Myldretid

Menu

Billeder

Nye billeder 6. december 2023

Disse 2 billeder blev tilføjet 6. december 2023:

PKS Pila 00083 på rutebilstationen i Pila, Polen

PKS Pila 00083 på rutebilstationen i Pila, Polen

33-34 år er jo ingen alder, så PKS Pila vogn 00083 kører i december 2023 lystigt videre på de polske landeveje efter omkring 15 år. Det er over 12 år - eller hvad der nogenlunde svarer til den traditionelle levetid for en dansk rutebus - siden dette billede blev taget på rutebilstationen i Pila i efteråret 2011. Dengang var bussen "kun" 21 år gammel! Bussen er en DAB-Silkeborg 12-1024L, altså en lidt kort rutebil, som blev bygget til Skanderborg Busselskab i 1990. Den kørte dengang som vogn 10 med navnet Olivia. Rutebildelen af Skanderborg Busselskab blev i 1996 solgt til Combus (bybusserne havde City-Trafik købt i 1993), og derved blev den til Combus nr. 8145. Den nåede også at tjene Vestbus, Arriva, Oves Turistfart i Give og Kibæk Turisttrafik, før den i midten af 2008 blev udrangeret. I løbet af et års tid var den på gaden i Polen. PKS Pila er i slutningen af 2023 et af kun ganske få busselskaber i Polen, som stadig har en række DAB-busser i vognparken.

Foto: Thomas de Laine, 1. oktober 2011.

Ex. DSB MR 4055-MRD 4255 i drift hos Arriva i Sierpc, Polen

Ex. DSB MR 4055-MRD 4255 i drift hos Arriva i Sierpc, Polen

Da Deutsche Bahn i 2023 frasolgte Arriva i Danmark til kapitalfonden Mutares, var Arrivas busaktiviteter i Polen også med. Derimod beholdt Deutsche Bahn Arrivas polske jernbanetrafik. Denne var påbegyndt i december 2007 med kontrakten på en række regionalstrækninger i Kujavien-Pommern, og til opstarten tilførte Arriva bl.a. jernbanemateriel fra Danmark, nemlig syv MR-togsæt fra DSB og et enkelt Y-tog fra Nordsjælland. Kun MR-togene kom dog reelt til at blive brugt på de polske skinner, selvom Y-toget blev flot opmalet i Arrivas flødefarvede og turkise design. Blandt det materiel, der kom til Polen, var ex. DSB MR 4055-MRD 4255. Toget havde tidligere kørt for Arriva, hvor det 2003-04 var udlejet til brug i begyndelsen af kontrakten på de midt- og vestjyske strækninger, men det var efterfølgende blevet returneret til DSB, som selv havde brugt det frem til hensættelsen i 2006. Her ses toget på stationen i Sierpc som tog mod Bydgoszsc. I baggrunden til venstre holder VT 627 008, ex. Deutsche Bahn, fra Koleje Mazowiecki, som er en regional jernbaneoperatør i Masovien. VT 627 008 er en solomotorvogn og ikke en søster, men vel nærmere en moster, til DSB litra MR/MRD. Arriva kører stadig regionaltrafik i området, men MR-togene faldt for kontraktens alderskrav i 2020, og kun et par stykker blev gemt til udflugtstog og lignende.

Foto: Thomas de Laine, 2. oktober 2011.