Billeder ➜ Fotografer ➜
Alle billeder optaget af Dennis Holm Petersen
Dennis Holm Petersen har taget 54 billeder på Myldretid:
Roskilde Omnibusselskab 3 på Roskilde st.
Roskilde Omnibusselskab holdt sig egentlig mest til Volvo-busser, men i 1988 sneg en DAB 7-1200B med DAF-motor sig ind i vognparken, hvor den fik internnummer 3. Den ses her en regnvåd dag i 1988 ved bybusstoppestedet ved Roskilde st. Også dengang kørte linje 604 til Trekroner. Da Roskilde Omnibusselskab ophørte i 1990 overgik denne bus som en af de få til Linjebus i Roskilde, hvor den fik nr. 8559, fra 1994 nr. 6559. De fleste af selskabets busser kom jo ellers til DSV-Bus i København. Bus 6559 fik endog lov til at køre ret længe hos Linjebus. Hovedparten af de busser, Linjebus overtog i 1990-94 udgik af vognparken, da selskabet tabte store kørselsandele ved HTs 5. og 7. udbud i 1996 og 1998, men bus 6559 holdt ud hos Linjebus i Gladsaxe helt til 2002.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Kurt W. Knudsen 3 på Roskilde st.
Dette billede, der er taget på Roskilde stations gamle busterminal i 1989, kom til at foregribe begivenhedernes gang. I forgrunden ses Kurt W. Knudsens vogn 3 på linje 211, der kørte mellem Roskilde og Greve over Tune. I baggrunden holder en 1700- eller 1800-vogn fra HT på linje 309E, der kørte mellem Hillerød og Roskilde. I 1990 blev linje 309E til linje 600S, og i 1993 erstattedes linje 211 af linje 600S, der forlængedes over Tune til Greve og Hundige. De to linjer er således i dag lagt sammen til én! Knudsens bus er en Leyland-DAB 7-1200B fra 1987. Ved licitationen i 1990 tabte Kurt W. Knudsen kørslen til Linjebus, der også overtog bussen. Hos Linjebus blev den til nr. 8556, fra 1994 nr. 6556.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
City-Trafik 12 på Roskilde st.
Det lykkedes for firmaet A.P. Hansen, Roskilde Turisttrafik, at genvinde sin kørsel på linje 146, 147, 212, 213 og 214 i HTs 2. udbud i 1990. På grund af interne uenigheder valgte man dog ikke at fortsætte og overdrog i stedet kontrakten til City-Trafik - et aktieselskab med de gamle HT-entreprenører som aktionærer. Det tog lidt tid, inden det nye bomærke kom på busserne, men billedet er taget efter skiftedagen i 1990, for HT-bussen til højre - vogn 1333 - er indsat på linje 210, som HT i Køge overtog fra Thorkils Rutebiler 1. april 1990. City-Trafik-bussen er vogn 12, en Leyland-DAB 6-5-TL11/3 fra 1982, der blev overtaget fra A.P. Hansen i 1990. Efter City-Trafiks overtagelse blev bussen opmalet i A.P. Hansens nyeste design(!), og den kørte frem til 1992, hvor den gik til DAB. Herfra solgtes den til Eesti Buss i Tallinn, Estland, der imidlertid senere gik konkurs. Bussen kom derefter videre til PKS Brzeg i Polen, der endnu havde den kørende i oktober 2004.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1570 i Vindebrogade, København
Busdivisionen 1570 er en Scania BR112/DAB fra august 1983. Den ses her som linje 2 i Vindebrogade i totalreklamebemaling for Radion. Den blev totalreklame i maj 1991, og så ud som på billedet til april 1993.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1570 på Rådhuspladsen, København
Fra april 1993 blev Busdivisionens bus 1570, Scania BR112/DAB fra 1983, totalreklame for Computer Associates. På billedet ses 1570 i denne bemaling på Rådhuspladsen i selskab med en Scania/Wiima-lavgulvsbus fra Unibus på linje 29 (bag bussen) og en anden Scania BR112/DAB (til venstre). I 1996 blev bussen udrangeret og eksporteret til Tallinn i Estland.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1551 som linje 21 i København
HT fik bus 1551 i juni 1983 som del af den tredje leverance af Scania/DAB-busser. Fra maj 1992 var bussen totalreklame for Philips Green Line-batterier, og det er den bemaling, den ses i på billedet. I juni 1996 udrangeredes de sidste Scania'er med DABs serie 6½-karrosseri fra Bus Danmark, og 1551 solgtes senere til Tallinn i Estland. Busdivisionen 1551 i trafik på linje 21 engang mellem 1992 og 1996.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1545 på Rådhuspladsen, København
Fra juni 1991 blev bus 1545, Scania BR112/DAB fra juni 1983, totalreklame for Stimorol - en ganske nydelig bemaling, egentlig. I slutningen af marts 1992 overgik linje 29, som bussen her ses indsat på, til Unibus ved HTs 3. udbud. Billedet må derfor være taget i 1991 eller 1992, og eftersom der er blade på træerne, har redaktøren vedtaget, at billedet må være taget i 1991. Bus 1545 krydser H.C. Andersens Boulevard på vej mod Vanløse.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1581 på Sundbyvester Plads
De sidste af HTs Scania'er med DABs serie 6½-karrosseri var ikke af typen BR112, men N112CLB. Bus 1581 fra august 1984 er således en Scania N112CLB/DAB, og den er nyleveret i helgul bemaling. Den var fra december 1990 til januar 1992 totalreklame for Politiken, og derefter for Schweppes indtil december 1993. Her holder den i linje 2s endestation på Sundbyvester Plads i Schweppes-bemaling.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1509 ved præsentationen af totalreklamerne
I 1990 præsenterede HT de første totalreklamebusser. Det var busser opmalet som reklamer for bl.a. Coca-Cola og Kvickly. Reklamen dækkede tre af bussens fire sider, idet fronten skulle være HT-gul. Senere fulgte flere totalreklamebusser, også blandt entreprenørernes busser. Dog måtte højst en mindre del af vognparken opmales som totalreklamer. HT fjernede muligheden for totalreklamerne fra kontrakterne igen fra 5. udbud/1996, og i maj 1998 forsvandt de sidste totalreklamebusser. Bus 1509, der var totalreklame for Coca-Cola, ses her ved præsentationen på Rådhuspladsen i København. Den var totalreklame fra december 1990 til december 1993. Busdivisionens vogn 1509 var en Leyland-DAB 6-1-TL11/4 og én af fem serie 6-busser til HT, der forsøgsvist fik ZF-gear i stedet for Voith-gear, som resten af Leyland-busserne. I april 1994 blev den udrangeret.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1509 på Rådhuspladsen, København
Coca-Cola-totalreklamebussen nr. 1509 i drift på linje 46, der i begyndelsen af 1990'erne havde endestation på Rådhuspladsen. I baggrunden en Volvo B10M-60/Aabenraa på linje 14.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1486 på Gladsaxe Trafikplads
Hvorfor er der så stille i vaskekælderen? Det er fordi, Bamseline er koncentreret. I mere end tre år var Busdivisionens bus 1486 totalreklame for Bamseline-vaskepulver. Da den ikke længere skulle være totalreklame, blev den heloplakeret i HT-gul, for straks at blive udrangeret, da den kom tilbage fra maleren. Bussen er en Leyland-DAB 6-1-690/5 fra august 1981, og den blev udrangeret i januar 1995. Gladsaxe Trafikplads.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1406 i Tietgensgade, København
Én af 1988' kunstbusser var bus 1406, der blev dekoreret af J. Birkemose. Bussen er en Scania BR112/DAB fra april 1982 - den sidste i anden serie Scania-busser til HT. Scania/DAB-busserne var bl.a. fast inventar på linje 10/16 helt op til midten af 1990'erne, og 1406 holdt da også ud helt til april 1995. Her ses den indsat som på linje 10 i Tietgensgade, København.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1487 på Lyngby st.
Busdivisionens vogn 1487, en Leyland-DAB 6-1-690/5 fra august 1981, var i 1992-93 totalreklame for Fyns Telefon. Lyngby station.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 986 på Sundbyvester Plads
HT fik i 1978 sin sidste serie busser med Leylands 680-motor. Disse busser kan kendes fra de tidligere ved at have defrosterindsugning over destinationsskiltet foran, hvilket alle senere leverede serie 4- og 6-busser til HT fik. 986 var en Leyland-DAB LS 575-680/5 fra august 1978. Den kørte hos HT/Busdivisionen frem til april 1991, hvor den blev solgt til Ståling i Viborg. I 1993 blev den eksporteret til MZK Cieszyn i Cieszyn, Polen. Her ses den engang i april 1989 som linje 30 på Sundbyvester Plads i København.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1596 i Valby garage
Ved HTs køreplansskift 28. april 1991 blev Valby garage nedlagt. Dette skete til trods for, at der ikke blev privatiseret nogen linjer dette år. En del af busanlægget i Valby var tidligere sporvognsremise, der anvendtes til opstilling af busser, og netop her fangede fotografen bus 1596. Ifølge litteraturen blev 1596 totalreklame for Frisko Is i maj 1991, altså måneden efter ("litteraturen" er "Busdivisionen 1984-1995"), så vi kan nok konkludere, at 1596 lige var blevet totalreklame, da billedet blev taget... Bussen er en Volvo B10M-60/Aabenraa fra september 1983 og fra den serie, der havde bagperron og dørarrangement 2-2-2. De fleste vogne fra denne serie blev i 1994-95 ReBUS-renoveret, men 1596 slap og blev i stedet skolevogn for HT-Områdets Uddannelsescenter, der stadig har bussen - nu i blå og hvid bemaling.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1738 som linje 45 i København
Fra oktober 1956 til oktober 1990 kørte en særlig buslinje mellem Enghave Plads og Vestre Kirkegård på søn- og helligdage. Fra 1962 kørtes også på lørdage. Linjen kørtes først af KS og fra 1974 af HT i Valby. 21. oktober 1990 blev linjen nedlagt, og en af de sidste dage før begravelsen var Dennis Holm Petersen ude at forevige Busdivisionens vogn 1738 som linje 45. Bus 1738 var en Volvo B10M-60/Aabenraa fra 1986, som HT/Busdivisionen benyttede som sightseeingbus i årene 1987-92. Derfor fremstod denne bus, sammen 1737, i særligt sightseeingbusdesign. Bus 1738 blev efter udrangeringen i 1997 solgt til Riga i Letland.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1657 på Gladsaxe Trafikplads
Busdivisionens vogn 1657 var en Leyland-DAB af den HT-specifikke type 8-1200B (serie 8). Typen forekom bl.a. en del på linje 19 mellem Rådhuspladsen og Gladsaxe Trafikplads. Linjen blev i september 1994 forlænget til Ballerup og fik linjenummer 69, som vi kender den under i dag. Bus 1657 på Gladsaxe Trafikplads en vinterdag mellem 1992 og 1994.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1472 i Tietgensgade, København
I oktober 1988 forbedrede HT betjeningen af Amager ved oprettelsen af en række nye ekspresbuslinjer, heriblandt linje 71E mellem Rådhuspladsen og Nøragersmindevej. 10 år senere, i september 1998, blev linje 71E nedlagt igen i forbindelse med busomlægningerne, der fulgte med åbningen af Kastrup-banen. Busdivisionens bus 1472, Leyland-DAB 6-3-690/5 af bagperrontypen, i Tietgensgade i København i begyndelsen af 1990'erne. Bussen er leveret i april 1981 og udrangeret i april 1994.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1421 på Frederikssundsvej i Brønshøj
Busdivisionens bus 1421 var totalreklame for Fanta fra maj 1991 til oktober 1993. I 1994 blev den ReBUS-renoveret, og først omkring årtusindskiftet blev den udrangeret. Den ses her som Fanta-reklame på Frederikssundsvej i Brønshøj som linje 5. Bussen er en Volvo B10M-60/Aabenraa fra september 1981 af den såkaldte traktormodel.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1846 på Hedehusene st.
I 1992 lukkedes Busdivisionens driftsområde Roskilde. På nær linje 123, blev alle garagens linjer privatiseret i HTs 3. udbud. Linje 123 blev i stedet overflyttet til Ballerup garage, der kørte linjen, indtil den kom i licitation i HTs 4. udbud med virkning fra 1994. Her ses Ballerup-anlæggets bus 1846 - der egentlig hørte hjemme på linje 400S - som linje 123 kort efter overflytningen til Ballerup. Til venstre i billedet, der er taget på Hedehusene st., ses en af de nye busser, Linjebus indsatte på linjerne, de overtog fra driftsområde Roskilde. Bus 1846 er en DAB 7-1200B med DAF-motor fra februar 1989. Bussen blev udrangeret i 2002, da linje 600S overgik til Fjord-bus. I alle årene fra 1990 til 2002 fungerede den som S-bus på linje 400S (1990-94), 250S (1994-2000), 350S (1996-99) og 600S (2000-2002).
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
HT 655 i Formosavej-sløjfen i Sundby
Dette er den første bybus, HT selv anskaffede. Bussen bærer nummer 655, er leveret i december 1975, og er af typen Volvo B59-59/Aabenraa. Denne serie B59-busser var den første, der havde retarder og derfor en meget karakteristisk lyd. Ydermere valgte HT senere at opmale bussen i den nye helgule bemaling, som den fremstår i på billedet. Bus 655 er fotograferet i foråret 1988 i linje 5's endestationssløjfe ved Formosavej på Amager. Stedet eksisterer stadig stort set uændret, men der har ikke kørt busser siden 2002. Bus 655 forlod driften i marts 1990.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1041 som linje 200S på Lyngby st.
HTs S-busser var i begyndelsen meget luksoriøst indrettet med tonede ruder, meget komfortable stole, gulvtæpper mv. Set i det lys virkede en Leyland-DAB serie 6 i gammelt ud- og indvendigt design med dejlige røde plasticsæder måske en anelse tarvelig... Linje 200S blev oprettet i april 1991 og blev kørt af Busdivisionen i Gladsaxe, der også husede bus 1041 - en LS 575-690/5 fra 1979. Bus 1041 som linje 200S på Lyngby station. Til højre for 1041 ses 1003 fra samme serie, der holder pause fra linje 170. Foran 1003 ses bagenden af en Volvo B10R-59/Aabenraa (med vognnummer i 1200-serien). Bus 1041 blev udrangeret i 1993.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1017 som linje 400S på Lyngby st.
Linje 400S blev oprettet 21. oktober 1990 som én af de første S-buslinjer. Ruten er ikke ændret meget siden dengang: Der køres til stadighed fra Lyngby over Bagsværd, Ballerup og Høje Taastrup til Ishøj. Linjen er senere forlænget til Hundige st., dog ikke på alle ture. Bus 1017 er en Leyland-DAB LS 575-690/5 fra Busdivisionen i Ballerup, der kørte linje 400S frem til licitationen i 1996. Den ses her på Lyngby station cirka foråret 1991. Serie 6-busser forekom af og til - blandt andet efter at linjen blev udvidet til 10-minuttersdrift, før man havde fået indrettet tilstrækkeligt med S-busser til den. Bus 1017 er leveret i 1979, og i 1992 blev den udrangeret.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Linjebus 6560 ved Trekroner st.
I september 1997 blev linje 223E forlænget til Trekroner st. og overtog ved den lejlighed linje 607s betjening af Roskilde Universitetscenter (RUC). Linjen blev på daværende tidspunkt kørt af Linjebus, og en snevejrsmorgen i januar 1998 blev bus 6560 foreviget ved linjens endestation nær RUC. Bus 6560 var i øvrigt fast vogn på linje 223E cirka 1996-98. Bussen er en DAB 7-1200B og oprindeligt bygget til Kurt W. Knudsen, der drev linje 211, Roskilde-Tune-Greve. Hos Knudsen havde den internnr. 3. Linjen og bussen overgik til Linjebus i 1990 ved HTs 2. udbud. I 1993 blev linje 211 i øvrigt nedlagt og erstattet af en forlængelse af linje 600S.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Busdivisionen 1469 ved Irlandsvej garage, København
HT fik i foråret 1981 leveret 25 herlige bagperronbusser af Leyland-DABs serie 6, nærmere betegnet type 6-3-690/5. Bus 1469, der ses på billedet, blev i 1988 dekoreret som den ene af årets tre kunstbusser. Kunstneren var Steffen Jørgensen, og 1988 var det sidste år, hvor HT fik dekoreret kunstbusser. Fra 1990 kørte bus 1469 i HTs Busdivisions regi. Den 28. marts 1992 havde HT-garagen på Irlandsvej på Amager sidste driftsdag, og 1469 var den sidste bus, der kørte ud i trafik fra denne garage. Billedet er taget i denne anledning, hvilket også forklarer flagene. Efterfølgende blev bussen flyttet til Busdivisionen i Gladsaxe, der kørte med den indtil 1994, hvor den udrangeredes. Bussen overgik da til Rejseforeningen Den Blå Hund og Dennis Holm Petersen (fotografen), men desværre blev den ophugget i januar 2000, efter at den blandt andet havde været udsat for hærværk. Motoren levede dog videre i en fiskerbåd i Sydhavnen!
Foto: Dennis Holm Petersen, 28. marts 1992.