Billeder ➜ Optagelsesdato ➜
Billeder taget 31. juli
Her vises alle billeder af busser taget 31. juli i forskellige år:
Keolis 430 på Anlægsvej, Nibe
Keolis 430, Ebusco 3.0 årg. 2024, som NT-rute 50 fra Aalborg mod Løgstør på Anlægsvej i Nibe. Keolis bestilte 31 busser af denne type i 2022, og i eftersommeren 2024 manglede halvdelen endnu at blive leveret.
Foto: Thomas de Laine, 31. juli 2024.
Keolis 398 på Anlægsvej, Nibe
Keolis 398, Scania Citywide LE årg. 2014, som rute 100 fra Hvalpsund til Aalborg på Anlægsvej i Nibe. Bussen fremstår i Movia-gul, da det er en midlertidig bus, som i 2022 blev overført fra Movialand til Nordjylland som en midlertidig bus, mens Keolis ventede på at få leveret nye Ebusco-elbusser. Men de nye busser har ladet vente på sig, så i sommeren 2024 var bus 398 endnu i trafik på de nordjyske landeveje.
Foto: Thomas de Laine, 31. juli 2024.
Aarhus Letbane 2105-2205 på Oluf Palmes Allé, Aarhus
Stadler Tango-vogn nr. 2105-2205 som linje L2 mod Odder på Olof Palmes Allé i det nordlige Aarhus. I baggrunden ses Aarhus Universitetshospitals heliport, men de fleste foretrækker nok alligevel at ankomme til sygehuset med f.eks. letbanen...
Foto: Thomas de Laine, 31. juli 2020.
Aarhus Letbane 1111-1211 i krydset Nehrus Allé/Randersvej, Aarhus
Aarhus Letbanes Variobahn-vogn 1111-1211 drejer fra Nehrus Allé ind på Randersvej. Den kører en af de korte ture på linje L2 med endestation på Aarhus H.
Foto: Thomas de Laine, 31. juli 2020.
Arriva 2246 på Midttrafik-rute 200 ved Universitetsparken, Aarhus
8. august 2011 blev der indført et nyt bybussystem i Aarhus, hvor A-busbegrebet blev adopteret fra København. Ved samme lejlighed var der optræk til, at også rutebilruterne 100 og 200 skulle "moviaficeres" med indførelsen af et S-buskoncept, men sådan blev det alligevel ikke, da det kom til stykket. På det, som dermed ikke er den aarhusianske 200S, ses her Arriva 2246, Volvo B8R/Wroclaw årg. 2017, på Nørrebrogade ved Universitetsparken.
Foto: Thomas de Laine, 31. juli 2020.
Aarhus Sporveje 700 i krydset Ringvejen/Randersvej, Aarhus
I nyere tid har de polskbyggede Solaris Urbino'er i flere længder og generationer præget bybusserne i Aarhus - heraf er cirka 85 styk i længden 14,6 m. Blandt disse er Aarhus Sporveje nr. 700, Solaris Urbino 15 årg. 2014, der her ses i trafik på linje 18 på Vejlby Ringvej/Hasle Ringvej i krydset med Randersvej. Letbanens nordgående spor ses i forgrunden.
Foto: Thomas de Laine, 31. juli 2020.
Scania-busser hos City-Trafik, Thorvald Borgs Gade
Fire af City-Trafiks Scania N113CLL/Lahti-busser fra 1996 spejler sig i en større vandpyt, mens de står i garagen på Thorvald Borgs Gade. Fra venstre mod højre er det 2411, 2414, 2413 og 2419. Busserne blev anvendt på linje 34 (senere 35), 73 og 77/78 på Amager fra maj 2003 til efteråret 2011.
Foto: Thomas de Laine, 31. juli 2011.
Aarhus Sporveje 516 ved Universitetsparken, Aarhus
Busselskabet Aarhus Sporveje 516, en Solaris Urbino 18-ledbus fra 2017, som linje 12 på Nørrebrogade ved Universitetsparken. Busselskabet skifter i foråret 2021 navn til AarBus, hvilket nok er meget praktisk, når man nu kører parallelt med vor tids sporvej, nemlig Aarhus Letbane, hvis stoppested ses bag 516.
Foto: Thomas de Laine, 31. juli 2020.
Sidste Movia-bus på Odense rtb.
Sidste Movia-bus efter ankomsten til Odense rutebilstation. 1. august 2010 nedlagdes den fynske del af rute 800 mellem Odense og Nykøbing F. Eftersom busserne overførtes med Spodsbjerg-Tårs-færgen, var Movia-busser et dagligt syn i Odense - de sidste par år også i det nye gule design. Arrivas bus 5513, Volvo B12M-60/Carrus årg. 2007, der her ses som rute 800 ved Odense Banegård, har været fast vogn på ruten. Rute 800 kører fortsat, men nu kun mellem Nykøbing F og Tårs Færgehavn.
Foto: Niels-Folke Vallin, 31. juli 2010.
Arriva 5513 på Ørbækvej, Odense
Arriva 5513 (opr. Veolia 3164), Volvo B12M-60/Carrus årg. 2007, som sidste rute 800 på Ørbækvej i Odense. Nu er det slut med at se Movia-busser på Fyn (og FynBus'er på Lolland-Falster).
Foto: Niels-Folke Vallin, 31. juli 2010.
Arriva 2917 i Vissenbjerg
Arriva 2917, Irisbus Arway årg. 2006, som rute 131 mellem Odense og Brenderup i Vissenbjerg. Denne tur kræver nu et skift, og bussen er for gammel til at køre på den nye kontrakt.
Foto: Niels-Folke Vallin, 31. juli 2010.
S-tog på Nørrebro st.
2. generations-S-togene er under udrangering. Fra august 2004 forventes leveringen af de nye, kortere 4. generationstog til Ringbanen at begynde. Her er det et ukendt firevognstog mod Hellerup på Nørrebro st.
Foto: Thomas de Laine, 31. juli 2003.
MM 7747 (C, th.) og MM 7752 (F+, tv.) på Klampenborg st.
S-togslinie F+ og C mødes på Klampenborg st. Til venstre er det netop ankomne MM 7752 på linie F+; til højre er MM 7747 på linie C næsten klar til afgang. Rullegardinerne er nede foran pga. den varme sol, ligesom mange S-tog kørte rundt med sideruderne i førerrummene i bagenden åbne.
Foto: Thomas de Laine, 31. juli 2003.