Myldretid

Menu

Billeder ➜ Optagelsesdato ➜

Billeder taget 29. maj

Her vises alle billeder af busser taget 29. maj i forskellige år:

Bergholdt 5337 i garagen, Langeskov

Bergholdt 5337 i garagen, Langeskov

Den første generation af Solaris Urbino var lidt rundere i designet end senere leverede busser. Blandt andet var svajet i forrudens underkant lidt anderledes. Busser i dette design er aldrig nyleveret til Danmark, men Bergholdt i Langeskov brugtimporterede nogle stykker årgang 2004 og 2005 fra Tyskland til kørsel for FynBus. Bergholdt 5337, en Solaris Urbino 12 fra 2005, på garageanlægget i Langeskov. Bussens tyske fortid var hos Hartmann i Berlin, vognnummer 8071.

Foto: Thomas de Laine, 29. maj 2010.

Vissenbjerg Turistfart XK 88 425 i Vissenbjerg

Vissenbjerg Turistfart XK 88 425 i Vissenbjerg

Setras 300-serie afløste gradvist 200-modellerne fra begyndelsen af 1990'erne. Også überlandbussen udkom efter nogle år i ny udgave som f.eks. S315UL. De blev også solgt til danske kunder, men en pæn del af dem, der har kørt i Danmark, blev brugtanskaffet som importbusser. Et eksempel på dette er Vissenbjerg Turistfarts XK 88 425, som er bygget i 1997 til en vognmand i Hartheim i Tyskland, men 2005 kom til Fyn, hvor den kørte en håndfuld år. Denne fortid forklarer også det her til lands for Setra'er usædvanlige dørarrangement 2-2-0. Billedet er taget på Vissenbjerg Turistfarts garageanlæg.

Foto: Thomas de Laine, 29. maj 2010.

Arriva 1354 som linje 161 på Tårnvej, Rødovre

Arriva 1354 som linje 161 på Tårnvej, Rødovre

Storkøbenhavns linje 161 er blandt Hovedstadsområdet ældre tilbageværende busruter, uanset at den har ændret sig talrige gange i årenes løb og i dag bare er skyggen af sig selv. Men i de forslag til omlægning af busnettet, når Ring 3-letbanen åbner, der i efteråret 2023 cirkulerer, indgår den historiske linjes endelige nedlæggelse. Ruten blev oprettet i juli 1935 af vognmand Eigil Sørensen i Gladsaxe og kørte mellem Gladsaxe og Husum Torv. I 1948 blev den forlænget til Lyngby st. og to år senere et kort stykke i den modsatte ende til Husum st. Ved tildelingen af linjenumre i Københavns Amt i maj 1951 fik ruten nummer 161, og 1. januar 1952 indgik den i Forenede Rutebiler, som Eigil Sørensen var med til at danne. Dette rutebilselskab fik et omfattende rutenet i Københavns forstæder og var i en årrække landets største private busselskab. Senere samme år omlagdes linjen via den nye Gladsaxe Trafikplads. Da buspassagererne begyndte at svigte til fordel for privatbiler og fjernsynskiggeri, ramte de økonomiske følger også Forenede Rutebiler, der overgik til primært kommunalt eje få år før etableringen af HT, Hovedstadsområdets Trafikselskab. Det nye trafikselskab overtog 1. oktober 1974 busdriften i Hovedstadsområdet fra alle offentligt ejede eller offentligt dominerede busselskaber og dermed også Forenede Rutebiler. Under HT forlængedes linjen i april 1978 fra Husum Torv mod syd gennem Rødovre ad Tårnvej, Slotsherrensvej og Islevdalvej mv. til Rødovre st., og fra september 1983 fortsatte den helt til Friheden st. Da HT oprettede linje 200S i juni 1991, overtog den nye linje dog meget af trafikken. Linje 161 fik dels reduceret driften, og dels forlagdes ruten til fra Gladsaxe at køre ad Ring 3 via Herlev st. til Rødovre i stedet for den oprindelige rute over Husum, ligesom linje 161 i sydenden påny afkortedes til Rødovre st. uden for myldretiderne. I myldretiden kørtes herefter til Center Syd på Avedøre Holme og ikke længere til Friheden st., som linje 200S overtog. Sådan fik linjen lov at køre frem til marts 2010, hvor myldretidskørslen syd for Rødovre st. ophørte. Metrocityringens komme i efteråret 2019 fik også følger helt ude på linje 161, som blev ændret i sammenhæng med en mængde andre linjer. Fra 13. oktober 2019 bortfaldt hele ruten nord for Herlev st. således, og dermed kører den nu blot mellem Herlev og Rødovre. Linje 161 indgik i HTs 4. udbud og blev fra 1. april 1994 vundet af De Blaa Omnibusser i Holte, som derved fik rutekørsel længere mod syd end nogensinde før eller siden. De Blaa mistede dog ruten til Linjebus i 1998, som igen tabte den til City-Trafik i 2003. April 2012 overtog Arriva linjen efter et udbud, og den kontrakt udløber i december 2023, hvor Umove indsætter nye elbusser på linjen. På den solrige forårsdag i 2021, hvor dette billede blev taget på Tårnvej i Rødovre, havde Arriva indsat bus 1354, Volvo B8RLE/Wroclaw (8900LE) fra 2017, som strengt taget ikke hører til på linjen, men typen har været en hyppig gæst på linje 161 siden 2019.

Foto: Thomas de Laine, 29. maj 2021.

Tide Bus 8100 i Odense garage

Tide Bus 8100 i Odense garage

Tide Bus fik i 2009 leveret 12 styk MAN NL263 Lion's City-midibusser til bybuskørslen i Odense med vognnumrene 8091-8102. Serien fik ikke verdens længste levetid i byen, idet syv af busserne allerede i 2013 flyttedes til Tides kørsel for Sydtrafik i Aabenraa, hvorfra de i øvrigt blev udrangeret i 2017. To af Aabenraa-busserne nåede forinden at køre for Anchersen i Hovedstadsområdet i nogle måneder. De resterende fem busser fulgte med over til Keolis i december 2015, hvor bybusserne i Odense skiftede hænder, og foreløbigt fire af de fem busser er siden efteråret 2018 kommet i trafik i Hovedstadsområdet, hvor de har afløst Mercedes-Benz Sprinter-minibusser. Her er det Tide Bus 8100 på bybusgarageanlægget i Odense i maj 2010. Bussen fik først nr. 3703 hos Keolis, men har ved indsættelsen i Movialand fået tildelt nummeret 2546.

Foto: Thomas de Laine, 29. maj 2010.

Tide Bus 8091 i Odense garage

Tide Bus 8091 i Odense garage

Tide Bus 8091, MAN NL263 Lion's City årg. 2009, på bybusgarageanlægget i Odense.

Foto: Thomas de Laine, 29. maj 2010.

Tide Bus 8102 i Odense garage

Tide Bus 8102 i Odense garage

Tide Bus 8102, MAN NL263 Lion's City årg. 2009, på bybusgarageanlægget i Odense. Bussen blev i 2015 busovertaget af Keolis sammen med bybuskørslen i Odense, og i efteråret 2018 er den overført til Nordsjælland, hvor den har erstattet en Mercedes-Benz Sprinter på linje 362.

Foto: Thomas de Laine, 29. maj 2010.

Tide Bus 8101 i Odense garage

Tide Bus 8101 i Odense garage

Tide Bus 8101, MAN NL263 Lion's City årg. 2009, på bybusgarageanlægget i Odense. Bussen kører siden sent i 2018 i Hovedstadsområdet på linje 151/152/851 som vogn 2547.

Foto: Thomas de Laine, 29. maj 2010.

Netbus 8000 i Bernstorffsgade, København

Netbus 8000 i Bernstorffsgade, København

Når busselskaber låner busser til afprøvning, skal man ofte være heldig for at støde på dem i trafik, fordi de ikke bliver brugt særlig meget. Sådan er det tilsyneladende ikke med Netbus 8000, som er en hybridbus, der i maj-juni 2010 prøvekøres på linje 5A. Her ses den i Bernstorffsgade ved Hovedbanegården - klokken 5.55 lørdag morgen!

Foto: Thomas de Laine, 29. maj 2010.