Billeder ➜ Optagelsesdato ➜
Billeder taget 27. marts
Her vises alle billeder af busser taget 27. marts i forskellige år:
Østtrafik 145 i Hårlev garage
Der var engang, hvor Leyland-DAB serie 7-busser var så almindelige på de danske veje, at man som busentusiast kunne synes, at de var lidt småkedelige! Begge dele var dog forlængst gået over i foråret 2010, hvor flere af slagsen på Øst- og Sydsjælland var med til at køre Østtrafiks kontrakt med Storstrøms Trafikselskab for perioden 2004-10 til ende. Østtrafiks bus 145 var en Leyland-DAB 7-1200L, som i 1986 var blevet nyanskaffet af Odsherreds Jernbane som vogn 74. Østbanen i Hårlev købte bussen af sine privatbanekolleger i 1990, og den blev dengang ommalet i Østbanens flotte blodorange og gule design og fik busnummer 145. Østbanens busdrift blev senere i 1990'erne udskilt som et selvstændigt aktieselskab under navnet Østtrafik, og Østtrafik opnåede flere kontrakter for både Vestsjællands Trafikselskab (VT) og Storstrøms Trafikselskab (STS) samt noget senere for Hovedstadsområdets Trafikselskab (HT). Vogn 145 forblev tilknyttet den østsjællandske del af rutenettet, som Østtrafik genvandt ved STS' udbudsrunder i 1996, 1999 og 2004, og bus 145 blev derfor omkring 1996 oplakeret i STS' blå og turkise rutebildesign, som den beholdt resten af sin levetid. Fra 1. januar 2007 var rutekørslen samlet under det nye trafikselskab for hele Sjælland, Movia. Østtrafik blev mod slutningen af 00'erne solgt til DitoBus, som også lykkedes med at genvinde en stor del af kørslen på Øst- og Sydsjælland fra foråret 2010, men det blev under DitoBus-navnet. Lørdag 27. marts 2010 var dermed sidste driftsdag for hovedparten af Østtrafik, hvoraf kun en lille mængde tele- og servicebuskørsel i Hovedstadsområdet herefter var tilbage. Denne sidste dag, der markerede afslutningen på knap 80 års privatbanebusdrift i Østsjælland, er Østtrafik 145 fotograferet på garageanlægget i Hårlev, der lå sammen med banens remise og værksted. Til højre står et af de i 2009 leverede Alsom Lint-tog til driften på selve Østbanen, og bagved 145 er parkeret en af de Mercedes-Benz 814D-minibusser, som Østtrafik fik leveret i 1999, og som i 2010 var fuldstændig slidt op. Trods sin alder kom Leyland'en til at overleve minibussen med omkring 4-5 måneder - dog som DitoBus vogn 4675.
Foto: Thomas de Laine, 27. marts 2010.
Arriva 1800 på Helsingørmotorvejen, Lundtofte
Arriva 1800, Scania OmniLink årg. 2003, som linje 150S på Helsingørmotorvejen ved Rævehøjvej i Lundtofte.
Foto: Thomas de Laine, 27. marts 2012.
Østtrafik 170 og 214 på Fakse Bystation
Fakse Bystation den sidste dag med Østtrafik på Stevns. Fra næste morgen stod DitoBus for kørslen. Til venstre ses bus 170, en DAB 12-1200L fra 1996, og længst væk på "Fakse bybus" (ruten mellem Fakse by og Fakse Syd st.) lånevogn 214, en 12-1200L fra 1990 med fortid hos Søndergaards Rutebiler, DSB busser, Thinggaard og Kruse. Begge busserne kørte videre i DitoBus-regi.
Foto: Thomas de Laine, 27. marts 2010.
Arriva 1415 på Helsingørmotorvejen, Lundtofte
Arriva 1415, Volvo B10BLE-63/Aabenraa årg. 2001, som linje 173E på Helsingørmotorvejen i Lundtofte kort før introduktionen af nye Scania-busser på 14,6 m.
Foto: Thomas de Laine, 27. marts 2012.
Fjord-bus 7452 som sidste bus på linje 307
Linje 307 mellem Frederikssund og Hillerød blev nedlagt ved køreplansskiftet 28. marts 2010. Ruten kan ellers føre sin historie helt tilbage til 1919 som passagerbefordrende postrute. Fjord-bus kørte linjen fra 1992 til dens nedlæggelse. Her ses bus 7452, Scania L94UB/Lahti årg. 2000, ved Falkenbergskolen i Frederikssund på linjens sidste afgang lørdag 27. marts om aftenen.
Foto: Jesper Holst, 27. marts 2010.
Aalborg Omnibus Selskab 268 på værkstedet hos Vejstruprød Busimport
Efter udrangeringen i 2002 kom Aalborg Omnibus Selskab 268 til Vejstruprød Busimport. Her henstod den fem og et halvt år, indtil Busbevarelsesgruppen Danmark i marts 2008 overtog den. Vejstruprød Busimport sponsorerede en del arbejde på bussen, så den kunne blive køreklar igen, og her ses den på firmaets værksted.
Foto: Kim Løvenskjold, 27. marts 2008.