Myldretid

Menu

Billeder ➜ Fotografer ➜

Alle billeder optaget af Thomas de Laine

Thomas de Laine har taget 4.203 billeder på Myldretid:

HT 1501 og resterne af HT 1057 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

HT 1501 og resterne af HT 1057 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

HT anskaffede i årene 1976-86 små 400 Leyland-DAB-busser, som alle var til by- og forstadskørsel i Storkøbenhavn, når der ses bort fra et fåtal ledbusser, som bl.a. blev brugt på motorvejsbulinje 75E (forgængeren til linje 150S). Meget naturligt er der da også bevaret en HT-Leyland på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, nemlig bus 1501, som er af typen 6-1-TL11/5, altså en serie 6 med bybusopbygning, TL11-motor og Voith-automatgear. Denne bus kørte fra leveringen i efteråret 1982 og frem til udgangen af marts 1992 for HT. Linjebus overtog i forbindelse med privatiseringerne 1. april 1992 en mængde af HTs kørsel fra driftsområderne Roskilde, Hørsholm og Frederiksværk. Til kørslen købte Linjebus over 30 nye busser, men også 28 brugte Leyland-busser fra HT - heriblandt 1501, som frem til 1995 kørte hos Linjebus som bus 8604, senere 6604. Efter udrangering solgtes den til Ståling i Viborg, hvor den stod intakt helt frem til foråret 2006, hvor Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm erhvervede den. Den er herefter flot sat i stand og tilbageført til sit HT-udseende. Til reservedele anskaffede museet også HT 1057, en Leyland-DAB LS 575-690/5 fra 1979, som hidtil havde været bevaret privat, og det er resterne af den, der ligger til højre for 1501, mens den står foran Sporvejsmuseets Remise 3.

Foto: Thomas de Laine, 30. juli 2022.

Umove 7346 som linje 10 ved Flintholm st., København

Umove 7346 som linje 10 ved Flintholm st., København

Flintholm var i mange år en sikringsteknisk station og godsstation på Godsringbanen og Frederikssundsbanen, idet der før metroens tid var sporforbindelser fra både nord og syd mod Frederiksberg og omvendt samt for S-togene fra nord til Vanløse station og omvendt, hvorimod man aldrig færdigbyggede sporforbindelsen fra Vanløse til Godsringbanen mod syd. Denne første Flintholm station blev etableret i 1929-30 og var ikke nogen personstation, men den eksisterede frem til 1990'erne, hvor baneanlæggene ombyggedes radikalt. Den nuværende Flintholm station åbnedes 24. januar 2004 og har siden givet mulighed for at skifte mellem metroen, Frederikssundsbanens S-tog og Ringbanens S-tog. Det var fra begyndelsen forventningen, at Flintholm ville blive en betydelig skiftestation, og der findes da også ældre planer om en personstation på stedet med navnet "Vestkryds", formentlig efter berlinsk forbillede. Den nye Flintholm station havde fra åbningen en busterminal parallelt med Grøndals Parkvej, som blev endestation for linje 10 og 142, og derudover førtes linje 21 via stationen. Netop linje 21 havde kørt forbi stedet ad Grøndals Parkvej i årtier, men havde dog siden 1989 i stedet kørt via Vanløse station. Efter nogle år fandt man på, at flere buslinjer skulle føres via Flintholm, og det førte i 2013 til et ombygningsprojekt, hvor linjer uden endestation fik nye stoppesteder på begge sider af en busø ude ved Grøndals Parkvej, mens de eksisterende busstoppesteder blev bibeholdt som endestationsstoppesteder. Flere linjer omlagdes derefter via Flintholm, men det har ændret sig noget i årenes løb, præcis hvilke linjer, der har betjent stationen. Bl.a. har linjerne 12, 13 og 22 kørt via Flintholm, og det har også været på tegnebrættet, at linje 123 skulle have endestation der. I dag er der endestation for linje 37 og 142, mens linje 9A, 10, 21 og 26 bruger busøen ved Gtøndals Parkvej. Endelig bør det nævnes, at linje 30 en kort periode omkring 2013 kørte ad Dirch Passers Allé og Flintholm Allé med endestation på Frederiksberg-siden af Flintholm st. Umove 7346, Yutong E12LF årg. 2021, som linje 10 ved Flintholm st. en vintereftermiddag. Broen over terminalen, der ses bag bussen, bærer metroens spor mod Nørreport.

Foto: Thomas de Laine, 13. december 2021.

Keolis 8431 som linje 160 på Gladsaxe Møllevej, Gladsaxe

Keolis 8431 som linje 160 på Gladsaxe Møllevej, Gladsaxe

Storkøbenhavn har haft en linje 160 over to omgange: Den første kørte mellem Bellahøj, Gladsaxe, Bagsværd og henholdsvis Frederiksdal og Lyngby. Den blev drevet af Forenede Rutebiler indtil 1974 og derefter af HT. Frederiksdal-turene blev erstattet af en anden linje i 1959, og umiddelbart efter HTs overtagelse blev linjen ændret til at køre mellem Gladsaxe Trafikplads, Bagsværd, Lyngby, Klampenborg og Taarbæk Havn, og i 1975 blev den forlænget fra Gladsaxe til Ballerup. Ved de store omlægninger i maj 1989 ændredes ruten til at køre mellem Herlev og Lyngby stationer uden om Gladsaxe. Den blev nedlagt i juni 1991. En temmelig lille linje 160 opstod igen 10. august 2009 i form af en slags servicebuslinje med kun fire daglige ture på hverdage mellem Gladsaxe Trafikplads og Egegården lidt nordvest for Trafikpladsen. Ruten udvidedes til en sløjfe via bl.a. Høje Gladsaxe fra marts 2010, men den kom først for alvor til sin ret fra 13. oktober 2019, hvor den fik en ny rute fra Bagsværd st. via Egeparken og Gladsaxe Trafikplads til bl.a. Søborg Torv og Kildebakke st. samt en køreplan med en del flere afgange, også i weekenden, selvom den stadig ikke har mange ture og om morgenen mest fungerer som en slags myldretidslinje mellem Gladsaxe og Bagsværd. Linjen kørtes fra oprettelsen af Arriva, men overgik allerede i oktober 2009 til City-Trafik, det senere Keolis, som kørte den indtil december 2021, hvorefter Nobina har haft den. Keolis 8431, VDL Citea SLE 120 årg. 2013, som linje 160 på Gladsaxe Møllevej nær Trafikpladsen, som både den første og den anden linje 160 har været stort set fast inventar på.

Foto: Thomas de Laine, 22. juli 2021.

DSB EB 3206 med regionaltog i Slagelse

DSB EB 3206 med regionaltog i Slagelse

DSB fik i 2020, 2021 og 2022 leveret i alt 42 Siemens Vectron-lokomotiver, som i dansk sammenhæng hedder litra EB. De har overtaget trafikken med de 25 stammer dobbeltdækkervogne, som bruges i den sjællandske regionaltrafik, fra ME-diesellomotiverne og EA-ellokomotiverne. Derudover skal EB bruges sammen med de nye Talgo-vognsæt, som DSB har i ordre, og siden juni 2023 trækker de også de indlejede tyske IC1-vogne, der kører mellem København og Hamburg. Det første EB-fremførte tog i almindelig drift kørte i oktober 2020, og brugen af ME-diesellokomotiverne ophørte 14 måneder senere. EB'erne er væsentligt hurtigere oppe i fart efter et stationsophold end litra ME, og i den periode, hvor begge typer anvendtes, kunne forskellen tydeligt mærkes. Her holder EB 3206 med dobbeltdækkervogne på Slagelse st. De ældste dobbeltdækkervogne har kørt på Sjælland siden december 2002, så der kommer nok en dag, hvor EB'erne får noget andet at trække og skubbe rundt med.

Foto: Thomas de Laine, 12. juli 2021.

BAT 717 på Vang Havn

BAT 717 på Vang Havn

I 2009 løb Iversen Busser, der bl.a. havde regionalrutekørslen på Bornholm, ind i så store økonomiske problemer, at driften ikke kunne fortsætte, og løsningen blev i det bornholmske tilfælde, at trafikselskabet BAT selv overtog kørslen. Til formålet erhvervedes en mængde brugte busser fra Århus Sporveje, som de næste cirka tre år satte deres præg på øens landeveje. BAT 717 er en Volvo B10M-60/Aabenraa fra 1999, der tidligere kørte i Aarhus som bus 367, men her passerer Vang Havn. Bussen blev taget ud af drift hos BAT i løbet af 2012, hvor man fik leveret nye Irisbus Crossway LE-busser, men den kørte frem til 2020 for Bornholms Frie Idrætsskole.

Foto: Thomas de Laine, 16. juni 2012.

En af Bornholms mange serie II'ere hos Bowlingcenter Rønne

En af Bornholms mange serie II'ere hos Bowlingcenter Rønne

Engang var der Leyland-DAB serie II-busser overalt, selvom de ikke længere kan kaldes "trivielle" i det 21. århundrede. Men de fleste forsvandt i løbet af 1980'erne. Bornholm var til gengæld endnu i 1990'erne et sted, hvor man kunne møde forholdsvis mange serie II'ere. Aakirkeby Turist- og Selskabskørsel havde f.eks. "Inge", en Leyland-DAB LIDRT 12/2 nyanskaffet i 1975, som var det sidste år, serie II-modellen blev bygget. Bussen nåede at køre 25 sommersæsoner på Bornholm, men blev i september 1999 afmeldt (for sidste gang). Den blev dog på Solskinsøen og stod 2007-13 ved Bowlingcenter Rønne, hvor dette billede er taget.

Foto: Thomas de Laine, 16. juni 2012.

Gråhundbus 28 i Ystad, Sverige

Gråhundbus 28 i Ystad, Sverige

Danske busser i udlandet har i visse tilfælde også form af danskdrevne (fjern)busruter, der krydser landegrænser. 1981-2023 stod Gråhundbus i Ballerup bag "Bornholmerbussen" alias rute 866 mellem Københavns Hovedbanegård og Ystad med færgeforbindelse til Rønne. Ruten kørte i mange år med ledbusser på en del af afgangene, og Gråhundbus har derfor ejet en del sådanne. Bus 28 var således en nyleveret Volvo B12MA-55-ledbus med Jonckheere-karosseri fra 2007, som kørte små 9 år hos Gråhundbus, ikke mindst på Bornholmerbussen. Omstigningen til færgen i Ystad så de senere år således ud.

Foto: Thomas de Laine, 16. juni 2012.

BAT 762 som shuttlebus til Folkemødet i Allinge

BAT 762 som shuttlebus til Folkemødet i Allinge

Hvert år siden 2011 (bortset fra Corona-året 2020) er "Folkemødet" blevet afholdt i Allinge på Bornholm. Det giver naturligvis anledning til en del ekstra transportopgaver for øens trafikselskab BAT. Vogn 762, en spritny Irisbus Crossway LE i længden 12,8 m, er her i brug som shuttlebus i Allinge bare tre dage efter, den fik sine nummerplader. Som noget i vore dage usædvanligt er bussen anskaffet og ejet af trafikselskabet, som selv står for en stor del af buskørslen på Bornholm.

Foto: Thomas de Laine, 16. juni 2012.

Bedford A5 i Aakirkeby

Bedford A5 i Aakirkeby

Der har i mange år været en vis efterspørgsel fra familier og turister m.fl. efter en køretur i gammeldags snudebusser. Aakirkeby Turist- og Selskabskørsel kunne i en årrække opfylde dette ønske, idet man havde "Tina" indregistreret på BK 99 718 mellem maj 2004 og oktober 2013. Bussen er en Bedford A5 med Ørum-P.-karosseri fra 1956, der som ny kom til Lauritsen i Skjern, men senere kørte hos Snitgaard i Højer. Her ses den ved Aakirkeby Turist- og Selskabskørsels garage.

Foto: Thomas de Laine, 16. juni 2012.

Arriva 1501 på hjørnet af Klausdalsbrovej og Buddinge Hovedgade, Buddinge

Arriva 1501 på hjørnet af Klausdalsbrovej og Buddinge Hovedgade, Buddinge

Letbanebyggeriet på Ring 3 satte i begyndelsen af 2020'erne sit præg på området og ringvejens busbetjening. En lang periode kunne busserne f.eks. ikke køre ind til busterminalen ved Buddinge st. Linjerne med endestation dér - 4A, 6A og 200S - måtte i stedet køre i ensrettet sløjfe mod uret ad Buddingevej, Klausdalsbrovej og Buddinge Hovedgade med midlertidige stoppesteder indrettet på Klausdalsbrovej et stenkast fra stationen. Arriva 1501, MAN NL313 CNG-gasbus årg. 2014, er her netop afgået fra Buddinge st. tilbage mod City og er ved at svinge fra Klausdalsbrovej ind på Buddinge Hovedgade.

Foto: Thomas de Laine, 30. marts 2021.

Arriva 1037 som linje 11 på Kettegård Alle, Hvidovre

Arriva 1037 som linje 11 på Kettegård Alle, Hvidovre

Linje 11 har eksisteret mere end en håndfuld gange i den københavnske bus- og sporvejshistorie. Den nuværende 11'er opstod 27. juni 2021, hvor man opfyldte ønskerne hos en gruppe af tidligere linje 1A-passagerer, som efter omlægningen af busnettet ved Metrocityringens åbning i efteråret 2019 havde mistet den direkte forbindelse mellem Hvidovre og City. Løsningen bestod i at opdele buslinje 10, så delen mellem Rådhuspladsen, Toftegårds Plads i Valby og Vigerslev blev forlænget via Hvidovre Hospital og ad Kettevej til den gamle linje 10-bussløjfe på hjørnet af Kettevej og Avedøre Byvej, mens delen fra Brønshøj Torv til Vigerslev førtes ned til Gl. Køge Landevej og Åmarken st. Linjen mellem Rådhuspladsen og Avedøre Byvej fik linjenummer 11, selvom denne del egentlig havde et vist slægtsskab med tidligere tiders linje 10, hvorimod den tværgående linje mellem Brønshøj Torv og Åmarken beholdt nummeret 10. Arriva kørte fortsat begge linjerne med de Volvo B7RLE-busser, der tilbage i 2009 var blevet leveret til netop linje 10, men december samme år overtog Umove kørslen med nye Yutong-elbusser. Arriva 1037, Volvo B7RLE-60/Säffle (8500LE) årg. 2009, på Kettegård Alle i Hvidovre på premieredagen.

Foto: Thomas de Laine, 27. juni 2021.

Midtjyske Jernbaner MQ 4911 og Arriva 1026 på Skjern st.

Midtjyske Jernbaner MQ 4911 og Arriva 1026 på Skjern st.

På skinnerne var december-køreplansskiftet 2020 kendetegnet ved, at trafikken på en mængde strækninger gik over til nye operatører. Bl.a. overtog Arriva mere trafik fra DSB, herunder Svendborgbanen, mens Midtjyske Jernbaner begyndte at køre mellem Holstebro og Skjern i stedet for Arriva. I den forbindelse skete der også en materielrokade, hvor 16 af DSBs Siemens Desiro-tog, alias litra MQ, kom til Arriva og 4 til Midtjyske Jernbaner. Her er tidligere DSB MQ 4911-4111 årg. 2002 på Skjern station i trafik for Midtjyske Jernbaner, endnu i DSB-farver. Midtjyske har døbt togsættet "Fjorden". I baggrunden afventer Arrivas Alstom Lint 41 årg. 2004 med nummer 1026 afgang mod Aarhus. Midtjyske Jernbaners eget design i hvide og orange farver er senere kommet på Desiro-togene, mens Arrivas stadig kører rundt i DSBs grå og blå lakering. Vi kommer næppe til at se dem i grøn og fløde, eftersom Arriva i Danmark nu er solgt til Mutares, som kommer til at ændre navn og branding på den danske del af trafikvirksomheden.

Foto: Thomas de Laine, 20. juli 2021.

Kruse 7241 ved Maribo st.

Kruse 7241 ved Maribo st.

Efter et udbud blev så at sige alle busserne på Lolland og Falster udskiftet med nye i 2021. Til kørslen på Lolland anskaffede Kruse først og fremmest nye VDL Citea LLE-busser suppleret med nogle Mercedes-Benz Sprinter-minibusser. Og det bliver sådan, den kollektive trafik på Lolland ser ud frem til måske 2033! En kun godt to måneder gammel Kruse 7241 afgår fra Maribo st. som linje 716 mod Nakskov.

Foto: Thomas de Laine, 23. juli 2021.

Mock-up af Aabenraa M82 på Køge Havn

Mock-up af Aabenraa M82 på Køge Havn

Denne uges "Outlandish onsdag" er outlandish i betydningen "meget anderledes". Det er nemlig ikke en rigtig bus, men en mock-up af en bus, som i 1982 blev bygget af en teknisk skole i Aabenraa i samarbejde med Aabenraa Karrosserifabrik. "Bussen" svarer til fabrikkens såkaldte M82-model, men kortere. Den var dog oprindeligt i fuld højde, altså som hvis den havde haft en rigtig undervogn, ligesom den blev bygget med midterdør. Mock-up'en har sågar Aabenraa-byggenummer 1232, men intet stelnummer. Den kom senere til Håndværkerskolen i Nykøbing Falster, men de sidste mange år har den tilhørt en forening, som indtil 2008 hed Sjælland Rundt på Cykel, derefter Køge Cykel Rings Venner og siden 2016 Køge Sportevent. Den er blevet ombygget til speakervogn, midterdøren er fjernet, og "undervognen" er skåret af, så "bussen" nu er en slags anhænger, der kan trækkes af et andet køretøj. Som speakervogn har den været brugt i forbindelse med de løb, foreningen er involveret i. I begyndelsen af juni 2012 stod den f.eks. på Køge Havn, som var start- og målområde for årets "Tøserunden".

Foto: Thomas de Laine, 3. juni 2012.

Køge Cykel Rings Venners speakervogn på Køge Havn

Køge Cykel Rings Venners speakervogn på Køge Havn

Køge Cykel Rings Venners speakervogn på Køge Havn dagen efter afholdelsen af "Tøserunden" i 2012. Havnen var start- og målområde for det 112 km lange cykelløb. Speakervognen har tydeligvis overnattet på havnen, men opbevaredes normalt også i Køge, blot andetsteds i byen, hvor dens ejer - på dette tidspunkt kaldet Køge Cykel Rings Venner - også har hjemme.

Foto: Thomas de Laine, 3. juni 2012.

Bagenden af Køge Cykel Rings Venners speakervogn på Køge Havn

Bagenden af Køge Cykel Rings Venners speakervogn på Køge Havn

Mock-up af Aabenraa M82-bus ombygget til trækvogn, der kan anvendes som speakervogn, på Køge Havn. Den tilhører Køge Cykel Rings Venner, som siden har skiftet navn til Køge Sportevent.

Foto: Thomas de Laine, 3. juni 2012.

City-Trafik 2514 som Copenhagen Historic Grand Prix-ekstrabus i Hillerødgade, København

City-Trafik 2514 som Copenhagen Historic Grand Prix-ekstrabus i Hillerødgade, København

"Temporær tirsdag" har tidligere vist en af de ekstrabusser, der hvert år kører mellem Flintholm st. og Copenhagen Historic Grand Prix-løbet på Bellahøj. Ekstrakørslen har, i hvert fald nogle år, formelt været ekstrakørsel på linje 21. I sommeren 2013 kørte City-Trafik ekstrabusserne, hvor også de ordinære linje 21-busser optrådte. Her bus 2514, Volvo B10BLE-60/Vest årg. 2002, på Hillerødgade. Udover ekstrakørslen giver løbet også anledning til en mængde afspærrede gader med deraf følgende busomlægninger.

Foto: Thomas de Laine, 4. august 2013.

Opel Blitz fra "Ude på noget" i Vanløse

Opel Blitz fra "Ude på noget" i Vanløse

I 1984 viste DR børneserien "Ude på noget", hvor hovedpersonerne Palle, Polle og Ruth over 13 afsnit lod sig transportere rundt i en gammel, rød snudebus. Der var tale om denne Opel Blitz med et 14-personers Næsby-karosseri fra 1953, som oprindeligt kørte hos De forenede Vognmænd (DfV), som senere var de første brugere af navnet Vikingbus for turistbuskørslen. Omkring 1965 kom bussen til Aage Sørensen i Gilleleje, der bl.a. brugte den til at køre arbejdere fra Nordsjælland til Bjørnbaks Konvolutfabrik på Østerbro i København. Den blev afmeldt cirka 1980, og veteranbilsamleren Viklit Graa Jørgensen i Nordsjælland overtog bussen i 1982. I forbindelse med tv-optagelserne blev den på flere måder bygget om og delvist skåret op, og efterfølgende henstod den i midten af 1980'erne på en tankstation i Måløv. Det var dér den nuværende ejer, som i dag bor i Vanløse, fik øje på den og købte den. Den har været indregistreret siden 2011 og kan af og til ses parkeret på Grøndals Parkvej i Vanløse, hvor dette billede også er taget.

Foto: Thomas de Laine, 25. juni 2023.

Arriva 1035 ved Åmarken st.

Arriva 1035 ved Åmarken st.

Åmarken station åbnede i 1972 sammen med Køge Bugt-banens første etape fra Dybbølsbro til Vallensbæk. Stationen er beliggende lige øst for Gl. Køge Landevej umiddelbart syd for kommunegrænsen mellem Københavns og Hvidovre kommuner. Stationen har aldrig været banens travleste, og de fleste togrejsende stifter kun rigtigt bekendtskab med den i forbindelse med større driftsuregelmæssigheder eller sporarbejder, idet stationen er den eneste mellem Dybbølsbro og Vallensbæk, hvor sporforholdene egner sig til at vende tog. Derfor har Åmarken ofte været skiftepunktet mellem S-tog og togbusser! Ordinær busdrift har stationen haft mindre af, når der ses bort fra de almindelige busstoppesteder på Gl. Køge Landevej ud for stationen. I april 1989 blev Åmarken dog endestation for den nye linje 23 mellem Hellerup, Nordvest, Vanløse, Valby, Vigerslev og altså Åmarken station. Linjen var en variant af den ældre linje 21 med anderledes rute i sydenden. Selvom linje 23 bestod til efteråret 1997, forsvandt den dog fra Åmarken st. allerede i oktober 1990, hvor den omlagdes, så den fra Vigerslevvej drejede mod nord i stedet mod syd ad Gl. Køge Landevej og fik endestation sammen med makkeren, linje 21, på Toftegårds Plads i Valby. Efter næsten 31 år blev Åmarken st. igen endestation for en rigtig buslinje fra 27. juni 2021, hvor omlægninger i bustrafikken mellem København og Hvidovre medførte, at buslinje 10 ikke længere skulle køre ind til byen, men i stedet føres ned til Åmarken st. Linjen kører mellem Brønshøj Torv, Flintholm st., Ålholm Plads og Åmarken st. og har på hele stykket fra Damhussøen til Åmarken st. i øvrigt samme ruteføring, som linje 23 i sin tid havde. Den nye tværforbindelse, som opstod med omlægningen, har ikke tiltrukket tonsvis af passagerer, men hvis man f.eks. fra Vanløse gerne vil have forbindelse med Køge Bugt-banen og ikke føler for at skifte tog på Folkesundshedsprojekt Ny Ellebjerg, kan man da bruge linje 10 ned til Åmarken... Siden december 2022 kører også Hvidovres servicebuslinje 134 via Åmarken st.

Foto: Thomas de Laine, 27. juni 2021.

Arriva 1200 som linje 7A i Sydhavnsgade, København

Arriva 1200 som linje 7A i Sydhavnsgade, København

Da Movias ene forgænger Hovedstadens Udviklingsråd i årene 2002 og 2003 indførte A-buskonceptet, gik linjenumrene fra 1A til 6A. Movia tilføjede i 2013 linje 9A og to år senere linje 8A, mens nummeret 7A af en eller anden grund blev sprunget over, selvom '7' havde været ledigt, siden linje 7E i 1995 blev konverteret til S-buslinje 350S. Men da Københavns busnet skulle tilpasses Metrocityringen i efteråret 2019, blev der brug for linjenummer 7A. Man opdelte nemlig linje 6A, som vedblev at køre mellem Nørreport, Emdrup og Buddinge, mens strækningen mellem Hovedbanegården og Rødovrehallen blev til linje 7A, som desuden førtes via Polititorvet, Fisketorvet, Teglholmen, Sluseholmen og Mozarts Plads til Sjælør og Ny Ellebjerg stationer som en slags forløber for den senere forgrening af Metrocityringen på nogenlunde samme strækning. Dermed fik byen igen en linje 7, som desuden faktisk er blandt de tunge linjer. Det var fra oprettelsen og frem til februar 2022 Arriva, som kørte linje 7A, hvorefter Anchersens MAN-elbusser tog over. Arriva 1200, Scania OmniLink årg. 2012, ses her på linje 7A i Sydhavnsgade. Nogle måneder efter overførtes bussen til linje 200S.

Foto: Thomas de Laine, 15. maj 2021.

DSB S-tog SE 21 på Ny Ellebjerg st., København

DSB S-tog SE 21 på Ny Ellebjerg st., København

Siden cirka 2018-19 har Ringbanens endestation på Ny Ellebjerg station været forlagt mod nordvest til en midlertidig perron relativt langt fra Køge Bugt-banens perroner, men tættere på Gl. Køge Landevej og med nem gangbroforbindelse til fjerntogsperronen. Flytningen skyldes, at der skulle bygges station for Sydhavnsmetroen under det areal, hvor den oprindelige Ringbane-endestation fra 2006 lå. I foråret og sommeren 2023 er arbejdet med at bygge metrostationen så langt fremme, at man er begyndt at reetablere Ringbanens perron ovenpå metrostationen. I foråret 2014 åndede alt dog endnu fred og ro, og det var betydeligt lettere at skifte mellem Køge Bugt-banens og Ringbanens S-tog. SE 21 som linje F ved den daværende perron på Ny Ellebjerg station. Stationen vil, senest omkring Sydhavnsmetroens åbning, skifte navn til København Syd, og den nye endestation for Ringbanen bliver ikke helt magen til den oprindelige.

Foto: Thomas de Laine, 8. marts 2014.

Arriva 1617 på Amager Strandvej, Kastrup

Arriva 1617 på Amager Strandvej, Kastrup

Linje 5C har nu i mere end seks år kørt i døgndrift i med sine ledbusser mellem Herlev, Husum, Brønshøj, Nørrebro, City, Amagerbro, Sundbyøster og Kastrup. Arrivas MAN NG313 CNG-busser, der blev leveret til opstarten i 2017, er da også så småt begyndt at bære præg af det daglige slid på landets største buslinje. Arriva 1617 på Amager Strandvej i Kastrup kort efter afgang fra Lufthavnen.

Foto: Thomas de Laine, 5. august 2018.

Ex. Linjebus 6702 i Zywiec, Polen

Ex. Linjebus 6702 i Zywiec, Polen

Oluf Larsen i Slagelse fik i 1991 tre nye serie 12-busser til bybustrafikken i byen. De havde dobbelte for- og midterdøre samt enkeltsæder i vinduessiden foran midterperronen og rød aptering indvendigt. Linjebus overtog virksomheden i 1993, og året efter blev de tre første busser med lavt gulv leveret til Slagelse. Til gengæld blev 1991-bybusserne flyttet til Linjebus' afdeling i Roskilde, hvor de blev anvendt som rutebiler de næste fire år. Denne bus, som i Slagelse bar vognnummer 312, men ved overførslen til HT-området fik nummer 8702, hvilket efter kort tid ændredes til 6702, kørte bl.a. en periode fast på linje 213 og 223E. I 1998, hvor Linjebus måtte aflevere langt hovedparten af sin HT-kørsel, men til gengæld vandt terræn på Vestsjælland, rykkedes 6702 tilbage til VT-området og fik nu nummer 2098. Den blev endegyldigt udrangeret fra Linjebus i sommeren 2000 og samme år solgt til MZK Zywiec, som de følgende 14 år brugte den som bybus i den sydpolske bryggeriby Zywiec. Dermed indskriver MZK Zywiec vogn 350 sig i rækken af "danske" busser, som fik længere tid på de polske veje end de danske. Vogn 350 som linje 8 på Stefana Batorego i Zywiec.

Foto: Thomas de Laine, 3. september 2010.

City-Trafik 132 som Roskilde Festival-ekstrabus på Køgevej, Roskilde

City-Trafik 132 som Roskilde Festival-ekstrabus på Køgevej, Roskilde

Roskilde Festivalen har hvert år siden 1971 sat sit præg på Roskilde i en uges tid. Det gælder også den kollektive trafik, for der er brug for en hel del kapacitet i midlertidige forbindelser mellem Roskilde station og festivalpladsen. De første mange år stod Roskilde Omnibusselskab - byens bybusselskab - for kørslen, men da dette foretagende ophørte i 1990, tog en af dets vigtige medarbejdere festivalkørslen med sig til City-Trafik, som derpå klarede festivalekstrabusserne hvert år til og med 2011. Kørslen blev mere og mere omfattende, i takt med at festivalen voksede, og det blev derfor også almindeligt at andre busselskaber deltog i kørslen, ligesom City-Trafik midlertidigt flyttede busser fra sine jyske afdelinger til Roskilde for at have materiel nok. Dermed var der en hel del at se på for busentusiaster, men i det 21. århundrede er festivalbusserne blevet noget mere moderne og ensartede, og fra og med 2012 har det også skiftet, hvem der stod for kørslen. Det er derfor ikke længere det samme "nørdtilløbsstykke". Det næstsidste år, hvor alt var ved det gamle, kunne man bl.a. opleve City-Trafiks bus 132, Scania OmniLink årg. 2002, som festivalekstrabus - i dette tilfælde ses den på Køgevej i Roskilde på vej fra stationen mod festivalens vestindgang. Bussen kom fra bybusserne i Fredericia, men blev faktisk senere samme år overført til fast anvendelse i Movia-området (og omnummereret til 2132). Kørslen har i øvrigt alle år foregået uden for HT-/HUR-/Movia-systemet, så der må betales en særlig billet til busserne, der i 2010 kostede en 20'er.

Foto: Thomas de Laine, 3. juli 2010.

Tylstrup Rutebiler 18 i Tinglev

Tylstrup Rutebiler 18 i Tinglev

To af de første serie 7-busser, der rullede ud fra Leyland-DAB i Silkeborg, havde 1979-stelnumre og formelt typebetegnelsen Leyland-DAB 6-6-TL11/4 - altså serie 6 type 6! Begge disse var "turistbusser" med bagagerum under gulvet, og de kom på gaden i foråret 1982. Den ene blev leveret til Nyborg Rejser, mens den anden kom til Lauritzen i Tønder for dog allerede i 1984 at blive solgt til Tylstrup Rutebiler, i hvis bemaling den har fremstået siden. Tylstrup brugte bussen, vogn 18, helt frem til 2010, hvorefter den nogle måneder kørte hos Gotschalk Rejser i Ryomgård. Derpå har den stået stille, men i 2015 gik den til Bushistorisk Selskab med bevaring for øje, og herfra fulgte den med resten af foreningens samling til Danmarks Busmuseum i Skælskør i 2016. Mens bussen var i brug af Gotschalk Rejser, kørte den en fotosafari i de sydlige dele af Jylland for en samling busentusiaster, og undervejs blev den fotograferet på Bajstrup Rejsers garageanlæg i Tinglev, ikke specielt langt fra sin oprindelige hjemegn. Bemærk i øvrigt midterdøren, som svingede "bagud" på denne og et mindre antal andre serie 7'ere.

Foto: Thomas de Laine, 10. april 2010.