Billeder ➜
Outlandish onsdag: Ex. DSB MR 4055-MRD 4255 i drift hos Arriva i Sierpc, Polen
Optaget 2. oktober 2011 af Thomas de Laine (© Copyright) og offentliggjort på Myldretid 6. december 2023. Se billedteknik
Kamera: NIKON D90 Brændvidde: 40 mm (~ 60 mm) Lukkertid: 1/500 s. Blænde: ƒ/13 ISO: 500 - kan være redigeret og beskåret - Skjul
Da Deutsche Bahn i 2023 frasolgte Arriva i Danmark til kapitalfonden Mutares, var Arrivas busaktiviteter i Polen også med. Derimod beholdt Deutsche Bahn Arrivas polske jernbanetrafik. Denne var påbegyndt i december 2007 med kontrakten på en række regionalstrækninger i Kujavien-Pommern, og til opstarten tilførte Arriva bl.a. jernbanemateriel fra Danmark, nemlig syv MR-togsæt fra DSB og et enkelt Y-tog fra Nordsjælland. Kun MR-togene kom dog reelt til at blive brugt på de polske skinner, selvom Y-toget blev flot opmalet i Arrivas flødefarvede og turkise design. Blandt det materiel, der kom til Polen, var ex. DSB MR 4055-MRD 4255. Toget havde tidligere kørt for Arriva, hvor det 2003-04 var udlejet til brug i begyndelsen af kontrakten på de midt- og vestjyske strækninger, men det var efterfølgende blevet returneret til DSB, som selv havde brugt det frem til hensættelsen i 2006. Her ses toget på stationen i Sierpc som tog mod Bydgoszsc. I baggrunden til venstre holder VT 627 008, ex. Deutsche Bahn, fra Koleje Mazowiecki, som er en regional jernbaneoperatør i Masovien. VT 627 008 er en solomotorvogn og ikke en søster, men vel nærmere en moster, til DSB litra MR/MRD. Arriva kører stadig regionaltrafik i området, men MR-togene faldt for kontraktens alderskrav i 2020, og kun et par stykker blev gemt til udflugtstog og lignende.
Flere billeder: Fra samme lokalområde Optaget 2. oktober