Yutong E12LF (2023) leveret til Umove som nr. 7844
Yutong E12LF
Indregistreret første gang 8. november 2023
Stelnr.: LZYTMGCW8P1007216
Bussens ejere og numre gennem tiden:
| Fra | Ejer og nr. | Reg.nr. | Døre | Trafikselskab eller land | Note |
|---|---|---|---|---|---|
| Nylevering | Umove nr. 7844 | DX92433 | 2-2-0 | Movia |
Aktuel garage og anvendelse:
Stamholmen - linje 13, 132, 137, 139
Hændelser:
- Nyleveret til Tårnby garage og linje 13, 31, 34, 35, 36, 77, 132, 137 og 139 (Movia-udbud A21).
- Flyttet 23. marts 2025 fra Tårnby garage til Stamholmen garage med linje 13, 132 og 137/139.
- 2025-12-14: Kørte sidste tur på linje 13 ved nedlæggelsen, dvs. afgangen fra Rødovre Centrum kl. 0.29 mod Brøndbyøster st.
Alle billeder af bussen:
Sidste linje 13 ved Rødovre Centrum

Efter 110 år og 10 måneder kørte Københavns linje 13 for sidste gang natten til søndag 14. december 2025. Linjen blev oprettet 1. februar 1915 af Københavns Sporveje som en elektrisk sporvognslinje fra Rådhuspladsen ad Rantzausgade til krydset mellem Borups Allé og Hillerødgade. Herfra forlængedes den i to etaper i 1919 og 1922 til Ålekistevej, hvor der var endestation de næste mange år. For en kort bemærkning var linjen i 1923-24 forlænget i den anden ende via Christiansborg til Havnegade, men herefter omlagdes den til at køre over Langebro og ad Amagerbrogade til Sundby Remise. 1. november 1964 blev linjen omstillet til busdrift som en af de første i den systematiske "bussificering", og samtidig flyttede linjen fra Amagerbrogade til Sundbyøster med kørsel ad Kastrupvej frem til Grækenlandsvej. Ruten blev på Amagersiden efterfølgende ændret utallige gange. Fra 1. april 1967 lod Rødovre Kommune Københavns Sporveje overtage det meste af den lokale busbetjening af kommunen i stedet for De Blaa Rutebiler ved Lars Iversen, som i stedet måtte flytte sin forretning til Taastrup. Overtagelsen skete rent praktisk ved, at flere af sporvejenes buslinjer forlængedes ind i Rødovre. Den ene var linje 13, som nu fortsatte fra Ålekistevej ad Jyllingevej til Rødovre. Det var ved den lejlighed, linje 13 første gang kom til Rødovre Centrum, men også i Rødovre har der været mange ændringer og flere linjevarianter i tidens løb. I september 1981 blev linje 13 forlænget helt til Brøndbyøster station med endestation på Nygårds Plads på nordsiden af S-banen. Den definitivt sidste afgang på linjen 44 år senere var netop en tur fra Rødovre Centrum til Nygårds Plads ved Brøndbyøster station. Linjen afkortedes dog til Rødovre Centrum igen i juni 1996. Den ændrede fuldstændig karakter 25. maj 2003, hvor nogen nok vil mene, at den "rigtige" linje 13 forsvandt. Hele strækningen mellem Vanløse og Amager bortfaldt, og i stedet fik linjen endestation på Bellahøj. Fra Rødovre Centrum blev linjen til gengæld forlænget til Glostrup st. Det havde nok været meget naturligt, hvis linje 13 allerede på dette tidspunkt havde været omnummereret i 100-serien, men sådan blev det altså ikke. I marts 2013 overtog den nye buslinje 9A strækningen mellem Vanløse, Rødovre Centrum og Glostrup, og linjen fik ny rute ad bl.a. Roskildevej til Rødovre Centrum, hvorfra den førtes via Brøndbyøster st. til Brøndby Strand st. til erstatning for linje 135, der nedlagdes. Også ved denne lejlighed kunne det synes oplagt, om det havde været linjenummeret 135, der var overlevet. Endelig blev strækningen mellem Rødovre Centrum, Vanløse og Bellahøj helt overladt til anden betjening fra oktober 2019, hvorefter linje 13 ikke engang har været i kontakt med Københavns Kommune. Ved køreplansskiftet 14. december 2025 ændredes linjen nok engang, hvor anledningen var det storkøbenhavnske busnets tilpasning til Hovedstadens letbane. Linjen har langt om længe skiftet nummer til 130 og er samtidig forlænget ad Tårnvej, Jyllingevej og Islevdalvej mv. til Rødovre Nord letbanestation, hvorved den har erstattet en del af en anden rigtig gammel linje, der samtidig er nedlagt, nemlig linje 161. Endelig er den forlænget fra Brøndby Strand st. til Vallensbæk st. Umove 7844, Yutong E12LF årg. 2023, inden afgang fra Rødovre Centrum for absolut sidste gang. Turen herfra til Brøndbyøster st. tog kun ti minutter og begyndte kl. 0.29.
Foto: Thomas de Laine, 14. december 2025.