Myldretid

Menu

Billeder

Nye billeder 16. februar 2024

Disse 4 billeder blev tilføjet 16. februar 2024:

Arriva 5710 ved Næstved st.

Arriva 5710 ved Næstved st.

Den norske buskarosserifabrik Vest Karosseri blev etableret i Stryn i midten af 1960'erne og må ikke forveksles med Vestfold Bil- og Karosserifabrik, VBK, som i nogle år i 1970'erne byggede en mængde busser til danske kunder. Vest Karosseri fik vi nemlig først at se på danske plader i 1995-96 med Vest Liner- og Vest Ambassdør-modellerne. Her er et eksempel på en Vest Liner, nemlig Arriva 5710, der netop er ankommet til Næstved st. på lokalrute 692. Som bussens dørarrangement giver et hint om, er der tale om en vogn, der i sin tid blev anskaffet af Combus til selskabets kortvarige eventyr med særlige lufthavnsbusser til og fra Billund Lufthavn. Den er bygget på Volvo B10M-chassis til dette formål i 1997, men kom allerede i 1999 til STS-området, hvor den kørte resten af sin tid som almindelig rutebus - først som Combus 2559 og senere som Arriva 5710.

Foto: Thomas de Laine, 24. marts 2010.

Arriva 5713 ved Næstved st.

Arriva 5713 ved Næstved st.

I 1998 kom der et opdateret Vest-karosseri - kaldet V10 på laventrébusser og V25 på højgulvsbusser. Dette er en V25, bygget 1999 på Volvo B10M-chassis til Combus i Næstved, vogn 2562, hvorfra Arriva overtog den. Den blev senere omnummereret til 5713. V10 og V25 blev bygget ind i det 21. århundrede og var i bybusversionen gerne på Volvo B10BLE-chassis, men der kom også et antal korte Volvo B6LE. I den periode i 2002-03, hvor Vest ejede DAB-fabrikken i Silkeborg sammen med brasilianske Busscar Ônibus, blev V10 og V25 også bygget her - samlet set dog kun i godt 20 eksemplarer.

Foto: Thomas de Laine, 24. marts 2010.

Nettbuss 8480 ved Hovedbanegården, København

Nettbuss 8480 ved Hovedbanegården, København

Omkring 2004 var Vest-fabrikken klar med nye karosserimodeller: Vest Center til bybusser og Vest Contrast til rutebiler. Det var et design, man måske lige skulle vænne sig til at se på... Til kørsel på landets største buslinje, linje 5A, anskaffede norske Nettbuss 43 Volvo B12BLE med Center-karosseri, som blev sat i drift i efteråret 2007. Busser af samme type blev af et andet norsk busselskab, Tide Bus, også indsat i Odense i et pænt antal. Nettbuss 8480 afgår fra Københavns Hovedbanegård som linje 5A mod Nørrebro og Husum. "Gå ikke over for rødt! Især unge bliver ramt," lyder kampagnefolieringen på bussen. Netop i den fodgængerovergang, bussen krydser på billedet, er der mange, der skynder sig over for rødt, men pigen til venstre for bussen har tydeligvis forstået budskabet!

Foto: Thomas de Laine, 16. december 2009.

Rutebilselskabet Haderslev 1202 som rute 900X i Vejle

Rutebilselskabet Haderslev 1202 som rute 900X i Vejle

Vest Horisont udkom i midten af 00'erne, og flere danske kunder købte X-busser med denne karosserimodel. Her er det Rutebilselskabet Haderslevs vogn 1202, som har begyndt sin rejse fra Vejle mod Sønderborg på rute 900X. Bussen er en Volvo B12B fra 2009, som i en alder af 10 år opnåede at blive eksporteret til det land, hvor karosseriet blev bygget! Horisont blev sammen med Center og Contrast den sidste model, Stryn-fabrikken byggede. Produktionen lukkede i 2011.

Foto: Thomas de Laine, 14. maj 2010.