Myldretid

Menu

Billeder ➜ Fotografer ➜

Alle billeder optaget af Thomas de Laine

Thomas de Laine har taget 4.191 billeder på Myldretid:

DitoBus 4686 som linje 257 på Holmebækvej, Herfølge

DitoBus 4686 som linje 257 på Holmebækvej, Herfølge

Storstrøms Trafikselskab (STS) og Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) etablerede ved sommerkøreplansskiftet 17. juni 2001 i samarbejde en ny amtsgrænseoverskridende rute, der hele vejen supplerede andre linjer. Linjen, der fik "HT-linjenummeret" 257, udgik fra Fakse Bystation og fulgtes med STS' rute 76 mellem Fakse og Næstved til Rønnede, hvorfra der kørtes mod nord ad Vordingborgvej gennem Dalby og Herfølge til Køge. Mellem Rønnede og Køge var ruten den samme som for linje 256 mellem Køge, Rønnede, Præstø og Stege, og derudover supplerede linje 257 også myldretidsbus 526 fra syd for Herfølge til Køge og bybuslinje 502 i Køge-Herfølge. I modsætning til linje 502 og 526 kørte linje 256 og 257 dog direkte ad Vordingborgvej gennem Herfølge. Det blev ændret fra 14. december 2003, hvor linje 257 fik samme ruteføring som linje 502/526 gennem Herfølge-Holmebæk. Ruten, der kun kørte mandag-fredag i dagtimerne og havde en sekundær natur, blev nedlagt 12. december 2010, hvor Køge Kommune gennemførte en større omlægning af busnettet. I den forbindelse skete der bl.a., i samarbejde med Region Sjælland, en sammenlægning af bybuslinje 502 og rutebilrute 256 til Rønnede og Præstø. Fra oprettelsen kørtes linje 257 af Østtrafik i STS-regi, og da Østtrafiks kontrakt udløb i marts 2010, fortsatte kørslen de sidste cirka otte måneder med DitoBus som operatør på en særlig aftale under indtryk af de forestående linjeændringer. Få dage før linje 257' nedlæggelse er DitoBus 4686 på vej mod Fakse Bystation ad Holmebækvej, som udgør Herfølges sydgrænse. DitoBus overtog vogn 4686 sammen med Østtrafik, som havde fået tre Volvo B10M-60/Aabenraa-rutebiler leveret i 2000, nemlig busserne 185-187. Da DitoBus i 2010 genvandt Østtrafiks kørsel i eget navn, blev de busser, der kom over i DitoBus, omnummereret i Ditos 4600- og 4700-nummerserier. Bus 186 blev dermed til bus 4686, og ligesom mange andre af de overførte busser fik den også Movias gule farve, der jo var et krav i de nye kontrakter. Bussen var ellers i sin tid nyleveret i STS-rutebildesign. Den kørte videre hos DitoBus indtil 2013.

Foto: Thomas de Laine, 8. december 2010.

DSB ET 4508 i Klampenborg

DSB ET 4508 i Klampenborg

Mellem 2000 og 2012 blev der leveret i alt 111 Øresundstog fra Adtranz, som dog undervejs blev en del af Bombardier. Togene blev bygget til såvel DSB som svenske SJ (Statens Järnvägar), men de fleste anvendtes i en fælles pulje i trafikken over Øresundsbroen, som åbnede 2. juli 2000. De danske tog fik litra ET, mens de svenske hed X31K og X32. På dansk side førtes togene fra Sverige via Hovedbanegården op ad Kystbanen til Helsingør, mens de på svensk side førtes til eller via Malmö C og videre ad flere forskellige strækninger langt ind i Sverige - på flere måder en InterCity-lignende trafik. Udover den grænseoverskridende trafik er togene i begge lande anvendt på forskellige andre strækninger, ligesom DSB kørte med dem mellem Hovedbanegården og Ystad med forbindelse til Bornholmsfærgen. Efter et forløb med udbud af Øresundstrafikken, som det DSB-dominerede selskab DSB First vandt, men endte i en række økonomiske problemer, har svenskerne fået opgaven med Øresundstrafikken, som heller ikke længere køres af DSB. Desuden har det været en udfordring på Kystbanen, at forsinkelser fra det komplicerede system af Øresundstog forplantede sig til den nordsjællandske strækning, selvom det næppe er den fulde sandhed, at forsinkelserne på Kystbanen primært opstod på "svensk side". Kystbanependlerne får på dette område nu for alvor syn for sagn, for Kystbanen fra 10. december 2023 bindes helt sammen med sjællandske regionaltogsstrækninger i stedet for Øresundstrafikken. Også litra ET på danske skinner må man snart kigge langt efter, medmindre man befinder sig mellem Østerport, Hovedbanegården og Lufthavnen: DSBs lille tilbageværende beholdning af "egne" Øresundstog er nemlig blevet solgt til brug i Sverige. Her trækker et tog mod Nivå ind til standsning ved Klampenborg st. Toget er ET 4508-FT 4708-ET 4308, som er blandt de først leverede fra 2000 og kører i det reviderede design, som togene har fået i forbindelse med en renovering.

Foto: Thomas de Laine, 19. maj 2021.

Østtrafik 145 i Hårlev garage

Østtrafik 145 i Hårlev garage

Der var engang, hvor Leyland-DAB serie 7-busser var så almindelige på de danske veje, at man som busentusiast kunne synes, at de var lidt småkedelige! Begge dele var dog forlængst gået over i foråret 2010, hvor flere af slagsen på Øst- og Sydsjælland var med til at køre Østtrafiks kontrakt med Storstrøms Trafikselskab for perioden 2004-10 til ende. Østtrafiks bus 145 var en Leyland-DAB 7-1200L, som i 1986 var blevet nyanskaffet af Odsherreds Jernbane som vogn 74. Østbanen i Hårlev købte bussen af sine privatbanekolleger i 1990, og den blev dengang ommalet i Østbanens flotte blodorange og gule design og fik busnummer 145. Østbanens busdrift blev senere i 1990'erne udskilt som et selvstændigt aktieselskab under navnet Østtrafik, og Østtrafik opnåede flere kontrakter for både Vestsjællands Trafikselskab (VT) og Storstrøms Trafikselskab (STS) samt noget senere for Hovedstadsområdets Trafikselskab (HT). Vogn 145 forblev tilknyttet den østsjællandske del af rutenettet, som Østtrafik genvandt ved STS' udbudsrunder i 1996, 1999 og 2004, og bus 145 blev derfor omkring 1996 oplakeret i STS' blå og turkise rutebildesign, som den beholdt resten af sin levetid. Fra 1. januar 2007 var rutekørslen samlet under det nye trafikselskab for hele Sjælland, Movia. Østtrafik blev mod slutningen af 00'erne solgt til DitoBus, som også lykkedes med at genvinde en stor del af kørslen på Øst- og Sydsjælland fra foråret 2010, men det blev under DitoBus-navnet. Lørdag 27. marts 2010 var dermed sidste driftsdag for hovedparten af Østtrafik, hvoraf kun en lille mængde tele- og servicebuskørsel i Hovedstadsområdet herefter var tilbage. Denne sidste dag, der markerede afslutningen på knap 80 års privatbanebusdrift i Østsjælland, er Østtrafik 145 fotograferet på garageanlægget i Hårlev, der lå sammen med banens remise og værksted. Til højre står et af de i 2009 leverede Alsom Lint-tog til driften på selve Østbanen, og bagved 145 er parkeret en af de Mercedes-Benz 814D-minibusser, som Østtrafik fik leveret i 1999, og som i 2010 var fuldstændig slidt op. Trods sin alder kom Leyland'en til at overleve minibussen med omkring 4-5 måneder - dog som DitoBus vogn 4675.

Foto: Thomas de Laine, 27. marts 2010.

PKS Pila 00083 på rutebilstationen i Pila, Polen

PKS Pila 00083 på rutebilstationen i Pila, Polen

33-34 år er jo ingen alder, så PKS Pila vogn 00083 kører i december 2023 lystigt videre på de polske landeveje efter omkring 15 år. Det er over 12 år - eller hvad der nogenlunde svarer til den traditionelle levetid for en dansk rutebus - siden dette billede blev taget på rutebilstationen i Pila i efteråret 2011. Dengang var bussen "kun" 21 år gammel! Bussen er en DAB-Silkeborg 12-1024L, altså en lidt kort rutebil, som blev bygget til Skanderborg Busselskab i 1990. Den kørte dengang som vogn 10 med navnet Olivia. Rutebildelen af Skanderborg Busselskab blev i 1996 solgt til Combus (bybusserne havde City-Trafik købt i 1993), og derved blev den til Combus nr. 8145. Den nåede også at tjene Vestbus, Arriva, Oves Turistfart i Give og Kibæk Turisttrafik, før den i midten af 2008 blev udrangeret. I løbet af et års tid var den på gaden i Polen. PKS Pila er i slutningen af 2023 et af kun ganske få busselskaber i Polen, som stadig har en række DAB-busser i vognparken.

Foto: Thomas de Laine, 1. oktober 2011.

Ex. DSB MR 4055-MRD 4255 i drift hos Arriva i Sierpc, Polen

Ex. DSB MR 4055-MRD 4255 i drift hos Arriva i Sierpc, Polen

Da Deutsche Bahn i 2023 frasolgte Arriva i Danmark til kapitalfonden Mutares, var Arrivas busaktiviteter i Polen også med. Derimod beholdt Deutsche Bahn Arrivas polske jernbanetrafik. Denne var påbegyndt i december 2007 med kontrakten på en række regionalstrækninger i Kujavien-Pommern, og til opstarten tilførte Arriva bl.a. jernbanemateriel fra Danmark, nemlig syv MR-togsæt fra DSB og et enkelt Y-tog fra Nordsjælland. Kun MR-togene kom dog reelt til at blive brugt på de polske skinner, selvom Y-toget blev flot opmalet i Arrivas flødefarvede og turkise design. Blandt det materiel, der kom til Polen, var ex. DSB MR 4055-MRD 4255. Toget havde tidligere kørt for Arriva, hvor det 2003-04 var udlejet til brug i begyndelsen af kontrakten på de midt- og vestjyske strækninger, men det var efterfølgende blevet returneret til DSB, som selv havde brugt det frem til hensættelsen i 2006. Her ses toget på stationen i Sierpc som tog mod Bydgoszsc. I baggrunden til venstre holder VT 627 008, ex. Deutsche Bahn, fra Koleje Mazowiecki, som er en regional jernbaneoperatør i Masovien. VT 627 008 er en solomotorvogn og ikke en søster, men vel nærmere en moster, til DSB litra MR/MRD. Arriva kører stadig regionaltrafik i området, men MR-togene faldt for kontraktens alderskrav i 2020, og kun et par stykker blev gemt til udflugtstog og lignende.

Foto: Thomas de Laine, 2. oktober 2011.

Egon's Turist- & Minibusser DG 90 851 som togbus i Lejre

Egon's Turist- & Minibusser DG 90 851 som togbus i Lejre

Det tog mere end 70 år at udbygge Nordvestbanen fra enkelt- til dobbeltspor hele vejen fra Roskilde til Holbæk. Mellem Roskilde og Lejre kunne det tages i brug i 1951, mens Vipperød-Holbæk fulgte i 1987. Den sidste del, strækningen mellem Lejre og Vipperød, gik man først i gang med så sent som i sommeren 2012, hvor ballet blev åbnet med togbusser Lejre-Holbæk i månederne juni, juli og august. Blandt opbuddet af togbusser var Egon's Turist- & Minibussers Volvo B12M-65/Carrus (Volvo 8700) fra 2005 med reg.nr. DG 90 851 og fortid hos Tylstrup i Nordjylland som bus 198. Bussen var kun hos Egon's i månederne med togbuskørsel denne sommer, men fik siden et efterliv i Letland. Også de ordinære Movia-busser i området var midlertidigt ændret under sporspærringen, hvor der bl.a. kørte en midlertidig linje 936.

Foto: Thomas de Laine, 18. juli 2012.

Nordsjællands Veterantog med Nordisk Jernbane-Klubs BM86-motortog i Klampenborg

Nordsjællands Veterantog med Nordisk Jernbane-Klubs BM86-motortog i Klampenborg

Nordsjællands Veterantog kørte i weekenden 25.-26. november 2023 juletog mellem Københavns Hovedbanegård og Helsingør med norsk BM86-motorvognstog fra 1954. Toget består mere præcist af de norske statsbaners motorvogn BM 86.28 og styrevogn BDFS 86.76, der begge blev bygget af Strømmen Værksted i 1954. De norske statsbaner anskaffede i alt 35 motor- og styrevogne af typen; dels nogle stykker før anden verdenskrig og dels en serieleverance i efterkrigsårene, og togene medvirkede til at afvikle dampdriften på sidebanerne i Norge. Nogle af styrevognene fik postkupé og brevsprække i vognsiden. Nordisk Jernbane-Klub overtog i 1989 BM 86.28 og BDFS 86.76, og vognene har siden været anvendt ved talrige af klubbens kørsler i de nordiske lande. Men når Nordisk Jernbane-Klub ikke selv bruger toget, opbevares det i Danmark, hvor det i en årrække boede i Gedser, men nu står i Græsted hos Nordsjællands Veterantog, som desuden har mulighed for at køre med toget. Her afgår motortoget fra Klampenborg mod Hovedbanegården efter at have afsat passagerer og være blevet overhalet af en dobbeltdækker fra Helsingør. Styre- og postvognen er forrest.

Foto: Thomas de Laine, 25. november 2023.

Nobina 6015 ved Ishøj st.

Nobina 6015 ved Ishøj st.

Ishøj station på S-banen langs Køge Bugt åbnede i september 1976 og havde fra begyndelsen en busterminal på østsiden af stationen, som særligt efter 1990 blev relativt vigtig, fordi både buslinje 300S og 400S her gav forbindelse til S-toget. Som de fleste andre af Køge Bugt-banens busterminaler er den i Ishøj siden blevet erstattet af en ny, som åbnede i november 2010 efter et par måneder, hvor busserne midlertidigt måtte køre ad omveje til og fra midlertidige forhold i Stenbjerggårds Allé sydvest for stationen. I foråret 2011 var den nye busterminal dog ikke mere færdig, end at der stadig var lidt byggerod omkring den og midlertidig anvendelse af gamle, grønne venteskure. Nobina 6015, Volvo B12BLE/Säffle (8500LE) årg. 2008, ankommer til den nye busterminal som linje 300S. I 2023 var terminalen under ombyggning, fordi Ring 3-letbanen skal føres ind i terminalens nordside, hvor den vil ende i en "sæk". Når den åbner, forsvinder linje 300S fra Ishøj station og landkortet i øvrigt, men der vil stadig komme to S-buslinjer til Ishøj, for det er meningen, at linje 600S skal forlænges fra Hundige st. til Ishøj st. og træde i stedet for linje 400S på samme rute.

Foto: Thomas de Laine, 21. maj 2011.

Arriva 1906 som linje 566 til Bornholmsfærgen

Arriva 1906 som linje 566 til Bornholmsfærgen

1. oktober 2004 holdt Bornholmsfærgen mellem København og Rønne flyttedag, og den har siden sejlet til og fra Køge i stedet for København. I den forbindelse blev der på Bornholmstrafikkens regning og i første omgang kun som forsøg etableret en tilbringerbus mellem Køge station og Baltic Kaj på Køge Havn, hvor færgen lægger til. Der køres fra færgen mod Køge st. om morgenen og den modsatte vej om aftenen. I overensstemmelse med traditionen for at kalde Bornholmsrelaterede busruter noget med -66 efter Dampskibsselskabet af 1866, kom tilbringerbussen til at bære linjenummer 566, idet 500-numrene i årene 1977-2010 blev brugt af bybusserne i Køge. Og da kørslen på tilbringerbussen blev tilrettelagt af HUR og senere Movia, har tilbringerbussen alle årene været kørt af samme operatør som Køges bybusser. Det var fra oprettelsen af linjen Arriva, men 2005-07 afbrudt af en periode med Connex, og fra december 2011 stod der Lokalbus på busserne. Linjenummeret 566 holdt dog kun til december-køreplansskiftet 2010, hvor Movia besluttede, at Køge og Holbæk skulle bytte linjenummerserier, og dermed kom linje 566 til at hedde linje 106! Her ses Arriva 1906, Volvo B7RLE/Säffle (8500LE) årg. 2006, ved Køge st. før en af de to aftenafgange mod Bornholmsfærgen. S-toget, som sikrer forbindelsen med København, ses i baggrunden. Det er sidste aften med linjenummer 566, og bussen har fået røde hjørner, fordi bybuslinje 501 og 502 dagen efter blev til 101A og 102A. Fire år senere blev endestationen ved Køge st. flyttet fra vestsiden af jernbanen til østsiden, hvorved den i forvejen korte tur til færgen blev endnu kortere.

Foto: Thomas de Laine, 11. december 2010.

Regionstog 2035-2135 i Hårlev sammen med udrangerede Y-tog

Regionstog 2035-2135 i Hårlev sammen med udrangerede Y-tog

Østbanen mellem Fakse Ladeplads, Rødvig, Hårlev og Køge gennemgår i 2023-24 en tiltrængt renovering af sporet. Renoveringen har først og fremmest måttet vente på, at pengene kunne findes, men der skulle også lige laves en undersøgelse af muligheden for at erstatte banen af en "BRT" under anvendelse af banens tracé, hvilket dog ikke blev til mere end rapporten. Det er omkring 15 år siden, der sidst skete større fornyelser på Østbanen, men dengang var det banens tog, som blev udskiftet med fem nye Alstom Lint-togsæt og to få år gamle togsæt, der blev overflyttet fra Nordsjælland. Det sidste Y-tog kørte dermed på banen i efteråret 2009, og i april 2010 kunne man indføre en ny køreplan, hvor togene fra banens to grene ikke længere samledes i Hårlev for at køre som ét tog til Køge hver halve time, men i stedet begyndte at køre solo til Køge i kvartersdrift. Samtidig indførte Movia linjenumrene 110R og 210R for henholdsvis Køge-Hårlev-Fakse Ladeplads og Køge-Hårlev-Rødvig. Det var dog først i december 2010, buslinje 210 mellem Køge og Roskilde blev nedlagt! Siden 2020 har det dårlige spor på Østbanen betydet, at man igen kun har fået halvtimesdrift mellem Køge og Hårlev, men ikke med sammenkoblede tog. I stedet må passagerer til og fra Rødvig skifte tog i Hårlev. Til gengæld blev Østbanens tog fra december 2020 videreført fra Køge til Roskilde til erstatning for DSBs tog, og et par tog morgen og eftermiddag på skoledage kører med to togsæt mellem Hårlev og Roskilde af kapacitetsmæssige årsager. Når renoveringen af sporet er afsluttet i 2024, ønsker Region Sjælland at indføre en ny køreplan på Østbanen, hvor Fakse Ladeplads- og Rødvig-togene igen kører separat mellem Hårlev og Køge, som på ny får fire tog i timen (dog ikke i kvartersdrift). Det vil være togene fra Rødvig-grenen, som har flest passagerer, der vil køre til Roskilde, mens Fakse Ladeplads-togene normalt vil have endestation i Køge. Dermed kommer linje 210(R) igen til at være en linje mellem Køge og Roskilde! Kort før køreplansændringen i foråret 2010 ses her Østbanens tog mod Køge i Hårlev efter samling af de to togdele. Bageste og nærmeste togsæt til højre i billedet, togsættet 2035-2135, er netop ankommet fra Fakse Ladeplads, mens det fjerneste togsæt er ankommet fra Rødvig. Til venstre henstår en stor del af banens Y-togsmateriel, som i de sidste år talte otte 2-vognstog. De blev senere på året fjernet fra Østbanen for dels at blive ophugget på Køge Havn og dels sendt til Peru!

Foto: Thomas de Laine, 24. marts 2010.

Arriva 5743 ved Næstved st.

Arriva 5743 ved Næstved st.

Over 300 Scania OmniLine-rutebiler har kørt i Danmark, men temmelig ulige fordelt over landet, idet modellen stort set kun har været anvendt vest for Storebælt. Den blev heller ikke anskaffet af rutebusselskaberne i øst, dengang højgulvsbusser endnu var gangbare som rutebiler i forhold til trafikselskabernes krav. Da Arriva i 2005 modtog en serie Scania OmniLine-busser blev en enkelt, nr. 2889, dog indsat på kørslen for Storstrøms Trafikselskab (STS), nemlig bus 2889. Den huserede i Næstved-området, og fik i 2007 nyt vognnummer 5743, som den beholdt resten af sin levetid. Bussen blev udrangeret fra driften for Movia i foråret 2010, men flyttedes samme år til Aarhus-området og forblev i brug her, indtil den i 2017 sendtes på pension. Her ankommer bussen i STS-rutebilbemaling til Næstved station i marts 2010, kort før Arriva måtte aflevere kørslen i området, som havde været i udbud. Den er indsat på rute 73, Ringsted-Næstved, som i dag hedder linje 680. Selvom bussen kørte på STS-kontrakt, blev den fra ny ved en fejl leveret i orange og hvid designbemaling som specificeret af Vestsjællands Trafikselskab! Udover denne bus har kun fem OmniLine-busser i tidens løb kørt for Movia, og heraf har de tre kun kortvarigt været i brug af DitoBus på fast ekstrakørsel. Scania OmniLine blev udviklet i den periode, hvor DAB-fabrikken i Silkeborg var ejet af Scania, der var stærkt involveret i typens frembringelse, og modellen erstattede i Danmark da også Scania-rutebilen med DABs eget serie 15-lignende karosseri produceret siden midten af 1990'erne. OmniLine byggedes af Scania i årene 2000-09, men Silkeborg-fabrikken blev solgt fra i 2002 (og gik i februar 2003 konkurs). Scanias fabrikker i Tartu i Estland, Skt. Petersborg i Rusland og Slupsk i Polen byggede bussen de følgende år. Arriva 5743 blev sat i verden i Estland.

Foto: Thomas de Laine, 24. marts 2010.

Ex. Linjebus 3059 ved REK Bitola-kraftværket ved Novatsi, Makedonien

Ex. Linjebus 3059 ved REK Bitola-kraftværket ved Novatsi, Makedonien

Denne bus' fortid på de vestsjællandske landeveje fornægter sig ikke, men den er kommet langt væk hjemmefra. Den blev nemlig i 2013 solgt til Republikken Makedonien, senere Nordmakedonien, hvor den blev taget i brug af det statslige energiforsyningsselskab ELEM i Bitola. Bussen er oprindeligt leveret til Linjebus på Lolland-Falster i 1998, hvor Linjebus overtog en stor mængde kørsel fra NyBus. Bussen havde derfor nummer i 3000-serien, som Linjebus benyttede i STS-land, men blev dog efter nogle år overført til Vestsjælland, hvorved den fik det hvide og orange VT-kontraktdesign. Den var omfattet af Arrivas overtagelse i 2007 og kørte frem til udrangeringen som Arriva-bus 5575. Den danske karriere sluttede med nogle måneder som lånevogn hos Tide Bus på Fyn i 2010. Da bussen efter flere års henstand kom ud at køre igen hos ELEM sammen med nogle andre danske busser, var dens nye opgave øjensynligt at køre medarbejdere til og fra REK Bitolas kulkraftværk uden for byen Novatsi. Her ses bussen på vej mod byen med kraftværket i baggrunden.

Foto: Thomas de Laine, 3. juni 2015.

Keolis 8435 med blå hjørner ved Enghave Plads, København

Keolis 8435 med blå hjørner ved Enghave Plads, København

Søndag 13. oktober 2019 skete den store omlægning af busnettet i København som følge af Metrocityringens åbning to uger tidligere. Det betød mange ændringer af bl.a. stoppesteder og busanvendelse. Keolis 8435, VDL Citea SLE 120 årg. 2013, som indtil da kørte på linje 14, blev overført til linje 250S, som fik udvidet busantallet, og i den sidste tid op til skiftedagen var den i trafik på linje 14 med nypåsatte, blå S-bus-hjørner. Her afgår den fra Enghave Plads mod Ryparken et par dage før køreplansskiftet, hvor linje 14 også forsvandt fra stedet. På stoppestedsstanderen til venstre har man da også allerede udskiftet linjenumrene 3A, 10 og 14 med 9A og 23.

Foto: Thomas de Laine, 11. oktober 2019.

Bus Danmark 1950 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Bus Danmark 1950 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Det er efterhånden en del år siden, vi passerede det punkt, hvor lavgulvsbusser begyndte at dukke op på museer. DAB serie 15 mk. III var ikke en af de første typer lavgulvsbusser, der kom i brug i løbet af 1990'erne, men dog blandt de forholdsvis tidlige. Denne variant af serie 15-bussen, som ellers var blevet introduceret i 1992, kom første gang på gaden i september 1995. 25 af slagsen blev nemlig leveret til oprettelsen af HTs linje 350S mellem Ballerup, Nordvest, Nørrebro, København City, Amager og Dragør. Det var samtidig den første busanskaffelse, Bus Danmark foretog. Bus Danmark var "busselskabsdelen" af det gamle HT, som et halvt års tid forinden var blevet udskilt som et selvstændigt aktieselskab. Busserien nummereredes 1946-1970 og var dermed også nogle af de sidste med ægte "HT-busnumre", for efter bus 1999 måtte man begynde "forfra" fra nummer 1001. Endvidere var de nye busser til linje 350S fra den periode, hvor S-busser på forskellig vis stadig var indrettet lidt mere eksklusivt end almindelige busser. Derfor fik busserne bl.a. tonede sideruder og stik til høretelefoner, så siddende passagerer kunne høre radio undervejs! Det sidste var måske en inspiration fra DSBs succesfulde IC3-tog, som havde samme service. Markeringen med blå og hvide "bolsjestriber" i tagkanten kompletterede billedet. Én af busserne fra serien, nr. 1950, overgik efter udrangering i 2000'erne til bevaring hos Busbevarelsesgruppen Danmark, som fra 2011 overlod samlingen af busser fra "sporvejsbyerne" til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Her ses 1950 i en jubilæumsparade på museet i juni 2015. Bus 1950 repræsenterer både en bestemt bustype, S-buskonceptet og Bus Danmark - eller med andre ord de sene 1990'ere i København.

Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.

Anchersen 3288 ved Sjælør st.

Anchersen 3288 ved Sjælør st.

Da Køge Bugt-banens første etape blev bygget, placeredes en af de nye stationer på vestsiden af skæringen med Sjælør Boulevard i Københavns sydvestkvarter, som også kom til at lægge navn til den nye S-togsstation. Den åbnede 1. oktober 1972 og havde fra begyndelsen betjening med linje 37, der gik fra Valby via Mozarts Plads, Sjællandsbroen og Vejlands Allé til Sundbyvester Plads samt gennem Sundbyøster og over Christianshavn til Holmens Bro. Fra 1983, hvor Køge Bugt-banen var ført igennem til Køge, og den traditionelle intensive buskørsel mellem Valby og Køge neddrosledes, sikredes Køge Bugts fortsatte forbindelse med Valby via gode korrespondancer mellem linje 37 og S-togets linje E på Sjælør station. Der havde tidligere været planer om at sammenbinde linje 37 med linje 39 ad Fasanvejene, men dette blev først til virkelighed i 1997, hvor begge linjer blev beskåret og en ny linje 100S opstod. Det var i praksis den linje, der i december 2003 ændrede status til A-bus under linjenummer 4A og fik stop ved alle stoppesteder. I oktober 2019 ophørte sammenbindingen af Fasanvejslinjen og Vejlands Allé-linjen dog igen, og det er nu linje 18, som kører forbi Sjælør st. mellem Valby og Amager. Planer om at udskille denne delstrækning som en ny linje 8A er dog i støbeskeen. Mens forbindelsen mellem Valby og Amager over Sjællandsbroen har været den primære busbetjening af Sjælør st. de fleste år, har en række andre linjer dog også gennem årene enten passeret stationen eller haft endestation på parkeringspladsen på stationens nordside. Heraf kan nævnes myldretidsekspresbusserne 171E og 172E, i forskellige perioder linje 14, 16E, 18, 38, 78E og 133 samt siden oktober 2019 linje 7A. På dette billede ses Anchersen 3288, en helt ny Mercedes-Benz O530LE MÜ Citaro, på linje 4A på Sjælør Boulevard med jernbanebroen i baggrunden. Anchersen overtog kørslen på linje 4A i december 2015, og billedet er fra første driftsdag.

Foto: Thomas de Laine, 13. december 2015.

Arriva 1980 som linje 156 ved Ballerup st.

Arriva 1980 som linje 156 ved Ballerup st.

Ballerup Bybus blev oprettet 2. oktober 1967 af vognmand Jørgen Andersen, der etablerede en ny busforretning i byen. Han var til dels var i konkurrence med De gule Busser i Herstedøster, som også så Ballerup som deres hjemmebane. Bybussen fik linjenummeret 1 og udgangspunkt ved S-togsstationen, hvorfra der kørtes ad Baltorpvej, Vestbuen, Ågerupvej, den nuværende Hold-an Vej og Magleparken til den store Magleparken-bebyggelse og endestation ved Sydbuen. Bybussen blev betjent med en enkelt bus, som en stor del af tiden havde vognmanden selv ved rattet, og busantallet har principielt holdt sig frem til i dag. Ruten var oprindeligt en traditionel punkt til punkt-linje, men ændredes allerede i december i åbningsåret til at køre direkte ad nuværende Hold-an Vej på tilbagevejen til Ballerup st. Nogle få måneder i 1969-70 var dette ændret således, at der i myldretiden også kørte en linje 2, som betjente Baltorpvej, Vestbuen og Ågerupvej, mens linje 1 kørte direkte til og fra Magleparken i samme tidsrum, men dette var altså kun ordningen for en kort bemærkning. Til gengæld ændredes linje 1 i oktober 1972 til at køre som ringlinje, nemlig ad Vestbuen og Sydbyen fra Baltorpvej til Magleparken i stedet for Ågerupvej og Hold-an Vej. 20. september 1974 blev linjenummeret ændret til 156, som den har haft siden, og 1. april 1975 kom den ind under HT-systemet, idet vognmand Jørgen Andersen - mod sin vilje - blev HT-entreprenør. Herefter fulgte kun småjusteringer af ruten i mange år, og disse ændringer var mest i området lige omkring Ballerup station, hvor der med årene skete en del vejændringer. 1. april 1994 overtog Linjebus alle Jørgen Andersens HT-linjer i Ballerup-området ved HTs 4. udbud, og Linjebus kørte frem til maj 2003 - dog de sidste tre år under navnet Connex. Siden 2003 har Arriva kørt linjen, som fra december 2019 fik elbusser. Den eneste væsentlige ændring i det 21. århundrede fandt sted i oktober 2006, hvor aftenkørslen ophørte, og S-buslinje 400S i stedet fik en særlig aftenudgave, linje 400 uden 'S', med stop ved alle stoppesteder. Linje 400 førtes desuden ad Magleparken i stedet for den sydligste del af Hold-an Vej, således at denne del af Ballerup Bybus' rute fortsat betjentes om aftenen. Aftenkørslen vil nok bortfalde helt, hvis planerne om BRT på linje 400S gøres til virkelighed. Arriva 1980, Volvo B7RLE/Säffle (8500LE) årg. 2009, afgår fra Ballerup st. som linje 156 lørdag 7. december 2019 - den sidste dag med dieselbusser på linjen. Dagen efter begyndte en ny kontraktperiode, og når den er til ende i 2029-31, vil Arriva have kørt Ballerup Bybus længere tid end Jørgen Andersen selv, omend Arriva Danmarks navn må forventes ændret inden da.

Foto: Thomas de Laine, 7. december 2019.

DSB SE 04 ankommer til Ny Ellebjerg st.

DSB SE 04 ankommer til Ny Ellebjerg st.

I løbet af oktober 2023 blev S-togsringbanens perron på Ny Ellebjerg station flyttet til sin permanente placering, efter at den siden 2018 midlertidigt havde været trukket tilbage mod Gl. Køge Landevej for at gøre plads til bygning af metrostationen på stedet. Den nye endestation for Ringbanen er i øvrigt den fjerde i området siden januar 2005, hvor Ringbanen første gang nåede Ny Ellebjerg - ganske meget på knap 19 år! Den nye perron er forsynet med stationsskilte med navnet "Ny Ellebjerg", selvom stationen står lige over for at blive omdøbt til "København Syd". Her ankommer DSB SE 04 til Ny Ellebjerg i november 2023. Det ses tydeligt, at perronen fra perioden 2018-23 netop er fjernet, ligesom gangbroen, som forbandt den med fjerntogsperronen mod syd og området nord for stationen, er blevet taget ned.

Foto: Thomas de Laine, 9. november 2023.

Keolis 8422 på Langebro, København

Keolis 8422 på Langebro, København

VDL Citea-busserne er endnu et hverdagssyn på Københavns linje 250S mellem Bagsværd/Gladsaxe, Nørrebro, City, Amagerbrogade, Tårnby og Dragør, hvor de har slidt og slæbt i snart 12 år. Men Umove har vundet linjen fra december 2024, og til den tid sendes Citea'erne på pension til fordel for nye elbusser. Samlet set har Keolis udrangeret et ret betydeligt antal VDL-busser siden 2022. Bus 8422, VDL Citea XLE 137 årg. 2012, som linje 250S på Langebro. Den havde på fototidspunktet rundet en million kørte kilometer.

Foto: Thomas de Laine, 8. oktober 2023.

KM Glogow 500 i Glogow, Polen

KM Glogow 500 i Glogow, Polen

Da DAB-Silkeborg i midten af 1990'erne forsøgte at løbe busproduktion i gang i Polen, var bybusserne i Glogow aftager af et par serie 12-busser fra samlefabrikken i Koszalin. En pæn andel af de forholdsvis få busser, der blev bygget her, fik indretningen med dobbelte for-, midter- og bagdøre. KM Glogow vogn 500, som blev leveret i 1995, holder her pause ved bybusendestationen på Jednosci Robotniczej i det centrale Glogow. Den var i trafik indtil 2018.

Foto: Thomas de Laine, 11. september 2013.

Umove 7353 som linje 11 på Enghave Plads, København

Umove 7353 som linje 11 på Enghave Plads, København

Et vejarbejde spærrer fra 13. november 2023 og nogle uger frem Ingerslevsgade i København. Konsekvensen er, at buslinje 11 i stedet må køre ad Enghavevej og Istedgade. Og på netop den strækning har der jo tidligere kørt en linje 11, nemlig som sporvogn i årene 1944-58. Umove 7353, Yutong E12LF årg. 2021, genopliver på dette billede linje 11 på Enghave Plads efter 65 års fravær.

Foto: Thomas de Laine, 13. november 2023.

"Irma-sporvogn" KS 257 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

"Irma-sporvogn" KS 257 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

I januar 2023 meddelte Coop offentligheden, at den mere end 100 år gamle Irma-supermarkedskæde skulle lukkes. Nogen kan måske huske, at det også 30 år tidligere blev besluttet at lukke Irma-kæden, hvor flere butikker nåede at blive ændret til f.eks. Fakta'er, før beslutningen blev omgjort. Men denne gang mener man det tilsyneladende. Det var formentlig i den anledning, Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm havde valgt at stille sin "Irma-sporvogn" frem foran Remise 3 i sommeren 2023. Vognen, der hos Københavns Sporveje var nr. 257, var et tidligt eksempel på totalreklame på københavnske transportmidler, men den har ikke for alvor været i trafik i dette udseende. Faktisk kørte den blot en enkelt dag på linjerne 2 og 5. Irma købte imidlertid senere denne vogn og en bivogn, og i en årrække stod de to vogne i Irma-kaffeposebemaling som blikfang foran Irmas hovedkvarter i Rødovre. Det kan man i øvrigt se mere om i en af årets bogudgivelser fra Sporvejshistorisk Selskab. På Sporvejsmuseet står de to Irma-vogne normalt gemt væk i depot. Når det en dag måtte blive deres tur til en istandsættelse, er det langt fra sikkert, Irma-reklamerne bevares.

Foto: Thomas de Laine, 29. juli 2023.

Vikingbus 4505 på Borups Allé, København

Vikingbus 4505 på Borups Allé, København

Vikingbus 4505, MAN Lion's City 12E årg. 2023, som linje 68 på Borups Allé i København. Det er første dag med Vikingbus og elbusser på linjen.

Foto: Thomas de Laine, 15. oktober 2023.

Vikingbus 4512 på Vanløse Allé, Vanløse

Vikingbus 4512 på Vanløse Allé, Vanløse

Vikingbus 4512, MAN Lion's City 12E årg. 2023, som linje 26 på Vanløse Allé i Vanløse.

Foto: Thomas de Laine, 15. oktober 2023.

Umove 7810 ved Københavns Hovedbanegård

Umove 7810 ved Københavns Hovedbanegård

Umove 7810, Yutong E12LF årg. 2023, som linje 31 ved Københavns Hovedbanegård den første dag med Umoves elbusser på linjen. Yutong E12LF er fra samme dag den mest udbredte busmodel i Movialand.

Foto: Thomas de Laine, 15. oktober 2023.

Anchersen 3298 på Tømmerupvej ud for Umoves garageanlæg

Anchersen 3298 på Tømmerupvej ud for Umoves garageanlæg

Dagen før dagen: Anchersen 3298, Mercedes-Benz O530LE Citaro årg. 2016, som linje 34 på Tømmerupvej på Amager den sidste dag med Anchersens motorbusser på linjen. Til højre ses Umoves nyåbnede garageanlæg med rækken af nye Yutong-elbusser, som næste morgen overtager kørslen på bl.a. linje 34. Busserne står klag med flag, da overtagelsesdagen samtidig er Prins Christians 18-årsfødselsdag. Fremover vil busserne hvert år køre med flag 15. oktober.

Foto: Thomas de Laine, 14. oktober 2023.