Myldretid

Menu

Denne artikel er forældet. Indholdet var korrekt på det tidspunkt, hvor den blev skrevet, men artiklen opdateres ikke længere.

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

Baggrund & historieForældede artikler

Fakta om ES Bus

Af Thomas de Laine

Dette er ikke ES Bus' hjemmeside. Besøg ES Bus' hjemmeside på www.es-bus.dk.

En af HURs mindre entreprenører er ES Bus ApS. Dette firma har kørt for HT og HUR siden 1996, hvor det overtog kørslen på telebuslinjerne 629, 829 og 830. Ved siden af har man bedrevet turistkørsel med turistbusser af almindelig størrelse. ES Bus har hjemsted i Roskilde.

Den 28. maj 2000 overtog ES Bus nogle servicebuslinjer fra Arriva, som man vandt ved HTs 2000-udbud af servicebuskørsel. Også HTs telebusser var i udbud, og ES Bus genvandt sin eksisterende kørsel samt linje 240, som man overtog fra Gadstrup Bustrafik (der hermed udgik som HT-entreprenør). Linje 240 var nok HTs korteste buslinie. Linje 240 er pr. 17. juni 2001 nedlagt og integreret i linje 629/829 og en ny linje 630.

Fra køreplansskiftet 17. juni 2001 kørte ES Bus således i alt følgende linjer for HUR: Linje 630, telebuslinjerne 629, 829 og 830 fra Roskilde til området omkring Lejre, Osted, Viby og Gevninge og servicebuslinjerne 850 og 851 i Høje Taastrup-Hedehusene, 852 og 853 i Roskilde og 854 i Greve-Hundige. Servicebuskørslen omfattede i alt 5 busser og telebuskørslen 2 eller 3 busser. ES Bus havde telebuskørslen på en 6-årig kontrakt og servicebuskørslen på en 4-årig kontrakt. Begge kontrakter gjaldt fra den 28. maj 2000.

8. oktober 2001 overtog ES Bus kørslen på servicebuslinje 847 i Glostrup med 1 bus fra Larsen Turistbusser, der blev opsagt som HUR-entreprenør. ES Bus kørte kun linjen midlertidigt, indtil resultatet af et hasteudbud effektueredes, og det blev det i januar 2002. Det var ES Bus selv, der vandt opgaven permanent.

Selskabet indsatte sent i 2001 særlige gasservicebusser på servicebuslinjerne i Roskilde, Greve og Høje Taastrup-Hedehusene. Der var tale om danskbyggede DAB-servicebusser, der i 1997 blev nyleveret til et af Benelux-landene. Indsættelsen af disse busser var en del af kontrakten med HUR.

Kørslen for HUR med de gasdrevne servicebusser viste sig at være dyrere end forventet. Åbenbart så meget dyrere, at det ene af de tre ES Bus-selskaber, der kørte busserne, den 19. november 2003 gik i betalingsstandsning og derfor indstillede driften. Kørslen overgik til andre selskaber.

Tilbage stod ES Bus alene med turistkørslen og servicebuslinje 847, der lå i andre ES Bus-selskaber. Der blev senere indgivet konkursdekret over for det af selskaberne, der gik i betalingsstandsning.

Ved HURs udbud af servicebuslinjerne i 2004 overgik linje 847 til Arriva, men ES Bus kører stadig for HUR i yderst sporadisk omfang, idet den ene af servicebusserne fortsat er beskæftiget med ekstrakørsel på linje 225.