Myldretid

Menu

BillederSe billeder fra en bestemt buslinje

Billeder af busser på linje 110R

Her vises alle 3 billeder af busser på linjen gennem tiden:

Regionstog 2035-2135 i Hårlev sammen med udrangerede Y-tog

Regionstog 2035-2135 i Hårlev sammen med udrangerede Y-tog

Østbanen mellem Fakse Ladeplads, Rødvig, Hårlev og Køge gennemgår i 2023-24 en tiltrængt renovering af sporet. Renoveringen har først og fremmest måttet vente på, at pengene kunne findes, men der skulle også lige laves en undersøgelse af muligheden for at erstatte banen af en "BRT" under anvendelse af banens tracé, hvilket dog ikke blev til mere end rapporten. Det er omkring 15 år siden, der sidst skete større fornyelser på Østbanen, men dengang var det banens tog, som blev udskiftet med fem nye Alstom Lint-togsæt og to få år gamle togsæt, der blev overflyttet fra Nordsjælland. Det sidste Y-tog kørte dermed på banen i efteråret 2009, og i april 2010 kunne man indføre en ny køreplan, hvor togene fra banens to grene ikke længere samledes i Hårlev for at køre som ét tog til Køge hver halve time, men i stedet begyndte at køre solo til Køge i kvartersdrift. Samtidig indførte Movia linjenumrene 110R og 210R for henholdsvis Køge-Hårlev-Fakse Ladeplads og Køge-Hårlev-Rødvig. Det var dog først i december 2010, buslinje 210 mellem Køge og Roskilde blev nedlagt! Siden 2020 har det dårlige spor på Østbanen betydet, at man igen kun har fået halvtimesdrift mellem Køge og Hårlev, men ikke med sammenkoblede tog. I stedet må passagerer til og fra Rødvig skifte tog i Hårlev. Til gengæld blev Østbanens tog fra december 2020 videreført fra Køge til Roskilde til erstatning for DSBs tog, og et par tog morgen og eftermiddag på skoledage kører med to togsæt mellem Hårlev og Roskilde af kapacitetsmæssige årsager. Når renoveringen af sporet er afsluttet i 2024, ønsker Region Sjælland at indføre en ny køreplan på Østbanen, hvor Fakse Ladeplads- og Rødvig-togene igen kører separat mellem Hårlev og Køge, som på ny får fire tog i timen (dog ikke i kvartersdrift). Det vil være togene fra Rødvig-grenen, som har flest passagerer, der vil køre til Roskilde, mens Fakse Ladeplads-togene normalt vil have endestation i Køge. Dermed kommer linje 210(R) igen til at være en linje mellem Køge og Roskilde! Kort før køreplansændringen i foråret 2010 ses her Østbanens tog mod Køge i Hårlev efter samling af de to togdele. Bageste og nærmeste togsæt til højre i billedet, togsættet 2035-2135, er netop ankommet fra Fakse Ladeplads, mens det fjerneste togsæt er ankommet fra Rødvig. Til venstre henstår en stor del af banens Y-togsmateriel, som i de sidste år talte otte 2-vognstog. De blev senere på året fjernet fra Østbanen for dels at blive ophugget på Køge Havn og dels sendt til Peru!

Foto: Thomas de Laine, 24. marts 2010.

Regionstog 2135-2035 ved Køge station

Regionstog 2135-2035 ved Køge station

Østbanen, der kører fra Køge til Hårlev og herfra enten til Fakse Ladeplads eller Rødvig, fik i april 2010 indført linjenumre, da banen indgår i R-nettet på Sjælland. Linje 110R er togene mellem Køge og Fakse Ladeplads, og her ankommer et sådant - behørigt skiltet med linjenummer på fronten - til Køge station. Toget er Regionstogs Alstom Lint 41-togsæt 2035-2135 fra 2009.

Foto: Thomas de Laine, 3. april 2011.

Lokaltog 2034-2134 krydser Køge Å

Lokaltog 2034-2134 krydser Køge Å

Østbanen mellem Køge, Hårlev, Fakse Ladeplads og Rødvig står over for en større sporrenovering efter en flerårig proces, hvor pengene til den voksende regning skulle findes, og et BRT-alternativ blev undersøgt. Banens rullende materiel blev fornyet tilbage i 2009, hvor Y-togene udskiftedes med Alstom Lint 41-togsæt. Der blev nyleveret 5 styk, men også overført 2 tog fra de nordsjællandske lokalbaner, nemlig de to ældste nordsjællændere fra 2006. De "brugte" togsæt beholdt i første omgang deres grå og gule design, men i januar 2014 blev de gule fronter folieret i rødt, så togsættene farvemæssigt kom til at ligne Lokaltogs "egne" Lint-tog, selvom der er forskel på designet. Lokaltog 2034-2134, opr. Lokalbanen 102-202, er netop afgået fra Køge og på vej over Køge Å som linje 110R mod Fakse Ladeplads over Rødvig.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2018.