Myldretid

Menu

Denne artikel er forældet. Indholdet var korrekt på det tidspunkt, hvor den blev skrevet, men artiklen opdateres ikke længere.

Baggrund & historieForældede artikler

Fakta om Wulff Bus

Af Thomas de Laine

Wulff Bus ejedes indtil sommeren 2004 af Flemming Wulff, der blev rutebilejer, da han i 1982 overtog Ravnsborg Buslinier i Juelsminde og en kontrakt for VAT med 12 busser. Kort tid efter begyndte han også med turistkørsel. Fra omkring 1989 opkøbte Wulff nogle busselskaber og bød med ved licitationerne fra midten af 90'erne.

Status i foråret 2004 var, at Wulff Bus havde ca. 235 rutebusser og ca. 20 mini- og turistbusser. Selskabet bød på det meste af den kørsel, der kom i licitation - tidligere dog ikke øst for Storebælt eller bybusser. Dette havde dog ændret sig: Selskabet overtog i 2002 en del bybuskørsel i VAT-området, og fra maj 2004 fik selskabet 33 busser i Roskilde for HUR. Firmaet tabte for øvrigt sin oprindelige kørsel i 1996.

I august 2004 solgte Flemming Wulff al rutekørslen til Arriva. Aftalen var, at Wulff Bus skulle fortsætte i mindst fem år som et selvstændigt selskab med uændret navn. Flemming Wulff forlod dog hurtigt selskabet, der 1. november 2006 blev en del af Arriva Skandinavien.

Fra august 2004 til efteråret 2006 var der den "arbejdsdeling", at Wulff Bus bød på rutebilkørsel i Jylland, mens Arriva ikke gjorde det. Turistbuskørslen var fortsat Flemming Wulffs virksomhed. Umiddelbart efter opkøbet blev den nyvundne HUR-kørsel i Roskilde-området lagt ind under Arriva, mens Arrivas rutebilkørsel i Vejle-området blev lagt ind under Wulff Bus.

Wulff Bus havde hovedsæde i Hedensted, og der var bl.a. driftsafdelinger i Ejby, Hadsund, Ramme ved Lemvig og Aabenraa. Der var også værksteder flere steder i landet.

I perioden 23. maj-31. august 2004 kørte Wulff BUs følgende linjer for HUR, alle i Roskilde- og Høje Taastrup-området: 212, 213, 215, 216, 217, 223E, 232, 561P, 601, 602, 603, 604, 605, 606 og 607. Desuden kørtes diverse ekstrakørsel på linjerne 117, 118, 123, 212, 226, 232, 234, 358, 561P, 602 og 605 i samme områder. Fra 1. september overgik al kørslen til Arriva.

Kilde: Danske Busvognmænd nr. 1/januar 2000; http://www.wulffbus.dk/default/start/profil.htm 19.05.01