VDL Citea SLE 120 (2013) leveret til Nettbuss som nr. 8431
VDL Citea SLE 120
Indregistreret første gang 4. marts 2013
Stelnr.: XNL403E100C002477
Byggenr.: 30426
Bussens ejere og numre gennem tiden:
Fra | Ejer og nr. | Reg.nr. | Døre | Trafikselskab eller land | Note |
---|---|---|---|---|---|
Nylevering | Nettbuss nr. 8431 | AC38567 | 2-2-1 | Movia | |
2014-09 | Keolis nr. 8431 | AC38567 | 2-2-1 | Movia |
Aktuel garage og anvendelse:
Naverland - linje 14
Hændelser:
- Nyleveret til Stamholmen og linje 14 (Movia-udbud A9).
- Nettbuss overgået til Keolis cirka ultimo september 2014.
- Flyttet 15. oktober 2023 med linje 14 fra Stamholmen garage til Naverland garage.
Alle billeder af bussen:
Keolis 8431 på Jarmers Plads, København
Gennem tre år, fra foråret 2014 til foråret 2017, har linje 14 ikke kunnet køre ad Nørregade via Gammeltorv og Nytorv på grund af fjernvarmearbejde. I marts 2017 afsluttedes dette arbejde endelig, men linje 14 var 9. april 2017 fremdeles omlagt ad Nørre Voldgade, Jarmers Plads og Vester Voldgade. Her er det Keolis 8431, VDL Citea SLE årg. 2013, som linje 14 mod Ryparken på Jarmers Plads.
Foto: Thomas de Laine, 9. april 2017.
Keolis 8431 som linje 160 på Gladsaxe Møllevej, Gladsaxe
Storkøbenhavn har haft en linje 160 over to omgange: Den første kørte mellem Bellahøj, Gladsaxe, Bagsværd og henholdsvis Frederiksdal og Lyngby. Den blev drevet af Forenede Rutebiler indtil 1974 og derefter af HT. Frederiksdal-turene blev erstattet af en anden linje i 1959, og umiddelbart efter HTs overtagelse blev linjen ændret til at køre mellem Gladsaxe Trafikplads, Bagsværd, Lyngby, Klampenborg og Taarbæk Havn, og i 1975 blev den forlænget fra Gladsaxe til Ballerup. Ved de store omlægninger i maj 1989 ændredes ruten til at køre mellem Herlev og Lyngby stationer uden om Gladsaxe. Den blev nedlagt i juni 1991. En temmelig lille linje 160 opstod igen 10. august 2009 i form af en slags servicebuslinje med kun fire daglige ture på hverdage mellem Gladsaxe Trafikplads og Egegården lidt nordvest for Trafikpladsen. Ruten udvidedes til en sløjfe via bl.a. Høje Gladsaxe fra marts 2010, men den kom først for alvor til sin ret fra 13. oktober 2019, hvor den fik en ny rute fra Bagsværd st. via Egeparken og Gladsaxe Trafikplads til bl.a. Søborg Torv og Kildebakke st. samt en køreplan med en del flere afgange, også i weekenden, selvom den stadig ikke har mange ture og om morgenen mest fungerer som en slags myldretidslinje mellem Gladsaxe og Bagsværd. Linjen kørtes fra oprettelsen af Arriva, men overgik allerede i oktober 2009 til City-Trafik, det senere Keolis, som kørte den indtil december 2021, hvorefter Nobina har haft den. Keolis 8431, VDL Citea SLE 120 årg. 2013, som linje 160 på Gladsaxe Møllevej nær Trafikpladsen, som både den første og den anden linje 160 har været stort set fast inventar på.
Foto: Thomas de Laine, 22. juli 2021.
Keolis 8431 ved Poul Henningsens Plads, København
Keolis 8431, VDL Citea SLE årg. 2013, som linje 14 på Jagtvej ved Poul Henningsens Plads på Østerbro. Her kører linje 14 i dag direkte på tværs af sin oprindelige rute ad Østerbrogade-Strandvejen!
Foto: Thomas de Laine, 19. februar 2023.
Keolis 8431 ved Lille Triangel, København
Linje 14 i København blev oprettet 30. december 1908 og kunne således i slutningen af 2023 fejre sin 115-års fødselsdag. Lidt afhængigt af definitioner er linjen den ældste linje i København, som stadig kører på en del af sin oprindelige rute (hvis linje 2A og 5C godtages som direkte aflæggere af sporvognslinje 2 og 5, er de dog begge ældre). Sporvognslinje 14 blev ved oprettelsen udskilt fra den daværende sporvognslinje 4 som et selvstændigt linjenummer for dennes Klampenborg-ture. Linjen udgik fra Rådhuspladsen og førtes ad Farimagsgaderne, Østerbrogade og Strandvejen til Svanemøllen, Hellerup, Charlottenlund og Klampenborg. Fra 1918 kørte den via den nye Nørreport station, og i 1931 blev den forlænget til Vanløse. Linje 1 og 14 byttede dog vestlige endestationer i 1937, men ved linje 14's omstilling til busdrift i 1965, byttedes endestationerne igen, og frem til 2013 kørte linje 14 derfor på ny til Vanløse. I nordenden afkortedes linjen etapevist fra Klampenborg til Charlottenlund til Hellerup i årene 1949-53, men fra omstillingen til busdrift blev den nordlige endestation Svanemøllen. Herefter var linjen reelt uændret frem til maj-køreplansskiftet 2003, hvor den igen forlængedes til Hellerup, Charlottenlund og Klampenborg. Linjen blev til gengæld radikalt omlagt i marts 2013, og siden da har kun stykket fra krydset Frederiksborggade/Nørre Farimagsgade til Trianglen været tilbage af den oprindelige linjeføring. Keolis 8431 ved Lille Triangel, dvs. krydset Øster Farimagsgade/Østerbrogade, på 115-årsdagen. Bussen er en VDL Citea SLE 120, som blev leveret til Keolis' overtagelse af linjen i 2013, hvilket var sammenfaldende med dens omkalfatring.
Foto: Thomas de Laine, 30. december 2023.