Myldretid

Menu

Billeder ➜ Optagelsesdato ➜

Billeder taget 28. marts

Her vises alle billeder af busser taget 28. marts i forskellige år:

Vikingbus 4434 ved Karlslunde st.

Vikingbus 4434 ved Karlslunde st.

Da Køge Bugt-banen åbnede i fire etaper mellem 1972 og 1983, blev der etableret busterminaler ved to tredjedele af de nye stationer. Men en række af de oprindelige terminaler er siden blevet erstattet af nye anlæg. Blandt de tilbageværende er den ved Karlslunde station, som blev taget i brug i efteråret 1979. Ved åbningen og helt ind i dette århundrede var der ubebygget på nordsiden af busterminalen, men nu har terminalen fået Karlslunde Stationscenter som nærmeste nabo. Den oprindelige halvtagsoverdækning af busholdepladserne er til gengæld fjernet, hvilket giver et lysere og formentlig tryggere miljø at vente i, men man er som ventende passager samtidig blevet overladt til elementernes rasen... En busfotograf kan derimod nyde godt af muligheden for at fotografere oppe fra S-togsperronen! På denne måde blev Vikingbus 4434, Irisbus Crossway LE årg. 2011, i dette tilfælde foreviget under dens endestationsophold på linje 120, Karlslunde-Høje Taastrup. Foråret 2023 har terminalen betjening med linjerne 120, 224 og 225, hvoraf sidstnævnte har kørt via stationen siden dens åbning, mens de to andre er nyere kreationer i drift siden 2011.

Foto: Thomas de Laine, 28. marts 2023.

Arriva 1412 på Nørre Allé, København

Arriva 1412 på Nørre Allé, København

Arriva 1412, Volvo B10BLE-63/Aabenraa årg. 2001, som linje 173E på Nørre Allé ved Universitetsparken.

Foto: Thomas de Laine, 28. marts 2012.

Arriva 1415 ved Nørreport st., København

Arriva 1415 ved Nørreport st., København

Arriva 1415, Volvo B10BLE-63/Aabenraa årg. 2001, ankommer til Nørreport st. som linje 173E. Da Nørreport til en forandring er under ombygning, er der stablet nogle skurvogne ved busterminalen.

Foto: Thomas de Laine, 28. marts 2012.

Arriva 1430 på Lyngbyvej, København

Arriva 1430 på Lyngbyvej, København

Arriva 1430, Volvo B10BLE-63/Aabenraa årg. 2001, som linje 150S på Lyngbyvej ved Ryparken st., kort før typen forsvandt fra linjen.

Foto: Thomas de Laine, 28. marts 2012.

Keolis 2587 i Kildevældsgade, København

Keolis 2587 i Kildevældsgade, København

Keolis 2587, VDL Citea LLE årg. 2014, som linje 12 i Kildevældsgade på Østerbro.

Foto: Thomas de Laine, 28. marts 2020.

Keolis 2585 ved Svanemøllen st., København

Keolis 2585 ved Svanemøllen st., København

Linje 12 blev som del af "Nyt Bynet" omlagt til Svanemøllen i oktober 2019. Mellem Nørrebro og Svanemøllen stationer erstatter den herved linje 4A, som har fået radikalt ny rute til Emdrup Torv, Høje Gladsaxe og Buddinge. Keolis 2585, VDL Citea LLE årg. 2014, forlader Svanemølle-sløjfen og krydser Østerbrogade som linje 12 mod Islev.

Foto: Thomas de Laine, 28. marts 2020.

Fjord-bus 8 ved Hillerød st.

Fjord-bus 8 ved Hillerød st.

I 1994 var Hillerød blandt de byer, der havde servicebusser, nemlig linjerne 845 og 846. Dem opgav man dog hurtigt! Fjord-bus stod for driften med to DAB-servicebusser. Her er det vogn 8 (opr. HT 3002), DAB 11-0860S årg. 1993, som linje 845 ved Hillerød st. I baggrunden ses den anden servicebus på linje 846.

Foto: Peder Schmidt, 28. marts 1994.

Arriva 1804 ved Svanemøllen st., København

Arriva 1804 ved Svanemøllen st., København

Arriva 1804, Scania OmniLink årg. 2003, som linje 4A ved Svanemøllen st. Bussen har kørt de første knap ni år af dens liv på linje 150S og har derfor haft blå hjørner, men den blev kort før 1. april 2012 overført til linje 4A, da 150S fik leveret nye busser.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 28. marts 2012.

Solrød Strand garage

Solrød Strand garage

Et af de få tidligere DSB-garageanlæg, som HT benyttede i en længere årrække, var det lille garageanlæg på Solrød Strandvej. Selv efter åbningen af busanlægget i Køge i 1978 var der stationeret busser i Solrød. Det ophørte engang i løbet af 1990'erne. Her ses busanlægget fra strandvejen i slutningen af marts 1998. Mindre end et år senere var det jævnet med jorden. De sidste cirka 10 år af garageanlæggets levetid var de tidligere grønne porte udsmykket med en farverig reklame.

Foto: Thomas de Laine, 28. marts 1998.

City-Trafik 2952 og 2951 i Naverland garage, Glostrup

City-Trafik 2952 og 2951 i Naverland garage, Glostrup

Et par af City-Trafiks nye DAF SB4000/Jonckheere Transit-rutebiler til kørslen på rute 320 og 330-333 på Vestsjælland. Til venstre bus 2952 og til højre 2951 på Naverland garage.

Foto: Mick Bruce, 28. marts 2008.

Aalborg Omnibus Selskab 268 fra dørsiden i Kr. Værløse

Aalborg Omnibus Selskab 268 fra dørsiden i Kr. Værløse

Aalborg Omnibus Selskab 268 tilhører nu Busbevarelsesgruppen Danmark. Det er en Volvo B10M-60/Aabenraa årg. 1988, og her ses bussen i Kr. Værløse.

Foto: Kim Løvenskjold, 28. marts 2008.

Aalborg Omnibus Selskab 268 fra vinduessiden i Kr. Værløse

Aalborg Omnibus Selskab 268 fra vinduessiden i Kr. Værløse

Aalborg Omnibus Selskab blev i 2000 overtaget helt af Combus, der siden 1990'erne havde haft aktiemajoriteten i det tidligere kommunalt ejede bybusselskab. Bus 268 blev ved den lejlighed til nr. 4268. Året efter blev Combus overtaget af Arriva og efter et udbud af kørslen i 2002 blev 4268 udrangeret efter 14 års trafik i Aalborg. Inden da havde den præsteret 1,1 mio. kørte kilometer.

Foto: Kim Løvenskjold, 28. marts 2008.

Busdivisionen 1469 ved Irlandsvej garage, København

Busdivisionen 1469 ved Irlandsvej garage, København

HT fik i foråret 1981 leveret 25 herlige bagperronbusser af Leyland-DABs serie 6, nærmere betegnet type 6-3-690/5. Bus 1469, der ses på billedet, blev i 1988 dekoreret som den ene af årets tre kunstbusser. Kunstneren var Steffen Jørgensen, og 1988 var det sidste år, hvor HT fik dekoreret kunstbusser. Fra 1990 kørte bus 1469 i HTs Busdivisions regi. Den 28. marts 1992 havde HT-garagen på Irlandsvej på Amager sidste driftsdag, og 1469 var den sidste bus, der kørte ud i trafik fra denne garage. Billedet er taget i denne anledning, hvilket også forklarer flagene. Efterfølgende blev bussen flyttet til Busdivisionen i Gladsaxe, der kørte med den indtil 1994, hvor den udrangeredes. Bussen overgik da til Rejseforeningen Den Blå Hund og Dennis Holm Petersen (fotografen), men desværre blev den ophugget i januar 2000, efter at den blandt andet havde været udsat for hærværk. Motoren levede dog videre i en fiskerbåd i Sydhavnen!

Foto: Dennis Holm Petersen, 28. marts 1992.

Arriva 1411 som S-togsbus ved Sjælør st.

Arriva 1411 som S-togsbus ved Sjælør st.

Arrivas bus 1411, en 13,7 meter lang Volvo B10BLE/Aabenraa fra 2001, blev ultimo marts 2005 overført fra Ryvang garage og linje 5A til Ballerup garage. Efterfølgende har den fået blå hjørner og er blevet fast vogn på linje 300S og 400S. Det morsomme ved bus 1411 er, at det faktisk var den aller første HUR-bus, der fik røde A-bushjørner. Det skete et godt stykke tid før premieren på A-busserne i 2002, fordi der skulle tages nogle pressebilleder. I påsken 2005 blev bus 1411 anvendt som S-togsbus mellem Sjælør og Åmarken stationer, mens Banedanmark arbejdede med etableringen af den nye Ny Ellebjerg station, og bussen ses her på busterminalen ved Sjælør station. Arriva har en fast aftale med DSB S-tog om kørsler af denne type, og i påsken stillede Arrivas garager i Ballerup, Roskilde og Køge med materiellet. Til højre for 1411 ses således 3065, 3061 og 3059 fra Arriva i Roskilde. Disse busser, der er af typen Volvo B12BLE/Aabenraa, trafikerer normalt Roskildes bybuslinjer. Det kan så bemærkes, at man i Roskilde ikke kan stave til "S-togsbus"! Udover påsken har der efterfølgende været tilsvarende S-togserstatningskørsel mellem Sjælør og Åmarken i dagene 22.-24. april, og der er yderligere planlagt samme kørsler 30. april-1. maj, 7.-8. maj, 14.-16. maj, 20.-22. maj og 27.-29. maj.

Foto: Thomas de Laine, 28. marts 2005.

Arriva 1716 som S-togsbus ved Sjælør st.

Arriva 1716 som S-togsbus ved Sjælør st.

Arriva i Køge leverer fra tid til anden busser til S-togserstatningskørsler. I påsken 2005 kunne bus 1716, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 1999, således træffes ved Sjælør st. på vej mod Åmarken st. Som det ses, kan man heller ikke i Køge stave til "S-togsbus"... Arrivas Køge-garage har i øvrigt alle sine linjer i licitation til afgørelse i begyndelsen af maj, så det er et godt spørgsmål, hvor længe endnu, bus 1716 vil være en Køge-bus.

Foto: Thomas de Laine, 28. marts 2005.