Myldretid

Menu

BillederSe billeder fra en bestemt buslinje

Billeder af busser på linje 215

Her vises alle 6 billeder af busser på linjen gennem tiden:

Arriva nr. 1065 på Roskilde st.

Arriva nr. 1065 på Roskilde st.

Arriva anskaffede i 1998 30 stk. Mercedes-Benz O.405N-busser (nr. 1051-1080) til de landruter, man overtog fra Linjebus i 7. udbudsrunde. Nu har Arriva selv tabt kørslen, og busserne sælges tilbage til EvoBus, og forsvinder dermed fra gadebilledet den 23. maj 2004. Her er det bus 1065 som linje 215 på Roskilde st. Linjen overtages 23. maj af Wulff Bus.

Foto: Thomas de Laine, 26. april 2004.

Arriva 1072 ved Solrød Strand st.

Arriva 1072 ved Solrød Strand st.

Selvom linje 215 fra december 2010 er blevet en Køge-linje, kan Roskilde garages busser stadig ses på linjen i myldretiderne, hvor kørslen er flettet sammen med linje 212. Om eftermiddagen køres som linje 212 fra Roskilde st. til Hastrup, herfra tom til Solrød Strand st. og som linje 215 til Havdrup st. Fra Havdrup køres tom til Vor Frue, hvorfra der køres som linje 212 til Roskilde st. Der kører to Roskilde-busser i denne "karrusel", hvorved der er timedrift på linje 212 og en supplerende tur i timen fra Solrød til Havdrup. Om morgenen køres den modsatte vej rundt (mere præcist som 215 Havdrup st.-Solrød Strand st., tom til Hastrup, som 212 Hastrup-Roskilde st. og Roskilde st.-Snoldelev Kirke samt endelig tom til Havdrup st.). Bus 1072, Volvo B7RLE-60/Säffle årg. 2007, som linje 215 ved Solrød Strand st. Den var denne eftermiddag den ene bus på linje 212/215 - med en lidt klodset beskiltning... Bussen blev oprindeligt bestilt af Veolia til kørslen i Hovedstadsområdet, hvor den skulle have været med til at erstatte gasbusserne, som man ønskede at udfase. Dét projekt blev droppet, og bussen afbestilt. I 2008 lykkedes det at finde en køber til bussen, nemlig Arriva i Randers, der gav den nr. 2992. I 2010, hvor Arriva måtte afgive bybusserne i Randers til Nobina, er bussen overført til Roskilde garage.

Foto: Thomas de Laine, 3. januar 2011.

Arriva 1058 ved Solrød Strand st.

Arriva 1058 ved Solrød Strand st.

Arriva 1058, VDL Ambassador årg. 2010, som linje 215 ved Solrød Strand st. Linje 215 blev 12. december 2010 omlagt og forlænget til Solrød Strand, idet linje 212 og 213 er nedlagt i Solrød Kommune og således ikke mere kører mellem Solrød og Havdrup. Samtidig overgik linjen til Arriva i Køge, som bus 1058 altså tilhører. Roskilde garage kører dog stadig halvtimessuppleringen mellem Solrød og Havdrup på hverdage.

Foto: Thomas de Laine, 3. januar 2011.

Keolis 8527 ved Viby Sjælland st.

Keolis 8527 ved Viby Sjælland st.

Keolis 8527, VDL Ambassador årg. 2010, forlader Viby Sjælland st. som linje 215. Keolis kører en stor del af turene på linje 215, som hænger driftsmæssigt sammen med linje 219, således at busserne er gennemkørende Solrød Strand-Havdrup-Viby-Hvalsø-Kirke Hyllinge. Den øvrige del af linje 215/219 køres af Lokalbus.

Foto: Thomas de Laine, 16. oktober 2020.

Lokalbus 4468 som linje 215 ved Havdrup st.

Lokalbus 4468 som linje 215 ved Havdrup st.

Linje 215 blev oprettet 31. maj 1992 og har forbundet Havdrup, Viby og Osted lige siden, mens linjens øvrige dele har ændret sig flere gange. Fra oprettelsen kørte linje 215 fra Roskilde st. til Osted Kro, som siden 1970'erne havde været endestation for den daværende linje 214 mellem Osted, Viby, Havdrup og Solrød Strand st. Fra Osted overtog linje 215 mandag-fredag kørslen fra linje 214 til Havdrup. I praksis videreførtes busserne fra Havdrup som linje 213 til Solrød. Efter et år overtoges også weekendkørslen fra linje 214, som nedlagdes. Al kørsel i weekenden blev dog skåret væk fra december 2003. Syv år senere gennemførtes nogle store ændringer i det linjekompleks, som linje 215 indgik i, og ved den lejlighed ophørte linje 215 med at betjene strækningen mellem Osted og Roskilde. I stedet fortsatte busserne fra Osted til Avnstrup, og linje 215 erstattede fuldt ud linje 213 mellem Havdrup og Solrød Strand. På strækningen Havdrup-Solrød fik linjen også kørsel aften og weekend, hvilket kom til at gælde hele linjen fra august 2011. December 2012 blev linjen afkortet i vest til endestation ved Viby st., men det varede kun tre år. December 2015 blev linje 215 forlænget via Osted og Avnstrup til Hvalsø st., og fra Hvalsø fortsætter busserne som linje 219 til Kirke Hyllinge og omvendt. Dermed har man skabt en forholdsvis lang linje, der giver mulighed for at komme uden skift mellem Solrød og Kirke Hyllinge, hvilket der næppe er mange, der benytter sig af. Undervejs betjenes stationer på Køge Bugt-banen (Solrød Strand), Lille Syd (Havdrup), Vestbanen (Viby) og Nordvestbanen (Hvalsø). En hel række busselskaber har med årene betjent linje 215, nemlig City-Trafik (indtil 1994), Linjebus (1994-98), Bus Danmark (1998-99), Arriva (1999-2019, dog afbrudt af tre måneder med Wulff Bus i 2004), Keolis (2015-22) og Lokalbus/Vikingbus (2019-22) samt siden december 2022 DitoBus. I perioden december 2015-december 2022 var kørslen på hverdage delt mellem to busselskaber, nemlig det med kontrakten om linje 215 og det med kontrakten om linje 219. Lokalbus 4468, en Iveco Crossway LE nyleveret til linjen i 2019, holder ved Havdrup st. som linje 215 mod Solrød Strand.

Foto: Thomas de Laine, 11. december 2020.

Kruse 7148 som DitoBus-lånevogn på Søvej, Hvalsø

Kruse 7148 som DitoBus-lånevogn på Søvej, Hvalsø

Det er ikke altid, en hel serie af nye busser bliver klar til begyndelsen på en ny kontrakt. Sådan gik det heller ikke, da DitoBus i december 2022 overtog en mængde kørsel i de ydre dele af Hovedstadsområdet, hvortil man havde bestilt et antal Golden Dragon-elbusser. Derfor måtte man i den første tid køre en del af turene med midlertidigt materiel i form af bl.a. DitoBus 7148, Solaris Urbino 12LE årg. 2013, som primært blev brugt på linje 215/219, Solrød Strand-Havdrup-Viby-Osted-Hvalsø-Kirke Hyllinge. Bussen, som her ses i trafik på linje 215 på Søvej i Hvalsø, blev frem til køreplansskiftet i december anvendt af Kruses daværende afdeling i Roskilde.

Foto: Thomas de Laine, 22. december 2022.