Billeder ➜ Fotografer ➜
Alle billeder optaget af Thomas de Laine
Thomas de Laine har taget 4.269 billeder på Myldretid:
Umove 7429 i Allehelgensgade, Roskilde

Umove 7429, Yutong E12LF-elbus årg. 2019, som linje 206 i Allehelgensgade i Roskilde.
Foto: Thomas de Laine, 14. april 2019.
Nobina 6439 i Trekroner, Roskilde

Nobina 6439, Iveco Crossway LE årg. 2019, som linje 220 i rundkørslen Trekroner Allé/Nordens Parkvej i Trekroner ved Roskilde.
Foto: Thomas de Laine, 14. april 2019.
Nobina 6437 ved Roskilde st.

Nobina 6437, Iveco Crossway LE årg. 2019, ankommer til Roskilde st. på linje 216, som fra denne morgen køres af Nobina.
Foto: Thomas de Laine, 14. april 2019.
Nobina 6441 ved Høje Taastrup st.

Nobina 6441, Iveco Crossway LE årg. 2019, som linje 123 ved Høje Taastrup st. Ved køreplansskiftet 14. april 2019 overtog Nobina linjen fra Arriva, og samtidig blev der indsat 13 m-busser, mens køreplanen er ændret fra 10-minuttersdrift i myldretiderne og 20-minuttersdrift i øvrige dagtimer til kvartersdrift hele dagen med uændret halvtimesdrift aften, lørdag sen eftermiddag og søndag. Antallet af busser på linjen er følgelig reduceret en anelse. Nobina har modtaget 10 13 m-busser, vogn 6441-6450, til linjen.
Foto: Thomas de Laine, 14. april 2019.
Umove 7401 ved elbuspræsentationen på Stændertorvet, Roskilde

Roskilde fik æren af at blive den første by i landet, der har udskiftet dieselbusserne med elektriske busser - vel at mærke ikke som forsøg, men i almindelig drift og i form af alle busserne på de linjer, der holder sig inden for kommunegrænsen. Umove vandt kontrakten, der omfatter kørsel med 17 busser på linje 201A, 202A, 203, 204, 205, 206, 208, 209 og 212. Til formålet er anskaffet 20 Yutong E12LF-elbusser, som oplades på garageanlægget. 11 af busserne har røde hjørner til linje 201A og 202A, mens de andre er helgule. Lørdag 13. april 2019 blev elbusserne præsenteret for Roskildes borgere ved et arrangement på Stændertorvet, hvor to af busserne - 7401 med røde hjørner og 7421 i helgul - kørte gratis ture rundt om Byparken, hvor der blev fortalt lidt om elbusserne undervejs. Dagen efter overtog Umoves elbusser den ordinære drift. Bus 7401 på Stændertorvet med 7421 i baggrunden ved præsentationen på Stændertorvet.
Foto: Thomas de Laine, 13. april 2019.
Umove 7421 på Stændertorvet, Roskilde

Umove 7421, Yutong E12LF-elbus årg. 2019, på Stændertorvet i Roskilde i forbindelse med præsentationen af elbusserne for byens borgere.
Foto: Thomas de Laine, 13. april 2019.
Umove 7421 på præsentationstur i Roskilde

Umove 7421, Yutong E12LF-elbus årg. 2019, på Frederiksborgvej i Roskilde. Præsentationsturene lørdag 13. april 2019 gik rundt om Byparken.
Foto: Thomas de Laine, 13. april 2019.
Umove 7401 på præsentationstur i Roskilde

Umove 7401, Yutong E12LF-elbus årg. 2019, på præsentationstur i Roskilde i rundkørslen Sankt Ibs Vej/Frederiksborgvej lørdag 13. april 2019.
Foto: Thomas de Laine, 13. april 2019.
Arriva 1268 ved Taastrup st.

De absolut sidste busser bygget på en dansk fabrik, var en serie Volvo B12BLE-busser til Roskilde, som Aabenraa-fabrikken samlede op til fabrikkens lukning i efteråret 2004. Hovedparten af busserne har været i drift i Roskilde frem til udløbet af Arrivas kontrakt i april 2019, og blandt de vogne, der var på gaden den sidste driftsdag, var 1268 på linje 123. To dage senere blev bussen kørt på lager i Stilling. Bus 1268, Volvo B12BLE/Aabenraa årg. 2004, som linje 123 ved Taastrup st.
Foto: Thomas de Laine, 13. april 2019.
Arriva 1472's sidste tur ved Hedehusene st.

Arriva 1472 blev den sidste Volvo B10BLE i drift som ordinær Movia-bus (dvs. ikke ekstrakørsel el.lign.). Det var fredag 12. april 2019, hvor bussen om morgenen kørte fem omgange på linje 202A mellem Roskilde st. og Musicon og om eftermiddagen kørte Glostrup-Roskilde-Glostrup-Roskilde (halvanden omgang) på linje 123. Her er bussen på vej ind til Hedehusene st. for allersidste gang. Bus 1472 indgik i serien 1455-1473, der nyleveredes til Arriva i Ballerup i foråret 2002. Den anvendtes frem til oktober 2008 på linje 400S og regionale natbuslinjer og var herefter ude af drift for Movia i en periode, hvor den bl.a. var i brug i Malmø. Fra omkring 2010 indsattes den sammen med 1471 af samme type i Roskilde, hvor begge busserne først og fremmest har kørt i myldretiderne mellem Roskilde st. og uddannelsesstederne omkring det, der nu kaldes Musicon, på linjerne 561E (indtil 2011), 208E (2011-2014) og senest 202A, samt på 10-minuttersturene i myldretiderne på linje 123. Mens Arriva kørte morgenekstrakørsel på linje 215 og 240, forekom busserne også ofte her. Volvo B10BLE-busser med 2000NL-karrosseriet udgjorde, da typen var mest talrig, omkring en tredjedel af busparken i Hovedstadsområdet, og Volvo B10BLE med forskellige karrosserimodeller har været anvendt i Hovedstadsområdet siden 1993. Dagen efter dette billede blev 1472 kørt til Arrivas lagerplads i Stilling. Volvo B10BLE vil herefter kun en kort tid endnu kunne opleves i Nordsjælland som morgenekstravogne på skoledage.
Foto: Thomas de Laine, 12. april 2019.
Arriva 1975 ved Hestetorvet, Roskilde

Arriva 1975, Volvo B7RLE/Säffle årg. 2009, som linje 206 ved Hestetorvet i Roskilde.
Foto: Thomas de Laine, 11. april 2019.
Arriva 1254 ved Roskilde st.

Arriva 1254, Volvo B12BLE/Aabenraa årg. 2004, afgår fra Roskilde st. som linje 205 på sin sidste driftsdag. Som det kan anes på fronten, var bussen en overgang forsynet med røde til linje 201A og 202A, indtil 1900-vognene fra linje 3A efter årsskiftet 2015/16 overførtes til Roskilde.
Foto: Thomas de Laine, 13. april 2019.
Arriva 1978 på Vesterparken, Taastrup

Arriva 1978, Volvo B7RLE/Säffle årg. 2009, som linje 123 på Vesterparken i Taastrup. Denne bus kan snart forventes at dukke op i Ringsted-området.
Foto: Thomas de Laine, 13. april 2019.
Ørslev Turisttrafik 7714 på Reerslevvej, Hedehusene

Ørslev Turisttrafik 7714, Volvo B7RLE/Säffle årg. 2009, som linje 116 på Reerslevvej i Hedehusene. Ørslev Turisttrafik havde tabt denne kørsel til Nobina fra midten af april 2019, men inden man var kommet så langt, havde Nobina overtaget ejerskabet af selskabet. Linje 116 er på denne strækning desuden fra 14. april 2019 blevet erstattet af linje 224. Bus 7714 er i øvrigt i sin tid bygget som del af en større serie busser til Arriva, men brændte i 2013. Ørslev Turisttrafik anskaffede den genopbyggede vogn omkring årsskiftet 2014/15.
Foto: Thomas de Laine, 12. april 2019.
Arriva 1472 ved Hestetorvet, Roskilde

Arriva 1472, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 2002, som linje 123 ved Hestetorvet i Roskilde. Denne bus, som ellers begyndte livet med den hårde tjans på linje 400S og regionale natbuslinjer, nåede at køre 17 år hos Arriva i Hovedstadsområdet.
Foto: Thomas de Laine, 11. april 2019.
Arriva 1264 ved Hedehusene st.

Arriva 1264, Volvo B12BLE/Aabenraa årg. 2004, som linje 123 ved Hedehusene st. I baggrunden forlader Ørslev Turisttrafiks vogn 3603 busterminalen som linje 116. Begge busser forlod driften i weekenden 13.-14. april 2019.
Foto: Thomas de Laine, 12. april 2019.
Arriva 1269 på Frederiksborgvej, Roskilde

Arriva 1269, Volvo B12BLE/Aabenraa årg. 2004, som linje 204 på Frederiksborgvej i Roskilde. Flere af busserne i denne serie var i drift på Arrivas sidste dag i Roskilde efter 15 års tro tjeneste.
Foto: Thomas de Laine, 13. april 2019.
Arriva 1968 ved Roskilde st.

Arriva 1968, Volvo B7RLE/Säffle årg. 2009, som linje 201A på vej ind til Roskilde st. Serien 1968-1984 leveredes til linje 3A, men blev efter tabet af denne linje overført til Roskilde i begyndelsen af 2016. Busserne overlever også Roskilde, idet de fordeles til forskellige andre garager i Movialand til afløsning for ældre vogne. 1968 skal således efter planen til garagen i Herlufmagle, der kører nogle lokale ruter.
Foto: Thomas de Laine, 13. april 2019.
Ørslev Turisttrafik 3607 ved Taastrup st.

En af landets ældste servicebuslinjer kørte sidste gang lørdag 13. april 2019, nemlig linje 850 i Taastrup-Høje Taastrup. Den første servicebus på dansk grund begyndte at køre i Fredericia i marts 1990, og i september samme år oprettedes flere linjer i Aalborg. HT fulgte med fra december 1990 med en linje i Høje Taastrup-Taastrup. Det var endnu et forsøg, og linjenummeret 850 blev først tildelt senere. Servicebussen i Fredericia forsvandt allerede i 1990'erne, mens Aalborgs er lavet om.
Foto: Thomas de Laine, 13. april 2019.
Arriva 1071 ved Hedehusene st.

Arriva 1071, Volvo B7RLE/Säffle årg. 2007, forlader Hedehusene st. som linje 123. Bussen blev oprindeligt leveret til Veolia i Randers, men overførtes 2010 til Hovedstadsområdet og linje 123.
Foto: Thomas de Laine, 12. april 2019.
Arriva 1261 ved Hestetorvet, Roskilde

Arriva 1261, Volvo B12BLE/Aabenraa årg. 2004, som linje 123 ved Hestetorvet i Roskilde.
Foto: Thomas de Laine, 11. april 2019.
Østsjællandske Jernbaneklubs veterantog på Havdrup station

I weekenden 5.-7. april 2019 kørte Østsjællandske Jernbaneklub (ØSJK) mellem Roskilde og Køge for sidste gang, inden denne banestrækning som den første bliver lukket land for veterantog som følge af det nye signalsystem. Om søndagen kørtes to omgange med Lollandsbanen M 32 (Frichs 1952), DSB CLE 1680 (Scandia 1958) og HTJ CLE 71 (opr. DSB CLL 496) (Scandia 1959). På dette billede er toget på vej ind til Havdrup station mellem de gamle udkørselssignaler. Den blå og gule tavle skyldes det nye signalsystem, som efter planen tages i brug på strækningen til sommer.
Foto: Thomas de Laine, 7. april 2019.
Østsjællandske Jernbaneklubs veterantog på Roskilde station

Om aftenen fredag 5. april 2019 kørte Østsjællandske Jernbaneklub (ØSJK) en dobbelttur mellem Køge og Roskilde med Lollandsbanen M 32 (Frichs 1952) og HTJ CLE 71 (Scandia 1959). Denne weekend kørte ØSJK for sidste gang på strækningen, som er pilotstrækning for det nye signalsystem. Her ses det lille tog i Roskilde inden afgang retur mod Køge.
Foto: Thomas de Laine, 5. april 2019.
DitoBus 4627 i Ringsted garage

1. april 2019 fraflytter DitoBus sin garage i Ringsted, hvor man hidtil har lejet sig ind hos Vejdirektoratet, der anvender pladsen til opstilling af sneplove mv. Her ses DitoBus 4627, Volvo B12M-60/Carrus (Volvo 8700) årg. 2006, bag en sneplov på garagepladsen i Ringsted i september 2018, hvor en af Foreningen Busfrontens udflugter gik forbi Ringsted.
Foto: Thomas de Laine, 8. september 2018.
Ørslev Turisttrafik 7711 på Jernbanevej, Præstø

Ørslev Turisttrafik 7711, Volvo B8RLE/Wroclaw (8900LE) årg. 2014, ankommer til Præstø som linje 661R.
Foto: Thomas de Laine, 8. september 2018.