Billeder ➜
Nye billeder 16. januar 2025
Disse 5 billeder blev tilføjet 16. januar 2025:
Anchersen 3000 og Umove 7329 ved København Syd st.
Perronkonglomeratet, der kaldes København Syd station, har fra 15.-16. januar 2025 igen fået bus til døren, idet linje 1A er omlagt ad Carl Jacobsens Vej og Sjælør Boulevard med betjening af stationen, ligesom linje 17 er forlænget hertil. Vendepladsen er dermed igen taget i brug for busser, som der nu kommer flere af end nogensinde før. Linje 1A holder i begge retninger nærmest banen, mens linje 17 har fået indrettet et nyt stoppested på modsatte side af pladsen nogenlunde ud for Spar-supermarkedet. Her er der tæt bustrafik på førstedagen, hvor Umove 7329 som linje 1A mod Hellerup passerer Anchersen 3000, der udligner på linje 17, mens Umove 7327 - endnu en 1'er mod Hellerup - også er på vej ind i baggrunden.
Foto: Thomas de Laine, 16. januar 2025.
Anchersen 3003 ved København Syd st.
Linje 17 fik lov at (gen)indtage busterminalen ved København Syd st. en dag før linje 1A. Forlængelsen fra Sjælør st. til København Syd skete fra onsdag 15. januar 2025 ved driftens begyndelse. Anchersen 3003, BYD K9 årg. 2019, ved den nye endestation sidst på eftermiddagen den første dag.
Foto: Thomas de Laine, 15. januar 2025.
Umove 7316 ved København Syd st., København
Efter flere udsættelser blev Københavns linje 1A fra torsdag 16. januar 2025 om morgenen omlagt via København Syd station i stedet for Toftegårds Plads. Det skete for nordgående busser fra ca. kl. 7 og for vestgående busser fra ca. kl. 8. Passagerer fra Hvidovre og Vigerslev kan dermed f.eks. skifte til metro ind mod centrum eller - ved brug af trappen bag bussen på dette billede - til S-tog mod Køge Bugt. Med omlægningen slipper omstigende rejsende for den dårligt skiltede spadseretur til Gl. Køge Landevej. Men en nem forbindelse fra togene til downtown Valby eller linje 8A til Amager er der stadig ikke. Umove 7316, Yutong E12LF årg. 2022, som linje 1A mod Hellerup i busterminalen ved København Syd st. på premieredagen.
Foto: Thomas de Laine, 16. januar 2025.
Umove 7311 på Toftegårds Plads, Valby
Linje 1A kører fra 16. januar 2025 ikke længere via Toftegårds Plads, hvor den ellers har været fast inventar siden linjens oprettelse i maj 2003. Umove 7311, Yutong E12LF årg. 2022, som linje 1A ved Toften en uge inden omlægningen via knudepunktsstationen København Syd.
Foto: Thomas de Laine, 9. januar 2025.
Anchersen 3019 ved Sjælør st., København
Anchersen 3019, BYD K9 årg. 2019, som linje 17 på parkeringspladsen ved Sjælør st., der midlertidigt var sydlig endestation fra linjens etablering i oktober 2024 til midten af januar 2025. I en længere periode forinden kørte linje 7A også kun hertil, mens der var vejarbejde på Carl Jacobsens Vej og ombygningsarbejde på vendepladsen ved København Syd station. Parkeringspladsen ved Sjælør st. har i flere perioder fungeret som busendestation, bl.a. for de forlængst hedengange ekspresbuslinjer 171E/172E og oprindeligt også for de korte ture på linje 4A, som ikke førtes igennem fra Østerbro til Amager.
Foto: Thomas de Laine, 9. januar 2025.