Myldretid

Menu

BillederSe billeder fra en bestemt buslinje

Billeder af busser på linje 73

Tidligere linje 73E.

Her vises begge billeder af busser på linjen gennem tiden:

City-Trafik 2418 på Kay Fiskers Plads, Ørestad, København

City-Trafik 2418 på Kay Fiskers Plads, Ørestad, København

Ørestad er jo unægtelig én af københavns nyere bydele, hvor der først er kommet veje og bebyggelse inden for de sidste 10 år. Busterminalen ved Ørestad st. og tilkørselsvejen hedder Kay Fiskers Plads efter arkitekten Kay Otto Fisker (1893-1965), og står via Arne Jacobsens Allé og Ørestads Boulevard i forbindelse med Vejlands Allé og via Slusevej med Kongelundsvej. Ørestad station åbnede i juli 2000, hvor Øresundstogene begyndte at standse ved stationen. Samtidig kom der også bustrafik i form af linje 46 fra Vesterport st. til Bella Center, der forlængedes via Ørestad st. til Nøragersmindevej. Først da metroen åbnede, dukkede der flere buslinjer op i Ørestad, nemlig linjerne 31, 32, 33, 34 og 75E, mens linje 46 forsvandt. I dag trafikeres stationen af linjerne 32, 33, 34, 73 og 75E samt 500S. Linjerne 34, 73 og 500S er de eneste, der holder i busterminalen på Kay Fiskers Plads. Foråret 2008 er det slut med linje 34 og 73, der bliver nedlagt. Her ses City-Trafik 2418, Scania N113CLL/Lahti årg. 1996, som linje 73 på vej ind i busterminalen på Kay Fiskers Plads.

Foto: Thomas de Laine, 9. juni 2005.

City-Trafik 2103 på Sundbyvester Plads, København

City-Trafik 2103 på Sundbyvester Plads, København

Linje 73E blev oprettet i oktober 1988 som en af flere ekspresbuslinjer mellem Amager og City, der skulle forbedre øens trafikforbindelser - i mangel af jernbaner. Linjen kørte mellem Dragør og Nørreport og var de første år en ganske betydelig linje. Fra september 1995 blev den dog reduceret til myldretidslinje, fordi den nye linje 350S oprettedes på samme strækning. Da metroen åbnede i 2002 fik linje 73E standsning ved alle stoppesteder og blev derfor til linje 73. Samtidig udvidedes driftstiden til hele dagen, og linjen omlagdes, så der ikke kørtes ind til byen, men i stedet til den nye Universitetet metrostation (senere DR-Byen). Denne endestation flyttedes dog snart til Ørestad. Efter disse ændringer har 73'eren været en ganske inferiør linje, og 16. marts 2008 blev den helt nedlagt. Kørslen mellem Sundbyvester Plads og Dragør blev erstattet af linje 30 og den nye linje 35. City-Trafik 2103, DAB 15-1200C mk. III årg. 1996, som linje 73 på Sundbyvester Plads lige før nedlæggelsen.

Foto: Thomas de Laine, 14. marts 2008.