Myldretid

Menu

Billeder

Nye billeder 23. december 2023

Disse 10 billeder blev tilføjet 23. december 2023:

DitoBus-lånevogn 1128 ved Hillerød st.

DitoBus-lånevogn 1128 ved Hillerød st.

DitoBus overtog 10. december 2023 kørslen på Hillerød bybusser fra Nobina. Til den nye kørsel er der bestilt Volvo-elbusser, men de kan først leveres nogle måneder efter kørselsovertagelsen. Derfor er der lånt 15 dieselbusser fra Arriva - en blanding af Scania OmniLink'er og Volvo B7RLE'er, der alle er fra 2009-11 og blev til overs fra henholdsvis linje 26 og 68 i oktober. Scania OmniLink nr. 1128, der er leveret i 2011, som bybuslinje 302 mod Fredskovhellet ved Hillerød st.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 11. december 2023.

DitoBus' Iveco Crossway Low Entry Elec-demobus på Frederiksborgvej, Allerød

DitoBus' Iveco Crossway Low Entry Elec-demobus på Frederiksborgvej, Allerød

I 2023 meldte Iveco sig ind i klubben af elbusleverandører med en batteridrevet version af Iveco Crossway LE, som i snart 15 år er bygget i stort tal som dieselbus til danske kunder. En 13 meter lang demobus af Crossway Low Entry Elec-modellen er i december 2023 blevet sat i trafik hos DitoBus i Hillerød som en midlertidig bus 4921. På grund af længden kører den primært på linje 55E og ses her på Frederiksborgvej i Allerød.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 13. december 2023.

Nobina 6481 på Solnavej, Søborg

Nobina 6481 på Solnavej, Søborg

Nobina 6481, VDL Citea LLE 120 årg. 2016, som linje 166 på Solnavej i Søborg. Bussen er egentlig nyleveret til Nobina i Finland og kørsel i Helsinki-området, men blev i efteråret 2021 overført til Danmark og fra december-køreplansskiftet samme år indsat på bl.a. linje 166 under Nobinas garage i Glostrup. Det var mindre end to år siden, da dette billede blev taget, men ikke desto mindre var linje 166 allerede på vej i udbud igen på samme tidspunkt.

Foto: Thomas de Laine, 4. september 2023.

DitoBus 4902 og 4905 ved Allerød st.

DitoBus 4902 og 4905 ved Allerød st.

DitoBus 4902 og søstervogn 4905, begge helt nye Volvo B0E/Wroclaw (7900 Electric)-elbusser, ved Allerød st., som er den nordlige endestation for Movias ekspresbuslinje 55E, Malmparken st.-Værløse-Farum-Allerød st. 4902 skilter her linjenummer på grøn baggrund, mens 4905 ikke gør.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 23. oktober 2023.

DitoBus 4902 på Frederiksborgvej, Farum

DitoBus 4902 på Frederiksborgvej, Farum

DitoBus 4902, Volvo B0E/Wroclaw (Volvo 7900 Electric) årg. 2023, som linje 55E ved Farum Midtpunkt den første dag med elbusser på linjen.

Foto: Thomas de Laine, 16. oktober 2023.

DitoBus 4901 ved Allerød st.

DitoBus 4901 ved Allerød st.

Movia har besluttet, at busserne i trafik under de forskellige bogstavkoncepter fremover ikke skal bære farvede hjørner. A- og S-busserne, der sættes i drift i perioden oktober 2023-marts 2024, bliver derfor de sidste med henholdsvis røde og blå hjørner. Til gengæld går man muligvis over til at anvende "produktfarven" som baggrund på linjenummeret foran. De nyeste LED-skilte skal kunne vise alle farver, hvilket dog foreløbigt generelt ikke udnyttes. Som det første sted ses produktfarven på skiltene på DitoBus' nye linje 55E-busser, som blev indsat i oktober 2023. Nogle af disse kører med hvidt linjenummer på grøn baggrund, mens andre busser på linjen som normalt kører med såvel linjenummer som destination i ravgul på sort baggrund. DitoBus 4901, Volvo B0E/Wroclaw (Volvo 7900 Electric) årg. 2023, som linje 55E med grønt linjenummer ved Allerød st.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 23. oktober 2023.

DitoBus 4905 ved Allerød st.

DitoBus 4905 ved Allerød st.

DitoBus 4905, Volvo B0E/Wroclaw (7900 Electric) årg. 2023, som linje 55E ved Allerød st.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 23. oktober 2023.

Keolis 2703 på Stamholmen, Hvidovre

Keolis 2703 på Stamholmen, Hvidovre

Keolis har på eget initiativ indsat elbusser på linje 500S i forbindelse med overgangen til ny kontrakt på linjen i oktober 2023. Den var ellers kun vundet for 2 år, hvilket dog allerede er blevet forlænget til 4. 17 af linjens 28 busser er blevet udskiftet med nye Yutong E12LF-batteribusser, men driften er dog indrettet sådan, at de tilbageværende dieselbusser i høj grad bruges i de lange løb på linjen. Selvom de nye busser var leveret forud for kontraktskiftet i midten af oktober, måtte de dog stå uvirksomme hen i mere end fem uger, fordi der endnu ikke var strøm til garageanlæggets ladestandere. Elbuspremieren på 500S fandt sted onsdag 22. november 2023, hvor en lille håndfuld elbusser kom i drift, og dagen efter var antallet på gaden større. Keolis 2703 på Stamholmen på Avedøre Holme ikke langt fra garageanlægget.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 23. november 2023.

Keolis 2705 på Stamholmen, Hvidovre

Keolis 2705 på Stamholmen, Hvidovre

Keolis 2705, Yutong E12LF årg. 2023, som linje 500S på Stamholmen på Avedøre Holme i Hvidovre - så vidt vides på bussens første driftsdag.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 23. november 2023.

Arriva 1637 på Langebro, København

Arriva 1637 på Langebro, København

Arriva 1637, MAN NG313 CNG-ledbus årg. 2017, som linje 5C på Langebro i København. Bussen bor på Arrivas garageanlæg i Gladsaxe, som både huser linje 2A og 5C. Dermed er der stationeret i alt 62 ledbusser på anlægget.

Foto: Thomas de Laine, 8. oktober 2023.