 som linie B mod Høje Taastrup holdt på Danshøj station.

Foto: Thomas de Laine, 8. januar 2005.

Connex 5109 som linie 129 på Hvidovre st.

Connex 5109 som linie 129 på Hvidovre st.

Linie 129 overgår 23. maj 2004 til City-Trafik, der får linien som kompensation for kørselsnedskæringer på andre af City-Trafiks linier. Samtidig udløber Connex' kontrakt på denne og andre linier, der gives i kompensation. Connex' bus 5109, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 1998, på Hvidovre st.

Foto: Thomas de Laine, 27. april 2004.

Connex 6165 bagfra som linie 22 på Hvidovre st.

Connex 6165 bagfra som linie 22 på Hvidovre st.

Som noget lidt utraditionelt anvender Connex Scania MaxCi-busser på linie 22 mellem Tingbjerg og Brøndbyøster st. Disse busser leveredes 1994-95 til Linjebus, som Connex dengang hed, hvor de bl.a. prægede bybuslinierne i Roskilde. Bus 6165, der her ses bagfra på Hvidovre st., blev således leveret i 1994 til anvendelse som bybus i Roskilde. 23. maj 2004 udrangeres typen, og ironisk nok har Wulff Bus købt Scania MaxCi'erne, hvilket resulterer i, at de i en periode vender tilbage til Roskildes bybusser, indtil fabriksnyt materiel kan leveres. Endnu et tilfælde, hvor historien gentager sig... Og ja: Billeder er taget bagfra. Bagenden er en ofte overset vinkel, der bør foreviges som de andre.

Foto: Thomas de Laine, 27. april 2004.